HETITTER (HITTITTER)

[fra (tilhørende) Het].

Et folk der nedstammede fra Het, Kana’ans anden nævnte søn. (1Mo 10:15) Hetitterne var derfor efterkommere af Kam. — 1Mo 10:6.

Abraham havde ved flere lejligheder kontakt med hetitterne, der boede i Kana’an da han flyttede dertil. Jehova havde lovet at give Abrahams afkom Kana’ans land, der var beboet af forskellige folkeslag, deriblandt hetitterne. (1Mo 15:18-21) Jehova sagde imidlertid til Abraham at ’amoritternes brøde endnu ikke var fuldstændig’. (1Mo 15:16; udtrykket „amoritter“ anvendes ofte generelt om de folkeslag der boede i Kana’an.) Abraham respekterede derfor hetitternes ejendomsret til landet, og da hans hustru Sara døde, købslog han i byen Hebrons port med Efron, hetitten Zohars søn, om en hule hvori han kunne begrave hende. — 1Mo 23:1-20.

På Josuas tid boede hetitterne i området „fra ørkenen og Libanon dér og til den store flod, Eufratfloden“, og dette kaldes „hele hetitternes land“. (Jos 1:4) De boede åbenbart fortrinsvis i bjergrige områder, hvilket indbefattede Libanon og måske områder i Aram (Syrien). — 4Mo 13:29; Jos 11:3.

Underlagt Noas forbandelse. Eftersom hetitterne nedstammede fra Kana’an, var de underlagt den forbandelse Noa udtalte over ham, og da Israel undertvang folket, skete det som en opfyldelse af Noas ord i 1 Mosebog 9:25-27. Hetitternes religion var hedensk og uden tvivl en fallosdyrkelse, ligesom de andre kana’anæiske religioner. Da Abrahams sønnesøn Esau giftede sig med hetitiske kvinder, var dette „årsag til en bitter ånd“ hos hans forældre, Isak og Rebekka. — 1Mo 26:34, 35; 27:46.

Gud beskrev det land som hetitterne og deres nabofolk beboede, som ’et land der flød med mælk og honning’. (2Mo 3:8) Men disse folkeslag var blevet så fordærvede at de gjorde landet urent ved deres tilstedeværelse. (3Mo 18:25, 27) Gud advarede igen og igen Israel om faren ved at følge dem i deres nedværdigende, urene adfærd. Han nævnte mange former for urenhed som israelitterne ikke måtte tage del i, og tilføjede: „Gør jer ikke urene med noget af dette, for med alt dette har nationerne [deriblandt hetitterne] som jeg driver bort foran jer, gjort sig urene.“ — 3Mo 18:1-30.

Viet til udslettelse. Hetitterne var en af de syv nationer der ifølge Jehovas ord skulle vies til udslettelse. Disse nationer beskrives som „talrigere og mægtigere“ end Israel. De må derfor have talt over tre millioner, og hetitterne i deres bjergbyer har været en frygtindgydende fjende. (5Mo 7:1, 2) De viste deres fjendskab ved at slutte sig sammen med de øvrige nationer i Kana’an for at kæmpe imod Israel (der blev anført af Josua) da de hørte at Israel var gået over Jordan og havde ødelagt byerne Jeriko og Aj. (Jos 9:1, 2; 24:11) Hetitternes byer skulle derfor have været ødelagt, og deres indbyggere udslettet så de ikke var en trussel mod Israels loyalitet mod Gud og ikke blev årsag til at folket pådrog sig hans mishag. (5Mo 20:16-18) Men israelitterne fulgte ikke til fulde Jehovas befaling. Efter Josuas død blev de ulydige og udryddede ikke disse nationer, der derefter blev som ’torne i deres sider’ og til stadighed var en plage for dem. — 4Mo 33:55, 56.

Senere historie. Som følge af at Israel ikke udslettede de kana’anæiske nationer fuldstændigt, erklærede Jehova: „Til gengæld siger jeg: ’Jeg vil ikke drive dem bort foran jer, og de skal blive til snarer for jer, og deres guder vil blive lokkemad for jer.’“ (Dom 2:3) Det lader til at de kana’anæere der blev boende blandt israelitterne, blev tolereret og i sjældne tilfælde endda fik ansvarsfulde stillinger. Det lader desuden til at hetitterne var de eneste af de kana’anæiske folkeslag der fortsat skilte sig ud og bevarede deres styrke som nation. — 1Kg 10:29; 2Kg 7:6.

To hetitter, Ahimelek og Urias, var soldater, muligvis officerer, i Davids hær. Urias kæmpede nidkært for at besejre Israels fjender, og han fulgte Moseloven. David forførte Urias’ hustru, Batseba, og sørgede derefter for at Urias blev sat på et farligt sted i kampen så han blev dræbt. På grund af dette blev David straffet af Gud. — 1Sa 26:6; 2Sa 11:3, 4, 11, 15-17; 12:9-12.

Kong Salomon udskrev hetitiske mænd til tvangsarbejde. (2Kr 8:7, 8) Der var hetitiske kvinder blandt hans fremmede hustruer, som fik ham til at vende sig bort fra Jehova. (1Kg 11:1-6) Så sent som i kong Joram af Israels regeringstid (917-905 f.v.t.) havde hetitterne konger og var i stand til at føre krig. (2Kg 7:6) Men de aramaiske, assyriske og babyloniske erobringer af landet knuste øjensynlig hetitternes magt.

