SÅNING

I gamle dage såede man almindeligvis ved at udstrø sæden med hånden. Sædemanden bar sæden i en fold i sin klædning eller i en beholder og udstrøede den foran sig med en lang, fejende bevægelse. I Israel varede såtiden fra omkring oktober til begyndelsen af marts, afhængigt af hvilken sæd det drejede sig om.

Jehovas velsignelse. Det er Jehova der tilvejebringer sæden og giver vækst, sol og regn, hvorved jorden frembringer mange fold af det der er blevet sået. (2Sa 23:3, 4; Es 55:10) På denne måde modtager alle mennesker, hvad enten de er retfærdige eller onde, velsignelser fra Skaberen. — Mt 5:45; Apg 14:15-17.

I almindelighed udøver Jehova dog ikke en speciel kontrol over de faktorer der muliggør vækst. Derfor kan ugudelige mennesker undertiden have en rig høst, mens retfærdige menneskers høst kan slå fejl på grund af ugunstige omstændigheder. — Jf. Job 21:7-24.

Når det tjener Jehovas hensigt, kan han imidlertid velsigne den der sår, og give ham en rigelig høst, eller han kan sørge for at udbyttet bliver ringe, alt efter om den der sår, er trofast og lydig mod ham eller ej. Det var for eksempel Jehovas hensigt at gøre Israel til et stort og talrigt folk i det forjættede land, og han velsignede derfor sine lydige tjenere rigt. Da Isak opholdt sig i Kana’an, voldte indbyggerne ham vanskeligheder, men Jehova velsignede ham så han høstede hundrede fold. — 1Mo 26:12.

Israelitternes åndelige tilstand var afgørende for hvilken høst de fik. Før de gik ind i det forjættede land, sagde Jehova til dem: „Hvis I vandrer efter mine forskrifter og holder mine bud og følger dem, så vil . . . tærskning . . . hos jer nå til vinhøst, og vinhøst vil nå til såtid.“ Afgrøderne ville være så rigelige at høsten ikke ville være overstået før det var tid at så den næste afgrøde. (Jf. Am 9:13.) På den anden side advarede Gud: „Hvis I ikke vil høre på mig eller følge alle disse bud, . . . skal [I] så jeres sæd til ingen nytte, da jeres fjender skal spise den.“ Og han tilføjede: ’Jeres jord vil ikke give sin afgrøde.’ (3Mo 26:3-5, 14-16, 20; jf. Hag 1:6.) Senere, på profeten Jeremias’ tid, viste Jehovas advarsel sig at være sand. På det tidspunkt beskrev Jehova den dårlige tilstand blandt israelitterne med ordene: „De har sået hvede, men torne har de høstet.“ — Jer 12:13.

Israels love angående såning. I Moseloven befalede Gud at landet skulle tilsås i seks år, mens intet måtte sås eller høstes i det syvende år (sabbatsåret) eller i jubelåret. (2Mo 23:10, 11; 3Mo 25:3, 4, 11) Dette satte israelitternes tro på prøve og gav dem lejlighed til at bruge mere tid på åndelige anliggender; desuden var det godt for jorden.

Eftersom jorden tilhørte Jehova, var den i en vis forstand hellig, og hans folk var helligt. Derfor skulle israelitterne omhyggeligt undgå enhver form for besmittelse. Hvis et dødt, urent dyr, for eksempel en rotte eller et firben, faldt ned på nogle plantefrø der var våde, blev de urene og måtte ikke bruges, men hvis plantefrøene var tørre, blev de ikke urene. Dette skyldtes uden tvivl at urenheden gennem fugten ville spredes til alle frøene. — 3Mo 11:31, 37, 38.

Israelitterne måtte ikke blande forskellige slags sæd til at så. De kunne dog godt så forskellige afgrøder på samme mark hvis de såede dem adskilt fra hinanden i hver sin del af marken. (3Mo 19:19; Es 28:25) Formålet med dette bud har måske været at minde israelitterne om at de som Guds folk under hans kongedømme var adskilt fra andre folk. Hvis en israelit overtrådte denne lov og blandede to slags sæd, skulle hele afgrøden fra hans mark eller vingård betragtes som „viet“. Den tilfaldt helligdommen. — 5Mo 22:9; jf. 3Mo 27:28; 4Mo 18:14.

