Hvorfor kristne skyr tobak

MANGE nye kommer til kundskab om sandhederne i bibelen og indtager deres plads i Jehovas vidners række af evangelieforkyndere. Mange af disse nye røg tidligere tobak, men er nu holdt op. Nogle få kommer til kundskab om sandheden, men holder ikke op med at ryge. Når der på en taktfuld måde gøres forsøg på at vejlede dem, svarer de, at bibelen ikke forbyder rygning, og at de vil holde op, så snart det bliver vist dem ud fra bibelen, at det er forkert. Nogle af dem har endogså budt cigaretter rundt til ikke-rygende vidner i deres lokale rigssal. Deres forsøg på at tage spørgsmålet humoristisk er i det mindste upassende og smager af spot. Og de kan højt regnet kun friste en anden, der allerede har renset og frigjort sig for denne vane.

Det er ganske rigtigt, at bibelen ikke specielt nævner tobaksrygning som et onde, der bør undgås. Hvis kristne skal holde sig fra tobaksrygning, hvorfor siger bibelen det da ikke rent ud? Fordi tobaksrygning var ukendt på den tid, bibelen blev skrevet. Under overskriften „Tobak“ siger Encyclopedia Americana, 1942-udgaven, følgende:

„Brugen af tobak stammer fra Amerika og har derfra bredt sig til praktisk taget alle dele af jorden, og det er uden sammenligning blevet det almindeligste af alle narkotika. . . . Tobak brugtes i udstrakt grad af indianerne på den tid, Columbus opdagede Amerika, og levn fra højbyggernes tid viser, at piberygning var en ældgammel skik blandt urindbyggerne. Da Columbus’s mandskab i 1492 gik i land på de vestindiske øer, lagde de mærke til, at de indfødte røg ruller af tørrede tobaksblade. Dengang spanierne ankom til Mexico i 1519, så de, at befolkningen dyrkede tobak med omhu og dygtighed. . . . Amerikas indianere havde udfundet metoder for tobaksdyrkning og for at tilvirke den i alle de former, hvori den nu bruges. . . . Dyrkning og brug af tobak blev indført i Indien, Persien og andre asiatiske lande tidligt i det syttende århundrede.“

Derimod blev tobak ikke brugt i de bibelske lande før over femten århundreder efter, at bibelens sidste bog blev skrevet. Ikke desto mindre gives der i bibelen så vidt gældende inspirerede formaninger, at de også definitivt indbefatter brugen af tobak. Et ydmygt og sagtmodigt menneske, der ønsker at lade sig undervise, kan med udbytte læse og overveje skriftsteder som Ordsprogene 30:12, Esajas 52:11, Galaterne 5:19, Kolossenserne 3:5, Jakob 1:22, Efeserne 5:3, 4 og andre skriftsteder om renhed i både legemlige og åndelige spørgsmål. Disse skriftsteder fastslår et princip om renhed og renlighed, som den kristne burde lade sig lede af, og 2 Korinter 7:1 formaner klart: „Lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt.“

Er ikke tobaksrygning smudsig deri, at den pletter huden, gennemtrænger tøj og krop med sin stank og efterlader aske rundt omkring? Er det ikke et udtryk for hensynsløs selviskhed og ikke for kærlighed, når et menneske forpester luften med tyk røg, som andre må indånde, og som svier i øjnene? Er denne vane ikke skadelig for helbredet, og besmitter og forurener den ikke derved kødet? Det er beviseligt, at den giver stakåndethed og svækker udholdenheden, nedsætter refleksbevægelserne, sløver hjernen, befordrer sygdomme i hjerte og blodkar, svækker livskraften, irriterer hud og slimhinder i næse, mund, hals og lunger, forårsager kræft, forringer forplantningsevnen hos både mænd og kvinder, svækker moralen og forkorter livet. Hvilke fordele kan cigaretrygeren stille op som modvirkning mod disse ulemper? Kan et menneske indvi hele sin kraft og styrke til Gud, hvis han forspilder en del af disse ting ved at ryge cigaretter? Bruger den kristne sine indviede kræfter, sin tid og sine penge viseligt, når han øder og spilder disse gaver på tobaksvanen? Det er ikke dermed sagt, at Jehovas vidner skal plage eller overfuse rygere med sådanne spørgsmål. Tilstrækkeligt er det, hvis hver ryger, særlig dem, der er kommet til erkendelse af sandheden og deltager i tjenesten for Jehova, oprigtigt og ærligt overvejer disse spørgsmål og modigt ser ind i sit eget sind og hjerte efter svaret.

