På opdagelse efter Bibelen

Forbavsende opdagelser har bragt en lettere forståelig bibel for dagen. Hvordan kan De for Deres del „opdage“ denne letforståelige bibel?

„VI HAR i sandhed (gode kristne læser) fra begyndelsen aldrig tænkt, at vi skulle have nødig at foretage en ny oversættelse.“ Således talte en gruppe bibeloversættere i det nu næsten glemte forord til den engelske King James Bibel. Det var i 1611. I vort tyvende århundrede, hvor der fremkommer flere bibeloversættelser end nogen sinde før, er det kun få mennesker der virkelig forstår, i hvor høj grad oversættelser til moderne sprog er tiltrængt. For ikke mange år siden forstod ikke engang bibellærde og oversættere fuldt ud det tvingende behov. Hvad har da foranlediget denne revolutionerende tankegang? Opdagelser, der har gjort Bibelen lettere at forstå; opdagelser, der somme tider er mere forbløffende end eventyr.

Et af de mest spændende bibelfund blev gjort af en tysk lærd, grev Tischendorf, der rejste til Palæstina i 1844. Han søgte efter gamle afskrifter af Bibelen på originalsproget. Tischendorf havde hele sit liv søgt efter disse bibelhåndskrifter, og hans rejser førte ham ofte til afsidesliggende steder. Det var derfor ikke noget usædvanligt for ham, at han en skønne dag befandt sig i St. Katharina klosteret, der ligger ved foden af Sinaj bjerg. I klosterets sal så den tyske lærde „en stor og bred kurv“, som vakte hans interesse. Den indeholdt gamle, lasede pergamenter. Munkene brugte dem til at tænde op med.

Det, munkene brugte til at tænde ild med, var, hvad Tischendorf havde anvendt hele sit liv for at finde! Her var mere end hundrede blade — sider af en bibel, der var skrevet med en meget gammel græsk håndskrift. Da skriften udelukkende bestod af store bogstaver uden adskillelse mellem ordene, vidste Tischendorf, at han havde fundet det, som de lærde kalder et „uncial-manuskript“, i sandhed et sjældent fund! Han kunne ikke skjule sin jublende glæde. Overraskede forstod munkene, at de havde været ved at brænde noget værdifuldt; og de tog hurtigt kurven bort. Men de gav dog Tischendorf tilladelse til at tage treogfyrre blade med sig.

Tischendorf tog sin opdagelse med sig til Tyskland. Hans fund blev betragtet som sensationelt, for pergamenterne blev dateret til det fjerde århundrede efter Kristus. Fundet gjorde andre lærde ivrige efter at komme i besiddelse af resten af denne bibelskat, men Tischendorf, der ikke ønskede, at nogen lærd skulle komme til klosteret før ham, holdt stedet for sit fund hemmeligt.

Da Tischendorf ikke var nogen velhavende mand, var det aldrig let for ham at finde midler til at rejse for, men i 1853 var han i stand til at vende tilbage til klosteret. Munkene var uvillige til at samarbejde, og Tischendorf måtte rejse igen uden andet end en enkelt lille bitte lap med nogle få vers fra Første Mosebog.

Rejsen i 1859

Endnu seks år gik, før han kunne vende tilbage igen. Denne gang var han forsigtig og skjulte hensigten med sit besøg. Og selv om han nu var udrustet med en fuldmagt fra zaren af Rusland, talte han om alt andet end bibelmanuskripter. Efter at have tilbragt adskillige dage i et koldt, mørkt bibliotek, var han klar til at rejse igen; for der var intet spor af den skat, han engang havde reddet fra ilden. Var den alligevel blevet brændt? Tischendorf sendte bud, at kamelerne skulle stå klar ved portene næste morgen.