Brugt billedligt. For at anskueliggøre hvordan Jehova velsignede og sørgede for den rest der vendte tilbage fra Babylon, skrev salmisten: „De der sår med tårer skal høste med glædesråb. Den der ufortrødent går, men under gråd, bærende sækken med såsæd, skal lige så sikkert komme hjem med glædesråb, bærende sine neg.“ (Sl 126:1, 5, 6) De der vendte tilbage fra Babylon, var lykkelige da de blev udfriet, men de græd måske mens de tilsåede den øde jord der havde ligget brak i 70 år. Jehova havde imidlertid ført dem tilbage for sit navns skyld, og de der ufortrødent såede og byggede, kom til at nyde frugten af deres arbejde. I en periode mens tempelbyggeriet lå stille, tilbageholdt Jehova landets afgrøde, men gennem profeterne Haggaj og Zakarias blev folket igen ansporet til virksomhed og opnåede atter Guds gunst. — Hag 1:6, 9-11; 2:15-19.

Jehova bruger såning og vækst som et billede på at hans ord med sikkerhed vil blive opfyldt. — Es 55:10, 11.

Flid og gavmildhed. Salomon fremsatte et princip som gælder når man vil være gavmild eller vil udrette noget. Han skrev: „Den der holder øje med vinden, kommer ikke til at så; og den der ser på skyerne, kommer ikke til at høste.“ Et menneske der holder sig tilbage, og som venter på at der skal komme et tidspunkt hvor alle omstændigheder synes gunstige til det arbejde Gud har givet ham, eller som søger efter en undskyldning for ikke at lave noget, vil ikke få noget af Gud. Salomon anbefaler flid. I vers 5 siger han at det er Gud der „gør alt“, og mennesket forstår ikke hele Guds værk. Salomon giver derfor dette råd: „Så din sæd om morgenen og lad ikke din hånd hvile før aften; for du ved ikke hvor det lønner sig, her eller der, eller om begge dele er lige gode.“ — Præ 11:4-6.

Apostelen Paulus tænkte øjensynlig på det samme da han tilskyndede de kristne i Korinth til gavmildt at hjælpe brødrene i Jerusalem, som led nød og havde mistet mange af deres ejendele på grund af den forfølgelse som jøderne udsatte dem for. Paulus skrev: „Den der sår sparsomt, skal også høste sparsomt; og den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. . . . Endvidere er Gud i stand til over for jer at lade al sin ufortjente godhed strømme over, så at I, samtidig med at I altid fuldt ud kan klare jer selv med alt, kan have rigeligt til enhver god gerning. . . . Men han som rigeligt forsyner den der sår, med sæd til at så og brød til at spise, vil forsyne jer med såsæd og mangfoldiggøre den, og han vil give vækst til jeres retfærdigheds frugter.“ Derefter påpegede Paulus det gode som dette medførte, foruden Guds gunst og materiel overflod, nemlig at denne gavmildhed bevirkede at der blev sagt tak til Gud, og at han blev æret, og resulterede i at de der blev hjulpet, blev fyldt af kærlighed til dem der hjalp dem, så de bad for dem. Det fik også kærligheden i menigheden til at vokse. — 2Kor 9:6-14.

Forkyndelsen af den gode nyhed. Jesus Kristus sammenlignede såning af sæd med forkyndelsen af ordet, den gode nyhed om Riget. Han såede sandhedens sæd om Riget, og Johannes Døber havde ligeledes sået. Jesu disciple blev sendt ud for at høste på de marker der var blevet tilsået, og som var hvide til høst. Han sagde derfor til dem: „Allerede nu får den der høster, løn, og samler frugt til evigt liv, så at den der sår og den der høster, sammen kan fryde sig. . . . Én sår og en anden høster. Jeg har sendt jer ud for at høste det som I ikke har slidt med. Andre har slidt [med at så], og I er gået ind til udbyttet af deres slid [ved at høste].“ — Joh 4:35-38.

