LAKISJ

(Laʹkisj).

En by i Sjefela i Juda. (Jos 15:21, 33, 39) Der er almindelig enighed om at Lakisj er identisk med Tell ed-Duweir (Tel Lakhish), en ruinhøj der er omgivet af dale, og som ligger ca. 25 km vest for Hebron. I oldtiden indtog den en strategisk vigtig stilling på hovedvejen mellem Jerusalem og Ægypten. Byen har på et tidspunkt dækket et areal af omkring 8 ha og har muligvis haft mellem 6000 og 7500 indbyggere.

Under Israels erobring af Kana’an sluttede Jafia, kongen i Lakisj, sig sammen med fire andre konger for at gå imod byen Gibeon, der havde sluttet fred med Josua. (Jos 10:1-5) Som svar på Gibeons anmodning om hjælp kom den israelitiske hær den til undsætning idet den marcherede hele natten fra Gilgal. Med Jehovas hjælp slog de det kana’anæiske forbund, indesluttede kongerne i en hule og dræbte dem. (Jos 10:6-27; 12:11) Senere blev byen Lakisj indtaget efter mindre end to dages kamp, og indbyggerne blev udslettet. Gezers konge, Horam, der kom Lakisj til undsætning, måtte også bukke under. — Jos 10:31-35.

Nogle arkæologer forbinder israelitternes kamp mod Lakisj med et tykt lag aske som man har afdækket ved Tell ed-Duweir, hvori man blandt andet har fundet en skarabæ tilhørende en Ramses. Der siges imidlertid intet i Bibelen om at byen blev brændt af, sådan som der gøres om Jeriko (Jos 6:24, 25), Aj (Jos 8:28) og Hazor (Jos 11:11). Tværtimod synes det at fremgå af Josua 11:13 at israelitterne sjældent afbrændte „byer, som lå på hver deres høj“. Der er altså intet bibelsk grundlag for at placere den ødelæggelse der forårsagede askelaget, på Josuas tid således at den israelitiske erobring af Kana’ans land må dateres i overensstemmelse hermed. Det kan heller ikke med sikkerhed fastslås hvilken Ramses skarabæen har tilhørt. Én arkæolog har tilskrevet Ramses III skarabæen og fremsat den tanke at Lakisj blev ødelagt af filistrene i det 12. århundrede f.v.t.

Under Rehabeams regering (997-981 f.v.t.) forstærkedes Lakisj militært. (2Kr 11:5-12) Senere, omkring 830 f.v.t., flygtede kong Amazja til Lakisj for at undgå en sammensværgelse, men man forfulgte ham og dræbte ham dér. — 2Kg 14:19; 2Kr 25:27.

Belejret af Sankerib. Lakisj blev belejret af assyrerkongen Sankerib i 732 f.v.t. Herfra sendte han Rabsjake, Tartan og Rabsaris med en anselig kampstyrke til Jerusalem for at få kong Ezekias til at overgive sig. Gennem Rabsjake, der førte ordet, spottede Sankerib Jehova, og senere sendte han igen sendebud til Jerusalem med et brev der indeholdt yderligere trusler og spot, og som skulle få Ezekias til at overgive sig. Denne hån mod Jehova Gud førte til sidst til at 185.000 assyriske krigere blev udslettet af Guds engel på én nat. — 2Kg 18:14, 17-35; 19:8-13, 32-35; Es 36:1-20; 37:8-13, 33-36.

Et relief fra Sankeribs palads i Nineve skildrer belejringen af Lakisj. Det viser at byen var omgivet af en dobbeltmur der med regelmæssige mellemrum var forsynet med tårne, og at der voksede palmer, vinstokke og figentræer på de omgivende højdedrag. Scenen der skildrer Sankerib som modtager byttet fra Lakisj, er ledsaget af følgende tekst: „Sankerib, verdens konge, Assyriens konge, sad på en nimedu-trone og mønstrede byttet fra Lakisj (La-ki-su).“ — Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 288.

Indtaget af babylonierne. Da babylonierne under Nebukadnezar oversvømmede Juda (609-607 f.v.t.), var Lakisj og Azeka de to sidste befæstede byer der faldt før Jerusalem blev indtaget. (Jer 34:6, 7) De såkaldte „Lakisjbreve“ (der er skrevet på potteskår, og hvoraf man fandt 18 ved Tell ed-Duweir i 1935 og yderligere 3 i 1938) stammer sandsynligvis fra denne periode. Et af disse breve, som efter alt at dømme er sendt fra en militærforpost til kommandanten i Lakisj, lyder i uddrag: „. . . vi holder udkig efter ildsignalerne i Lakisj ifølge de anvisninger som min herre har givet, for vi kan ikke mere se Azeka.“ Af denne melding kan man slutte at Azeka allerede var indtaget eftersom man ikke mere modtog nogen signaler derfra. Det er også bemærkelsesværdigt at så godt som alle de „Lakisjbreve“ man kan læse, indeholder ord som „Måtte יהוה [Jahve, eller Jehova] just nu lade min herre høre gode efterretninger!“ (Ostrakon nr. 4) Det viser at Guds navn, Jehova, var almindeligt brugt dengang. — Ancient Near Eastern Texts, s. 322.

Efter at Juda og Jerusalem havde ligget øde i 70 år, blev Lakisj igen opbygget og beboet af hjemvendte jødiske landflygtige. — Ne 11:25, 30.

Nævnt i profetierne. I Mika 1:13 siges der profetisk til Lakisj: „Spænd forspandet for vognen, du kvinde som bor i Lakisj. Hun var begyndelsen til synd for Zions datter, for i dig fandtes Israels oprør.“ Ordene her indgår i en skildring af kamp og nederlag, og det ser ud til at indbyggerne i Lakisj forbereder sig på flugt. Lakisj’ „synd“ er ikke omtalt andre steder i Bibelen, men det kan tænkes at en form for afgudsdyrkelse som blev indført i Jerusalem, havde sin oprindelse i Lakisj. Synden kan også have haft forbindelse med at Juda satte sin lid til heste og stridsvogne som måske blev importeret til Lakisj fra Ægypten.