STENBUK
Det hebraiske ord je‛elīmʹ, der gengives med „stenbukke“, menes i almindelighed at sigte til den nubiske stenbuk (Capra ibex nubiana), en vildged med store bagudkrummede horn der har stærkt fremtrædende valke. Den lever i høje bjerge (Sl 104:18), hvor den med yndefuld lethed færdes på stejle klipper og smalle afsatser. Når den er drægtig, holder den til på steder som ikke nemt findes af mennesker. Det er måske dette der hentydes til i Job 39:1, hvor der stilles et spørgsmål som fremhæver at disse dyr er helt uafhængige af mennesker og føder deres unger uset af mennesker.
I Første Samuelsbog, kapitel 24, fortælles det at Saul forfulgte David ind i det klippefyldte område ved En-Gedi (der betyder „kiddets kilde“) på vestsiden af Det Døde Hav. Forfølgerne søgte efter David og hans mænd „på klipperne hvor stenbukkene færdes“ (1Sa 24:2), en beskrivelse der tyder på at der levede stenbukke i området. Også i nyere tid har man set stenbukke ved En-Gedi.
I Ordsprogene 5:18, 19 bruges det hebraiske ords hunkønsform ja‛alahʹ. Den hustru man har fået i sin ungdom, sammenlignes her med ’en yndefuld stenbuk’.