Blev Kristus hængt på et kors?

FOR MANGE millioner mennesker synes svaret på dette spørgsmål så simpelt som et ord på to bogstaver „ja“; for alvorlige historie- og bibelforskere må svaret imidlertid blive „nej“. Men mellem to så modsatte svar som disse åbner der sig en bred afgrund, som alle sandhedssøgere skal over for at kunne stå på sandhedens faste grund.

Det er almindelig kendt i denne oplyste tidsalder, at bibelen ikke oprindelig blev nedskrevet på engelsk eller dansk. For at afgøre spørgsmålet, om Kristus blev hængt på et kors eller ej, er det derfor nødvendigt, at man rådfører sig med det originale hebraiske og græske sprog, som bibelen blev skrevet på. Ved Guds nåde findes der håndskrevne kopier af de oprindelige beretninger, som er tilgængelige for forskere, og nogle af disse daterer sig fra inden for halvtreds år efter originalernes tid. Desuden er de oprindelige ord defineret og forklaret i ordbøger, og der findes også pålidelige leksika og historiske værker o.s.v., som man kan henvende sig til.

Catholic Digest sagde i maj 1948 på side 108 følgende angående korset: „Længe for Kristi fødsel var korset et religiøst symbol. For nylig blev der på stedet for det gamle Trojas beliggenhed fundet fade af brændt ler, som var præget med et kors. To lignende genstande blev fundet ved Herkulanum. I det gamle Mexico ridsede aztekerne kors på amuletter, lervarer og tempelmure. Der er opdaget mange tegn på nordamerikanske indianeres brug af korset. Tibets buddhister ser i korset et mærke af Buddhas fod. Mongolerne tegner et kors på papir og lægger det på brystet af deres døde. Ægyptiske inskriptioner bærer ofte Tau (T) korset. De anså skarnbassen for hellig, fordi mærkerne ned ad dens ryg og bryst danner et T. Et kors af denne art blev i Indien brugt til at understøtte armene på hindu-asketerne, som var vant til i dage og nætter at sidde i en buddhalignende stilling. Crux ansata er et kors forsynet med en lokke, der tjener som håndtag. For ægypterne var dette kors et symbol på liv, og i deres skriftsprog betød det „at leve“.“ Se også The Catholic Encyclopedia, bind 4, side 517; fodnoterne på side 312, 313 i Gibbons History of Christianity, Ecklers udgave, 1891.

Men hvordan kunne korset for hedningerne være et „symbol på liv“? Jo, faderen, manden, giver liv til sine børn ved og gennem moderen. Derfor konstruerede de seksualdyrkende hedninger en fallos, et afbillede af det rejste mandlige kønsorgan med en tværstang i den ene ende til at repræsentere testiklerne. Med crux ansata blev symbolikken ført et skridt videre, idet løkken, som fromme religionsledere vælger at beskrive som et „håndtag“, repræsenterede det kvindelige kønsorgan forenet med det mandlige symbol. At disse djævelske kendsgerninger virkelig er sande, ses i følgende værker: Funeral Tent of an Egyptian Queen af Villiers Stuart; Masculine Cross and Ancient Sex Worship af Sha Rocco; Two Babylons af Alexander Hislop; Essays on the Worship of Priapus af Richard Payne Knight.

Henvisninger til bibelens oprindelige sprog vil ganske afgjort vise, at Kristus aldrig blev hængt på et hedensk kors. Brugen af ordet „kors“ skyldes derfor en forkert oversættelse. Om dette emne siger New World Translation of the Christian Greek Scriptures i sit tillæg, side 768-771, hvor det græske ord stau·ros som kommentar til Mattæus 10:38, først forekommer, det, som i de fleste bibler er oversat med „kors“:

„Dette er det udtryk, der anvendtes i forbindelse med Jesu henrettelse på Golgata. Der findes intet bevis for, at det græske ord stau·ros her betød et kors af den slags, hedningerne mange århundreder før Kristus brugte som et religiøst symbol for solguden. På gamle skulpturer fra Ægypten kan man se billeder af deres guder, som bærer det såkaldte crux an·sa’ta, et T-formet kors med en lokke foroven, der var et fallos-symbol på liv. I babyloniske inskriptioner var Tammuz betegnet med et hjerte, hvorfra der udgik et enkelt eller et dobbelt kors.

Indien, Syrien, Persien, såvel som Babylon og det gamle Ægypten har alle tilbedt genstande med forskelligt tegnede kors, heri indbefattet hagekorset blandt de tidlige arier. Dette røber, at tilbedelsen af korset er hedensk.

På klassisk græsk betød ordet stau·ros blot en opretstående stolpe, pæl eller sådan en planke, man anvender til byggegrunde. Verbet stau·róo betød at indhegne med pæle, at lave en palisade eller et pæleværk, og det er det verbum, som menneskehoben brugte, da den forlangte Jesus pælfæstet. Til en sådan stolpe eller pæl blev den, som skulle straffes, fastnaglet, akkurat som da den populære græske helt Prometheus blev beskrevet som bundet til en pæl eller stau·ros. Det græske ord, som dramatikeren Aischylos anvendte for at beskrive dette, betyder at fæstne eller gøre fast på en stolpe eller pæl, at pælfæste, og den græske forfatter Lukianos benyttede a·na·stau·róo som et synonym for det ord. I de kristne græske skrifter forekommer a·na·stau·róo kun een gang, i Hebræerne 6:6. Rodverbet stau·róo findes mere end 40 gange, og vi har oversat det „pælfæste“, med fodnoten: eller „fæstne på en pæl eller stolpe“.

