Endelig sejr over babylonisk religion er nær

 1. Hvorledes er kristenheden i lighed med fortidens Israel kommet i fangenskab? og hvem har den forsøgt at holde fangen der?

SATANS verdensorganisation omtales i Bibelen som Babylon, fordi dens religiøse læresætninger og skikke er de samme som i Babylon, Nimrods gamle hovedstad, denne mand, der var den første totalitære konge på jorden. I lighed med fortidens Israel er kristenheden i fangenskab under denne babyloniske verdensorganisation. Den foretrækker at forblive der fremfor at rive sig løs og sværge Guds rige troskab. Jo vist, den beder om Guds riges komme med læberne, men dens hjerte står ikke bag dens ord. Den har bestræbt sig for at føre hele sin hjord med ind i babylonisk fangenskab under Satans verden og at holde den dér som slaver, afskåret fra Jehova Gud og Kristus, hans salvede konge. I vore dage har den forsøgt at holde resten af Jehovas vidner fangen. Det var i de sidste årtier af forrige århundrede, at denne rest, der er salvet med Guds ånd, begyndte at blive dannet. Guds ords lygte skinnede med stadig tiltagende lys, og idet resten vandrede i dette lys ad sandhedens vej, gjorde den sig anstrengelser for fuldstændigt at rive sig løs fra nutidens Babylon og opnå frihed i Jehovas teokratiske organisation.

 2. Hvordan opnåede resten megen frihed, og hvad påviste de med rette vedrørende året 1914? men hvorledes blev de alligevel fanger under nutidens Babylon?

² Resten opnåede et stort mål af frihed ved at forfægte sandheden i den udstrækning, som den dengang var åbenbaret. Jesus sagde jo: „Sandheden skal frigøre jer.“ Med overbevisning pegede resten frem til året 1914 og påviste ud fra Skriftens profetier, at det ville blive et år med hidtil ukendte trængsler for verden, som et tegn på, at dens ende var nær. Med hensyn til verdenstrængselen blev de ikke skuffet, thi netop i det år udartede den første verdenskonflikt til en total verdenskrig. Men i stedet for at blive begunstiget med en hurtig overførelse til det himmelske rige blev resten af Jehovas tilbedere med magt overrumplet af deres politiske og religiøse fjender i kristenheden. Krigssituationen gav deres fjender en belejlig anledning til at gøre dette. Så længe krigen varede, befandt de sig med sorg i hjertet i babylonisk fangenskab.

 3. Hvad var det kristenhedens beslutning at gøre med resten?

³ Satans tilsyneladende sejr var imidlertid af kort varighed. Kristenhedens guder og mægtige havde svoret, at nu var det forbi med disse vidner, der forudsagde verdens ende og forkyndte Kristi tusindårige regering med Djævelen bundet. De dødsmærkede disse fangne tilbedere af Jehova Gud, om ikke til en fysisk død, så til en åndelig. „Gå bort og dyrk fremmede guder,“ det store Babylons guder. Dette var i virkeligheden hensigten med fjendens forfølgelse. (1 Sam. 26:18, 19) De, som holdt Jehovas indviede folk fangne, var fast besluttede på aldrig mere at åbne fængselsportene og give dem frihed til at drage tilbage til Jehovas organisation. Babylons guder og deres tjenere og tilhængere forudsagde, at Jehovas tilbedelse og organisation ingen fremtid havde for sig, og at hans folk aldrig igen ville få frihed til at vende tilbage. De satte alt ind herpå til forhånelse af Jehova, Jakob eller Israels Gud. — Sl. 102:21; Es. 14:17.

4-6. Hvad blev der atter bevist med henblik på Satans mægtige? og hvilken udfordring er Jehova forlængst fremkommet med?

⁴ Endnu en gang tog Satans indflydelsesrige organisation fejl. Atter beviste dens mægtige, de usynlige såvel som de synlige, sig som falske guder. Atter afsløredes de som falske profeter, der ikke evner at gøre det, de siger. For tusinder af år siden har Jehova Gud set frem til denne dag og fremholdt den udfordring til alle Babylons guder og mægtige, som står nedskrevet i Esajas’ profeti, kapitel 41, versene 21-29:

⁵ „Fremlæg jeres sag, siger Jehova, kom med bevis! siger Jakobs konge. De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske. Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se, hvad udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer! Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er guder! Gør noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden! Se, I er intet, jeres gerning luft, vederstyggelig, hvo jer vælger.“

