Spørgsmål fra læserne
● I Åbenbaringen 14:1, 3 læser vi: „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. Og de synger en ny sang foran tronen og foran de fire livsvæsener og de ældste; og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden.“ Hvem er de ældste, som omtales her? — C. F., de Forenede Stater.
Vi er fremdeles i overensstemmelse med det, bogen Light [Lys], bind I og II (udgivet i 1930), sagde om dette emne. Eftersom disse „ældste“ eller som New World Translation siger: „alderstegne personer“, er en del af et symbolsk syn og har symbolsk betydning, kan vi kun afgøre, hvem de er et billede på, ved at iagttage de træk, som karakteriserer dem, og ved at sammenligne disse med skriftsteder, der identificerer dem, der er i besiddelse af disse træk.
Den første omtale af dem i Åbenbaringen 4:4, 10 fastslår, at de er fireogtyve i antal, at de er i himmelen og sidder på troner i en kreds om Guds trone, at de er klædt i hvide klæder og bærer gyldne sejrskranse eller -kroner på deres hoveder, og at de tilbeder Gud, idet de stiger ned fra deres troner og kaster sig ned foran ham og anerkender, at al ret til at herske udgår fra ham, hvilket ses af, at de lægger deres kranse eller kroner ned for ham.
Disse træk godtgør, at „de ældste“ symboliserer Jesu Kristi, Guds lams, 144.000 efterfølgere, skønt disse ældste symbolsk kun er fireogtyve i antal. Dette antal er to gange tolv, og som forbilledligt skildret i Israels tolv stammer, står tallet tolv som et udtryk for fuldstændighed i nation og teokratisk organisation. To gange dette antal, fireogtyve, må stå for det samme i dobbelt mål eller i højere potens. Åbenbaringen 21:14 taler om „Lammets tolv apostle“; men der er fireogtyve ældste, og der er ingen grund til at sammenblande de to begreber. Med andre ord, skønt der var lovet de tolv apostle at sidde med Kristus i himmelen på tolv troner for at dømme Israels tolv stammer (Matt. 19:28), står de fireogtyve ældste for mere end Lammets tolv apostle. De indbefatter de tolv apostle og står for hele det åndelige Israels nation under kongen Jesus Kristus, den fuldstændige teokratiske regering under kongernes Konge, Jesus Kristus.
I Israels gamle, forbilledlige nation var der et præsteskab, der bestod af de mandlige efterkommere af Israels første ypperstepræst, Aron. Alle disse præster gjorde ikke altid tjeneste i templet på samme tid og hele tiden; dette skete kun ved de store nationale fester, der var forordnet af Gud. Ellers tjente de i skifter, hvert skifte en uge ad gangen hvert halvår. Læg mærke til, at kong David oprettede fireogtyve skifter af præster til at tjene efter tur i templet. En af Johannes Døbers forfædre, Abija, hørte til det ottende skifte, og Ma’azjas sønner udgjorde det fireogtyvende skifte. (1 Krøn. 24:1-19; Luk. 1:5-24, 57-67) De fireogtyve præsteskifter under Israels ypperstepræst giver god støtte for, at de fireogtyve ældste er et billede på de 144.000, fordi disse ikke blot regerer med Kristus, men også vil blive „Guds og Kristi præster“. De udgør „et kongeligt præsteskab“. — Åb. 20:6 og 1 Pet. 2:9.
Dette præsteskab, altså ikke blot de tolv apostle, men alle de 144.000 lemmer på Kristi legeme, vil i lighed med de fireogtyve ældste sidde på troner i himmelen foran Gud. „Og jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. . . . de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år.“ Jesus Kristus lovede alle sine 144.000 efterfølgere, som ville sejre, at de skulle sidde med ham på hans trone, ligesom han skulle sidde med sin himmelske Fader på hans trone. (Åb. 20:4; 3:21 og Luk. 22:28-30) Som konger på tronen vil de med rette bære kroner på hovedet, som Jesus Kristus gør, og netop som de fireogtyve ældste er skildret. (Åb. 6:2; 14:14, 15; Sl. 21:1-4) Mens de er på jorden, bliver de 144.000 advaret om at holde fast ved det, de har, for at ingen skal tage deres sejrskrans eller -krone, og de bliver lovet livets, herlighedens og retfærdighedens sejrskrans for at vise trofasthed indtil enden. (Åb. 3:11; 2:10; 2 Tim. 4:8; 1 Pet. 5:4) Vi kender ingen andre, som bliver lovet kroner eller sejrskranse i himmelen; så de fireogtyve ældste må begrænses til at symbolisere de 144.000 sejrvindere.
Eftersom der er givet Lammets brudeskare „en skinnende ren linnedklædning at iføre sig; thi linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger“, er de fireogtyve ældste et udmærket billede herpå ved selv at være „iførte hvide klæder“ som symbol på en retfærdig, hellig skare. (Åb. 19:7, 8) At de er „ældste“ eller „alderstegne“ betyder ikke, at de er ældre end Guds lam, for han er den ældste af Guds skabninger og blev brugt til at danne alle andre skabninger, de symbolske fireogtyve ældste indbefattet. Men idet disse er blevet modne kristne og brødre til Guds ældste skabning, indtager de en fremtrædende stilling som ældste eller alderstegne, der besidder modenhed i ganske særlig grad i lighed med erfarne dommere eller senatorer i en lovgivende forsamling.
