GIDEON

(Giʹdeon) [en der omhugger; en der afhugger].

En af Israels store dommere; søn af Joasj, af Abi’ezers slægt, af Manasses stamme. Gideon boede i Ofra, en by der øjensynlig lå vest for Jordan. Den stammeafdeling han tilhørte, var den ubetydeligste i Manasse, og selv var han „den yngste i [sin] faders hus“. — Dom 6:11, 15.

Gideon levede i en meget urolig tid i Israels historie. Eftersom israelitterne var troløse mod Jehova, nød de ikke frugten af deres arbejde. I flere år var hedenske nabofolk, især midjanitterne, trængt ind i landet i høsttiden „så talrige som græshopper“. Midjanitterne trængte dem så hårdt i syv år at de måtte lave sig underjordiske depoter for at skjule deres afgrøde for de indtrængende horder. — Dom 6:1-6.

Kaldet til befrier. For at undgå at blive opdaget af midjanitterne var Gideon i færd med at tærske korn i en vinperse og ikke på fri land da en engel viste sig for ham og sagde: „Jehova er med dig, du brave kriger.“ Gideon spurgte hvordan dette kunne være rigtigt i betragtning af at midjanitterne undertrykte Israels folk. Da han fik at vide at han var udset til at være Israels befrier, nævnte han beskedent sin egen ubetydelighed. Men han blev forsikret om at Jehova ville være med ham. Derpå bad Gideon om et tegn så han kunne være sikker på at sendebudet virkelig var Jehovas engel. Han bragte en gave bestående af kød, usyrede brød og suppe, og på engelens anvisning anbragte han kødet og brødene på en klippe og udgød suppen. Engelen rørte ved kødet og de usyrede brød med sin stav, og der steg ild op fra klippen og fortærede offeret, hvorpå engelen forsvandt. — Dom 6:11-22.

Samme nat satte Jehova Gideon på prøve ved at befale ham at nedrive sin faders alter for guden Ba’al, omhugge den hellige pæl som stod ved siden af det, bygge et alter for Jehova og derpå ofre sin faders syvårige ungtyr (øjensynlig en tyr der blev betragtet som indviet til Ba’al) på det, idet han brugte den hellige pæl som brænde. Hjulpet af ti tjenere efterkom han befalingen, men gjorde det af forsigtighed om natten. Da byens mænd næste morgen stod op og opdagede hvad der var sket, og de fik at vide at det var Gideon der havde gjort det, krævede de ham udleveret for at dræbe ham. Gideons fader, Joasj, udleverede imidlertid ikke sin søn til dem, men svarede at Ba’al kunne føre sin egen sag. Joasj gav derpå Gideon navnet Jerubba’al (der betyder „lad Ba’al føre sag imod ham“) idet han sagde: „Lad Ba’al føre sag for sig selv, for man har nedbrudt hans alter.“ — Dom 6:25-32.

Sejr over Midjan. Da midjanitterne, amalekitterne og Østens sønner igen trængte ind i Israel og slog lejr på Jizre’elsletten, kom Jehovas ånd over Gideon. Han kaldte abiezritterne sammen til kamp og sendte sendebud ud i hele Manasse og i Aser, Zebulon og Naftali for at opfordre mændene til at følge ham. Idet han ønskede yderligere vidnesbyrd om at Jehova var med ham, bad han om at en nyafklippet uldpels som han lagde ud på tærskepladsen om natten, næste morgen måtte være våd af dug, men at jorden måtte være tør. Da Jehova gjorde dette mirakel for ham, ønskede han — for at være helt sikker — ved endnu et mirakel at få fastslået at Jehova var med ham, og bad derfor om et tegn hvor det omvendte skete, og det fik han. — Dom 6:33-40.

Som svar på Gideons opfordring samledes 32.000 krigere om ham. De slog lejr ved Harodkilden syd for den midjanitiske lejr, som befandt sig ved Morehøjen ude på lavsletten. Israelitternes styrker på 32.000 mand udgjorde mindre end en fjerdedel af fjendens 135.000 mand. (Dom 8:10) Alligevel tilkendegav Jehova at der var for mange med Gideon, for hvis Midjan blev givet i deres hånd, ville de måske mene at de havde sejret i egen kraft. På Guds bud sagde Gideon derfor at de der var bange og skælvede, skulle vende om. Toogtyve tusind vendte om, men der var stadig for mange. Så sagde Jehova til Gideon at han skulle føre de tilbageværende 10.000 mand ned til vandet for at de kunne sættes på prøve. Et fåtal på 300 førte vandet til munden med hånden, og de blev skilt fra. Resten, som lagde sig på knæ for at drikke, blev sendt hjem. De 300 viste ved deres måde at drikke på at de var årvågne, og at kampen for den sande tilbedelse i Jehovas navn lå dem på sinde. Ved hjælp af denne lille skare på 300 mand lovede Jehova at frelse Israel. — Dom 7:1-7.

Gideon og hans medhjælper, Pura, udspejdede nu fjendens lejr om natten. Dér hørte Gideon en mand fortælle en ven om en drøm han havde haft. Vennen sagde at drømmen betød at Midjan og hele lejren ville blive givet i Gideons hånd. Styrket af det han havde hørt, vendte Gideon tilbage til Israels lejr og organiserede de 300 mand i tre hold så han kunne nærme sig Midjans lejr fra tre sider, og hver af mændene fik et horn og en stor krukke, hvori der var en fakkel. — Dom 7:9-16.

