Hold ud indtil enden
DEN vej, der fører til liv, er ingen let vej. Den er ikke for dem, der ønsker at følge med strømmen. Venner af medgang vil ikke færdes ret længe på den. Det er en vej, der ikke betrædes af de mange, men af de få: „Gå ind ad den snævre port; thi bred og rummelig er den vej, der fører til undergang, og mange er de, der går ind ad den; men snæver er porten, og trang er vejen, der fører til liv, og få er de, som finder den.“ — Matt. 7:13, 14, NW.
For at komme ind på den vej, der fører til liv, må vi indvi os til Jehova Guds tjeneste og fortsætte i denne til trods for al den modstand, verden og Djævelen bringer over os. Som Jesus sagde: „Den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ — Matt. 24:13.
Derefter har vi ikke mere noget valg. Da vi har lagt hånden på ploven, skulle vi ikke engang se os længselsfuldt tilbage. (Luk. 9:62) Vi må tværtimod altid se fremad og gå fremad, idet vi med iver griber enhver tjenesteforrettighed, der gives os, og betragter den som en lejlighed til at vise vor kærlighed til Gud og vor værdsættelse af, hvad han har gjort for os. Og når vi tager imod disse forrettigheder i tjenesten, må vi også være fast besluttede på at være udholdende i dem, til trods for alle Djævelens bestræbelser for at vende os bort. Det er farligt at tage blot så meget som et enkelt skridt tilbage. Et sådant skridt fører et andet med sig, og snart er vi tilbage i verden, på den brede vej, der fører til undergang.
Af vise og kærlige grunde har Jehova Gud forordnet det således, at de, der er i hans tjeneste, må bestå udholdenhedsprøven. Og det tager tid for os at vise, at vor ustraffelighed er ubrydelig, at bevise, at vi mente, hvad vi sagde, da vi indviede os til at tjene Gud. Dersom vi bliver svage og mister håbet, fordi tiden, med dens tiltagende forfølgelser, måske trækker længere ud, end vi een gang troede, vil Gud ikke regne os værdige til evigt liv. Derfor formanes vi: „Thi I behøver udholdenhed, for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan modtage løftets opfyldelse.“ — Hebr. 10:36, NW.
Jehovas eksempel på udholdenhed
Jehova Gud har hjulpet os at holde ud indtil nu, og det kan og vil han fortsat gøre, lige til udholdenhedsprøven er ovre, hvis blot vi vil gøre brug af de foranstaltninger, der findes i hans ord, Bibelen. Den indeholder ikke alene slående eksempler på udholdenhed og indtrængende formaninger med hensyn til, hvad der er nødvendigt for at holde ud, men for at anspore os til udholdenhed påpeger den også frugterne ved at holde ud.
Det største og mest fremtrædende eksempel på udholdenhed, der er berettet om i Guds ord, er, hvor mærkelig tanken end måtte være for nogle, det eksempel, Jehova Gud selv har givet.
Jehova var ikke tvunget til at give os dette eksempel på udholdenhed, så han ikke kunne lade være, men han valgte at gøre det af egen fri vilje. I stedet for at klage, som nogle gør: Hvorfor har Gud tilladt al denne ondskab? ville det være langt mere passende, om sådanne menneskelige skabninger spurgte: Hvorfor har Gud i de forløbne seks tusind år udholdt, ja, fundet sig i, om man vil, al denne ondskab? Han, der mindst af alle i universet har fortjent at blive bagtalt og smædet, han, hvis ubegrænsede og uovervindelige magt kunne have sat en fuldstændig og pludselig stopper for alt oprør og al ondskab, når som helst det behagede ham.
Ufuldkomne mennesker kan i sandhed dårligt tillade sig at klage. Forspildte vore første forældre ikke retten til liv for alle deres efterkommere? Og har Guds udholdenhed over for det onde derfor ikke resulteret i, at der er blevet vist os alle barmhjertighed? For „Gud [har], skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed . . . båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar“. (Rom. 9:22, 23) Og ganske særlig med henblik på vor tid er det sandt, at Guds tålmodige udholdenhed betyder frelse for mange af hans skabninger. — 2 Pet. 3:9, 15.