Da Lammet ifølge Åbenbaringen 5:6-10 tog bogrullen af Guds hånd for at åbne den og for at fremkalde bemærkelsesværdige åbenbaringer, „kastede de fire væsener og de fireogtyve ældste sig ned for Lammet“, og de ældste havde hver en harpe og „guldskåle fyldt med røgelse, det er de helliges bønner. Og de sang en ny sang: „Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på jorden.““
Det anvendte participium i hankøn i den græske tekst viser, at det er de ældste og ikke de fire væsener (intetkøn), der har harperne og guldskålene. Åbenbaringen 14:1-3 viser, at det er de 144.000, som i lighed med de fireogtyve ældste synger en ny sang og akkompagnerer sig selv på deres harper. I Israel ofrede de fireogtyve præsteskifter røgelse i templet i bedetimen; dette identificerer de fireogtyve ældste med de 144.000 konger og præster, for deres skåle er fyldt med røgelse, og denne røgelse er de 144.000 helliges bønner.
Og hvem andre end de 144.000 selv er det, der ligesom de fireogtyve ældste synger den nye sang om Lammets død og dets fra jorden løskøbte efterfølgere, som skal gøres til konger og præster? Ingen på jorden kan mestre den nye sang uden de 144.000 kongelige præster. Af hjertet stemmer de i med alle trofaste i himmelen og på jorden og tilskriver Lammet værdighed, og de kaster sig ned og tilbeder Gud som udtryk for deres taknemmelighed. — Åb. 5:13, 14.
Efter at Jehova Gud har overtaget sin retmæssige magt, og verdensherredømmet er blevet vor Herres, Jehovas, og hans Salvedes, gør de 144.000 akkurat det samme som de fireogtyve ældste i billedet: de kaster sig ned fra deres stilling på tronen og tilbeder Gud og takker ham, fordi han har overtaget verdensherredømmet og er begyndt at herske som konge over jorden, og derefter forkynder de hans vredes dag for de vrede folkeslag og hans doms dag over levende og døde.
Følgelig opfyldes det profetiske billede i Åbenbaringen 11:15-18 angående de fireogtyve ældste på Kristi legemes lemmer, hans hellige menighed, medregnet den rest, der endnu befinder sig på jorden. De fremmer forkyndelsen af budskabet om Guds rige ved Kristus og om hans hævns dag og hans domstid. Sagen er, at de ligesom Jesus Kristus er blevet salvet med Jehovas ånd for at kunne forkynde netop dette budskab. — Es. 61:1-3.
Det var en af disse ældste eller presbytere, som trøstede apostelen Johannes med forsikringen om, at Guds lam havde sejret og derfor kunne åbne bogrullen i Guds hånd og bryde dens syv segl. (Åb. 5:5) Det var også en af disse fireogtyve ældste, som oplyste Johannes om, at den „store skare“ med palmegrene, der tilskrev Gud og Lammet deres frelse, var en klasse, der voksede op i den nuværende „endens tid“ nemlig Lammets, hyrden Jesu Kristi „andre får“. — Åb. 7:13.
Denne ældste, der gav denne oplysning, var herved et billede på, hvorledes resten af de 144.000 på jorden i året 1935 havde det privilegium gennem The Watchtowers spalter at åbenbare, at den „store skare“ i Åbenbaringen 7:9, 10, som man længe havde forstået forkert, var de „andre får“, der skulle leve på jorden, og som Jehovas rette hyrde nu måtte begynde at indsamle og gøre til ét med resten af den åndelige „lille hjord“. Denne åbenbaring i 1935 bragte resten en liflig glæde, og ligesom de fireogtyve ældste i Åbenbaringen 7:11, 12 kastede resten sig ned i taknemmlighed og tilbad Gud, idet den med et hjerteligt amen gav sin fulde tilslutning til det, den „store skare“ tilskrev Gud og Kristus. — Åb. 7:13-17.
Endelig — ved det store Babylons fald — kaster de fireogtyve ældste og de fire livsvæsener sig ned og tilbeder Jehova Gud, som sidder på tronen, og de lyder opfordringen til at prise Jehova, idet de siger: „Amen! Halleluja [Pris Jah]!“ Således tager de del i det store halleluja-kor, som synges af de hellige skabninger, repræsenteret ved de fire livsvæsener. (Åb. 19:4) Og resten af de 144.000, som selv engang var fangne i det store Babylon, vil også tage del i halleluja-koret og vil føre an i det på jorden, når Jehova fuldbyrder sine afsluttende domme over Satan Djævelens onde organisation.
Således må de fireogtyve ældste i Åbenbaringens bog, når de betragtes under alle synsvinkler, repræsentere de 144.000 trofaste lemmer på Kristi legeme. Fra Edens tid, da Jehova Gud talte om sin kvindes sæd, som skulle knuse slangens hoved (1 Mos. 3:15), var der forbeholdt dem en plads i himmelen. Jesus Kristus fortalte sine disciple, at han skulle stige til himmelen for at gøre en plads rede for dem der. (Joh. 14:1-3) I alle disse årtusinder har der således været beredt dem et sted i himmelen, skønt Skriften og kendsgerningerne viser, at ingen af de 144.000 begyndte at indtage deres stilling deroppe før 1918.
Alt måtte ske med denne beredelse for de 144.000 for øje. Hvad som helst de 144.000 har gjort hernede på jorden, er rettet mod denne beredelse af deres himmelske sted og derfor så at sige i overværelse af de fireogtyve ældste. Ligesom det tohornede dyr (det engelsk-amerikanske dobbeltherredømme) optrådte for øjnene af det store dyr fra havet med syv hoveder (Satans synlige organisation under syv på hinanden følgende verdensmagter, det tohornede dyr indbefattet), således har de 144.000 på jorden virket for øjnene af deres symbolske repræsentation: de fireogtyve ældste. (Åb. 13:1-14; 19:20) Men selv mens de er på jorden, er der givet de 144.000 trofaste lemmer på Kristi legeme „plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus“. Dette er stedet, hvor resten af de 144.000 befinder sig i dag. — Ef. 2:4-7.