De betryggende historiske beretninger om indvielse

„Frygt nu [Jehova] og tjen ham i oprigtighed og trofasthed, . . . jeg og mit hus, vi vil tjene [Jehova]!“ — Jos. 24:14, 15.

 1. Hvorfor kræver tilbedelse af Jehova også indvielse, og hvordan ser vi dette i forbindelse med Israel i Ægypten?

AT TILBEDE vil sige at vise ærbødighed på grundlag af den tilbedtes værd, der står i forhold til hans egenskaber eller sum af egenskaber. Tilbedelsen af Jehova Gud kræver indvielse til ham på grundlag af hans uovertrufne egenskaber. I Ægypten tilbad Moses og hans medisraelitter Jehova og nægtede at gå imod hans love. (2 Mos. 1:17, 21; Hebr. 11:23-29) Jehova anerkendte Israel som sit folk: „Jeg har set mit folks elendighed i Ægypten, . . . og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens hånd . . . Derfor vil jeg nu sende dig til farao, og du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Ægypten!“ (2 Mos. 3:7-10) Ved erindringen om sine hensigter og beslutninger, som fik udtryk i pagten med Abraham, Isak og Jakob, og med blikket vendt frem mod den lovede sæd og befrier kom Jehova sin pagt i hu. (2 Mos. 6:5) Hans ord, der skulle tales til Israels sønner ved Moses, lød: „Så vil jeg antage eder som mit folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er [Jehova] eders Gud, som udfrier eder fra ægypternes trællearbejde; og jeg vil føre eder til det land, jeg har svoret at ville skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i eje. Jeg er [Jehova]!“ — 2 Mos. 6:7, 8.

 2. Hvad var hensigten med Israels udfrielse fra Ægypten?

² I forbindelse med den store udfrielse fra Ægypten blev det gang på gang slået fast, at formålet med, at Israel blev ført ud af dette land, var, at de skulle tilbede eller tjene Jehova som hans eget folk. Israel bestemte sig til at gøre, hvad Jehova forlangte af dem, skønt de ikke på det tidspunkt vidste, hvad der skulle ske med dem efter udfrielsen fra Ægypten. (2 Mos. 10:26) Om dette folk havde Jehova sagt til Moses: „Da skal du sige til farao: Så siger [Jehova]: Israel er min førstefødte søn; men da jeg sagde til dig: Lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte søn!“ — 2 Mos. 4:22, 23.

 3. Hvilke skridt til indvielse foretog Israel?

³ Ved sin magt lod Jehova dette ord opfylde, idet han ødelagde Ægyptens manddomskraft og udfriede sit folk Israel. Dette udfriede folk, der var viet Jehova, stod til hans rådighed, således som det understregedes, dengang Jehova „talede til Moses og sagde: Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner moders liv hos israelitterne både af mennesker og kvæg; det skal tilhøre mig!“ (2 Mos. 13:1, 2) Fra og med tidspunktet for udfrielsen fra Ægypten blev der givet dette folk detaillerede anvisninger på, hvordan de skulle tilbede deres Gud. Gennem en pagtsordning, der blev indført ved Sinaj bjerg, fremhævede Jehova for Israels folk deres særlige forhold til ham, og der og da gav hele Israel som et folk deres ja til denne indvielse. Jehova sagde: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ „Hele folket svarede, alle som een: Alt hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre.“ — 2 Mos. 19:5, 6, 8.

 4. Forklar, hvilken livsvej Israel blev ført ind på, og gør rede for, hvad Jehova krævede af dem.

⁴ Det var altså til et villigt folk af befriede enkeltpersoner, et folk, der var hans særlige ejendomsfolk, at „Gud talede alle disse ord og sagde: Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.“ (2 Mos. 20:1-3) Læs de første sytten vers i det 20. kapitel i 2 Mosebog og læg især mærke til, at der i 2Mo 20 vers 5 står: „Jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud [en Gud, der kræver udelt hengivenhed, NW].“ De påfølgende kapitler opregner i enkeltheder de betingelser, der var knyttet til pagten, og ender med ordene: „Du må ikke slutte pagt med dem eller deres guder. De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal forlede dig til synd imod mig, til at dyrke deres guder, så det bliver dig til en snare!“ (2 Mos. 23:32, 33) Gennem deres udfrielse fra Ægypten og deres organisering under Jehova Guds lov, som de fik ved Moses, blev Israels folk ført ind på en livsvej, der samlede sig om tilbedelsen af Gud, der var deres hersker, lovgiver, dommer og midtpunktet for deres tilbedelse. De anerkendte dette i deres indvielsesløfte: „Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet, og lyde ham!“ (2 Mos. 24:7) På et senere tidspunkt, da Jehova på ny viste, at han ledte sit folks anliggender, sagde han: „Tag levitterne i stedet for alle israelitternes førstefødte og ligeledes levitternes kvæg i stedet for deres kvæg, så at levitterne kommer til at tilhøre mig [Jehova].“ (4 Mos. 3:45) Jehova lod folket organisere yderligere, for at de kunne udføre alt i forbindelse med tilbedelsen af ham på rette måde, både i ceremoniel og regeringsmæssig henseende, eftersom han jo var deres konge og hersker.