Den sidste aften lod han ligesom tilfældigt et ord falde om bibelmanuskripter til klosterets forvalter. Da de gik ind i forvalterens celle for at få en forfriskning, bemærkede munken, ivrig efter at vise sin egen lærdom: „Jeg har også en Septuaginta,“ en gammel, græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter. Fra en hylde over cellens dør tog munken en omfangsrig bylt svøbt i et rødt klæde. For Tischendorfs forbavsede blik lå ikke alene de blade, han havde reddet fra flammerne for femten år siden, men også andre dele af De Hebraiske Skrifter og De Kristne Græske Skrifter. Tischendorf, der prøvede at skjule sin grænseløse glæde, bad om at måtte låne bindet om aftenen. „Dér alene med mig selv,“ sagde Tischendorf, „gav jeg min overvældende glæde luft. Jeg vidste, at jeg i min hånd holdt en af de mest værdifulde bibelskatte, der eksisterede, et dokument, som i alder og betydning langt overgik noget andet, jeg nogensinde havde set under mit tyve års studium af emnet.“

Hvordan skulle han overtale munkene til at give slip på denne skat? — det var Tischendorfs problem. Han løste det ved at foreslå, at munkene skænkede den som gave til zaren af Rusland, den anerkendte beskytter for de østlige ortodokse kirker. Efter lang tids forhandling blev Codex Sinaiticus, som manuskriptet kom til at hedde, skænket til zaren. Til gengæld modtog munkene 9000 rubler. I 1933 solgte sovjetregeringen manuskriptet til British Museum for 100.000 pund sterling. Der findes det i dag, denne uvurderlige skat, et af de mest betydningsfulde gamle bibelmanuskripter, der eksisterer.

Men endog før Tischendorfs tid var fundene af gamle manuskripter begyndt. Lad os gå mange år tilbage i tiden, til en dag i 1628, flere år efter at King James Bibelen var udkommet. En pakke fra Østen blev losset i en engelsk havn. Den kom fra patriarken i Konstantinopel til kong Karl I. Da kongen pakkede gaven ud, fandt han en meget gammel håndskreven græsk bibel, der bestod af næsten otte hundrede pergamentblade. Kongen overgav bogen til de lærde. Det var et græsk manuskript fra det femte århundrede. Det blev kaldt Codex Alexandrinus. Denne skat fik interessen for gamle manuskripter til at blusse op. Over hele Europa søgte lærde i gamle biblioteker, og inden længe kom andre bibelskatte for lyset.

Et af disse fund er Codex Vaticanus, også kendt som det vatikanske manuskript nr. 1209. I lighed med det alexandrinske manuskript antages det at være skrevet i Alexandria i Ægypten, blot mange år tidligere. De lærde daterer det til tiden før 350 e. Kr. Ingen synes at kende dets lange historie eller at vide, hvordan det er kommet til at opholde sig i det vatikanske bibliotek. Selv om der ikke knytter sig nogen spændende historie til opdagelsen af dette manuskript, er historien om de lærdes forsøg på at komme til at undersøge manuskriptet, så vi kunne få en bedre og tydeligere bibel, interessant nok, for i generationer lagde det vatikanske bibliotek enhver tænkelig lindring i vejen for, at man kunne studere det.

Ikke tilgængelig for oversætterne af King James Bibelen

Hvilken betydning har disse og andre bibelfund for os? Det, man må mærke sig, er, at oversætterne af King James Bibelen, som er den mest anvendte og udbredte i den engelsktalende verden, ikke havde adgang til disse gamle manuskripter. Ikke engang det alexandrinske manuskript kom bibeloversætterne i hænde før i 1628, efter at King James Bibelen af 1611 var udkommet. Grundvolden for en bibel, der er langt nøjagtigere og lettere at forstå end King James-oversættelsen eller The Authorized Version er altså blevet lagt efter 1611.

King James-oversættelsen af De Græske Skrifter hvilede for eksempel på manuskripter fra det tolvte og femtende århundrede. Og det er jo alligevel en forskel i sammenligning med manuskripterne fra det fjerde århundrede, som vi har til vor rådighed! Jo ældre et manuskript er, des færre fejl er der i almindelighed i det. I århundredernes løb var det nemlig uundgåeligt, at afskriverfejl sneg sig ind i teksten. King James-oversættelsen var således baseret på en græsk tekst, der var skæmmet af fejl, som man kunne have undgået, såfremt manuskripterne fra det fjerde og femte århundrede havde været til rådighed for oversætterne.