Efter at israelitterne var vendt hjem fra landflygtigheden i 537 f.v.t., giftede mange i folket og endda nogle af præsterne og levitterne sig med kana’anæiske kvinder og gav deres døtre til kana’anæiske mænd, deriblandt hetitter. Dette var en overtrædelse af Guds lov. Ezra irettesatte dem på grund af dette og fik dem til at skille sig af med deres fremmede hustruer. — Ezr 9:1, 2; 10:14, 16-19, 44.

Brugt billedligt. Jehova anvendte ordet „hetit“ i billedlig betydning da han gennem sin profet Ezekiel henvendte sig til byen Jerusalem og sagde: „Stedet for din oprindelse og din fødsel var kana’anæernes land. Din fader var amorit og din moder var hetit.“ (Ez 16:3) Jerusalem, landets hovedstad og den by hvorover Jehovas navn var nævnt, var beboet af jebusitter da israelitterne gik ind i landet. Men eftersom amoritterne og hetitterne var landets mest fremtrædende stammer, blev de øjensynlig brugt som betegnelse for alle Kana’ans folkeslag, deriblandt jebusitterne. Jerusalem var således af ringe herkomst, men Jehova havde sørget for at den blev hædret. Gennem kong David, der sad på „Jehovas trone“ (1Kr 29:23), og gennem pagtens ark på Zions Bjerg og senere gennem det prægtige tempel som Davids søn Salomon byggede, spredtes Jerusalems ry blandt nationerne. Men Jerusalem blev efterhånden lige så fordærvet og umoralsk som de omgivende nationer, og derfor bragte Jehova til sidst ødelæggelse over byen. — Ez 16:14, 15.

Verdslige forsøg på identifikation. Historikere og arkæologer har forsøgt at fastslå hvem Bibelens hetitter er i den verdslige historie. Deres forsøg har i regelen hvilet på et sprogvidenskabeligt grundlag idet man sammenligner ord der har en vis lighed med hinanden i udtale eller stavemåde.

I de assyriske kileskrifttekster forekommer betegnelsen „Hatti“ ofte, som regel i en sammenhæng der leder tanken hen på Aram (Syrien) eller Palæstina. Det er muligt at dette ord sigter til de bibelske hetitter. Ud fra dette udtryk forsøger forskerne imidlertid at identificere Bibelens hetitter med det såkaldte hetitterrige der havde sin hovedstad i Lilleasien, langt nord og vest for Kana’ans land. Deres ræsonnement, hvori de omtaler tre forskellige folkegrupper, er beskrevet i følgende afsnit.

Tre grupper „identificeret“. I Anatolien (en del af det nuværende Tyrkiet) har man afdækket mange oldtidstekster i Bogazköy, det tidligere „Hattush(a)“. Denne by var hovedstad i et land som nutidens forskere har kaldt Hatti, og hvis tidligere indbyggere talte „hattisk“. Disse indbyggere blev åbenbart besejret af erobrere der indførte et andet sprog, som, ifølge forskerne, var et indoeuropæisk sprog. Det blev skrevet med kileskrift og kaldes „kileskrifthetitisk“. Senere blev det fortrængt af et andet indoeuropæisk sprog der blev skrevet med hieroglyffer, og som kaldes „hieroglyfhetitisk“. Man har både i Lilleasien og i den nordlige del af Syrien fundet nogle tekster som siges at være på dette sprog. Ifølge forskerne repræsenterer disse tre sprog tre forskellige befolkningsgrupper. Der findes dog ingen beviser for at nogen af disse var Bibelens hetitter. Om det såkaldte kileskrifthetitisk har Martin Noth sagt: „Betegnelsen ’hetit’ forekommer ikke i de gamle tekster, men er opfundet af den moderne videnskab på baggrund af dette sprogs historiske forbindelse med riget Hatti i Lilleasien.“ Han siger videre om „de hetitiske hieroglyffer“: „Den konventionelle betegnelse ’hetitisk’ er i denne sammenhæng irrelevant og forvirrende.“ (The Old Testament World, 1966, s. 231) En anden historiker, E. A. Speiser, er kommet til følgende slutning: „Problemet angående Bibelens hetitter er . . . kompliceret. Først og fremmest er der spørgsmålet om hvilken slags hetitter der er tale om i en given bibelsk passage: hattier, de indoeuropæiske hetitter der omtales i kileskriftteksterne, eller hieroglyfhetitterne.“ — The World History of the Jewish People, 1964, bd. 1, s. 160.

Som det fremgår af det foregående, hviler forsøgene på at identificere Bibelens hetitter med det „hetitterrige“ der havde byen Hattush(a) i Lilleasien som hovedstad, kun på formodninger og ikke på beviser. På grund af denne usikkerhed sættes navnet på det folkeslag der i den verdslige historie kaldes „hetitter“, i anførselstegn i dette værk for at minde læseren om at denne identificering ikke betragtes som endegyldigt fastslået.