Rygere gør også vel i at tænke på, at det var Jehovas synlige organisation, som Gud brugte til at befri deres sind for falske religiøse læresætninger, at han brugte den til at undervise dem om Rigets sandheder, til at fremmale for dem den nye jords velsignelser, og til at oplære dem til at forkynde evangeliet, den gerning, der fører til så store glæder og til evigt liv. De stolede på organisationen, da det gjaldt sådanne spørgsmål, forvissede om, at Gud brugte den og stadig bruger den. Er det da ikke rimeligt at tro, at Gud også bruger sin organisation til at rense sit folk for en så smudsig vane som rygning? Når den nyinteresserede bliver et vidne ved organisationens bistand, bliver han så pludselig klogere end den synlige lærer, der underviser ham i spørgsmål om renlighed og forklaring af skriftsteder, som taler derom? Tidligere har Vagttaarnet ved forskellige lejligheder udtalt sig om brugen af tobak. Bemærk følgende kommentar, som er hentet fra Vagttaarnet, 15. november 1942, der efter at have citeret 2 Korinter 7:1 siger:

„Enhver urenhed, det være sig i kødet eller ånden, er vederstyggelig i Guds øjne. Renhed i kød og ånd er lige det modsatte af urenhed, og det vil da sige, at skabningen bør holde sig ren såvel på sjæl som på legeme og bruge de evner, han har fået, til Guds ære. Når en har taget standpunkt for Jehova, og Jehova giver ham den forret at høre med til hans teokratiske organisation, må hans fremtræden være i overensstemmelse med denne hellige organisation.

Nationernes krigshære og de religiøse organisationer med dem ser til, at de, der kæmper for verdensherredømmet, bliver rigeligt forsynet med tobak. I Encyclopædia Britannica, bind 26, hedder det: „Da man trængte ind i og udforskede det amerikanske fastland, kam det for dagen, at brugen af tobak, særlig røgtobak, siden arilds tid har været en almindelig foreteelse, mange steder blandt de indfødte stammer forbundet med betydningsfulde og højtidelige ceremonier.“ Det vil sige, at brugen af denne plante var forbundet med dæmonisme og havde til formål at bringe dens bedragne forbrugere ind under dæmonernes magt. Er brugen af tobak set fra bibelens synspunkt derfor noget rent eller noget urent? Nydelsen af tobak er noget absolut urent, uanset hvilken form den nydes i. Den forgifter legemet og sløver hjernen. En, der nyder tobak, virker stødende på sine omgivelser, samtidig med at han skader sit eget legeme og vanærer Gud og Kristus. Nydelsen af tobak har i udstrakt grad virket demoraliserende på menneskeslægten. Den fremkalder trang efter andre urenheder. Guds ord tillader under ingen omstændigheder nydelsen af tobak, selv om det ikke siges direkte.

Det er derfor ganske uforeneligt med nogen i Guds organisation eller nogen af dem, der har fået lov til at komme ind i „tilflugtsbyen“, at nyde tobak. . . . De, der fortsætter med at anvende denne giftige plante, kan ikke betragtes som gode eksempler i tale, i vandel, i kærlighed, i tro og i renhed, og deres eksempel og adfærd bliver til skade for næsten. De gør oprør mod et rimeligt krav fra Herrens organisations side. . . .

Hvis en mand eller kvinde ønsker at ødelægge sig selv med tobak, har ingen ret til at forbyde det, men han eller hun har heller ingen ret til at puste røgen op i ansigtet på sine medmennesker. Tobaksrygning er en af de mest selviske vaner, mennesket har lagt sig efter, og er derfor i modstrid med kærligheden. Rygeren lader hånt om andre menneskers rettigheder og tager ikke hensyn til, om hans tobak virker generende. Der er al god grund til at være modstander af tobak, og der er end ikke een grund til støtte for brugen deraf. . . .

Tobak er en djævelsk plante, der er blevet brugt for at demoralisere menneskene, særlig ved „endens tid“. Da nydelsen af tobak er opstået i forbindelse med dæmonismen, var det kun at vente, at „de onde ånders fyrste“ ville sørge for at indføre brugen af den i kristenheden gennem religiøse repræsentanter og gøre den almindeligt yndet blandt religionsdyrkerne. Denne besmittende vane har bredt sig til de fleste af jordens egne. Forestil jer den „store skare“ af overlevende fra Harmagedonslaget under de synlige „fyrsters“ retfærdige styre med cigaretter i munden, mens de prøver på at udføre det guddommelige påbud om at opfylde jorden med en retfærdig slægt med sundt blod i årerne!“ — Side 338, 339.