 5. Hvilke historiske begivenheder omtales der her, og hvordan viser de, at indvielse er et alvorligt skridt for den enkelte?

⁵ I Guds folks, Israels, historie forekom det ofte, at en genstand eller en person blev indviet til et eller andet formål. I det 20. kapitel i 5 Mosebog 5Mo 20 læser vi om de retningslinier, der skulle følges, hvis en mand blev indkaldt til krigstjeneste, og samme mand havde bygget et hus, der endnu ikke var blevet indviet. I 2 Samuel 8:11 tales der om, at David „indviede“ eller „helligede“ visse genstande. Ordet „indvi“, der bruges i den engelske oversættelse, har her betydningen „hellige“, således som det også fremgår af den danske oversættelse. I 1 Kongerne 7:51 læser vi om, at Salomo bragte de ting ind i templet, som David ved en tidligere lejlighed havde indviet til brug for Jehova. I 1 Kongerne 8:63 fortælles der, hvordan kongen og hele folket indviede Jehovas hus, det vil sige tog det i brug ved tilbedelsen af Jehova. Den gode kvinde Hanna lovede, allerede før hun havde undfanget, at give eller indvi det barn, hun fik, til Jehova, og hendes dreng Samuel tjente trofast i tilbedelsen af Jehova Gud. (1 Sam. 1:11) Samuel gjorde selv skridt til at tjene som indviet, således som det ses af 1 Samuel 3:10: „Samuel svarede: Tal, din tjener hører.“ Af beretningen om hans tjeneste fremgår det, at han fortsat var lydig, og det samme bekræftes af 1 Samuel 3:19, 20, hvor det hedder: „Samuel voksede nu til, og [Jehova] var med ham og lod ikke eet eneste af sine ord falde til jorden. Og hele Israel fra Dan til Be’ersjeba forstod, at Samuel virkelig var kaldet til [Jehovas] profet.“ Profeten Esajas gjorde frivilligt skridt til at tjene Gud: „Så hørte jeg Herren sige: Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os? Og jeg sagde: Her er jeg, send mig! Da sagde han: Gå hen og sig til dette folk.“ (Es. 6:8, 9) Beretningerne om den sande tilbedelse ned gennem tidsaldrene viser alle som een, at indvielse er et alvorligt personligt skridt i den rigtige retning, et skridt, som blev taget af alle, der tilbad Jehova Gud og opnåede hans godkendelse.

Guds søns indvielse

 6. Hvorfor var det for Jesu personlige vedkommende på sin plads, at han indviede sig, og hvorfor var denne indvielse af stor vigtighed?

⁶ Blandt alle de eksempler, der kan anføres på indvielse til Jehova Gud, træder Jesu Kristi indvielse frem som noget helt for sig selv. Jesus var sin Gud helt hengiven. Han holdt jødernes lov. I henhold til denne lov blev Jesus myndig i trediveårsalderen og skulle da tage bestemmelse om, hvad han ville gøre med sit liv. Ville han gøre Guds vilje? Var det Guds vilje, at han skulle fortsætte som tømrer og bare holde Moseloven? Nej, tilbedelsen af Jehova måtte fremmes, og der skulle gøres et stort arbejde i retning af at fuldbyrde hans hensigter, blandt andet skulle der oprettes en ny teokratisk organisation, den kristne menighed, dens medlemmer skulle indsamles, og med tiden fulgte så oprettelsen af den modbilledlige teokratiske regering, Himmeriget, og den nye retfærdighedens verden. Jesus kendte sin Fader og sin Faders ord i de Hebraiske Skrifter. Han kendte Jehovas værd og kunne ikke slå sig til tåls med at være tømrer, heller ikke ville han i selviskhed vende sig bort fra at gøre sin Faders vilje. Han traf sin beslutning. Han gjorde op med sig selv. Han valgte sig en bestemt vej for resten af sit liv. Han opfyldte profetien i den 40. salme, hvor der blandt andet står: „Til slagt- og afgrødeoffer har du ej lyst, du gav mig åbne ører, brænd- og syndoffer kræver du ikke. Da sagde jeg: Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ (Sl. 40:7-9) Apostelen Paulus citerer denne profeti i det tiende kapitel i Hebræerbrevet og siger, at den gjaldt Kristus Jesus, på det tidspunkt han indviede sig. Vi ser altså Guds hengivne søn indvi sig højtideligt til sin Gud med det for øje at gøre hans vilje og følge hans lov, der var i denne hengivne tjeners indre. Aldrig veg han fra den vej, han der og da slog ind på. Denne beslutning var af stor betydning for Jesus. En lignende beslutning er af stor betydning for dig.

