FØDSELSVEER

Efter at Adam og Eva havde syndet, gav Gud over for den første kvinde, Eva, udtryk for hvad følgen heraf ville blive når hun skulle føde børn. Hvis hun var forblevet lydig, ville hun fortsat have haft Guds velsignelse, og det ville have været en ren og ublandet glæde at sætte børn i verden, for „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den“. (Ord 10:22) Men som en almindelig regel ville det nu, på grund af de legemlige funktioners ufuldkommenhed, være forbundet med smerte. Gud sagde (og her må man erindre sig at det han tillader, ofte siges at være noget han gør): „Jeg vil stærkt forøge dit svangerskabs smerte; med fødselsveer skal du føde børn.“ — 1Mo 3:16.

Det hebraiske udtryk i dette skriftsted er ordret „din smerte og dit svangerskab“ og gengives i nogle ældre bibeloversættelser med „din Kummer og din Undfangelse“. (GD; også Ka, KJ) Det er imidlertid en speciel grammatisk udtryksmåde som kaldes en „hendiadys“, det vil sige ét begreb udtrykt ved to ord der er forbundet med „og“. Nyere oversættelser gengiver det derfor i overensstemmelse med denne forståelse. (DA31, DA92, RS) Der siges altså ikke at det var evnen til at undfange der ville øges, men smerten.

Det er rigtigt at den smerte der er forbundet med et svangerskab og en fødsel, kan lindres med smertestillende og bedøvende midler og endog i nogen grad kan elimineres ved påpasselighed og forberedende øvelser, men i almindelighed er en fødsel en i fysisk henseende smertefuld oplevelse. — 1Mo 35:16-20; Es 26:17.

Brugt billedligt. Trods de veer der ledsager en barnefødsel, er der alligevel glæde forbundet med denne begivenhed. Da Jesus Kristus aftenen før sin død talte fortroligt med sine apostle, brugte han dette som et billede. Efter at have forklaret at han stod i begreb med at forlade dem, sagde han: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: I skal græde og klage, men verden vil glæde sig; I vil blive bedrøvede, men jeres bedrøvelse vil blive vendt til glæde. En kvinde er bedrøvet når hun føder, fordi hendes time er kommet; men når hun har født barnet, husker hun ikke trængselen længere, på grund af glæden over at et menneske er blevet født til verden. Derfor er I også nu bedrøvede; men jeg skal se jer igen, og jeres hjerte vil glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.“ — Joh 16:20-22.

Denne smertefulde tid kom de til at opleve i hen ved tre dage efter Jesu død hvor de uden tvivl græd og ’spægede deres sjæle’ ved at faste. (Lu 5:35; jf. Sl 35:13.) Men tidligt om morgenen den tredje dag, nemlig den 16. nisan, viste den opstandne Jesus sig for nogle af disciplene, og det gjorde han fortsat i 40 dage derefter. Da vendtes sorgen til glæde. På Pinsedagen, 50 dage efter Jesu opstandelse, blev Guds hellige ånd udgydt over dem, og de begyndte med glæde at vidne om Jesu opstandelse, først i Jerusalem og derefter til jordens fjerneste egne. (Apg 1:3, 8) Og ingen kunne tage glæden fra dem. — Joh 16:22.

Salmisten beskriver hvordan et forbund af konger rykker frem mod Guds hellige by, Zion, og hvilket indtryk byen gør på dem med sine vældige tårne og volde. Han siger: „De så — og straks blev de forbløffede. De blev forfærdede; de skræmtes bort. En skælven greb dem dér, veer som hos den fødende kvinde.“ (Sl 48:1-6) Salmen skildrer øjensynlig en virkelig begivenhed hvor nogle fjendtlige konger blev slået af forfærdelse da de rykkede frem for at angribe Jerusalem.

Da Jeremias profeterede om det stolte Babylons fald, talte han om et folk der ville komme fra nord, og rygtet herom ville bevirke at Babylons konge blev grebet af kval, som veer griber den fødende kvinde. Denne profeti blev opfyldt da perserkongen Kyros gik imod Babylon, og især da den mystiske hånd viste sig og skrev på væggen ved kong Belsazzar af Babylons festbanket. Profeten Daniel tydede skriften som et varsel om at Babylons fald for medernes og persernes hånd var umiddelbart forestående. — Jer 50:41-43; Da 5:5, 6, 28.

Apostelen Paulus forklarede at „Jehovas dag“ ville komme når man forkyndte „Fred og sikkerhed!“ Da ville „pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide“, og der ville ingen mulighed være for at „undslippe“. (1Ts 5:2, 3) Fødselsveer kommer pludseligt; den nøjagtige dag og time kendes ikke på forhånd. Veerne kommer i begyndelsen med 15 til 20 minutters mellemrum, men efterhånden som fødselen skrider frem, følger de hurtigere efter hinanden. Det tidsrum fødselen spænder over, er i de fleste tilfælde forholdsvis kort, især i dens andet stadium, og så snart veerne begynder, véd kvinden at fødselen nærmer sig, og at hun må stå den igennem; der er ingen mulighed for at „undslippe“.

I et af de syner der er beskrevet i Åbenbaringens Bog, så apostelen Johannes en kvinde i himmelen som skreg fordi hun havde „fødselsveer“ og var „i pine for at føde“. Det barn der fødtes, var „en søn, et drengebarn, der skal vogte alle nationerne med en jernstav“. Trods dragens forsøg på at fortære barnet blev det „bortrykket til Gud og til hans trone“. (Åb 12:1, 2, 4-6) At barnet blev bortrykket af Gud, må betyde at han anerkender det som sit eget, for det var skik i gammel tid at fremvise barnet for faderen så han kunne anerkende det. (Se FØDSEL.) Kvinden der føder, må derfor være Guds „hustru“, „Jerusalem som er oventil“, Kristi og hans åndelige brødres „moder“. — Es 54:6; Ga 4:26; He 2:11, 12, 17.

Guds himmelske „kvinde“ er naturligvis fuldkommen, og fødselen derfor fuldkommen, uden smerte. Hendes fødselsveer må derfor symbolsk betyde at hun forstår at fødselen er nær, og at hun kan vente sin nedkomst når som helst. — Åb 12:2.

Hvem drengebarnet er, fremgår af at der siges at han skal „vogte alle nationerne med en jernstav“. I Salme 2:6-9 blev det forudsagt at Guds messianske konge ville gøre dette. Da Johannes fik sit syn længe efter Kristi fødsel, død og opstandelse, må synet gælde den fremtidige oprettelse af Guds messianske rige ved Jesus Kristus. Efter sin opstandelse fra de døde tog Jesus Kristus sæde ved Guds højre hånd, hvor han skulle vente indtil hans fjender blev lagt som en skammel for hans fødder. — He 10:12, 13; Sl 110:1; Åb 12:10.

Denne begivenhed var ventet, og som tiden nærmede sig, ville forventningen vokse i himmelen og på jorden, for profetiernes opfyldelse ville være et sikkert tegn på at den var nært forestående. Som apostelen Paulus skrev til de kristne i Thessalonika, ville det samme gøre sig gældende i forbindelse med „Jehovas dag“: „Men med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer.“ „I, brødre, I er ikke i mørke så dagen skulle overraske jer som den ville overraske tyve.“ — 1Ts 5:1, 4.