Mens Guds udholdenhed således har haft til følge, at der er blevet vist mange af den faldne menneskeslægt barmhjertighed, har dette dog ikke været hans første eller egentlige hensigt med den. Satan Djævelen, der havde held til at vende vore første forældre bort fra Gud, anklagede falskeligt Gud for ikke at være i stand til at sætte mænd og kvinder på jorden, der ville forblive trofaste mod ham under tvang og fristelser. Jehova vidste, at denne anklage var falsk, men for at påvise dette for andre måtte han give Satan Djævelen frie hænder til at forsøge at bevise sin anklage. Når Gud imidlertid uimodsigeligt har bevist, at Satans anklage er falsk, og fuldt ud har tilkendegivet sin overhøjhed ved, trods alle Satans og hans hærskarers forsøg på at hindre det, at frembringe sit lovede rige, da vil Gud lade den vrede, som han i al denne tid har holdt tilbage, komme til udtryk. Da, omsider, vil hans udholdenhed være forbi.
Og hvad vil Jehova Gud sluttelig kunne fremvise for således at have holdt ud? Han vil have en kongelig familie af guddommelige skabninger i himmelen, bestående af 144.000, og deres hoved vil være hans førstefødte søn Kristus Jesus, desuden en genoprettet og fuldkommen menneskeslægt på en paradisisk jord, alle arvinger til evigt liv. Da vil det i sandhed være klart for alle, at Jehovas udholdenhed over for ondskaben var fuldt ud berettiget.
Andre eksempler på udholdenhed
Det næste store eksempel på udholdenhed, Bibelen giver os, er Jehovas søn, Kristus Jesus. Og hvilket eksempel satte han ikke for os! Intet under, at vi formanes: „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset [marterpælen, NW] uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.“ — Hebr. 12:1-3.
Tænk også på Abraham, om hvem Paulus fortæller os: „Men vi ønsker inderligt, at enhver af jer må vise den samme iver efter at fastholde fuld vished i håbet indtil det sidste, så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet. Thi . . . således fik Abraham forjættelsen opfyldt ved at bie tålmodigt.“ — Hebr. 6:11-15.
Abraham var 75 år, da Gud først kaldte ham. Han var 125 år, da Gud, på grund af Abrahams villighed til at opofre sin elskede søn Isak, der på det tidspunkt var omkring 25 år gammel, stadfæstede sit løfte til ham med en ed. Og derefter drog Abraham rundt i landet som en fremmed i yderligere 50 år, for til sidst at dø i en alder af 175 år. Har vi holdt ud i Guds tjeneste i 100 år? — 1 Mos. 22:1-18; Sl. 105:9-15; Hebr. 11:8-19.
Disciplen Jakob henleder også vor opmærksomhed på eksempler på udholdenhed. „Brødre, tag profeterne, der talte i Jehovas navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige. Se, vi priser dem lykkelige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Jehova lod det ende, at Jehova er fuld af ømhed og medfølelse.“ (Jak. 5:10, 11, NW) Denne beretning om disse trofaste blev ikke bare givet os i historisk øjemed, men også for at hjælpe nogle i dette tyvende århundrede til at forsvare Jehovas suverænitet. Dersom vi holder ud, som de gjorde, kan vi også siges at være „lykkelige“.
Vi kan heller ikke overse det eksempel, apostelen Paulus gav os. Han søgte ikke fritagelse for tjenesten i en tidlig alder, fordi den var forbundet med hårde og prøvende erfaringer. Han trak sig ikke tilbage med pension, men holdt ud, selv efter at han var blevet en gammel mand. (Filem. 9) Han udførte sine pligter som apostel med „al udholdenhed . . . ved tegn og undere og mægtige gerninger“. — 2 Kor. 12:12.
Der var ingen trængsler, Paulus betragtede som for store at udholde for tjenestens skyld. „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry; men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed i trængsler, under nød og angst, under hug og slag, i fængsler, under oprør, i slid og slæb, i nattevågen, i sult; ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved mildhed, ved den hellige ånd, ved oprigtig kærlighed; ved forkyndelse af sandheden, ved Guds kraft, ved retfærdighedens våben til angreb og forsvar; ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte; som forførere og dog sanddru; som ukendte og dog velkendte; som døende, dog se, vi lever; som tugtede, dog ikke pint til døde; som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gør mange rige; som de, der intet ejer og dog ejer alt.“ (2 Kor. 6:3-10) Har vi udholdt så mange ting, som Paulus gjorde?
