SODOMA

(Soʹdoma).

En by ved Kana’ans grænse mod sydøst. (1Mo 10:19; 13:12) Sodoma nævnes ofte sammen med Gomorra, og den synes at have været den mest fremtrædende af fem byer der øjensynlig alle lå i Siddimlavningen. (1Mo 14:2, 3) Mange forskere mener at det område hvor Sodoma og de øvrige af „Jordanegnens byer“ lå, nu er oversvømmet af Det Døde Hav, men andre har for nylig fremsat en teori om at byernes ruiner kan findes langs regnflodsdale øst og sydøst for Det Døde Hav. — 1Mo 13:12; se SALTHAVET.

Da Abraham og Lot besluttede at flytte længere bort fra hinanden for at undgå strid mellem deres kvæghyrder, gik Lot mod øst, ind i den vandrige Jordanegn, og rejste sit telt nær Sodoma. Han opdagede at „mændene i Sodoma var slette og store syndere mod Jehova“ — noget der plagede ham stærkt. (1Mo 13:5-13; 2Pe 2:7, 8) Nogen tid senere gjorde indbyggerne i Sodoma og de fire andre byer oprør mod Elams konge, Kedorlaomer, efter at have været underlagt ham i 12 år. Det følgende år blev Sodomas konge, Bera, og hans forbundsfæller besejret af Kedorlaomer og hans allierede. Foruden at bemægtige sig ejendele og fødevarer tog sejrherrerne Lot og andre til fange. — 1Mo 14:1-12.

Abrahams styrker indhentede Kedorlaomer og førte byttet og alle fangerne, deriblandt Lot og hans husstand, tilbage. Sodomas konge insisterede på at Abraham skulle beholde de generobrede ejendele, men Abraham afviste dette for at Bera ikke skulle sige: „Det var mig som gjorde Abram rig.“ — 1Mo 14:13-24.

Evig tilintetgørelse. Sodoma blev imidlertid ved med at trodse Jehova og blev kendt for umoralsk, især homoseksuel, adfærd. „Klageskriget over Sodoma og Gomorra, ja, det er højt,“ sagde Jehova, „og deres synd, ja, den er meget stor.“ Gud sendte derfor engle ned for at ødelægge byen efter at have forsikret Abraham om at han ville skåne den hvis der fandtes ti retfærdige i den. — 1Mo 18:16, 20-33.

Det viste sig at Sodoma fortjente at blive udslettet, for en pøbelsværm af byens indbyggere, deriblandt drenge og gamle mænd, omringede Lots hus i den hensigt at voldtage hans gæster, englene. Den næste dag, efter at Lot havde forladt byen sammen med sin kone og deres to døtre, blev Sodoma og Gomorra udslettet med ild og svovl. (1Mo 19:1-29; Lu 17:28, 29) Derefter blev Sodoma og Gomorra brugt som et symbol på fuldstændig tilintetgørelse fra den almægtige Gud (5Mo 29:23; Es 1:9; 13:19; Jer 49:18; 50:40; Kl 4:6; Am 4:11; Zef 2:9; Ro 9:29) og på ekstrem ondskab. — 5Mo 32:32; Es 1:10; 3:9; Jer 23:14; Ez 16:46-56; se GOMORRA.

Om en jødisk by der afviste den gode nyhed, sagde Jesus: „Det vil være mere udholdeligt for Sodomas og Gomorras land på dommens dag end for den by.“ (Mt 10:15; 11:23, 24) I Judas 7 siges der imidlertid at Sodoma og Gomorra er „sat frem for os som et advarende eksempel ved at lide en evig ilds retslige straf“. Det ser derfor ud til at Jesus blot benyttede en hyperbel, en overdrivelse, for at understrege hvor usandsynligt det var at indbyggerne i visse jødiske byer i det 1. århundrede ville ændre sind selv på dommens dag.

„I åndelig forstand“. I Åbenbaringen 11:3, 8 siges der at ligene af Guds „to vidner“ skulle ligge på den brede gade i „den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten“. I Esajas’ profeti (1:8-10) sammenlignes Zion, eller Jerusalem, med Sodoma, og byens herskere kaldes „Sodoma-førere“. Det bogstavelige Jerusalem var imidlertid for længst blevet ødelagt (år 70) da Johannes skrev ovenstående. Det var i år 96 han fik denne åbenbaring af begivenheder der skulle indtræffe engang i fremtiden. Det der sigtes til, må derfor være ’en stor by’ eller organisation, et modbilledligt Jerusalem, som blev skildret ved fortidens utro Jerusalem.