Trods behovet for nye oversættelser af Bibelen til engelsk kom der ikke virkelig gang i foretagendet før i begyndelsen af det tyvende århundrede. Siden 1900 har en ny oversættelse af Bibelen til engelsk næsten hvert år set dagens lys. Hvorfor er denne intense virksomhed ikke begyndt noget før? Først og fremmest fordi de mest sensationelle opdagelser er sket i løbet af den sidste del af det nittende århundrede såvel som i løbet af vort århundrede. For eksempel blev et ganske usædvanligt fund gjort af nogle ægyptere, der gravede i en gammel begravelsesplads i nærheden af Faiyum. De gravede krukker op, der var fyldt med papyrusbøger. En amerikaner, der boede i England, Chester Beatty, købte de fleste af disse papyri. Da indholdet af dem blev bekendtgjort i 1931, blev de lærde forbløffede. Her var tre kodekser eller boglignende bind med manuskripter af De Græske Skrifter! Her var en græsk tekst, et hundrede år ældre end Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus! Disse papyri, der for største delen indeholder brudstykker af Paulus’ breve, er kendt som Chester Beatty samlingerne.

Nyt lys over Bibelens sprog

En anden vigtig grund til, at man først i de senere år fuldt ud har forstået behovet for nye oversættelser, er den, at indtil århundredskiftet havde de lærde en noget løjerlig forståelse af det græsk, Bibelen var skrevet på. I 1890erne afdækkede arkæologerne mange slags dokumenter i Ægypten. Fra affaldsdynger, der havde ligget gemt i jorden i umindelige tider uden for gamle byer, vældede papyri af alle slags frem — breve, regninger, skøder, kontrakter, ansøgninger, invitationer, endog afskrifter af skuespil og digte. Disse papyri var skrevet på græsk. Først i 1895 forstod de lærde, hvilken slags græsk det var. Det var det samme græsk, som Bibelen var skrevet på.

Hvorfor var dette en vigtig opdagelse? Fordi de lærde havde troet, at Bibelen var skrevet på en særlig slags græsk. De vidste godt, at det ikke var det klassiske græske sprog og heller ikke engang det litterære græske sprog fra det første århundrede efter Kristus. De kaldte det „bibelgræsk“. Så fuldt og fast troede mange lærde, at Bibelens græsk var et enestående sprog, at en tysk lærd endog erklærede, at Bibelens græsk var et mirakelsprog, et sprog, der var opfundet af den hellige ånd. Men fundene i Ægypten viste noget andet!

De dokumenter, der blev fremdraget i Ægypten, og som så at sige var hentet lige ud af dagliglivet dengang, gav nøglen til forståelse af Bibelens græsk. Man fandt ud af, at det græsk, hvori alle disse dokumenter var affattet, ikke var klassisk eller litterært, men bibelgræsk! Og dokumenternes græsk var det dagligdags sprog, folk talte i det første århundrede! De Kristne Græske Skrifter var således skrevet på koiné- eller fællesgræsk. Det var slet ikke et sprog helt for sig selv. Bibelens nedskrivere havde affattet Guds budskab på det simpleste af alle sprog, det jævne folks sprog.

Denne vigtige forståelse af Bibelens græsk havde oversætterne af King James Bibelen ikke. Derfor lyder mange passager i denne oversættelse mærkelige, eller de er vanskelige at forstå. For eksempel taler 1 Peter 2:2 om „ordets oprigtige mælk“. Fra de papyri, der blev draget frem i Ægypten, fandt man ud af, at ordet, der her var oversat „oprigtig“, ofte blev brugt på koiné-græsk til at betegne, at mad eller drikkevarer var rene. Moderne oversættelser giver os derfor en mere forståelig tekst, når de gengiver det „ordets uforfalskede mælk“.

Et andet eksempel er Mattæus 6:27, hvor Jesus ifølge King James Bibelen spørger: „Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin vækst?“ Tænker normale mennesker på, om de vokser en hel eller en halv alen mere? Der måtte være noget galt ved denne gengivelse. Hvad var der sket? Da oversætterne af King James Bibelen kom til det græske ord, rådførte de sig med deres klassisk græske ordbøger og fandt frem til ordet „vækst“. Ifølge klassisk græsk havde de ret, men de vidste ikke, at Bibelen var skrevet på fællesgræsk. I dag ved de lærde, at dette særlige ord var almindelig brugt efter klassisk tid, og at det da betød „alder, levetid“. Derfor gengiver moderne oversættelser, såsom New World Translation of the Christian Greek Scriptures, Jesu spørgsmål således: „Hvem af jer kan ved at bekymre sig føje en eneste alen til sit livsløb?“

Der er kastet nyt lys ikke alene over det græske sprog, men også over det hebraiske. Det kendskab til hebraisk, som de lærde har i dag, er langt større end det, oversætterne af The King James Version havde. Derfor kan bibeloversættere i dag også give os en oversættelse af De Hebraiske Skrifter, som er lettere at forstå.

