Jehovas domsdage
Jehova har haft domsdage i fortiden; vi lever nu på en domsdag, og der vil komme endnu én engang i fremtiden. På hvilket grundlag fældes dommene? Hvem berører de? På hvilken måde kommer de til at berøre dem?
DE FLESTE trossamfund i kristenheden lærer, at Gud har to domsdage for hvert menneske: for det første en personlig eller „speciel“ domsdag, der siges at falde umiddelbart efter døden, og for det andet en „almindelig“ domsdag, som man mener vil finde sted ved verdens ende, og hvor sjælen siges at skulle genforenes med legemet. Eftersom man mener, at menneskets skæbne fastsættes ved døden, er det ikke rigtig klart, hvorfor der skal være en domsdag til.
Som det gang på gang er blevet sagt i dette blad, lærer Skriften ikke, at mennesket har en sjæl, der ved døden enten går til himmelen eller til limbus, til skærsilden eller et sted med evig pine. Den lærer, at mennesket ved døden sover ind og intet er sig bevidst, førend det opstår — hvilket er betinget af, om vedkommende er bevaret i Guds hukommelse — og da vil der finde en dom sted.
Før vi går over til at betragte denne domsdag tillige med andre domsdage, der nævnes i Bibelen, vil vi først mærke os, at den store Dommer er ingen anden end Jehova Gud. Abraham benævnede Jehova som „den, der dømmer hele jorden“. Ja, „HERREN [Jehova] er vor dommer“. Da han er Skaberen, den Allerhøjeste, Evighedens Konge og den store Lovgiver, kan han med rette kræve alle skabninger til regnskab over for sig. — 1 Mos. 18:25; Es. 33:22.
Det er også en stor trøst at vide, at Jehova er en dommer, der ikke alene er retfærdig, men også barmhjertig: „Hos HERREN [Jehova] vor Gud er der hverken uret eller personsanseelse, ej heller tager han imod bestikkelse!“ „Han er HERREN [Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet.“ Beroligende er også tanken om, at „alle vegne er HERRENS øjne, de udspejder onde og gode“. Vi gør derfor vel i at frygte Jehova. — 2 Krøn. 19:7; 2 Mos. 34:6, 7; Ordsp. 15:3.
Jehovas domsdage er tidsperioder, hvori han gør regnskabet op. Disse perioder kan være forholdsvis korte, eller de kan vare et tusind år. Som regel er der en forudgående prøvetid, inden dommens eksekution finder sted. Jehovas ugunstige domme kan ikke omstødes, og de er ensbetydende med udslettelse, for der siges: „Jeg, Jehova, forandrer mig ikke.“ De, der elsker retfærdighed, føler ingen frygt under Guds domsdage; de glæder sig i den tid: „Himlen glæde sig, jorden juble, . . . for HERRENS åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme jorden; han dømmer jorden med retfærd og folkene i sin trofasthed.“ — Mal. 3:6, AS; Sl. 96:11, 13.
Guds ord henleder opmærksomheden på flere domsdage. Den første indtraf i Eden og den næste på Noas tid. Blandt de øvrige kan nævnes domsdagen på Lots tid, domsdagen for Israels folk i årene 29 til 70 e.. Kr. og den, vi nu lever på, og som vil kulminere i Harmagedonslaget, samt den tusindårige domsdag, der følger umiddelbart herefter, og som vil nå sit højdepunkt i den endelige prøve.
Jehovas domsdage i fortiden
Selve Jehovas overhøjhed og retfærdighed fordrer domsdage. Hans domsdage er altid en tid, hvor han gør regnskabet op med sine skabninger, og første gang han gjorde dette, var i Edens have umiddelbart efter, at den „skærmende kerub“ og Adam og Eva havde gjort oprør. Da Jehovas myndighed var blevet krænket ved et overlagt brud på hans lov, tog han det drastiske skridt at afskære den skærmende kerub fra Guds himmelske organisation og kaste Adam og Eva ud af Edens have. For alle tres vedkommende ville den endelige skæbne blive udslettelse. Imidlertid lagde Gud endog her sin barmhjertighed for dagen, idet han ikke med det samme eksekverede dommen over Adam og Eva. Dette gav dem lejlighed til at sætte børn i verden, så at de af dem, der var lydige, engang kunne genvinde det, Adam havde sat over styr for dem.
