Hold blikket rettet mod sejrsprisen
„Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den!“ — 1 Kor. 9:24.
1. Hvorfor bruger Bibelen ofte udtryk der har med kapløb at gøre?
LØB, løbe, kapløb — disse udtryk har du sikkert lagt mærke til mange gange når du har læst i Bibelen, især når du har læst apostelen Paulus’ breve. Hvorfor bruger han så hyppigt udtryk der har med kapløb at gøre? Fordi et kapløb på udmærket måde illustrerer det løb der ligger foran en kristen; fordi løb udtrykker bevægelse, handling, fremadstræben; fordi løb er et af de stærkeste og mest rammende ord apostelen kunne bruge til at give udtryk for de anstrengelser en kristen må gøre sig for at vinde sejrsprisen, evigt liv i Guds nye verden.
2, 3. Hvilket kendskab til kapløb havde datidens korintere, og hvilket råd gav apostelen derfor de korintiske kristne?
2 For at opmuntre de kristne i Korint til at løbe således at de kunne vinde sejrsprisen, brugte Paulus det malende sprog som han hentede fra de gamle lege. En af de fire mest berømte lege i oldtidens verden foregik i nærheden af Korint, på stadionnet der lå på den korintiske tange, Isthmen. En af de mest yndede kampe ved De isthmiske Lege var kapløb. Næsten enhver korinter havde ved en eller anden lejlighed overværet legene og været vidne til et kapløb. Det var noget de ikke-kristne korintere beskæftigede sig med; det var deres nationale forlystelse eller sport, blot blev der lagt større betydning i kampene end der lægges i vor tids sport; thi disse kampe havde en nær tilknytning til det religiøse liv i oldtidens Grækenland. Da Paulus vidste at kapløb var velkendte for hans læsere, kunne han passende spørge:
3 „Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen?“ Jo, de vidste det. Disse korintiske kristne vidste at mange løbere deltog i et kapløb, men at der alligevel kun var én der fik sejrsprisen; de vidste at hver eneste løber gjorde sig de mest ihærdige anstrengelser for at vinde denne sejrspris. Kristne, viser Paulus, må løbe på lignende vis: „Løb således, at I kan vinde den!“ Ja, løb for at vinde! I modsætning til datidens kapløb hvor kun én fik prisen, byder det kristne kapløb på en sejrspris til alle som løber godt, til alle der når målet. — 1 Kor. 9:24.
4. Hvad var skik og brug med hensyn til sejrsprisen ved datidens kapløb, og hvilken virkning havde dette på løberne?
4 Der er ingen tvivl om at disse oldtidens grækere løb for at vinde prisen; de løb ikke bare for at deltage i løbet. Og hvor ivrigt stræbte de ikke efter at få prisen! Hvilken intensitet der var over deres løb! Og blikket holdt de rettet lige fremad! På det sted hvor løbet endte var det skik og brug at anbringe sejrsprisen på en iøjnefaldende plads. Synet af den fik de kæmpende til at anspænde hver en fiber, fik dem til at glemme alt undtagen dette ene mål — at vinde prisen. De løb med blikket rettet mod sejrsprisen. Hvor langt mere skulle den kristne ikke gøre dette!
5. Hvilken slags sejrspris stræbte datidens løbere efter at opnå?
5 Sammenlignet med den kristnes sejrspris, hvad var det da for en sejrspris disse løbere så ivrigt stræbte efter at opnå? De løb, sagde Paulus, „for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner“. For datidens løber var sejrsprisen en krone eller krans af oliven, laurbær eller fyr. Ved De isthmiske Lege var kronen af fyrrekviste. Denne krone og den dermed følgende ære var hvad datidens løbere satte al deres styrke ind på at opnå. Og det skønt kransen med tiden visnede og tørrede. Deres sejrspris visnede, svandt bort, forgik! En visnende krone — og dog kæmpede de så ihærdigt for at vinde den og løb med blikket rettet mod sejrsprisen! — 1 Kor. 9:25.
Værdsættelse af sejrprisen
6. Hvad er Guds kærlige belønning til dem der løber godt, i modsætning til den belønning de hedenske løbere i sin tid fik?