„En fænomenal opdagelse“

Bibelfund har også opklaret fejltagelser og dunkle steder i den hebraiske tekst, idet de har givet os ruller eller fragmenter i hænde, der er ældre end dem, King James Bibelen hviler på. Indtil for ganske nylig havde de lærde ingen manuskripter af De Hebraiske Skrifter, der var ældre end det niende århundrede efter Kristus. I 336 år, fra 1611 til 1947, fremkom praktisk talt intet nyt materiale, som kunne korrigere allerede tilgængelige kilder til den hebraiske tekst. Så gjorde man i 1947 det, en arkæolog kaldte „en fænomenal opdagelse“.

To beduiner var ude i den vilde og stenede ørken hen imod Det Døde Hav for at søge efter en ged, der var faret vild. De kastede en sten ind i en lille åbning i en klippe og hørte lyde, der antydede, at der måtte være et rum indenfor. De fandt en hule. Inde i den så de tre store krukker. De kiggede ned i dem og så noget langt og rundt indsvøbt i lærred. Da de håbede, det var en skat, rev de indpakningen af, men til deres skuffelse fandt de skriftruller i stedet for juveler. De solgte dem senere til ærkebiskoppen ved St. Markus klosteret i Jerusalem.

Men fundene i 1947 var kun begyndelsen. I 1949 blev hulen genopdaget og undersøgt. Hundreder af skriftrullefragmenter blev fundet. I 1952 til 1953 blev andre huler undersøgt. Der er blevet fundet så mange manuskriptfragmenter, at hver eneste bog i De Hebraiske Skrifter måske lige med undtagelse af Krønikebøgerne er repræsenteret.

Den vigtigste af alle rullerne var en komplet Esajasrulle fra omkring det andet århundrede før Kristus. Der var også en kommentar til Habakkuks bog. Den giver os den ældste tekst, vi har til den bog. Ja, rullerne er omkring tusind år ældre end de hebraiske manuskripter, King James-oversættelsen er baseret på.

Rullerne er allerede taget i brug. For eksempel har et grundigt studium af Esajasrullen sat vore dages oversættere i stand til at rette en afskriverfejl i Esajas 3:24. Her lyder King James-oversættelsen: „Og brandsår i stedet for skønhed.“ Moderne oversættelser, der er udgivet før 1947, bruger her ofte ordet „brændemærke“ i stedet for brandsår. Men alligevel er det ikke klart. Som 1956-udgaven af The Encyclopedia Americana forklarer, at med ordet brændemærke „er der i det almindelige hebraiske ord ki lagt en betydning, . . . som det ikke har noget andet sted i Bibelen. Esajasrullen fra Det Døde Hav indeholder en tilføjelse til den sidste linje, som gør det muligt at gengive det således: „for i stedet for skønhed (vil der være) skam.““

Vi står nu over for nogle spørgsmål: Skal vi drage nytte af al denne forbavsende rigdom af ny viden om Bibelen? Skal det føre os hen imod en bedre forståelse af Guds ord? Hvordan kan vi da hver især for vor del opdage denne bedre og tydeligere bibel?

Meget af den nye viden er allerede blevet anvendt. Moderne oversættelser benytter ikke alene det almindeligt talte sprog i dag, men de forsyner os også med mere nøjagtige bibler, og det vil sige, at de er lettere at forstå. Du kan derfor selv opdage den bedre og tydeligere bibel ved at erhverve dig en nyere oversættelse til dit eget bibelstudium. Lad ikke et formentligt ønske om at bibeholde kendte ord eller en poetisk virkning binde dig til udelukkende at anvende en ældre oversættelse. Som King James Bibelens oversættere siger, for atter at citere fra deres næsten glemte forord: „Er Guds rige blevet ord og stavelser? Hvorfor skulle vi være i trældom under dem, når vi kan være frie?“

[Illustration på side 183]

St. Katharina-Klosteret