⁶ Derpå hentyder Jehova til Kristus Jesus, hvem han indsætter som konge på tronen i det himmelske Zion mod nord, og som kommer fra øst eller solens opgang, og Jehova erklærer, at det er hans hensigt at vise, at han er Gud: „Jeg vakte ham fra norden, og han kom, jeg kaldte ham fra solens opgang. Han nedtramper [det store Babylons] fyrster som dynd, som en pottemager ælter sit ler. Hvo forkyndte det før, så vi vidste det, forud, så vi sagde: Han fik ret! Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har hørt jeres ord. Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem glædesbud. Jeg ser mig om — der er ingen, ingen af dem ved råd, så de svarer mig på mit spørgsmål. Se, alle er de intet, deres værker luft, deres billeder vind og tomhed.“

 7. Hvorfor var Jehova vred på resten en kort tid? hvad var fjenderne ude af stand til at forudsige om dem?

⁷ Atter overlevede en trofast rest Satans babyloniske verdensorganisations forsøg på at tilintetgøre Jehovas folk og at udslette Jehovas tilbedelse af jorden. Til trods for alle de fjendtlige anstrengelser for at hidføre deres udryddelse som tilbedere af og vidner for Jehova, bevarede Gud denne hengivne rest. Ganske vist var han for en kort tid vred på dem, fordi de havde besmittet sig ved berøring med den babyloniske verden, og fordi de havde givet efter for menneskefrygt. Derfor lod han dem komme i deres fjenders magt under verdenskrigen, i særdeleshed i 1918. Men fordi de i deres hjerter var sande og loyale over for Gud og angrede, slog han ikke fuldstændig hånden af dem. Han havde til hensigt at udfri dem ved den store Kyros, sin konge Kristus Jesus, hvem han havde indsat på tronen i himlene ved afslutningen på „nationernes fastsatte tider“ i 1914. Den trofaste rest, der var i fangenskab, havde ikke ventet en sådan udfrielse på jorden. Babylons guder og mægtige havde ikke ladet dem få en anelse derom, tværtimod havde de forudsagt det modsatte. Da de blev spurgt, og da de blev udfordret til at sige, hvad der skulle ske med Jehovas gerning og organisation på jorden, kunne de ikke give noget positivt svar.

 8. Hvem forudsagde det sande udfald? og hvornår og hvem opfyldte Esajas 12:1, 2, 5, 6?

⁸ Det var Jehova, der viste sig som den sande profet. Han var den første til at forkynde de gode nyheder om udfrielsen af sin rest, der hørte med til hans regeringsorganisation Zion. Han gjorde det gennem sit ord, Bibelen, hvorover han kastede sit åbenbarelseslys. I 1919 brød han, som de historiske kendsgerninger viser, det mægtige Babylons jerngreb og udfriede sit fangne folk. Han førte dem tilbage til sin teokratiske organisation og til fri og frygtløs virksomhed. Da opfyldte den hjemvendte rest de ord, som Jehova forlængst havde talt til Zion: „På hin dag skal du sige: Jeg takker dig, Jehova, thi du vrededes på mig, men din vrede svandt, og du trøstede mig. Se, Gud er min frelse. . . . Lovsyng Jehova, thi stort har han øvet, lad det blive kendt på den vide jord! Bryd ud i fryderåb, Zions beboere, thi stor i jeres midte er Israels Hellige!“ — Es. 12:1, 2, 5, 6.

Udfordring til Babylons guder

 9. Hvorledes har Jehova hævdet sig som den sande Gud?

⁹ Jehova har vist sig som sand, hvilket ikke kan siges om Babylons guder. Da der blev givet dem lejlighed til at øve godt ved frivilligt at løslade Jehovas vidner, der var i deres magt, og til at øve ondt ved at udrydde vidnerne, kunne de ikke som guder måle sig med Jehova, den salvede rests Gud. Med krigen i himmelen, der fulgte efter Guds søns tronbestigelse i 1914 som konge over en ny verden, blev Babylons dæmonguder, indbefattende deres fyrste, Satan, tvunget ud af himmelen og ned til denne jord, Guds konges fodskammel. Fra da af lyder gennem Guds åbenbarede ord råbet: „Faldet, faldet er Babel, han knuste alle dets guder i støvet.“ (Es. 21:9) Jehovas udfriede rest er hans vægterskare på jorden, og den istemmer denne forbløffende nyhed, i særdeleshed siden 1925. Den råber det ud til alle indbyggerne i Guds organisation, begyndende med nummeret af The Watchtower for 1. marts 1925. Jehova har ved sin konge Kristus Jesus hævdet sig som den sande Gud og vist sin overlegenhed over for den vældige fjendeorganisation Babylon. Han har godtgjort, at han er den almægtige Gud ved sin udfrielse af sin rest fra fjendens magt. Hans rene tilbedelse blev således genindført på jorden, og den vil blive bevaret. Den vil vinde sejr!