 7. a) Hvad går forud for indvielse? b) Er formaliteter på sin plads? Hvorfor?

⁷ Hvad førte til, at Jesus indviede sig? Den kundskab, han havde om Gud, den kærlighed, han nærede til sin himmelske Fader, og et brændende ønske om som et led i opfyldelsen af Jehovas hensigter og til hans navns hævdelse og herliggørelse at fremme den rene tilbedelse. Hvad får et menneske til at indvi sig til Jehova i dag? Kundskab om sandheden, forståelse af Jehovas hensigter, mulighed for liv, som den er givet mennesker gennem Kristus Jesus, påskønnelse af de foranstaltninger, Gud har truffet gennem sin søn, kærlighed, der udvikles i den enkeltes hjerte, og beslutningen om ikke at følge den gamle ugudelige og djævlebeherskede verdens veje og væremåder, men derimod gøre Guds vilje til ophøjelse af hans navn. Det er indvielse til den Højeste. Hvorfor kunne Jesus ikke bare nøjes med at arbejde lidt, gøre, hvad hans hånd fandt styrke til, for at fremme sin tjenestegerning? Hvorfor skulle han indvi sig? Jo, af den grund, at det at gøre Guds vilje, at gå ind for tilbedelsen af ham, ikke beror på tilfældigheder. Det er ikke lige meget, om man gør Guds vilje eller lader være. Indvielse til Jehova er en højtidelig handling, indgåelse af en kontrakt, en alvorsfuld aftale, der, når den gøres kendt, informerer omverdenen om, hvad man har lov at vente af et sådant menneske fra da af. Den kræver punktlighed og præcision.

 8. a) Hvad siger man faktisk til Jehova ved sin indvielse? b) Hvorfor er det ikke bedre at lade være med at indvi sig for at undgå det medfølgende ansvar?

⁸ Det er ikke blot et spørgsmål om en ydre formalitet, der dækker over en skjult selvisk stræben. Tværtimod. Det er en rolig, velovervejet beslutning om at gøre Guds vilje, idet man ærligt og redeligt siger til Jehova: „Jeg kommer for at gøre din vilje. Jeg har hengivet og indviet mig til dig. Her er jeg. Send mig. Hvad du end siger, det vil jeg gøre. Belær mig ud fra dit ord og din lov. Brug mig til din ære.“ En og anden vil måske sige: „Jamen indvielse medfører et stort ansvar!“ Ja, det er rigtigt. Har man noget ansvar, hvis man ikke indvier sig? Hvis man ikke har sluttet en kontrakt, påhviler der en ikke noget ansvar, og man er ikke forpligtet til at opfylde en sådan eventuel kontrakts betingelser. Er der ikke foretaget nogen indvielse, ventes det ikke, at den uindviede skal leve op til noget indvielseskrav, idet en indvielse jo ikke har fundet sted. Ville det da ikke være bedre at undlade at indvi sig til Gud, for så var man fri for ansvar? Nej, det ville være et skæbnesvangert fejltrin på denne dommens dag. Hvorfor? Fordi det er mangel på kundskab og påskønnelse eller selviskhed, der hindrer et menneske i at indvi sig. Jehova Gud skænker ikke de utaknemmelige, selviske eller troløse liv. Hvis vi tror på Gud, og vor tro er sund og sand, vil vi indvi os til ham. Hvis vi ikke indvier os til ham, skyldes det, at vi enten ikke tror på, hvad han siger, eller ikke bryder os om ham, og i intet af tilfældene vil vi modtage liv fra ham. Jehova Gud er ikke forpligtet til at skænke liv til sådanne mænd og kvinder, der som blodsugende igler drager fordel af enhver foranstaltning, han har truffet, og gør sig selv til gode med det altsammen uden at yde ham mindste gengæld i form af hengivenhed, påskønnelse, kærlighed, taknemmelighed, retskaffenhed eller kamp for det, som hører Gud til.

