Himmelhvælvingen forkynder Guds ære

OPFYLDT af dyb ærefrygt ved synet af stjernehimmelens vældige udstrækning og majestæt følte kong David fra fordums dage trang til at udbryde: „Jehova, vor Herre, hvor herligt er dit navn . . .! Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, Månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu.“ (Sl. 8:1, 4, 5) David var dybt grebet ved tanken om Skaberens uendelige storhed og sin egen lidenhed.

Nutidens astronomer er godt udstyret med mægtige teleskoper, som er i stand til at trænge langt ud i det stjernebesatte rum. Så hvis astronomen David for mere end 3000 år siden kunne komme til sine vise konklusioner uden så meget som en teaterkikkert, hvor meget at dadle er så ikke denne veloplyste moderne tidsalder, som oprørsk nægter at anerkende Jehova som himmelhvælvingens alvise skaber. De har i sandhed ingen undskyldning, for Jehovas „usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de [af denne „vise“ verden] er uden undskyldning“. — Rom. 1:20.

Men fordi nutidens såkaldte videnskabsmænd og kloge hoveder er så kortsynede og selvoptagne, at de ikke anerkender Jehova som den store årsag til og skaber af universet, er det ingen grund til, at den øvrige del af menneskeheden skal følge deres blinde kurs og sløvt falde i den samme selvvalgte uvidenhedens grav. Vi vil lade de velkendte videnskabelige kendsgerninger og tal tale for sig selv, og lad os da, efterhånden som de åbenbarer Guds almagt for os, betragte deres vidnesbyrd med et åbent, forstandigt og modtageligt sind. Betragt vor jord og vort solsystem og, hinsides dette, universets undere, dets herlighed, skønhed, enhed og uendelige rum. Betragt alt dette, og et menneske med sund sans må indrømme, at der findes en skaber, og at hans visdom, indsigt, magt og evighed langt overgår alt andet i verdensrummet.

Lad os først betragte vor egen klode, som vi bor på, menneskets hjem blandt stjerner og planeter. Det ville fylde mange bogbind at opregne alle de vidunderlige omstændigheder, som muliggør liv her. Derfor må et uddrag af nogle af disse ting være tilstrækkeligt. Vi citerer fra en af Vagttaarnets sidste publikationer, Evolution versus The New World, side 35, 36:

„Jorden er den eneste planet, hvor der kan eksistere liv, som vi kender det. Dersom Jorden drejede sig ret meget hurtigere eller langsommere om sin akse, så at dage og nætter blev kortere eller længere, ville alt liv uddø, fryse ihjel om natten eller blive brændt op om dagen. Solen er Jordens kakkelovn, og vor klode befinder sig i netop den rette afstand fra Solen til at blive opvarmet sådan, at her kan eksistere liv; men hvis Jorden bevægede sig ret meget hurtigere eller langsommere i sin bane omkring Solen, ville den være alt for langt fra eller for nær ved Solen til at rumme livsmuligheder. Solens overfladetemperatur på 6000 grader Celsius er netop den passende temperatur til opvarmningen af Jorden. Dersom Jordens årlige gennemsnitstemperatur steg eller faldt halvtreds grader, brændte eller frøs alt liv ihjel. Af alle stjerner og sole i universet, med deres store forskelle i størrelse og lysstyrke, er det vor sol, som er den rette for Jordens beboere. Hvis Månen var nærmere, ville tidevandet, som den forårsager, oversvømme lavlandene, nedbryde bjergene, og vandet, som befinder sig i højde med fastlandene, ville dække hele Jorden i en dybde af to og en halv kilometer. Dersom Jorden ikke hældede tre og tyve grader på sin akse, havde vi ingen årstider, polerne ville ligge i stadigt tusmørke, vanddampen fra havene ville søge mod nord og syd, ophobe mægtige is- og snemasser i polaregnene og lægge landet derimellem øde, og til sidst ville verdenshavene forsvinde, nedbøren høre op, og den samlede vægt af is ved polerne ville få ækvator til at bulne ud og have de frygteligste følger. Blandingen af gasarterne i atmosfæren er den rigtige; men var den ret meget anderledes, lettere eller tungere, ophørte livet. Den matematiske mulighed for, at alt dette og andre vigtige forhold skulle være tilfældige, er astronomisk, ja, een ud af milliarder.“

Jordens størrelse og betydning

Det er givet, at vor vidunderlige klode med dens mange forskellige, indbyrdes harmoniske forhold ikke blev til ved et tilfælde, ved udfoldelsen af blinde kræfter eller ved spontan udvikling. Den blev udtænkt og beredt af en uendelig viis skaber i den udtrykkelige hensigt, at den skulle bebos af mennesker. „Thi så siger Jehova, himmelens skaber, han, som er Gud, som dannede Jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: Jehova er jeg, ellers ingen.“ (Es. 45:18; 42:5; Sl. 115:16) Han skabte den også til at bestå i evighed. — Præd. 1:4.

