Spørgsmål fra læserne

● Hvad er den rette forståelse af Jesu ord i Lukas 20:34-36 (NW): „Denne tingenes ordnings børn tager til ægte og bortgiftes; men de, som er blevet agtet værdige til at få del i den tingenes ordning og i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes. I virkeligheden kan de heller ikke mere dø; for de er som englene, og de er Guds børn, da de er opstandelsens børn“? — H. K., Canada.

Det, Jesus her sagde, var svaret på et spørgsmål fra saddukæerne, der ikke troede på en opstandelse. De stillede deres listige spørgsmål til Jesus angående en kvinde, der var underlagt svogerægteskabslovens og følgelig også Moselovens bestemmelser, og som således ikke var en kristen. De var interesseret i at vide, om hun, eller de, der hørte til samme gruppe mennesker som hun, ville indgå ægteskab i opstandelsen, og hvis hustru hun i så fald ville blive, hvis hun i overensstemmelse med svogerægteskabsordningen tidligere havde haft syv brødre som ægtefæller. Denne kvinde, der var underlagt Mose lov, kunne ikke have noget himmelsk håb, og saddukæerne kunne heller ikke have kendskab til nogen himmelsk klasse. Spørgsmålet drejede sig om en, der blev oprejst i kødet til liv på jorden. Derfor drejer Jesu svar sig om en jordisk klasse. — Luk. 20:27-33.

Når „denne tingenes ordning“ er ophørt at eksistere i Harmagedon, kan ingen mere blive børn af den. Følgelig kan de, der engang var børn af denne tingenes ordning, men som døde, ikke blive dens børn, hvis de kommer op i en opstandelse. Ingen af de døde kan komme ind i den nye verden, „den tingenes ordning“, uden ved en opstandelse. Og hvis de bliver agtet værdige til en opstandelse fra de døde, vil de hverken tage til ægte eller blive bortgiftet, som Jesus sagde. I denne henseende vil de være som englene, der ikke tager til ægte og formerer sig. — Matt. 22:30; Mark. 12:25.

Men efter deres opstandelse i løbet af Kristi tusindårige regering under den nye tingenes ordning bliver spørgsmålet: Vil de vise sig værdige til at blive børn af den tingenes ordning for evigt? At „få del i den tingenes ordning“ betyder mere end blot at blive oprejst fra graven, at komme ind i og at begynde en tilværelse i den endeløse nye verden. Vil disse, der gennem en opstandelse af de uretfærdige er bragt tilbage til livet, slå ind på retskaffenhedens vej over for Jehova, og vil de blive på den? Vi ved, at nogle vil undlade det under den sidste prøve, der kommer ved Tusindårsrigets afslutning, at de ikke vil nå vejs ende, men går ned i døden og følgelig ikke findes blandt dem, til hvem det er sagt: De kan „heller ikke mere dø“. Mange andre vil imidlertid holde fast ved deres retskaffenhed hele vejen igennem den afsluttende prøve og blive „agtet værdige til at få del i den tingenes ordning“, og derfor kan de aldrig dø for nogen anden skabnings hånd. — Åb. 20:7-9.

Efter denne sidste prøve vil der afgjort ikke af dem, der agtes værdige til den nye verden, og som får samme ret til evigt liv, som englene har, være nogen, der tager til ægte eller bortgiftes. Men heller ikke inden de får del i den evigt varende nye ordning, vil de, der føres frem i menneskehedens opstandelse, gifte sig, thi også forud for den sidste prøve er de opstandelsens børn. Deres udelukkelse fra at tage til ægte og blive bortgiftet venter ikke, til deres navne er indskrevet i livets bog, og til de bliver agtet værdige til den evigt varende tingenes ordning. (Åb. 20:12, 15) På det tidspunkt, da de gennem en opstandelse vender tilbage fra de døde, vil Paradiset have bredt sig ud over jorden, og den bebudede opfyldelse af forplantningspåbudet vil være blevet efterkommet af dem, der overlevede Harmagedon, og af deres afkom. (1 Mos. 9:1; Matt. 24:37; Luk. 23:43) Den gerning vil være blevet fuldført af de af de andre fårs klasse, som lever nu, og som overlever Harmagedon. Jesu ord i Lukas 20:34-36 afskærer ikke dem fra at indgå ægteskab og få børn, da de aldrig dør, og altså ikke er opstandelsens børn.

Det er desuden rimeligt og tilladeligt at nære den trøstende tanke, at de af de andre får, som dør i trofasthed nu, vil få en tidlig opstandelse og således komme til at leve i den periode, da befalingen om at blive mangfoldige efterkommes, og paradisiske tilstande breder sig ud over hele jorden, samt at de vil få del i denne gudgivne tjeneste. Jehova holder dette håb frem for dem i dag, og det synes ikke rimeligt, at han vil lade dem miste det på grund af en ulykkelig død nu, en død, som måske skyldes deres trofasthed mod ham. — Se „Sandheden skal frigøre jer“, siderne 340, 341.