Andre hjælpemidler til at holde ud
I vanskelige tider kan vi uvilkårligt spørge: Hvordan skal vi blive stående og holde ud i denne prøve på vor udholdenhed? Hvordan? Ved at elske Gud af hele vort hjerte, sjæl og sind og styrke. Dersom vi har kærlighed, vil vi vise det ved at holde hans bud. For „kærligheden er langmodig, kærligheden er mild, . . . den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig“. (1 Kor. 13:4, 7, 8; 1 Joh. 5:3) Medmindre det er af kærlighed, vi holder ud, vil vor udholdenhed ikke alene blive kortvarig, men heller ikke blive regnet af Gud. Men dersom det er af kærlighed, vi udstår lidelser og besværligheder, vil vi blive i stand til at fortsætte, og vor kærlighed til Gud vil vokse.
Kærligheden til Gud vil hjælpe os til at undgå de snarer, som kærlighed til penge ellers vil føre os ind i, og som ville gøre det umuligt for os at holde ud. „Thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte. Men du, Guds menneske! fly alt dette og jag efter retfærdighed, gudsfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed.“ — 1 Tim. 6:10, 11.
Endvidere vil kundskab om sandheden samt den hellige ånd give os styrke til at holde ud. Et menneske, der har kundskab om Jehova Gud og det store stridsspørgsmål angående hans navn og overhøjhed, er stærkt. Der ligger en hemmelig kilde til styrke i at vide, for hvis skyld vi har den forret at udholde trængsler og forfølgelse. „Så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde.“ (Kol. 1:10, 11) Og når vi har Guds hellige ånd over os til at opveje vore svagheder, bliver vi endnu stærkere til, med den rette sindsindstilling, at holde ud i Guds tjeneste.
En anden hjælp til at holde ud er glæde. „Jehovas glæde er jeres styrke.“ (Neh. 8:10) Alt, hvad der lides for at bringe Guds navn ære og forsvare hans sag, giver anledning til glæde. Af den grund læser vi, at apostlene efter at være blevet slået „gik . . . bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld“. Deres glæde opvejede lidelsen og vanæren, således at de uden tøven fortsatte med at undervise og forkynde det gode budskab. (Ap. G. 5:40-42) Vi kan gøre det samme, dersom vi ikke lader vort sind dvæle ved de fysiske lidelser og åndelige prøvelser, forsmædelsen fører med sig, men ved årsagen til, at vi skulle være glade.
Håb er en anden faktor, som vil hjælpe os til at holde ud. Det er uden tvivl på grund af den styrke, vort håb giver os til at holde ud, at Djævelen lader sin verden tildænge det med så megen hån og spot. Dette håb spiller en vigtig rolle for vor endelige frelse, for det bevarer os på den rette vej i tjenesten for Jehova og holder os oppe midt under trængslerne. At have dette håb er en hjælp til at holde ud, og omvendt: ved at vi holder ud, styrkes vort håb. (Rom. 15:4) „Thi i håbet blev vi frelst. Men et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser? Håber vi derimod på det, vi ikke ser, da bier vi på det med udholdenhed.“ — Rom. 8:24, 25.
Fordi vi har dette håb, vil vi være i stand til at udholde forfølgelse. Verden undrer sig over den måde, hvorpå Jehovas vidner synes at „trives under forfølgelse“. Det er, fordi den ikke forstår eller værdsætter det, som apostelen Paulus henleder vor opmærksomhed på i Romerne 5:2-5: „Vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed. Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi ved, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved den hellige ånd, som blev os givet.“
For at holde ud må vi også have selvkontrol. Vi må som gode Kristi Jesu stridsmænd tage vare på os selv. Mennesker, der stræber efter midlertidige belønninger, udviser selvkontrol; hvor meget mere skulle så ikke vi gøre det med et evigt livs belønning som mål. (1 Kor. 9:25) At selvkontrol og udholdenhed går hånd i hånd i erhvervelsen af den gudfrygtige hengivenhed, der vil sikre os Guds godkendelse og endelige frelse, fremgår af apostelen Peters ord: „Sæt netop derfor al jeres iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed [selvkontrol, NW], i afholdenheden [selvkontrollen, NW] udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt.“ — 2 Pet. 1:5, 6.
