Er din samvittighed en pålidelig rettesnor?
„LAD din samvittighed være din rettesnor“ er det råd mange får når de spørger en ven til råds om et problem af moralsk natur. Er det et godt råd? Er samvittigheden altid en pålidelig rettesnor? For at kunne afgøre hvor god en rettesnor samvittigheden er, må vi vide hvad samvittigheden er, hvad den gør og hvad den ikke gør.
Samvittigheden er en sindsegenskab den alvise Skaber har udstyret os med. Eftersom samvittigheden er en indre fornemmelse af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, enten anklager eller undskylder den os. Den er vor dommer. Den dømmer om vore egne tankers eller handlingers moralske beskaffenhed og tilskynder os til at gøre hvad vi synes er det rigtige. Foruden at dømme har samvittigheden også en anden funktion. Den fylder os med beroligende tilfredshed eller nagende utilfredshed med vor egen gode eller dårlige opførsel. Hvilken forbavsende egenskab er ikke denne gave fra Gud!
Men hvad er det samvittigheden ikke gør? Den giver os ikke besked om hvori det rette består; den leverer os ikke en færdiglavet målestok for hvad der er rigtigt og forkert. Så medmindre samvittigheden er oplyst og oplært efter en sikker norm for retfærdighed, er den kun et udtryk for vor egen bedømmelse af det rette eller urette i vore handlinger. En uoplyst samvittighed kan føre i ulykke, således som Guds ord påpeger: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ — Ordsp. 14:12.
Ingen bør derfor drage den forhastede slutning at han gør det helt rigtige fordi han følger samvittighedens stemme. Hvis hans samvittighed er uskolet kan den godt bedrage ham. Bibelen siger: „Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?“ Ja, vor samvittighed kan bedrage os så grundigt at den vil undskylde en absolut forkastelig handlemåde hos os. Gør den det, er den fordærvet. „For besmittede og vantro er . . . intet rent, men hos dem er både forstand og samvittighed besmittet.“ — Jer. 17:9; Tit. 1:15.
Hvor besmittet og bundfordærvet er ikke mange menneskers samvittighed i dag! Dog er det ikke mærkeligt. Det kan næsten ikke være anderledes. Kristi Jesu apostel forudsagde at i de „sidste tider“ skulle der fremstå „løgnlærere, som er brændemærkede i deres egen samvittighed“. (1 Tim. 4:2) Et glødende jern efterlader en arret og ufølsom hud. En samvittighed der er blevet brændemærket er ufølsom og kan ikke fornemme hvad der er ret eller uret. En sådan samvittighed har ingen værdi som indre rådgivende stemme.
Derfor kan det ske at et menneske i sit sind afgør at en vis ond handlemåde er den rette. Når han lader en besmittet eller brændemærket samvittighed være sin rettesnor går han fra ondt til værre! Han bliver en håbløs misdæder. Det bliver mere og mere vanskeligt at få ham på ret køl og vise ham hvad der er ret og rigtigt. Han vedbliver samvittighedsfuldt at gøre det forkerte. Et menneske kan faktisk tjene Guds fjende og modstander af al retfærdighed, Satan Djævelen, og gøre det med en god samvittighed! Men selv om hans samvittighed undskylder hans færd, står han dog ikke retfærdiggjort. Kristi apostel siger udtrykkeligt: „Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog hermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren [Jehova, NW].“ — 1 Kor. 4:4.
Hvornår kan vi da trygt forlade os på vor samvittighed? Først når vi har bøjet sind og samvittighed under Guds retfærdighed. Samvittighedsfuldhed eller oprigtighed er ikke nok. „Thi jeg giver dem det vidnesbyrd at de er nidkære for Gud; men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab; thi fordi de ikke kendte Guds retfærdighed men søgte at opstille deres egen, underkastede de sig ikke Guds retfærdighed.“ — Rom. 10:2, 3, NW.
Vi har brug for nøjagtig kundskab så vi kan oplære vor samvittighed i Guds retfærdighed. Den slags kundskab er kun at finde i Guds skrevne ord, Bibelen. „Al skrift er inspireret af Gud og gavnlig til belæring, til irettesættelse, til at sætte ting på plads, til optugtelse i retfærdighed.“ „Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.“ — 2 Tim. 3:16, NW; Hebr. 4:12.
Guds ord har altså magt til at optugte vor samvittighed i retfærdighed hvis vi blot er villige til at skaffe os nøjagtig kundskab om Guds norm for retfærdighed. Ved at indprente os Guds love og befalinger og dernæst adlyde dem, kan vi følge den bibelske formaning: „Bevar en god samvittighed.“ Hvor dyrebar er ikke en god samvittighed, en samvittighed der ikke anklager os for at have gjort Gud eller mennesker uret! En apostel hvis samvittighed var blevet optugtet gennem Guds ord erklærede: „Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker.“ — 1 Pet. 3:16, NW; Ap. G. 24:16.
Ønsker du som Paulus at bevare en ren samvittighed? Ønsker du at din samvittighed skal være en sikker og pålidelig rettesnor? Så må du gøre to ting: 1) Opøv din samvittighed til at vide hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, idet du bruger Guds ord som tugtemester, og 2) følg din oplyste samvittigheds stemme uanset konsekvenserne.
Uden førstnævnte faktor — en klar forståelse af hvad Gud anser for ret og uret — kan ens samvittighed aldrig være nogen pålidelig rettesnor. Hvorfor ikke? Fordi den kun tilskynder os til at gøre hvad vi anser for rigtigt, og hvis vor opfattelse af ret og uret er forkvaklet, kan vi blive tilskyndet til at gøre noget der er en direkte overtrædelse af Guds lov. Vi kan oven i købet komme til at stå som sådanne der kæmper mod Gud.
Tænk på Saulus fra Tarsus før han blev apostelen Paulus. Han forfulgte de kristne og gjorde det med den bedste samvittighed. Han troede virkelig at det var hans pligt at forfølge dem, og hans samvittighed sagde god for hans handlemåde, således som han senere hen forklarede: „Selv var jeg nu også af den mening, at det var min pligt heftigt at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn.“ — Ap. G. 26:9.
Med en uoplyst samvittigheds godkendelse kan de mest afskyelige handlinger begås. Dette er ganske særligt tilfældet når samvittigheden er blevet vildledt af falsk religion. Intet under at Kristus Jesus sagde om sine sande efterfølgere: „Den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken kender Faderen eller mig.“ Altså er det ikke alene handlinger som tyveri, afgudsdyrkelse, spiritisme, utugt, hor og andre ugerninger samvittigheden kan sige god for, men også mord! Dog fastsætter „Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden“. — Joh. 16:2, 3; Rom. 1:32.
Opøv derfor din samvittighed ved hjælp af Guds ord. „Bevar en god samvittighed“ ved aldrig at skade den. Ja lad din samvittighed være din rettesnor — men først efter at den er blevet oplyst, oplært og optugtet i retfærdighed ved Guds ord.