„Jehova grundlagde Jorden med visdom“ til bolig for mennesket; thi havde han valgt en hvilken som helst anden af de ni planeter i vort solsystem, ville menneskeligt liv have været umuligt. (Ordsp. 3:19) På Merkur, den planet, som er Solen nærmest, er temperaturen hundreder af grader over nul på den ene side, og på samme tid hundreder af grader under nul på den modsatte side. Venus, den næstnærmeste til Solen, er bestandig indhyllet i så tætte skyer, at sollyset aldrig når ind til den. Dernæst kommer Jorden, som netop har den rigtige placering. På Mars, den fjerde planet fra Solen, ligger gennemsnitstemperaturen omkring nulpunktet, og hinsides Mars, på de andre planeter, er liv umuligt. Hvad så med Månen? Uden atmosfære og med en temperatur, der svinger mere end 200 grader fra dag til nat, er der ikke den ringeste mulighed for, at mennesker kan leve på Månen. Lad os takke og prise Jehova, som for vort livs og vort velværes skyld og i sin uendelige visdom „ophængte Jorden på intet“ med nøjagtig den rette afstand fra Solen. — Job 26:7.

Soldater, som rejser Jorden halvvejs rundt fra deres hjem, bliver imponeret af jordklodens størrelse: 40.000 km ved ækvator. For det lille menneske synes Jorden meget stor, men sammenlignet med Solen og andre himmellegemer er denne klode for et sandskorn at regne. Dersom Solen blev udhulet, og Jorden anbragt inden i den, ville Månen, som er 384.000 km borte fra os, kunne fortsætte i sin bane, og der ville endda være 300.000 km ud til Solens overflade. Den lille jord er mindre end 12.800 km i diameter; den majestætiske sol er 1.390.000 km.

Gud så, at det var godt at have Solen som et centrum, hvorom vor jord drejer sig, for den er Jordens kraftkilde, kilden til dens lys, varme og energi. (1 Mos. 1:14-19) Og hvilken frygtelig ildkugle er den ikke! Af Solens totale udstrålingsvarme når kun een milliardedel nogen sinde jordkloden, og dog er den smule så stor, at det overgår vor forstand. Beregningerne viser, at det ville være nødvendigt at brænde en milliard tons kul hvert eneste sekund for at frembringe den varme, vi modtager.

Videnskabsmænd og opfindere praler af den supersoniske hastighed, som de har opnået, og de afstande, som de håber en dag at kunne tilbagelægge i „raketskibe“; men betragter man de kosmiske afstande og de planetariske hastigheder, bliver videnskabens præstationer yderst små. Solen er f. eks. gennemsnitlig 149.000.000 km borte. Men, du lille menneske, hvor langt er det? Hvis man rejser i et strømliniet tog med en fart på 150 km i timen, dag og nat, uden at gøre ophold, ville det tage over 114 år at nå op til Solen. At gøre den samme rejse fra Pluto, den yderste planet i vort solsystem, ville vare mere end 4200 år.

På samme tid, som vor klode daglig drejer sig om sin egen akse med en overfladehastighed på mere end 1600 km i timen ved ækvator, farer den af sted omkring Solen med en fart af over 100.000 km i timen, uden at afvige så meget som ¹/₁₀₀₀ sekund på denne årlige næsten 940.000.000 km lange rejse. Men dette er ikke alt. Mens hele solsystemet: vor sol, måne, jord og andre planeter indbyrdes holder denne fuldkomne nøjagtighed, farer de alle af sted gennem verdensrummet i retning af stjernen Vega med en hastighed af 69.000 km i timen, 21 gange en kanonkugles fart. Ingen af menneskenes elektroniske instrumenter kunne regulere disse bevægelser med en sådan nøjagtighed og præcision.

Hinsides vort solsystem

Da den gudfrygtige mand David betragtede nattehimmelens skønhed og storhed, så han langt videre end til dette lille solsystem, som vi drejer rundt i. For ham var det, som om han befandt sig inde i et telt og så op på et vældigt udspændt tæppe, indvævet med glitrende juveler, diamanter og kostbare stene. David vidste, at den samme Jehova Gud, som skabte Jorden, også havde dannet stjernerne. Alt var hans mageløse kunstværk. Efter at profeten Esajas havde betragtet den samme stjernestrøede himmelhvælving, forstod han, hvorfor Jehova sammenlignede denne jordklode med en beskeden fodskammel. — 1 Mos. 1:16; 2 Kong. 19:15; Sl. 102:26; 104:1, 2; Es. 42:5; 66:1, 2; Ap. G. 7:48-50.

Men det, som datidens mænd så, var højst omkring 2000 stjerner, en meget lille del af himmelhvælvingens herlighed, som udgør vor galakse, almindeligvis kaldet Mælkevejen. Kikkerten har bragt så mange stjerner inden for synsvidde, at mennesket ikke engang formår at tælle dem. I et område på himmelen, som ikke er meget større end Store Bjørns, er der 50.000.000 stjerner, og beregninger, baseret på aktuelle fotografier, viser, at der er mindst 50.000.000.000 stjerner i Mælkevejen. Guds ord har bevist sig at være sandt: mennesket kan lige så lidt tælle stjernerne, som det kan måle havets sand. — Jer. 33:22.

