FORLOVELSE

En gensidig aftale om ægteskab. Blandt hebræerne var det som regel parrets forældre, især fædrene, der traf de fornødne aftaler. (1Mo 24:1-4; 38:6; 21:21) Der blev ofte taget hensyn til den unge mands ønsker. (Dom 14:2) Hvor der var tale om piger der havde arvet den fædrene arvelod fordi deres fader var død uden at efterlade sig sønner, kunne de gifte sig med hvem de ville, blot de giftede sig inden for stammen. (4Mo 36:6) I Isaks tilfælde var det i virkeligheden Jehova der valgte bruden. (1Mo 24:50, 51) Udvælgelsen af bruden og ægteskabstilbudet, der som regel blev forelagt af mandens forældre eller fader eller deres repræsentant, efterfulgtes af forlovelsen. Dette var en formel handling hvor brudens forældre optrådte på hendes vegne og en ven af brudgommen ofte var dennes juridiske repræsentant. — 1Mo 24:1-4; Joh 3:29.

En vigtig del af aftalen var fastsættelsen af brudekøbesummen, på hebraisk moʹhar. Dette ord forekommer tre gange i Bibelen. (1Mo 34:12; 2Mo 22:16, 17; 1Sa 18:25) Brudekøbesummen blev som regel betalt til forældrene. I Rebekkas tilfælde var det broderen Laban der spillede en fremtrædende rolle ved underhandlingen og derfor ham der, sammen med moderen, modtog „kostbare ting“. (1Mo 24:53) Brudekøbesummen kunne også ydes i form af en tjeneste. (1Mo 29:15-30; Jos 15:16) Af 2 Mosebog 22:16, 17 fremgår det at hvis en pige var blevet forført, skulle brudekøbesummen betales til faderen som erstatning for krænkelsen, også selv om faderen afslog at lade forføreren indgå ægteskab med datteren. Undertiden fik bruden en medgift af sin fader som en „afskedsgave“, og somme tider fik bruden ved forlovelsen gaver af sin tilkommende, som det skete i Rebekkas tilfælde. — 1Kg 9:16; Jos 15:17-19; 1Mo 24:53.

Hebræerne betragtede et forlovet par som bundet og så godt som gift selv om de ikke havde kønslig omgang før bryllupsceremonien var overstået. — 1Mo 19:8, 14; Dom 14:15, 16, 20.

Blandt jøderne blev forlovelsen betragtet som så bindende at hvis ægteskabet ikke blev indgået — for eksempel fordi brudgommen skiftede sind eller af en anden grund — kunne den unge kvinde ikke gifte sig med en anden før hun var juridisk fri til det, det vil sige efter at der forelå en skilsmisseattest. (Mt 1:19) Hvis en pige der var forlovet, bedrev utugt med en anden mand, blev hun dømt til døden som ægteskabsbryderske. (5Mo 22:23, 24) Hvis en mand stod i forhold til en tjenestepige som var bestemt for en anden mand, men endnu ikke var frigivet, blev begge parter anset for skyldige og måtte straffes. Dog skulle de ikke lide døden fordi hun endnu ikke var frigivet. — 3Mo 19:20-22.

En mand der var forlovet, var fritaget for militærtjeneste. — 5Mo 20:7.

Bibelen omtaler ingen begrænsninger med hensyn til parternes alder ved forlovelsen. I nutiden bliver piger i mellemøstlige lande ofte gift som 16-årige, undertiden endog før. Talmudister forbød en dreng at indgå ægteskab hvis han var under 13 år og én dag, og en pige hvis hun var under 12 år og én dag.

Som regel var der ikke et langt tidsrum på flere år mellem forlovelsen og ægteskabets indgåelse, selv om det til tider var nødvendigt at der gik en vis tid indtil brudgommen kunne betale den fastsatte pris eller yde den ønskede tjeneste. I Jakobs tilfælde var forlovelsestiden syv år, hvori han tjente for at få Rakel, men fik Lea. Så ventede han én uge til før han fik Rakel, men fortsatte med at tjene Laban i syv år til for hende. — 1Mo 29:20-28.

En kristen bør betragte et løfte som bindende, og i forbindelse med en forlovelse bør han følge det princip som Jesus fremsatte: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde“ (Mt 5:37), og Jakob: „Lad jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej, for at I ikke skal falde under dom.“ — Jak 5:12.

Kristi brud. Jesus Kristus har en brud som han venter at blive forenet med, nemlig den kristne menighed, der er hans legeme. (Ef 1:22, 23) På pinsedagen i år 33 modtog de første medlemmer af brudeskaren den hellige ånd med tungetalens mirakuløse gave. Dette kan sammenlignes med de gaver der blev givet ved forlovelsen, idet den for Kristi åndelige brud var ’et forskud på deres arv, for at Guds ejendom kunne udfries ved hjælp af en løsesum, til hans herlige pris’. (Ef 1:13, 14) Apostelen Paulus omtalte dem han havde bragt sandheden om Kristus, som ’lovet bort til ægteskab’ med Messias, og han opfordrede dem til at bevare deres renhed som „en ren jomfru“ for ham. (2Kor 11:2, 3) De der er lovet bort til ægteskab med Messias, betragtes, mens de er på jorden, som en vordende brud. De er indbudt til aftensmåltidet ved Lammets bryllup. — Åb 19:9.