Lignelsen om sædemanden lægger vægt på endnu en betingelse eller nødvendighed for at kunne holde ud, nemlig tro og en ret hjertetilstand. Den sæd, der faldt på klippelaget eller stengrunden, visnede, da heden ramte den. Dersom vort hjerte er stenet, det vil sige selvisk og uden tro, vil vi heller ikke være i stand til at udholde forfølgelsens hede. Det er grunden til, at Paulus advarer os: „Tag jer i agt, brødre, i frygt for, at der aldrig hos nogen af jer skal opstå et ondt hjerte uden tro, ved at I vender jer bort fra den levende Gud.“ (Hebr. 3:12, NW) Derefter fortsætter Paulus med at vise, hvorledes vort hjerte kan blive forhærdet ved syndens bedrageriske magt.
En direkte modsætning til et sådant hjerte, er det hjerte, der sammenlignes med den „gode jord“, og som bevarer sandheden og bærer „frugt i udholdenhed“, nogle tredive, nogle tresindstyve og andre hundrede fold. — Luk. 8:15.
Udholdenhedens frugter
Vi skulle aldrig tænke, at det er spild af tid at holde ud i udholdenhedsprøven; for mens vi fortsætter og affinder os med de ting, der prøver os, finder der forandringer sted hos os; og dersom vi gennemgår disse trængsler med den rette hjerte- og sindsindstilling, vil forandringen blive til det bedre og resultere i Guds godkendelse. Det er derfor noget, man ikke skulle være bedrøvet, men glad over. „Mine brødre, I skal regne det for lutter glæde,“ skriver Jakob, „når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed; og udholdenhed skal føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.“ — Jak. 1:2-4.
Af disse ord af Jakob fremgår det, at udholdenhedsprøven ikke er noget, der vil være hurtigt overstået, men at vi må gennemgå prøve efter prøve, hvilket bevirker, at vi stadig må opøve de rette egenskaber og udvikle nye, alt imens vi helt ser hen til Gud efter visdom og vejledning. Men ved således at holde ud, tilegner vi os en mangesidet erfaring og en alsidig forståelse af, hvordan man skal tage problemerne, og vi bliver modne og fuldkomne i lydighed og tillid til Gud. Ved at handle således, beviser vi vor afhængighed af Gud og vil blive blandt dem, hvis ustraffelighed Jehova kan være sikker på i al evighed. Dersom vi forstår dette, vil vi ikke trække os tilbage fra prøverne på vor udholdenhed, men vil med fasthed gå dem i møde med alt, hvad vi har, i tillid til at vi med Guds hjælp vil stå dem sejrende igennem.
Der er endnu en anden vigtig grund til at holde ud — det tjener til andres frelse, både ved at vi forkynder det gode budskab om frelse for andre, og ved at vi selv sætter et eksempel på trofasthed. Som Paulus udtrykte det: „Derfor udholder jeg det alt sammen for de udvalgtes skyld, for at også de må få frelsen i Kristus Jesus med evig herlighed.“ — 1 Tim. 4:16; 2 Tim. 2:10.
Ved således at se, at andre får gavn af vor faste udholdenhed i Guds tjeneste, er vi yderligere forpligtet til at fortsætte og aldrig holde op. Dersom vi holder op, hjælper vi hverken os selv eller andre til frelse. Men ved at gå fremad i Jehovas gerning som hans tjenere, uden at ænse, hvad vi må se i øjnene eller bære, bevarer vi os på frelsens vej, ligesom vi også, både ved vor forkyndelse og vort eksempel, hjælper andre ind på denne vej. — 2 Tess. 1:4.
Guds løfte om evigt liv i hans nye verden står fast. Vi erfarer de mange velsignelser ved at tjene Gud i den nuværende tid. Den kendsgerning, at arbejdet med at forkynde det gode budskab kan blive mere omfattende, end vi engang troede, skulle ikke svække vor nidkærhed og begejstring. Måtte der derfor, til vi ser Jehovas krigsvognes hjul bevæge sig mod Satans synlige organisation og knuse den i støvet, ikke være nogen given op fra vor side, men lad os i stedet vise trofast udholdenhed på vore tjenesteposter — til Jehovas navns ophøjelse, til andres frelse og til vor egen frelse. — Es. 21:8, 9.