 9. Hvad er den rette indstilling over for indvielse, og hvad er det rette grundlag?

⁹ Vær altså ikke bange for at indvi dig, men ivrig efter at gøre det. Skaf dig oplysning. Lær sandheden at kende. Stift bekendtskab med Jehovas foranstaltninger, der kommer til udtryk i hans ord, og indvi dig dernæst til at gøre Jehovas vilje på grundlag af den kærlighed, som sandheden får til at gro frem i dit hjerte. Indvi dig til Jehova Gud. Jesus sagde ikke: „Jeg hader at gøre din vilje, men jeg er nødt til det, tvunget til det.“ Profetien viser, at han sagde: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ Den enkelte kan følge sin egen frie vilje i dette spørgsmål. Det er ikke et spørgsmål om at være veg og vag og viljeslap. Det kræver beslutsomhed og viljefasthed at indordne sin stærke vilje under Jehova Guds vilje, at adlyde hans befalinger og ikke adlyde menneskebud eller dyrke egne interesser, når de er i modstrid med Guds vilje, der fremholdes i hans ord. Den, som indvier sig til Jehova, står i et personligt forhold til ham som følge af sin indvielse eller overenskomst om at gøre hans vilje. Dette forhold bygger på kærlighed til Gud og tro på hans foranstaltning gennem Kristus Jesus, der gør det muligt for os at få godt lov hos Jehova takket være den genløsningsfortjeneste, der til sin tid vil blive anvendt til gavn for os.

10. Hvilke resultater fører indvielse til, hvoraf vi kan se, at den har praktisk betydning, er tilrådelig, rosværdig og nødvendig?

¹⁰ Indvielse er ikke noget upraktisk, sværmerisk og nytteløst, noget, der hører falsk religion til, noget ganske meningsløst; tværtimod har den praktisk betydning og er tilrådelig, rosværdig og livsnødvendig. Israels folk var Guds udvalgte folk og opnåede af den grund at blive udfriet fra den ægyptiske verden. Ligeledes kan indvielse til Jehova føre os til frihed, fordi vi med den forandrer synspunkt og ser tingene med hans ords øjne og lærer at forstå hans hensigter. Med tillid og fortrøstning til ham er vi ikke længere trælbundet af den gamle verden, dens organisation, dens målestok, dens skik og brug eller dens djævelske religion. Fører vor indvielse os da ikke i trældom under Jehova? Jo, ganske vist. Det er et af formålene med vor indvielse. Vi befinder os ikke her på Guds jord i kraft af vor egen vilje eller som følge af nogen foranstaltninger fra vor side. Vi må være trælle eller tjenere af enten det ene eller det andet, enten retfærdighedens trælle eller uretfærdighedens. Indvier vi os til Jehova Gud, og vælger vi at blive hans trælle, træffer vi det rette valg. Det var, hvad Jesus gjorde. Hans indvielse ses af selve den kendsgerning, at han handlede af kærlighed til og nidkærhed for sin himmelske Fader.

11. Hvilke gode beslutninger læser vi om i Josua, det 24. kapitel?

¹¹ Dette får os til at tænke på det spørgsmål, der måtte tages stilling til på Josuas tid. Josua sagde: „Så frygt nu [Jehova] og tjen ham i oprigtighed og trofasthed, skaf de guder bort, som eders forfædre dyrkede hinsides floden og i Ægypten, og tjen [Jehova]! Men hvis I ikke synes om at tjene [Jehova], så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoritternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene [Jehova]!“ (Jos. 24:14, 15) Det svar, folket ved den lejlighed gav Josua, viste, at de havde truffet et forstandigt valg. „Da svarede folket: Det være langt fra os at forlade [Jehova] for at dyrke andre guder; nej, [Jehova] er vor Gud, han, som førte os og vore fædre op fra Ægypten . . . Derfor vil vi også tjene [Jehova], thi han er vor Gud!“ (Jos. 24:16-18) Indviede de tilstedeværende sig ved denne lejlighed til Jehova? Nej, de bekræftede deres indvielse til ham eller stadfæstede den på ny. Mærk dig, hvordan beretningen fortsætter: „Da sagde Josua til folket: I vil ikke kunne tjene [Jehova], thi han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud [en Gud, der kræver udelt hengivenhed, NW], som ikke vil tilgive eders overtrædelser og synder. Når I forlader [Jehova] og dyrker fremmede guder, vil han vende sig bort og bringe ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt han tidligere gjorde vel imod eder. Da sagde folket til Josua: Nej, [Jehova] vil vi tjene! Josua sagde da til folket: I er vidner imod eder selv på, at I har valgt at tjene [Jehova]. Så skaf da de fremmede guder bort, som I har hos eder, og bøj eders hjerte til [Jehova], Israels Gud! Da sagde folket til Josua: [Jehova] vor Gud vil vi tjene, og hans røst vil vi lyde! Derpå lod Josua samme dag folket indgå en pagt, og han fastsatte det lov og ret i Sikem.“ — Jos. 24:19-25.