6 Apostelen fortæller de kristne at der i modsætning til den visnende krone ved de gamle lege, findes en sejrspris der venter dem der løber løbet til ende, en pris der aldrig vil forgå. Apostelen Peter omtalte denne krone da han skrev: „Og når overhyrden er blevet åbenbaret skal I modtage den uvisnelige herlighedskrone,“ eller, som fodnoten viser, „hjemføre som en sejrspris“ den uvisnelige krone. Hvilken sejrspris for de salvede kristne, for dem der er kaldet til det himmelske rige! Kan denne verden tilbyde en pris der på nogen måde kan sammenlignes med den pris Gud tilbyder — uforkrænkelighedens sejrspris, et evigt liv i himmelsk herlighed med kongen Kristus? I dag er der hundreder tusinder af kristne løbere der ikke er salvet af Gud til at være hans åndelige sønner i det himmelske rige; også dem tilbyder Gud en uvisnelig sejrspris. Det er evigt liv i fuldkommenhed på jorden under det himmelske rige. Hvilken sejrspris den kristne end har blikket rettet mod vil den være værd at ofre lige så megen styrke og energi på som løberne i de gamle lege ofrede for at nå deres mål; ja, den kristne burde endda løbe med større beslutsomhed og styrke, for den sejrspris Gud i sin kærlighed lover, vil aldrig visne: „Dette er den forjættelse, som han selv tilsagde os: det evige liv.“ — 1 Pet. 5:4, NW; 1 Joh. 2:25.
7, 8. Hvordan bør den kristne løber, på baggrund af apostelen Paulus’ eksempel, betragte den sejrspris Gud tilbyder?
7 Hvordan bør den kristne løber, med udsigt til en sådan uforlignelig sejrspris, betragte denne verdens belønninger? På samme måde som Paulus der sagde: „Jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn.“ Og hvordan løb Paulus selv? „Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, [sejrsprisen].“ — Fil. 3:8, 13, 14.
8 Akkurat som løberne der deltog i de gamle lege løb med blikket rettet mod sejrsprisen, samtidig med at de glemte alle andre belønninger, alt hvad der hørte fortiden til og i stedet rakte efter det der var foran, netop sådan løb Paulus. For at omskrive apostelens ord: ’Tro mig, der er kun én ting i hele verden der virkelig er noget værd — den sejrspris jeg har blikket rettet mod. Intet kan sammenlignes med den, absolut intet. Alt hvad denne verden kan tilbyde, ligegyldigt hvor flot en vogn, hvor stort et herskabshus, hvor strålende klæder eller hvor udsøgte fornøjelser det kan være, det hele regner jeg for skarn, affald der skal kastes bort, for at jeg kan koncentrere mig om at vinde sejrsprisen. Derfor løber jeg ikke ureglementeret, ligegyldigt, som om jeg var i tvivl om målet. Jeg løber helhjertet og med kun én ting for øje. Jeg har blikket rettet mod målet. Hvorfor skulle jeg tage blikket bort fra det? Altså lever og løber jeg — med blikket rettet mod sejrsprisen!’
9. Hvilken fare for den kristne løber gør det af livsvigtig betydning for ham at have den rette indstilling?
9 Paulus havde et nøgternt syn på sejrsprisen. Han værdsatte den på rette måde. Han havde også det rette syn på de belønninger denne verden tilbyder. Han opfordrede alle andre kristne løbere til at have den samme indstilling: „Lad da så mange af os som er modne, have denne indstilling.“ Hvor livsvigtigt er dette ikke i denne „endens tid“ hvor verden tilbyder et utal af belønninger — belønninger i form af karriere, belønninger i form af fornøjelser, belønninger i form af rigdomme! Vi ser derfor faren: faren for at den kristne løber påbegynder løbet med glæde og styrke, for senere at lade denne verdens belønninger distrahere ham så han lader blikket glide bort fra livets sejrspris. Og hvad sker der så? Løberen sætter farten ned til gang, en skødesløs slentren. Hvor usikkert han nu bevæger sig fremad. Han løber ikke længere som en der søger at vinde livets sejrspris. Det der ligger bagved, den gamle verdens belønninger har distraheret ham, har berøvet ham den spore og opmuntring der alene opnås ved at man holder blikket rettet mod det der ligger foran, mod den sejrspris Gud tilbyder. Demas, Paulus’ medløber, lod blikket glide bort fra sejrsprisen; denne verdens belønninger distraherede ham, og han holdt op med at løbe. Vi må nødvendigvis have det rette syn på denne verdens belønninger, „thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid“. — Fil. 3:15; 2 Tim. 4:10; 1 Joh. 2:16, 17.