Hvor stor er da Mælkevejen, som er „fyldt“ med så mange milliarder stjerner? Mennesket er i stand til at måle det ganske nøjagtigt, men dets hjerne er alt for lille til virkelig at forstå, hvor stort et område, den optager. Betvivler De dette? Ønsker De at forsøge, hvor alle andre kommer til kort, så prøv om De kan forestille Dem, hvor stor Mælkevejen er? Tallene følger her.

Tænk på, hvor langt der er herfra til Solen, og hvor længe det ville vare at nå dertil i et strømliniet tog — 114 år. Godt, den næstnærmeste stjerne er 300.000 gange længere borte end Solen. Dersom man, efter at have nået den, vendte tilbage til Jorden, ville der være gået 69.000.000 år til rundturen. Intet menneske kan fatte, hvor lang tid det er, så hvorledes skulle nogen kunne forstå, hvor langt der er tværs igennem Mælkevejens ækvatoriale diameter, når den svarer til 4000 sådanne rundrejser? For en lysstråle, der har en hastighed på 300.000 km i sekundet, ville det tage 33.000 år at nå tværs gennem Mælkevejen!

Menneskets fatteevne står stille, når man tænker på, at Solen er mere end 108 gange så stor i diameter som Jorden, og dog er der en utallig hob af andre stjerner, som er meget større end Solen. Aldebaran er 40 gange så stor som Solen og 90 gange så klar. Men det er ingenting! Den største kendte stjerne, Antares, er 14.000 gange så stor som vor sol. Tænk på dette: en smeltet ildkugle på 600.000.000 km i diameter og 90.000.000 gange så klar som Solen! Det er blot den store afstand, der får den til at se lille ud.

Større end alt dette er Jehova

Som med alt Guds skaberværk er der endeløse variationer af stjerner. Hver har sin egen astrale skønhed. „Stjerne er forskellig fra stjerne i glans.“ (1 Kor. 15:41) Nogle er hvide, nogle gule, nogle blå, og andre er røde. Hver bevæger sig med sin særlige fart. Den klare stjerne, som bevæger sig hurtigst, er Arkturus; den bevæger sig med en hastighed af 120 km i sekundet (ca. 430.000 km i timen). Der er grund nok til, at Gud skulle bruge den for at illustrere, hvor lille og magtesløs mennesket er. „Kan du lede Arkturus?“ spurgte den Almægtige Job. (Job 38:32, KJ) Nogle stjerner er koldere end vor sol, andre er to, tre, ja endog fem gange så varme. Nogle er klarere; andre er meget svage. En komets hale er næsten lufttom; den vejer kun en fire-tusindetrilliontedel (¹/_{4000000000000000000000}) så meget som et lignende rumfang luft, hvorimod en dværgstjerne er så utrolig tung, at en kubikcentimeter af den vejer så meget som 60 tons! I sandhed vidundere, som vidner om deres skabers herlighed og majestæt.

De gigantiske teleskoper gør mennesket endnu mindre og Jehova endnu større ved at åbenbare, at den mælkevej, som vor jord hører til, kun er et ø-univers i verdensrummets hav. Uden for vort mælkevejssystem er der mere end 100.000.000.000 andre mælkeveje, kaldet stjernetåger, som hver rummer milliarder af sole, stjerner og planeter. Palomarkikkerten, der måler 200 tommer, er i stand til at nå 1.100.000.000 lysår ud (et lysår svarer til 9,46 billioner km), og stadig er der ingen ende på stjernerne. Dette betyder, at disse stjerner er så langt borte, at det lys, som forlod dem for 1.100.000.000 år siden, netop nu når vor klode. Når vi derfor tager disse astronomiske kendsgerninger, disse afstande i betragtning, hvor meget større end tid og rum og alt, hvad der fylder det, må Jehova Gud da ikke være! Hvilke meddelelsesmidler må han ikke eje, thi han ved, hvad der hvert øjeblik sker i det yderste hjørne af uendeligheden. Nej, ikke engang „himmelen og himlenes himle“ kan rumme Jehova. — 1 Kong. 8:27.

Igen spørgsmålet: „Hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu?“ Igen det eneste sande svar: Sammenlignet med Gud den Almægtige er menneskene åh, så bitte, bitte små. „Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt. . . . Alle folk er som intet for ham, for luft og tomhed at regne. Med hvem vil I ligne Gud?“ Jehova Gud er den, som „troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere; han udbreder himmelen som en dug og spænder den ud som et teltbo. Løft jeres blik til himmelen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn.“ Det lille menneske kan ikke engang tælle stjernerne, langt mindre nævne eller kalde dem ved navn. — Es. 40:15, 17, 18, 22, 26.