12. Hvilken vej fører til livets velsignelse?

¹² Indvielsens vej er en velsignet vej, og alle, som ønsker at tjene Jehova Gud, må følge den. Den fører til evigt liv. Jesu ord i Lukas 14:27 viser nødvendigheden af dette skridt: „Den, som ikke bærer sit kors [sin marterpæl, NW] og går i mit spor, kan ikke være min discipel.“ Af deres ord, som stod ansigt til ansigt med hungersnød, dengang den retfærdige Josef ledede Ægyptens anliggender, ser vi, hvordan frelse til liv kommer ved underkastelse under den øverste hersker, Jehova, og gennem hans repræsentant, Kristus Jesus: „Køb os og vor jord for brødkorn, og lad os med vor jord blive livegne for farao, og giv os derfor såsæd, så vi kan blive i live og slippe for døden, og vor jord undgå at lægges øde!“ „Da købte Josef al jord i Ægypten til farao . . . De svarede: Du har reddet vort liv.“ — 1 Mos. 47:19, 20, 25.

Beslutningen

13. Hvad har tro at gøre med beslutningen om at indvi sig? Ydmyghed? Anger og omvendelse?

¹³ Vi har allerede omtalt nødvendigheden af tro i forbindelse med indvielse. Man må drages til Gud gennem en tro, der bygger på kundskab om ham og hans hensigter, en kundskab, man opnår gennem hans sandhedsord, Bibelen. Meget passende siger Jesus: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh. 14:6) Det samme slås fast af Jesu udtalelse i Johannes 6:44: „Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ Samstemmende hermed skriver apostelen Paulus til hebræerne: „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ (Hebr. 11:6) Det kræver ydmyghed. Et menneske må være ydmygt og være sig sit åndelige behov bevidst for at kunne komme til Jehova og indvi sig til ham. Det kræver ydmyg erkendelse af nedarvet synd og svaghed samt oprigtig anger. Disse nødvendige kendetegn trådte tydeligt frem hos de første, der blev omvendt til kristendommen. „Da de hørte dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: Brødre! hvad skal vi gøre? De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til.“ (Ap. G. 2:37, 41) Peter gav yderligere formaninger om anger og omvendelse i det følgende kapitel i Apostlenes Gerninger: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens [Jehovas, NW] åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus.“ — Ap. G. 3:19, 20.

14, 15. Hvad viser Jesu ord i Lukas 14:28-33 med hensyn til indvielse?

¹⁴ Den forstandige beslutning om at indvi sig træffes med fuld forståelse af det ansvar, der påhviler den enkelte, det vil sige det ansvar, der påhviler den uindviede, såvel som det, der påhviler den, som indvier sig til Jehova Gud. Indvielse er et velovervejet skridt, der foretages i fuld forståelse af, hvad det indebærer. Dette kommer tydeligt til udtryk gennem Jesu ord om en bygherre, der først regner omkostningerne ud, inden han giver sig til at bygge. „Thi hvis nogen af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og regner ud, hvad det vil koste — om han har nok til at få det færdigt? For har han lagt grunden uden at kunne fuldføre det, så vil alle, som ser det, give sig til at spotte ham og sige: Den mand begyndte at bygge og kunne ikke fuldføre det. Eller hvis en konge vil drage ud for at føre krig mod en anden konge, sætter han sig så ikke først hen og rådslår, om han er i stand til med ti tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve tusinde? Hvis ikke, sender han udsendinge hen og underhandler om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Således kan da ingen af jer være min discipel, uden at han giver afkald på alt, hvad han har.“ — Luk. 14:28-33.