10. Hvilket ansvar blev der pålagt den udfriede rest? hvad måtte der imidlertid ske med dem?

¹⁰ Denne rest, som blev befriet i 1919, fik den store forret og det tunge ansvar betroet at bringe den rene, ubesmittede tilbedelse af den sande Gud, Jehova, frem på jorden og udvide den til jordens ender. Som der siges i den før citerede profeti: „Lad det blive kendt på den vide jord!“ Dengang resten blev udfriet fra Babylons magt, var den stadig plettet og tilsmudset af Babylons urenheder. Dette sømmede sig ikke for dem som tilbedere af Jehova, der er Babylons fjende. Jehova havde nu sendt sin ypperstepræst, Kristus Jesus, til det åndelige tempel for at holde dom over al religions, den sandes og den falskes, gerninger. Hans ypperstepræst begyndte derfor at rense resten og deres forståelse og deres måde at tilbede den Allerhøjeste på. Det var, hvad Jehovas profeti ved Malakias havde forudsagt med disse ord: „Men hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne? Han er jo som metalsmelterens ild og tvætternes lud. Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner [den åndelige rest], lutrer dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for Jehova i retfærdighed.“ — Mal. 3:2, 3.

11. Hvem kunne ikke bestå prøven? men hvem blev godkendte, og hvorfor?

¹¹ På denne dag, da Jehovas sendebud og ypperstepræst er kommet til tilbedelsens tempel, har kristenhedens religiøse systemer ikke kunnet bestå prøven. Derimod har den salvede rest af Jehovas vidner underkastet sig renselsen af deres tilbedelse og har opnået godkendelse. De har aflagt enhver form for menneskelige traditioner og filosofier og er blevet bragt i overensstemmelse med Guds rene ord. Som Jesus sagde: „I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer.“ (Joh. 15:3) De er af deres ypperstepræst blevet vejledet til teokratisk tilbedelse, en tilbedelse, der betyder tjeneste for Gud som den suveræne hersker, og hvor ledelsen af hans tempel udgår fra ham som overhovedet og ikke fra nogen lavere instans.

12. Hvorledes har Satan søgt at gøre resten til slaver? hvad har det dog resulteret i?

¹² I alle de år siden udfrielsen i 1919 har Satan og hans dæmoner forsøgt at fordærve Jehovas befriede folks organisation og tilbedelse. Men deres ypperstepræst i templet har bevaret dem rene. Desuden har Satan søgt at udrydde dem ved at indføre sådanne voldsmagter som fascismen og nazismen og det militære tryk under den anden verdenskrig og også nu i efterkrigsperioden, og nu står desuden den internationale kommunisme dem imod. Men indtil dette år har alle Satans bestræbelser været forgæves. Han har brugt enhver taktik for at få dem gjort til slaver igen og en del af denne verden, dog uden mindste held. Jehovas udfriede og rensede folk holder fast ved ren og ubesmittet religion i dens sande betydning. Ikke alene tager de sig af enker og faderløse og sørgende i deres trængsel, men de bevarer sig selv uplettet af denne verden. Ved den almægtige Guds kraft gennem Kristus vil de vedblive dermed.

Ind for alle nationernes guder

13. Hvad kan denne udfrielse i nutiden sammenlignes med? og hvad har Jehova forudsagt om sine fjender?

¹³ I vore dages strid mellem guderne har Jehova vundet en sejr, der har givet genlyd i verden, ved at udfri, rense og bevare sin åndelige rest, sine åndelige israelitter, til trods for alle det nutidige Babylons bestræbelser. Det er atter gået, som dengang Gud udfriede sit udvalgte folk Israel fra Ægyptens trældom. Da sagde han: „Over alle Ægyptens guder vil jeg holde dom. Jeg er Jehova!“ (2 Mos. 12:12) Nu i „endens tid“ holder han ikke alene dom over det gamle Ægyptens dæmonguder, men også over hele den babyloniske verdens guder. Han ved til fulde, hvad fjenden har øvet over for hans trofaste rest og stadig tillader sig. Derfor vil han nu lade det ske, som han forudsagde imod disse fjender: „Dette skal times dem for deres hovmod, fordi de hånede Hærskarers Jehovas folk og gjorde sig store over for det . . . thi han udrydder [udhungrer, AT] alle jordens guder [gør dem ukampdygtige, Mo], og alle hedningernes fjerne strande skal tilbede ham, hver på sit sted.“ (Zef. 2:10, 11) Disse profetiske ord antyder, at Jehovas udfriede rest sammen med ham skal være med til at udrydde eller udhungre alle jordens guder eller gøre dem ukampdygtige. Hvordan?