I lignelsen om sædemanden sammenlignede Jesus også forkyndelsen med det at så sæd. Her er sæden „rigets ord“. Jesus påpegede at de forhold hvorunder sæden sås, kan have indflydelse på om den spirer og gror i menneskers hjerte. — Mt 13:1-9, 18-23; Lu 8:5-15.

Hveden og ukrudtet. I en anden lignelse sammenlignede Jesus sig selv med en der såede god sæd, og sæden med „rigets sønner“. En anden sædemand, en fjende der såede ukrudt i marken, er Djævelen. Her forudsagde Jesus åbenbart et kommende frafald, hvorunder der i den kristne menighed ville være mennesker som falskeligt hævdede at de var Guds tjenere, og som forsøgte at besmitte menigheden og lede disciplene bort. — Mt 13:24-30, 36-43; jf. Apg 20:29; 2Kor 11:12-15; 2Ts 2:3-9; 1Ti 4:1; 2Ti 4:3, 4; 2Pe 2:1-3.

At ’så med henblik på kødet’. Efter at have opregnet åndens frugt og kødets gerninger og opfordret enhver til at prøve sin egen gerning sagde apostelen Paulus: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste; for den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød, men den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ — Ga 5:19-23; 6:4, 7, 8.

Et eksempel på det at ’så med henblik på kødet’ og på følgerne heraf omtales af Paulus i Romerne 1:24-27. Andre eksempler er den umoralske mand i menigheden i Korinth som gjorde sig skyldig i blodskam, eller Hymenæus og Alexander der spredte uren lære og spottede Gud, og som blev overgivet til Satan „til kødets undergang“, hvilket vil sige at disse kødelige elementer blev fjernet fra menigheden. — 1Kor 5:1, 5; 1Ti 1:20; 2Ti 2:17, 18.

Undervisning af og omsorg for menigheden. Da Paulus skrev til menigheden i Korinth, sammenlignede han den undervisning og hjælp han havde givet menigheden, med det at så, og han forklarede menighedens medlemmer at han i kraft af dette arbejde havde ret til at modtage noget materielt fra dem som en hjælp til at fortsætte sin tjeneste. Men han undlod at gøre dette for ikke at lægge nogen hindring i vejen for den gode nyhed. — 1Kor 9:11, 12.

Ligesom en landmand sår sæden i fred, bliver den gode nyhed sået i fred, ikke med skænderier, strid, tumulter og magtanvendelse. De der sår, er fredelige mennesker; de er ikke trættekære, stridslystne eller oprørske. Der må derfor herske fredfyldte forhold i den kristne menighed for at deres sæd kan frembringe retfærdigheds frugt. — Jak 3:18.

Opstandelsen. I forbindelse med opstandelsen til liv i himmelen sammenlignede Paulus begravelsen af det fysiske legeme med det at så, idet han sagde: „Dog vil nogen sige: ’Hvorledes oprejses de døde? Ja, med hvilken slags legeme kommer de?’ Du ufornuftige! Hvad du sår, bliver ikke gjort levende medmindre det først dør; og med hensyn til det du sår, så sår du ikke det legeme som skal komme, men et nøgent korn, det kan være hvede eller en hvilken som helst af de andre kornsorter; men Gud giver det et legeme sådan som han ønsker, og hver slags sæd sit eget legeme. . . . Og der er himmelske legemer og jordiske legemer . . . Således er det også med de dødes opstandelse. Der sås i forgængelighed, der oprejses i uforgængelighed. . . . Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme. . . . For dette forgængelige må iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige må iføre sig udødelighed.“ — 1Kor 15:35-53.

De der af Gud er blevet udvalgt til at være hans søns medarvinger, og som vil modtage uforgængelighed og udødelighed, må nødvendigvis dø og opgive deres kødelige legeme for at modtage et åndeligt legeme ved opstandelsen. Dette svarer til at et frø der er blevet sået, „dør“, det vil sige går i opløsning, og er helt anderledes i form og udseende end den plante der spirer frem fra det.

Den såning der omtales i Esajas 28:24, og dens billedlige betydning behandles i artiklen PLØJNING.