¹⁵ Jesus siger ikke her, at der, hvad indvielse angår, står os to veje åbne, og at begge veje er lige gode. Hvad han pointerer er, at ingen af os, der ikke siger farvel til alt, hvad han ejer, kan være Jesu discipel eller indvi sig til Jehova Gud gennem Kristus Jesus og følge i Jesu fodspor. Det vil ikke sige, at vi skal være forarmede individer. Det vil sige, at vor indvielse må være sand og altomfattende, den bør indbefatte os selv, vort liv og vore midler, og det må altsammen bruges til Jehovas pris, idet vi gør hans vilje og holder hans bud efter bedste evne. Ønsker vi ’at gøre dette? Når vi betænker alt, hvad det indebærer, er vi så villige til at tage dette skridt? Vi burde være det. Indvielse er altså ikke et spørgsmål om følelser, „omvendelse“ under et vækkelsesmødes højstemte atmosfære. Den sker efter nøgtern overvejelse i lyset af kendsgerninger, blandt andre disse:

16. Hvilke kendsgerninger overvejer den, som indvier sig til Jehova?

¹⁶ Den, som indvier sig til Jehova, må anerkende ham som den højeste hersker, den store livgiver, og Kristus Jesus som sin frelser og konge. Han må forstå og indse, at Guds hellige ånd er Guds virkekraft, og at den spiller en rolle i indviede kristnes liv. Det er bestanddele af vor tro og har direkte forbindelse med vor indvielse, således som det ses af Jesu udtalelse: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple [gør disciple af folk af alle nationer, NW], idet I døber dem i Faderens og Sønnens og helligåndens navn.“ (Matt. 28:19) Længe før den tid bad salmisten: „Lad dem . . . kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ (Sl. 83:18, 19) Og atter: „Thi hos dig er livets kilde.“ (Sl. 36:9) Til menigheden i Filippi, som Paulus havde den forret at organisere, skrev han: „Derfor har også Gud højt ophøjet ham [Kristus Jesus] og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn, hvert knæ skal bøje sig . . . og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er herre.“ (Fil. 2:9-11) Indvielse er et valg, en velovervejet og besindig beslutning. „Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ (Gal. 6:8) „Lad jer fylde af ånden.“ — Ef. 5:18.

17. Hvordan kan vi vide, om Jehova finder behag i vor indvielse, og hvilken opmuntring modtager vi i så henseende?

¹⁷ Hvordan kan vi vide, om vor indvielse bliver anerkendt af Jehova Gud? Det vil den, hvis den er oprigtig. En oprigtig indvielse, foretaget under bøn, har Jehovas godkendelse og behager ham. At vide dette skulle være en hjælp for enhver, der er frygtsom og føder sig så ringe, at han faktisk siger: „Jeg kunne aldrig tjene Gud eller gøre mig håb om at opnå hans godkendelse. Jeg kunne ikke indvi mig til Jehova eller være et af hans vidner.“ Beretningen om Kornelius tjener os til opmuntring. Vi læser: „En dag, omtrent ved den niende time, så han tydeligt i et syn en Guds engel, som kom ind til ham og sagde: Kornelius! Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: Hvad er det, herre? Engelen sagde til ham: Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer. Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente den mand, der hedder Simon med tilnavn Peter.“ „Da svarede Kornelius: For fire dage siden, just i denne stund, ved den niende time, bad jeg herhjemme i mit hus; og se, en mand stod for mig i en strålende klædning, og han siger: Kornelius! din bøn er hørt, og dine almisser er ihukommet af Gud. Endnu mens Peter talte således, faldt helligånden på alle dem, som hørte ordet.“ — Ap. G. 10:3-5, 30, 31, 44.

18. Hvem har den forret at indvi sig?

¹⁸ Uanset nationalitet, herkomst, livsstilling og nedarvede svagheder står vejen til Guds godkendelse gennem indvielse og trofast tjeneste dig åben. Du kan tillidsfuldt vandre ad den vej, og du burde vandre ad den. Læg mærke til, hvad der i denne henseende blev sagt ved indvielsen af det prægtige tempel, som Salomo lod bygge. I indvielsesbønnen siges der blandt andet: „Selv den fremmede, der ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit navns skyld, — thi man vil høre om dit store navn, din stærke hånd og din udstrakte arm — når han kommer og beder, vendt mod dette hus, da høre du det i himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel og erkende, at dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget.“ — 1 Kong. 8:41-43.

19. Hvilke andre punkter er det nødvendigt at forstå?

[Illustration på side 291]

Frygt — selviskhed — stolthed

Ansvarsbevidsthed — kærlighed — retskaffenhed