Religionen i det gamle Grækenland
„GRÆKERE søger visdom,“ fortæller apostelen Paulus os. (1 Kor. 1:22) Men een ting er at søge visdom, noget helt andet er at finde den. Opnåede disse gamle grækere, som fornægtede Guds ord, nogen sinde sand visdom? Verdsligvise mennesker mener det. For eksempel udbrød den højt ansete engelske digter Shelley engang begejstret: „Vi er alle grækere! Vore love, vor litteratur, vor religion, vor kunst har rod i Grækenland. Hvis ikke vi havde haft Grækenland,“ fortsætter han, „ville vi måske stadig have været vilde afgudsdyrkere.“ (Ency. Amer.) Men hvad er fakta? Lad os kaste et blik på grækernes religion for at finde svaret; for religionen viser tydeligere end noget andet, hvor klogt et folk virkelig er.
Århundreder før Paulus forkyndte for athenerne, var de gamle grækere „i alle måder . . . ivrige i [deres] gudsdyrkelse“. (Ap. G. 17:22) Ifølge en af deres digtere, Hesiod, der levede omkring år 700 f. Kr., havde de op mod 30.000 guddomme. Historikeren Herodot fortæller os, at deres guder var af fønikisk og ægyptisk oprindelse.
De olympiske guder
I første bind af sin Beacon Lights of History giver Lord os en mængde detailler angående den græske mytologi. Han fortæller om de tolv store guder, der holdt til på bjerget Olympos, seks mandlige og seks kvindelige. Disse guder var menneskene langt overlegne i størrelse, kundskab, magt og skønhed, ligesom de heller ikke var underlagt døden, men de havde de samme svagheder og mangler, som menneskene nu lider under. „Gudernes fader“, Zeus (romernes Jupiter), var tronraner, tyv, utugtig og deltog i sine medguders skænderier, misundelser og fjendtligheder, skønt han var deres skaber og stærkere end dem alle tilsammen.
Poseidon (romernes Neptun), en broder til Zeus, var havets gud, en rå, voldsom og hævngerrig guddom med samme moral som sin broder. Apollon, solguden såvel som guden for visdom, digtning og musik, var mere respektabel end sin fader, Zeus. På grund af sin ynde, kraft og ideale skikkelse var han den mest populære af guderne, og der blev rejst templer til ære for ham over hele Grækenland. Han var gudernes egentlige hersker og virkede som „førsteminister“ for kong Zeus.
Hefaistos (romernes Vulcan), ildguden, var grovsmed og smedede Zeus’ tordenkiler. Han var Apollons fysiske modsætning, idet han var født kluntet og lam. Ares (romernes Mars), krigsguden, var grusom, lovløs, blodtørstig og grådig. Hermes (romernes Merkur) var handelens gud, fuld af snuhed, upålidelig og uærlig. Han var også veltalenhedens gud.
Olympos’ dronning var Hera (romernes Juno), Zeus’ søster og samtidig en af hans hustruer, og hun havde lige så stor magt som sin ægtefælle. Grækerne havde ikke høje tanker om kvinderne, og derfor fremstillede de hende som stolt, hævngerrig, misundelig, hensynsløs og grusom. Hun udskældte sin ægtemand så uophørligt, at han klagede bittert over det i gudernes forsamling; temmelig uforeneligt med hans formodede rang som den øverste gud!
Athene (romernes Minerva), Athens gudinde, stod på højde med Apollon i visdom. Hun havde en ulastelig karakter, men besad kun meget få af de tiltrækkende kvindelige egenskaber. Artemis (romernes Diana), Apollons søster, var jagtens gudinde, og grækerne holdt meget af denne sport. Hun var gudinde for de sølvsmede i Efesus, der skabte sådan et røre på grund af apostelen Paulus’ forkyndelse, der gik ud over deres forretning, at lave miniature-templer. — Apostlenes Gerninger 19:23-41.
Afrodite (romernes Venus) var gudinde for sanselige nydelser og rent fysisk skønhed. Af hendes navn dannes ordet „afrodisiaca“, visse midler eller spiselige stoffer, der forstærker kønsdriften. Hestia (romernes Vesta), der var gudinde for huslige dyder og vågede over arnerne og hjemmene, var af en temmelig ubestemmelig karakter.
Demeter repræsenterede moder jord og var gudinden for agerbrug, fremgang og rigdom. Eftersom agerbruget var det ældste og vigtigste erhverv, fremstilles hun som rådende for civilisationen og lovgivningen. Ordet „cerealier“, der betyder kornsorter, kommer af gudindens romerske navn, Ceres, og hun skildres bærende et overflødighedshorn. Hun fremstilles også som gudinde for de eleusinske mysterier, der garanterede en lykkelig fremtid for dem, der var indviet i dem.