Den næste domsperiode, Skriften taler om, synes at være begyndt omkring halvtreds år før den store vandflod og at have varet, indtil vandene begyndte at falde ned på jorden, for det var først efter, at Noas sønner var blevet voksne og havde giftet sig, at Gud befalede Noa at bygge arken. Ondskab og vold gjorde det nødvendigt, at Gud atter greb ind. At dette ligeledes var en tid, hvor der både eksekveredes en dom over de ugudelige og vistes barmhjertighed mod de retfærdige, ses af Peters ord om Gud: „Ej heller skånede han den gamle verden, men bevarede kun retfærdighedens forkynder Noa, tilligemed syv andre.“ Det fremgår også klart af Peters ord, at den skæbne, disse mennesker mødte i Vandfloden, var en evig undergang. — Se Peters andet brev, kapitel 2.
Eftersom Peter i omtalte kapitel også indbefatter Sodoma og Gomorra, ved vi, at de, der led døden som følge af Jehovas brændende dom på Lots tid, også fik deres evige skæbne beseglet. Her nødvendiggjorde ugudelighed og vold af værste slags atter, at Jehova fældede dom, og atter lagde han sin barmhjertighed for dagen, nemlig over for Lot og dennes familie.
Med Johannes Døbers advarselsbudskab begyndte en domsdag for Israels folk. Han fortalte, at øksen allerede lå ved træets rod, og at der snart ville komme en, som ville døbe folket med ild, et symbol på udslettelse. Efter Johannes kom Jesus, der i omkring tre og et halvt år prædikede såvel et godt budskab som et advarselsbudskab. Fra pinsen især tog hans efterfølgere forkyndergerningen op. De, der tog imod sandheden og Kristus, blev en del af den kristne menighed og undslap Jehovas dom, der eksekveredes af de romerske hære i året 70 e. Kr.
Alle de, der ikke gav agt på sandhedens budskab, blev ved den lejlighed enten dræbt eller taget til fange. At deres undergang var evig, fremgår af Jesu ord til de religiøse ledere på den tid: „I slanger, I øgleunger, hvordan kan I undfly gehennas dom?“ Og at denne ødelæggelse også omfattede deres hjord, viste Jesus, da han sagde: „Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ Ved at foretrække de hykleriske, ørekildrende, religiøse vejledere fremfor Kristus viste det forhærdede folk, at det fortjente at lide samme skæbne som sine falske vejledere. — Matt. 23:33, NW; 15:14.
Den nuværende domsdag
I vor gennemgang er vi nu kommet til den domsdag, vi lever på, og vi vil se, at den har flere sider. Først og fremmest er den en domsdag for Guds kristne menighed, Kristi brud. Af profetien i Malakias 3:1-3 ses det, at når Jehova kommer for at holde dom over denne menighed, ledsages han af sin søn, Jesus Kristus. Ja, Jesus har endog sagt: „Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen.“ — Joh. 5:22.
Gennem opfyldelsen af de profetier, der omtales i Mattæus 24, ved vi, at vi siden 1914 har levet på den dag, da Jesus for anden gang er nærværende, denne gang usynligt. Og ligesom Jesus kom til Guds jordiske tempel tre og et halvt år efter, at han var trådt frem som Messias, således viser de fysiske kendsgerninger, at man med året 1918 kunne sige: „Nu er tiden inde, da dommen tager sin begyndelse med Guds hus.“ Med Guds hus menes Guds menighed, Kristi legeme, som er blevet „født på ny“ ved Guds ånd. — 1 Pet. 4:17.
De, der var sovet ind i døden, og som havde været trofaste til døden, blev oprejst og fik deres himmelske belønning. De kristne, der da var på jorden, og som hævdede at høre til Kristi legeme, blev dømt og adskilt. De utro blev kastet ud i mørket udenfor, hvorimod de trofaste blev renset, så at de fra da af kunne tjene Gud på rette måde ved at holde sig uplettet af den gamle verden og ved at prædike den gode nyhed for de sagtmodige samt advarselen om Guds hævns dag.
Da Guds rige er oprettet i himlene, en begivenhed, Skriften knytter sammen med Kristi genkomst, er det nu også en domstid for folk og nationer. Kristus er blevet sat på tronen som konge, og jordens herskere får derfor befaling til at sværge ham troskab, som det siges i Salme 2. Men de har ikke alene nægtet dette, hvilket fremgår af, at de fuldstændig ignorerer Rigets proklamation, men de har også oprettet deres egen erstatning for det, De Forenede Nationer, og de modstår Riget i en sådan grad, at de endog forfølger Rigets forkyndere. Derfor vil de gå til grunde i Harmagedonslaget, der nærmer sig med hastige skridt.