Passende ærbødighed for organisationen

Og endnu en ting, som de nye blandt Jehovas vidner burde erindre sig i forbindelse med brugen af tobak. Det er: Er det deres agt at føre smudsighed ind i organisationen og ødelægge dens ry for renhed? Den kendsgerning, at Jehovas vidner som en skare betragtet ikke ryger, er blevet et særpræg for dem, et tegn, der adskiller dem fra verdensmennesker, en årsag til, at de er blevet særlig bemærket og omtalt af udenforstående. Typisk herfor er beretningen i Springfield Union, den 2. juli 1949, under rubrikken „Med vidnerne“, som blev offentliggjort under sektionsstævnet i Springfield, Massachusetts:

„En dreng omkring tolv år gammel havde sin kikkert rettet mod taleren, til trods for at han sad helt oppe foran. Brugen af kikkerter bidrog til at skabe en slags væddeløbsstemning. Men en anden ting gjorde sig gældende i Coliseum, noget, som var vidt forskelligt fra, hvad der ellers er almindeligt ved sportsstævner af enhver slags. Folk, der til andre tider overværer hockeykampe der, ville ikke have genkendt stedet. Hvem havde vel nogen sinde tidligere været i Coliseum med 4500 mennesker uden at kunne finde det mindste spor af cigaretrøg?“

Ønsker de nye at nedbryde den renhedsstandard, der har gjort Jehovas vidners synlige organisation til noget bemærkelsesværdigt? Man kan næppe tro, at nye vidner, som værdsætter de sandheder, de har lært gennem organisationen, skulle ønske at gengælde dette med ondt og ødelægge et så solidt grundfæstet ry for frigjorthed fra tobakkens snavsede vane. Den synlige organisation har ikke til hensigt at være snæversynet eller dogmatisk eller at udvise mangel på tolerance og barmhjertighed. At det tager tid for de nye at rense sig selv fra verdens urenheder, såvel legemligt som åndeligt, er forståeligt, og de, der udgør den synlige organisation, bør være tålmodige og overbærende mod hverandre. Nye bør vise sig ydmyge og lærvillige og ikke af selviske grunde stædigt sætte sig op imod de bibelske formaninger mod tobaksvanens urenhed. På den anden side må de i organisationen, der er fri for denne kødets last, ikke undlade at vise barmhjertighed og tålmodighed, men bør give de nye tid til at tillempe og indpasse sig under Jehovas organisations bibelske veje.

Verdslige teoretikere anbefaler mange forskellige måder at bryde med tobaksvanen på, særlig diæt, øvelser, mediciner, gradvis afvænning o.s.v. Den bedste måde at holde op med at ryge på er at vise en ærlig vilje dertil og så holde op med een gang. Det er den metode, der er blevet brugt af mange, da de blev Jehovas vidner og ønskede at høre op med at forurene sig selv med tobak. Mange af denne vidneskare, der tæller titusinder, var engang under tobaksslaveriet lige som den øvrige del af verden, men de gjorde sig fri af de urene lænker, ikke fordi de fulgte en særlig diæt eller gjorde en særlig form for gymnastik, men fordi de indså, at det forurenede deres legemer og skadede deres helbred og gjorde dem urene for Jehovas tjeneste. Havde de ikke lært, at Jehovas vidner var blevet instrueret om at være rene både på sjæl og legeme? — Esajas 52:11; 2 Korinter 7:1.

Hvordan har da så mange tusinde været i stand til at bryde med tobaksvanen? De fleste mennesker forstår ikke, at sindet er det redskab, der kontrollerer, behersker og dirigerer legemet og dets vaner. Men Jehovas vidner forstår dette til fulde og ved, at kampen mod tobakken må føres og vindes i sindet. De ved udmærket godt, at den store modstander, Djævelen, som en brølende love søger, hvem han kan opsluge, og angriber sindet, og de søger derfor åndelig tilflugt under Jehova Guds beskyttende hånd. (1 Peter 5:8) Under denne skærmende beskyttelse oplæres de i Guds ord, bibelen. Foruden et sind, der næres, styrkes og vejledes af Guds ord, giver han dem al nødvendig usynlig kraft og energi og hjælper dem fremad mod retfærdighed, nemlig ved sin hellige ånd. Til dem, der beder til ham uden ophør, giver han sin ånd mere beredvilligt, end jordiske forældre giver deres elskede børn gode gaver. Når de således styrkes og drives af hans hellige ånd og har en ærlig vilje og beder Gud om hjælp til at overvinde den indgroede vane, kan de simpelthen ikke andet end hævde hans magt ved at vinde sejr.

Føde og motion er også vigtige faktorer i Jehovas vidners liv. Deres særlige kost er den, der foreskrives af en stor læge: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ (Mattæus 4:4) De bliver ikke selvrådige og nægter ikke halsstarrigt at tage til sig af den åndelige føde, der stiller deres urene vaner i et ufordelagtigt lys, men nærer sig ved den åndelige mad for at få styrke til at overvinde urenheden. For at få motion tager de som sko på fødderne „villighed til at forkynde fredens evangelium“ (Efeserne 6:15), og de haster fra hus til hus med det gode budskab. De sidder ikke rundt om i tobaksmættet atmosfære, men går ud i den friske luft og beskæftiger sind og legeme ved at stå på gadehjørner med blade, der proklamerer budskabet om Riget.