Andre guddomme
Foruden de tolv store guder og gudinder, vi her har beskrevet, var der mindre guder, der, skønt de ikke havde sæde i gudeforsamlingen på Olympos, dog indtog en fremskudt plads i de gamle grækeres religion. Dionysos, den romerske Bacchus, var en af disse, og i sin egenskab af gud for vin og drukkenskab vågede han over vingårdene. Pluto eller Hades, der sammen med sine brødre Zeus og Poseidon havde afsat deres fader, Kronos, fik ved lodkastning herredømme over underverdenen, de dødes opholdssted, hvor han herskede sammen med sin hustru Persefone, der skiftevis fremstilles som kysk, ærefrygtindgydende og skrækindjagende. Der blev ikke rejst templer for hende, da grækerne ikke tog det fremtidige liv alvorligt, skønt de alle troede på sjælens fortsatte eksistens efter døden.
Der var også et utal af mindre guddomme, som grækerne identificerede med alle de forskellige ting, der optog deres tanker, som for eksempel bjerge, floder, byer, kilder, klipper, dyr, søvn og død, nat og dag, alderdom og smerte. Alle menneskesindets egenskaber og anlæg, alt, hvad de så, følte og talte om, tillagde de en personlighed, og disse væsener antog de for at våge over det, de repræsenterede, og de blev tilbedt i større eller mindre grad.
De gamle grækere var ikke et særlig moralsk folk, men derimod meget religiøse. De benyttede enhver lejlighed til at påkalde deres guder: symposiet, den intellektuelle fest, der ufravigeligt fulgte efter deres spisegilder, indledtes og afsluttedes med bøn — de politiske sammenkomster begyndte med tilbedelse af guderne — talere bad, før de begyndte at tale — landmændene, før de begyndte at pløje — ungdommen, før den begyndte sportskonkurrencerne, gik på jagt eller vovede sig ud i krig. Hvilken af de mange guder, man henvendte sig til, afhang af den bedendes beskæftigelse og køn.
Bibelen fortæller os, at Gud skabte mennesket i sit eget billede, hvormed menes, at han skabte mennesket med egenskaberne visdom, retfærdighed, kærlighed og magt. (1 Mos. 1:26) Af ovenstående ser vi tydeligt, at det i det gamle Grækenland var mennesket, der lavede sig guder i sit eget i mental, moralsk og fysisk henseende faldne billede; to af de mest fremtrædende af disse „gudeskabere“ var Homer og Hesiod, som ved deres udsøgte litterære stil medvirkede til, at disse guder fæstnede sig i folkets bevidsthed. Heri blev de bistået af billedhuggerne, der fremstillede skulpturer, der repræsenterede disse guder, det fineste billedhuggerarbejde, verden nogen sinde har set i retning af skønhed, ynde og majestæt. Oldtidens Grækenland var rigt på skulpturer; den betydeligste er statuen af Zeus i hans tempel på Olympos, en næsten tyve meter høj mandsskikkelse af elfenben, guld og ædelsten, skabt af de genialeste billedhuggere.
Varsler, seere og orakler
De gamle grækere søgte at finde ud af, hvad der var gudernes vilje, ved hjælp af varsler, seere og orakler. Torden, lyn, regn, formørkelser, alt blev taget i betragtning. Man hævdede, at det var Prometheus, der lærte menneskene den kunst at tage varsler: „Fuglenes slagsmål og ynglevaner, (og ved ofringer) indvoldenes glatte overflade, hvilken farve galden skulle have for at behage guden, og leverlappens spættede symmetri; lårbenene indkapslede i fedt og rygsøjlen brændte jeg og indviede de dødelige i den okkulte kunsts mysterier.“ (Ency. Amer., bind 13, side 413) Dette minder os om den tid, da Babylons konge tager varsler på forskellige måder og bl. a. „ransager leveren“, da han skal afgøre, hvilken vej han skal følge. — Ez. 21:21.
Seeren, hvis fornemste opgave var at tolke tegn, drømme og varsler, var så højt anskrevet i det gamle Grækenland, at kun generalen i hæren kom op på siden af ham. Man mente, at han var inspireret af guderne, og at hans evner var en familiearv. Senere hen i tiden fik hans hverv endnu større betydning, fordi hans tilstedeværelse garanterede gudernes godkendelse af krigen, der blev ført.
I tilknytning til kunsten at tage varsler og seernes fortolkninger rådspurgte grækerne orakler; ordet kommer af et latinsk udtryk for „at tale, sige, udtale, bede“. Oraklet var det „medium, hvorved en gud åbenbarer skjult kundskab eller kundgør guddommelige hensigter“, og det repræsenterede oldtidens græske religions mest indbringende side. Zeus’ orakel i Dodona var det ældste, og her modtog man Zeus’ budskaber gennem bladenes raslen på en hellig eg.