14. Hvorledes er den udfriede rest med til at „udrydde [udhungre] alle jordens guder“?

¹⁴ Ved at ophøje Jehova for alle nationerne som den eneste levende og sande Gud, den uovervindelige Gud, der bringer udfrielse. Ved at forkynde, at hans redskab, der udvirker denne udfrielse, er kommet, det vil sige Guds rige ved Kristus Jesus, og at udfrielsen fra det store Babylon nu er muligt for alle nationernes, ja, de fjerne strandes, retsindige. Endvidere ved at lægge deres egen frihed fra Babylon for dagen og ved at vise, at den almægtige Jehova har brudt Babylons åg, der førhen hvilede på dem. Også ved at påpege, at nationernes guder er falske guder, at de ingen kraft ejer over for Jehovas ord, gerning og organisation, thi han er „guders gud“. Og endelig ved at bevise, at den sande, velbehagelige religion, den rene og ubesmittede tilbedelse, er at finde inden for den teokratiske organisation af Jehovas frie folk.

15, 16. Hvad er restens pligt, hvilke profetiske ord opfylder de, og hvilke andre profetiske ord gør de til deres egne?

¹⁵ En sådan handlemåde vil uvægerlig vække forbitrelse og vrede blandt alle nationernes dæmonguder, såvel som blandt deres religiøse ofre, dyrkerne af falske former for tilbedelse. Men det er vor pligt og til fremme for alle retsindige menneskers frigørelse, at vi trodser Babylons falske guder og opfylder de profetiske ord i salmen: „Jeg vil prise dig, Jehova, af hele mit hjerte, lovsynge dig for guderne; jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige tempel, og mere end alt vil jeg prise dit navn for din miskundheds og trofastheds skyld; thi du har herliggjort dit ord. Den dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig mod, i min sjæl kom styrke. Alle jordens konger skal prise dig, Jehova, når de hører din munds ord. Går jeg i trængsel, du værger mig livet, mod fjendernes vrede udrækker du hånden, din højre bringer mig frelse.“ (Sl. 138:1-4, 7) Netop af denne grund blev resten skånet og udfriet i denne „endens tid“ for verden, for at de kunne være vidner om den sande Guds, Jehovas, almagt og overhøjhed over for alle denne dødsdømte verdens falske guder.

¹⁶ Den salvede rest påskønner deres udfrielse og bevarelse, og de gør disse salmistens profetiske ord til deres: „Der er ingen som du blandt guderne, Herre, og uden lige er dine gerninger. Alle folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit navn. Thi du er stor og gør vidunderlige ting, du alene er Gud . . . Jehova.“ — Sl. 86:8-11.

17. Hvad er deres virken et bevis for? og hvad medfører den?

¹⁷ Disse profetiske ord, som Jehova ved sin ånd inspirerede salmisten til at skrive, blev ikke skrevet forgæves. De vender ikke tomme tilbage til ham. De kan allerede dokumenteres som opfyldt, eftersom Jehovas udfriede rest er stået frem i mange lande og har aflagt vidnesbyrd om Jehova som Gud. Gennem deres frygtløse virken har de bevist, at de ejer den frihed, Jehova skænker fangerne, han udfrier fra Babylon ved hjælp af Riget, som han har overgivet i sin salvede konges, Kristi Jesu, hånd. På grund af dette trofaste og frimodige vidnesbyrd ansigt til ansigt med alle Babylons ydmygede guder kommer de retsindige i alle nationerne til syne, og sammen med resten tilbeder de Jehova. Sammen med den salvede rest herliggør de hans navn på trods af alle denne verdens synlige og usynlige guder. Med mod og i hengivenhed begiver de sig til andre lande for dér at afsløre de falske guder og vise, at tilbedelsen af dem er falsk og fører til ulykke og død. Dette har haft til resultat, at der i dag findes forkyndere, som ophøjer Jehovas guddom og rige i 67 lande, hvor der ingen vidner fandtes i året 1928. Så nylig som i 1938 var der 45 sådanne lande uden vidner eller tilbedere af Jehova Gud, hvor der nu findes i titusindvis af dem.

18. Hvad betyder udfrielsen af en „stor skare“? og til hvornår skal angrebet uddybes imod de falske guder?

¹⁸ Denne udfrielse af en „stor skare“ andre tilbedere er af betydning. Den markerer en yderligere sejr for Jehova som den levende og sande Gud. I denne tid, hvor al religion står til doms, er dette i sig selv en sejr for den rene og ubesmittede tilbedelse af Jehova. Nu drager hans ypperstepræst og konge frem til nye sejre over Babylons falske guder, idet han går fra „sejr til sejr“. (Åb. 6:2) Under hans ledelse uddyber vi angrebet imod denne verdens guder og dens falske tilbedelse, til de er afsløret for alle de retsindige menneskers øjne blandt nationerne, og indtil de vender sig til tilbedelse af gudernes gud, Jehova, og opnår udfrielse fra denne dødsdømte verden. — Sl. 135:5; 136:2.

19. Hvorfor er det presserende stadig at aflægge vidnesbyrdet? og hvilket mirakel udvirker en evig sejr for den rene tilbedelse?