BA’AL-HERMON
(Baʹal-Herʹmon) [Hermons ejer].
Et navn der forekommer i Dommerne 3:3 og 1 Krønikebog 5:23. Det første sted betegner det en lokalitet i et område der var beboet af zidoniere og hivvitter som det ikke var lykkedes israelitterne at overvinde, og det omtales her som „bjerget Ba’al-Hermon“. Det identificeres som regel med selve Hermons Bjerg, men navnet kan også sigte til Anti-Libanonbjergkæden i almindelighed eller til en del af den. I 1 Krønikebog 5:23 nævnes „Ba’al-Hermon“ sammen med Senir, Hermons Bjerg og Basan i en beskrivelse af grænserne for det område der blev taget i besiddelse af Manasses halve stamme. Mens det her kan betegne en by eller et sted i nærheden af Hermons Bjerg, kan det muligvis også sigte til hele bjergområdet Hermon. — Se HERMON.