Det mest berømte og udbytterige af alle orakler var oraklet i Delfi, hvorigennem Apollon, den græske gud for forudviden og visdom, delagtiggjorde menneskene i sin viden; ikke alene grækere fra hele landet, men også udlændinge rådspurgte det, og konger og andre herskere var blandt dets faste klienter. I Delfi „blev orakelsvarene givet af en præstinde, Pythia, som satte sig på en gylden trefod over en kløft, hvorfra der opsteg stank og giftige dampe. Påvirket af disse talte hun i en tilstand af religiøs ekstase, og hendes ord blev derefter arrangeret af profeter, der var specielt uddannede hertil, og resultatet blev så overgivet til klienterne“.
Mange af svarene var uklare, og undertiden kunne de tolkes på modstridende måder. De, der rådspurgte oraklet, betalte betydelige summer for den uklare, tvetydige og ofte ligefrem forkerte oplysning, de fik, og derved fyldte de ikke alene Apollons tempel med skatte, men det blev nødvendigt at opføre andre bygninger for at huse kostbarhederne. Delfi, sædet for Apollons orakel, er blevet kaldt „Oldtidens Vatikan“.
En samvittighedsløs religion
I den tidligste tid byggede grækerne altre, hvorpå de ofrede på åben mark, i lunde eller på bakker og bjergtoppe. Senere blev der bygget templer, enten til ære for en eller anden guddom eller til minde om en afdød ven eller slægtning. Ved indgangen til deres templer var der sædvanligvis et „stænkekar“, en beholder af sten eller kobber fuld af „helligt vand“, og det tjente omtrent samme formål, som „vievand“ gør i de katolske kirker i vor tid.
På altrene blev der ofret dyr, og de, der ofrede dem, spiste selv noget af dem. Det siges, der til tider endog blev ofret mennesker. Der blev også frembåret blodløse ofre i form af røgelse, ædle metaller, kar, klæder og penge, og disse kostbarheder fandt undertiden vej til præsternes hjem, eller de havnede hos byens fremtrædende mænd.
Der holdtes ikke nogen sabbat, men der blev fejret omkring halvtreds fester i løbet af året. Nogle var til ære for guderne, andre til ære for årstiderne, og andre igen blev holdt for at fejre store nationale sejre o.s.v., og alt dette bragte grækerne mange adspredelser. Mange af festerne blev fejret med stor pomp og pragt og med processioner, der meget lignede middelalderens og dem, man stadig ser i visse katolske lande.
Staten ledede og kontrollerede religionen og fremmede den ved at betale for ofre, ritualer, processioner og maleriske danse, da alt dette tjente til at bevare det almene folk i en tilstand af tilfredshed med sine elendige kår. Forkyndelse af ateisme eller nye guddomme eller nogen anden form for pillen ved den bestående religion blev derfor ikke tolereret.
Eftersom guderne selv var en umoralsk bande, er det ikke overraskende, at mange af festerne til deres ære medførte „tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse“. At denne beskrivelse, som apostelen Peter giver os, i høj grad passer på grækerne, bekræftes af de verdslige historikere, som fortæller os, at festerne til ære for Dionysos (Bacchus) blev „holdt med vanærende orgier, med vilde danse, støjende drikkelag, ophidsende musik og afsindige demonstrationer“. Tøjlesløs sanselighed kendetegnede ceremonierne til ære for Afrodite, ligesom fallisme, kønsdyrkelse, var et fremtrædende træk ved festerne for agerbrugets gudinde, Demeter. — 1 Pet. 4:3, 4.
I hvilken udstrækning de gamle grækere styrtede sig ud i en „strøm af udsvævelser“ ses af, at „det græske samfund blev skæmmet af homoseksuelle tilbøjeligheder, der ofte resulterede i ord og handlinger, der både var løsagtige og groteske“. (Ency. Amer.) Kvinder var så ringeagtede, at mændene betragtede ægteskabet som en ubehagelig byrde, man kun påtog sig for at have en til at begrave sig og som en pligt over for staten; derfor giftede de sig ikke, før de var over tredive, og de valgte da meget unge kvinder til hustruer.
Præsterne underviste hverken i moral eller åndelige sandheder, da der ingen hellige bøger var, der indeholdt deres religion. De var blot embedsmænd, der var ansat af staten eller udtaget ved lodkastning til at varetage ritualer og ceremonier og rådspørge oraklerne. De var meget ansete, og deres embede blev ofte solgt til den højestbydende.
Ja, begrebet samvittighed manglede fuldstændigt i oldtidens græske religion, og der var ikke nogen personlig syndserkendelse. Religionens hensigt var ikke at gøre mennesket kendt med sin gud, heller ikke at lære ham, hvad der var ret og uret, men den skulle blot tjene et nydelsessygt og kunstelskende folks selviske hensigter, et folk, der kun levede i nuet og ikke interesserede sig for andet end sig selv. Hvis deres selviskhed gjorde dem livet for kompliceret, havde de altid selvmord som en sidste udvej til at gøre ende på det hele. — 1 Kor. 15:32.
Kan man i betragtning af alt dette sige, at disse gamle grækere virkelig var vise, og at hele menneskeheden skylder dem taknemmelighed? Næppe!