VAGTEL
[hebr.: selawʹ].
En lille, buttet hønsefugl, ca. 18 cm lang, som tilbringer det meste af tiden på jorden. Dens kød regnes for en delikatesse. Omkring 1920 eksporterede Ægypten årligt ca. tre millioner vagtler til udenlandske markeder, en handel der dog er indstillet siden.
Den art der omtales i Bibelen, er øjensynlig den europæiske vagtel (Coturnix coturnix), en trækfugl der overvintrer i det indre Afrika og flyver mod nord om foråret. Den ankommer til Ægypten omkring marts og flyver videre gennem Arabien og Palæstina. Fuglene flyver i store flokke, og de tilbagelægger rejsen i etaper, ofte om natten. De kan flyve hurtigt, men ikke ret langt ad gangen. På grund af deres store kropsvægt i forhold til vingernes bæreevne ankommer de ofte temmelig udmattede til deres bestemmelsessted. De flyver derfor med vinden og som regel i lav højde. Oberst Richard Meinertzhagen fortæller at befolkningen i Port Said i Ægypten undertiden fanger vagtler med sommerfuglenet når vagtlerne flyver gennem gaderne ved daggry. — Birds of Arabia, Edinburgh 1954, s. 569.
Første gang vagtler nævnes i den bibelske beretning (2Mo 16:13), er i forbindelse med nogle begivenheder der fandt sted om foråret (2Mo 16:1), hvor fuglene altså har været på vej mod nord. Israelitterne befandt sig i Sins Ørken på Sinajhalvøen, hvor de klagede over knapheden på mad. Jehova forsikrede da Moses om at de „mellem de to aftener“ ville få kød at spise og næste morgen brød at mætte sig med. (2Mo 16:12) Samme aften „kom [der] vagtler, og de dækkede efterhånden lejren“, og næste morgen lå der manna på jorden. (2Mo 16:13-15; Sl 105:40) Et års tid senere, øjensynlig igen om foråret (4Mo 10:11, 33), førte israelitternes knurren over den ensformige manna til at Jehova forudsagde at de skulle komme til at spise kød „op til en hel måned“, indtil de fik kvalme af det. (4Mo 11:4, 18-23) Gud lod da en vind, sandsynligvis fra øst eller sydøst, drive vagtler ind fra havet og lod dem „falde ned over lejren“ i rigelig mængde, som „havenes sand“, over et område rundt om lejren med en radius på flere kilometer. — 4Mo 11:31; Sl 78:25-28.
Vendingen „omkring to alen [ca. 1 m] over jordens overflade“ er blevet forklaret på flere måder. (4Mo 11:31) Nogle mener at vagtlerne bogstaveligt faldt til jorden, og at de nogle steder lå i dynger af denne højde. Andre indvender at dette ville betyde at mange af fuglene døde, med det resultat at israelitterne ikke kunne spise dem, og mener derfor at teksten skal forstås sådan at vagtlerne fløj hen over jorden i denne lave højde, så israelitterne let kunne fange dem. En tilsvarende tanke kommer frem i den græske Septuaginta, som siger: „hele vejen rundt om lejren, omkring to alen fra jorden“; og den latinske Vulgata siger: „hele vejen rundt om lejren, og de fløj i luften i en højde af to alen over jorden.“
Israelitterne samlede vagtler i halvandet døgn. „Den der samlede mindst, samlede ti homer [2200 liter].“ (4Mo 11:32) I betragtning af at folket, som nævnt af Moses, talte „seks hundrede tusind mand til fods“ (4Mo 11:21), må der være samlet mange millioner vagtler. Det var således ikke nogen almindelig fangst der var muliggjort af det sædvanlige fugletræk, men en storslået demonstration af Jehovas magt. De begærlige israelitter samlede alt for mange vagtler til at de kunne nå at spise dem på det tidspunkt; derfor „bredte de dem ud til sig selv, vidt omkring lejren“. (4Mo 11:32) Formålet med dette var måske at tørre kødet af de slagtede fugle, så de kunne gemmes til senere. Det ville svare til den ægyptiske praksis som Herodot beskriver (II, 77), ifølge hvilken man saltede fisk og lagde dem til tørring i solen.