Med sit hold på 100 mand nåede Gideon til udkanten af midjanitternes lejr lige efter at de havde posteret vagterne til den midterste nattevagt. I overensstemmelse med Gideons instrukser gjorde hans mænd nøjagtig som han gjorde. Nattens stilhed blev sønderrevet da der blev blæst i de 300 horn, de 300 store vandkrukker blev knust, og der lød 300 krigsskrig; samtidig blev himmelen oplyst af 300 fakler. Fjendens lejr blev grebet af forvirring. Folk begyndte at råbe højt og flygte, og „Jehova rettede den enes sværd mod den anden i hele lejren; og lejren flygtede til Bet-Sjitta, ad Zerera til, til udkanten af Abel-Mehola, ved Tabbat“. — Dom 7:17-22.

I mellemtiden blev mændene fra Naftali, Aser og Manasse kaldt sammen for at sætte efter Midjan. Desuden blev der sendt bud til Efraim om at spærre vejen for de flygtende midjanitter. Efraimitterne gjorde som befalet og indtog vandene indtil Bet-Bara samt Jordan. De tog også de to midjanitiske fyrster Oreb og Ze’eb til fange og dræbte dem. Da efraimitterne mødtes med Gideon, søgte de imidlertid „hårdnakket strid med ham“ fordi han ikke havde kaldt dem til hjælp fra begyndelsen. Men da Gideon ydmygt gjorde opmærksom på at det han havde udrettet, intet var i sammenligning med det de havde udrettet ved at tage Oreb og Ze’eb til fange, dæmpedes deres vrede, og et sammenstød blev afværget. — Dom 7:23–8:3.

Gideon og hans 300 mand gik over Jordan, og skønt de var trætte, fortsatte de forfølgelsen af Midjans konger, Zeba og Zalmunna, og deres mænd. På vejen bad han mændene i Sukkot om mad, men Sukkots fyrster nægtede at yde hjælp idet de sagde: „Er Zebas og Zalmunnas hænder allerede nu i din vold, så vi må give din hær brød?“ Mændene i Penuel nægtede ligeledes at efterkomme Gideons anmodning. — Dom 8:4-9.

Gideon nåede til Karkor, hvor fjenden, der nu var reduceret til ca. 15.000 mand, havde sin lejr, og han gjorde indfald i lejren mens den følte sig tryg. Zeba og Zalmunna flygtede. Gideon satte straks efter dem og tog dem til fange. Desuden ’fik han hele lejren til at skælve’. — Dom 8:10-12.

Da Gideon vendte tilbage fra kampen, tog han en ung mand fra Sukkot til fange og fik af ham navnene på byens fyrster og ældste. Som han havde sagt tidligere da de ikke ville give ham mad, gav han dem en lærestreg med torne og tidsler. Som han også havde advaret om, rev han Penuels tårn ned og dræbte mændene i denne by fordi de havde nægtet at forsyne hans mænd med mad. — Dom 8:13-17.

Derefter gav Gideon sin førstefødte søn, Jeter, besked på at dræbe Zeba og Zalmunna fordi de havde dræbt Gideons brødre, hans moders sønner. Men den unge Jeter veg tilbage for at dræbe de midjanitiske konger. Derfor gjorde Gideon det selv, da Zeba og Zalmunna udfordrede ham til at gøre det. — Dom 8:18-21.

Efoden. Derefter bad israelitterne i deres taknemmelighed Gideon — og efter ham hans sønner — om at blive deres konge. Gideon forstod imidlertid at Jehova var Israels retmæssige konge, og afslog derfor anmodningen. Han foreslog derpå at de skænkede ham de guldsmykker de havde taget som krigsbytte, hvoraf næseringene alene udgjorde 1700 guldsekel (1,3 mio. kr.). Gideon lavede derefter en efod af byttet og udstillede den i Ofra. Men hele Israel begyndte at ’bedrive utugt’ med efoden, og den blev også en snare for Gideon og hans husstand. Selv om efoden uden tvivl blev lavet ud fra et godt motiv, tog den således opmærksomheden fra den sande helligdom som Jehova havde rejst — teltboligen. Gideons handling på dette punkt førte ikke til det tilsigtede resultat. — Dom 8:22-27; se EFOD, I.

Døde som et godkendt vidne. Den udfrielse Jehova havde udvirket ved Gideon, var så fuldstændig at der ikke var nogen yderligere forstyrrelser i de 40 år hvori Gideon var dommer. Gideon havde mange hustruer, med hvem han fik 70 sønner. Efter at Gideon var død i en god alderdom, vendte israelitterne sig igen til ba’alsdyrkelsen. Abimelek, en søn af Gideon med en medhustru fra Sikem, dræbte i øvrigt alle Gideons øvrige sønner med undtagelse af Jotam, den yngste, som havde gemt sig. — Dom 8:28–9:5; se ABIMELEK, 4; OFRA, 3.

Gideons tro, som han bevarede over for en talmæssigt overlegen modstander, vandt ham en plads blandt ’den store sky af vidner’ der nævnes i Hebræerbrevet. (He 11:32; 12:1) Desuden tjener hans beskedenhed i forening med hans forsigtighed som et eksempel. Åbenbart skal hans forsigtighed betragtes som en positiv egenskab og ikke som et udslag af manglende tro, da han ikke på noget tidspunkt bebrejdes for sin forsigtighed. Som det fremgår af Salme 83, tjener sejren over midjanitterne på Gideons tid desuden som et profetisk billede på den fremtidige tilintetgørelse af alle Jehovas fjender, hvorved Jehova vil gøre sit navn stort og hævde sin suverænitet. — Jf. Es 9:4; 10:26.