Mens herskerne og nationerne som helhed har beseglet deres skæbne ved at forkaste Guds rige, er der på nuværende tidspunkt stadig lejlighed til for alle retsindige mennesker at tage standpunkt for Jehova og hans rige. Et af hovedformålene med dette blad og anden lignende litteratur er at pege på denne mulighed. Det er en nåderig foranstaltning fra Jehovas side og netop grunden til, at den nuværende domsdags kulmination er blevet udsat. Hvis De er forstandig, drager De nytte af denne nådens tid ved at give agt på Jehovas befaling: „Søg HERREN, alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på HERRENS vredes dag.“ — Zef. 2:3.
Vi søger Jehova ved at studere hans ord, for derigennem åbenbarer han sig for os; og det er også på den måde, vi søger retfærdighed, for ved studium bliver vi klar over, hvad Guds retfærdige krav til os er. Naturligvis vil De ligesom Jesu første disciple have hjælp behov, og forkynderne i den nye verdens samfund, Jehovas vidner, står parat til at hjælpe Dem. De vil kun være glade for at komme til Deres hjem og studere Bibelen sammen med Dem.
Ydermere vil det være nødvendigt for Dem at komme sammen med andre, der ligesom De bestræber sig for at leve efter Guds retfærdige krav, for vi får formaning om ikke at forsømme at komme sammen. Efterhånden som Deres kundskab og forståelse vokser, vil De se, at De har den forret at kunne følge i Jesu fodspor ved at indvi Dem til at gøre Guds vilje og lade Dem døbe, som Jesus blev døbt. Ved at føre et rent kristent liv, ved at holde Dem adskilt fra denne gamle verdens kommercielle og politiske forehavender og ved at deltage i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, har De håb om at modtage Guds anerkendelse og være blandt dem, der overlever Harmagedonslaget, som vil danne højdepunktet på denne domsperiode. Handler De sådan, vil De være et af fårene, der skånes, og kan træde ind i Guds nye verden, på hvis tusindårige domsdag Satan og hans dæmoner vil være bundet.
Den fremtidige domsdag
Kristus Jesus vil være dommeren på denne tusindårige domsdag, og som hans meddommere sidder hans nære efterfølgere sammen med ham, hvilket Paulus’ ord antyder: „Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme verden?“ Ifølge Åbenbaringens bog, kapitlerne 7 og 14, udgør disse meddommere 144.000. — 1 Kor. 6:2.
Under den første del af denne domsdag vil De, hvis De overlever Harmagedon, få den store forret at få del i en symbolsk opfyldelse af det forplantningspåbud, der først blev givet Adam og Eva og senere Noa og dennes sønner. Det vil sige, at De vil få lov at sætte børn i verden under retfærdige forhold, i kærlighed herske over dyrene og være med til at genoprette paradisiske tilstande på jorden. Så vil alle de, der befinder sig i mindegravene, høre Evighedsfaderen Jesu Kristi røst og komme frem i en opstandelse til dom. Det vil uden tvivl blive Deres opgave at være med til at hilse disse mennesker velkommen tilbage fra gravene og oplære dem på retfærdighedens stier.
Når så alle disse er blevet oprejst fra de døde og lidt efter lidt er nået frem til mental, moralsk og fysisk fuldkommenhed, hvilket er det formål, de tusind år skal tjene, vil Kristus og hans medkonger og meddommere træde til side, for at Jehova selv kan iværksætte og forestå den endelige prøve, sådan som Paulus viser det i 1 Korinter 15:20-28. Denne sidste prøve vil bestå i, at Satan og hans dæmoner løses af deres dødlignende uvirksomhedstilstand. Alle de selviske af hjertet vil lade sig forføre af ham og give det til kende ved åbent oprør mod Guds ordning på jorden. Når de har åbenbaret, hvad der bor i deres hjerter, vil dommen over dem tillige med dommen over Satan og hans dæmoner blive eksekveret af Jehova. Denne dom omtales som ildsøen, der betyder den anden død. — Åb. 20:7-10, 14.
Vi ser altså, at Jehova på sine domsdage lægger både retfærdighed og barmhjertighed for dagen, og at de giver grund til glæde for alle, der elsker retfærdighed. Ved disse domsdage vil Jehova hævde sig som den retmæssige og øverste hersker; han vil demonstrere sin evne til at gennemføre sine retfærdige domme og samtidig lægge sine vise og kærlige hensigter med sine skabninger for dagen. Og ligesom hans første dom betød tabet af paradiset, således vil hans endelige dom betyde genoprettelsen af det.