De inspirerede forfattere til de kristne græske skrifter skrev på almindeligt (koi·né) græsk og brugte ordet stau·ros i samme betydning som på klassisk græsk, nemlig en enkelt stolpe eller pæl uden nogen som helst tværstang eller vinkelform. Apostlene Peter og Paulus anvender også ordet xýlon, når de henviser til den marterpæl, hvorpå Kristus blev naglet, og dette beviser, at det var en opretstående pæl uden tværstang, for det er, hvad der menes med xýlon, i denne særlige forbindelse. (Ap. G. 5:30; 10:39; 13:29; Gal. 3:13; 1 Pet. 2:24) I den græske Septuaginta finder vi ordet xýlon i Ezra 6:11 (1 Esdras 6:31), og der omtales det som en bjælke, hvorpå lovovertræderen blev hængt, den samme betydning som i Luk. 23:39; Ap. G. 5:30; 10:39.

Den kendsgerning, at stau·ros oversættes crux i de latinske oversættelser, modbeviser ikke dette. Enhver autoritativ latinsk ordbog vil overbevise undersøgeren om, at grundbetydningen af crux er „træ, ramme eller andet træredskab til henrettelse“, som forbrydere blev hængt eller fastnaglet på. (Lewis-Short) Et kors er blot den senere betydning af crux. Selv i Livys værker fra det første århundrede f. Kr. betyder crux blot en pæl. En sådan enkel pæl til at hænge forbryderen på blev kaldt crux simplex, og måden, hvorpå man naglede ham til denne marterpæl, illustreres af den romersk-katolske lærde, Justus Lipsius, fra det 16. århundrede. Vi hidsætter en fotografisk kopi af hans illustration på side 647, spalte 2, i hans bog De Cruce Liber Primus. Dette er den måde, Jesus blev pælfæstet på.

Religiøse traditioner fra kejser Konstantins dage beviser intet. Det månedlige tidsskrift for det romersk-katolske præsteskab The Ecclesiastical Review, som udkommer i Baltimore, Maryland, siger i septembernummeret, nr. 3 1920, side 275: „Det kan med sikkerhed hævdes, at først efter Milano-ediktet, år 312, blev korset til stadighed brugt som symbol på vor genløsning. De Rossi fastslår afgjort, at ingen af Kristi monogrammer, som man har fundet i katakomberne eller andre steder, kan spores tilbage til en periode tidligere end året 312. Selv efter dette epokegørende år nøjedes kirken, der da var fri og sejrsstolt, med at have et enkelt symbol på Kristus: det græske bogstav chi, lodret krydset af et rho og somme tider vandret af et iota. [Græsk tekst] Det ældste krucifiks, som siges at have været genstand for almindelig tilbedelse, er det, der så tidligt som det 6. århundrede blev æret i Narbonne-kirken i det sydlige Frankrig.“

Efter at der i The Encyclopædia Britannica i bind 7, 11. udgave, side 506, er vist korsets hedenske oprindelse, siges der videre: „Det var ikke førend Konstantins tid, at korset blev almindelig anvendt som et symbol på den kristne religion.“ Dette er ganske logisk, eftersom kejser Konstantin dyrkede den hedenske solgud, hvis symbol var korset. Andre eksperter har påpeget, at „før det fjerde århundrede blev korset hverken i øst eller vest benyttet som et kristent mærke“.

I stedet for at betragte marterpælen, hvorpå Jesus blev hængt, som en relikvie, der skulle tilbedes, ville jødiske kristne, som f. eks. Simon Peter, anse den for en vederstyggelig ting. I Gal. 3:13 citerer apostelen Paulus 5 Mos. 21:23 og siger: „Der står skrevet: Forbandet hver den, der hænger på et træ.“ De jødiske kristne ville derfor betragte den pæl, som Jesus blev henrettet på, som afskyelig og forbandet. Den berømte jødiske autoritet Moses Mai.moni.des fra det 12. århundrede beretter: „Der blev aldrig hængt nogen på et træ, som voksede med rødderne i jorden, men kun på træstammer, der var rykket op med rode, for at det ikke skulle forårsage en slem plage. Træet, som en person var blevet hængt på, gravede man ned, så det onde navn ikke skulle mindes sammen med det, og folk sige: „Det er det træ, hvorpå den og den blev hængt.“ Således var det også med den sten, som en person var stenet med, sværdet, som en person var dræbt med, og klædet eller kappen, som en person var kvalt med; alle disse ting blev gravet ned sammen med dem, der gik til grunde.“ (Apud Casaub. in Baron. Exercitat. 16, An. 34, Num. 134) I Vaticinia Observationibus Illustrata siger Kalinski på side 342: „Eftersom en hængt blev betragtet med den største afsky, hadede jøderne også mere end noget andet det træ, hvorpå han var hængt; derfor dækkede de det til med jord, som om det var en lige så afskyelig ting.“

Der savnes derfor alle beviser for, at Jesus Kristus blev korsfæstet på to stykker træ, der dannede en ret vinkel. Vi nægter at lægge noget som helst til Guds skrevne ord ved at indføre det hedenske kors i de inspirerede skrifter, men gengiver stau·ros og xýlon efter deres enkleste betydning. Eftersom Jesus brugte stau·ros for at beskrive den lidelse, skam og kval, som hans efterfølgere måtte gennemgå (Matt. 16:24), har vi oversat stau·ros med „marterpæl“ for at skelne det fra xýlon, som er oversat „pæl“, eller i fodnoten „træ“ som i Ap. G. 5:30.“