10, 11. (a) Hvorfor kan denne verden ikke tilbyde nogen belønning der gør det værd at vi lader vort blik glide bort fra livets sejrspris? (b) Hvordan føler mennesker der har stræbt efter rigdom, ofte når deres livsløb er ved at være endt, og hvorledes står dette i stærk kontrast til apostelens udtalelse?
10 I betragtning af dette, hvilken værdi har da denne verdens belønninger, belønninger der er dømt til at forsvinde og visne lige så sikkert som de grønne kroner fortidens løbere fik? Er den største belønning denne verden tilbyder — det der er så mange menneskers livsmål i dag, den såkaldte økonomiske sikkerhed — virkelig det værd, at vi lader vort blik glide bort fra livets sejrskrans? Ikke så meget som et minut! Den kristne løber må skaffe sig de daglige fornødenheder og dog må han ikke på noget tidspunkt lade sit blik glide bort fra sejrsprisen. Paulus syede telte for at skaffe nogle af sine fornødenheder; dog tillod han aldrig teltmagerhåndværket at aflede hans blik fra sejrsprisen. Han forfulgte således ikke den økonomiske sikkerheds frugtesløse mål; han vidste at penge, formue og besiddelser er værdiløse hvis man ikke ejer livet. Selv de der ved at skrabe millioner af kroner sammen opnår hvad de betragter som økonomisk sikkerhed, må ofte erkende hvad det er for en visnende belønning de har ofret et helt liv på at vinde. I bogen Treasury of the Christian World forekommer følgende: „Mr. T. P. O’Connor beretter om et interview med mr. Andrew Carnegie: ’Mens vi kørte til stationen bemærkede jeg hvor jeg misundte ham hans rigdom. Han sagde: „Jeg er ikke værd at misunde. Hvad hjælper min rigdom mig? Jeg er tres år og kan ikke fordøje maden. Jeg ville give alle mine millioner hvis jeg kunne blive ung og rask.“ Og jeg glemmer aldrig hans næste bemærkning. Vi havde kørt nogle meter i tavshed da mr. Carnegie pludselig vendte sig mod mig og med en lav stemme der var præget af en næsten ubeskrivelig bitterhed og voldsomhed sagde: „Hvis jeg kunne gøre en Faust-handel, ville jeg gøre det. Jeg ville med glæde sælge alt hvad jeg ejer, hvis jeg kunne få lov til at leve livet om.“ Og jeg lagde mærke til at han knyttede hånden mens han talte.’“
11 Hvor helt anderledes udtrykte apostelen Paulus sig ikke, han som efter et helt liv igennem at have stræbt efter at opnå den himmelske sejrspris, kunne sige: „Jeg har kæmpet den rette kamp, jeg har løbet løbet til ende, jeg har holdt mig til troen. Fra nu af ligger der gemt til mig retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig som belønning på hin dag.“ — 2 Tim. 4:7, 8, NW.
Opnå udholdenhed ved at have én ting for øje i livet
12. Hvad var en væsentlig årsag til styrken i Paulus’ udholdenhed?
12 Paulus’ usædvanlige udholdenhed lå deri at han kun tænkte på at anvende sit liv til ét formål, og dette fastholdt han ved bestandig at holde blikket rettet mod sejrsprisen. Hvis vi derfor bestandig retter blikket mod sejrsprisen vil det have en væsentlig indvirkning på vor udholdenheds styrke. Tag ikke fejl: udholdenhed er nødvendig. „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os.“ Det kristne kapløb er ikke et sprinterløb; det er langt og vanskeligt. Sejrsprisen er ikke vundet før mållinjen er overskredet, hvorfor nogle måske begynder at slække af under løbet. De af Jesu lignelser der gjorde dybest indtryk, var dem der understregede hvordan nogle fik godt begyndt men ikke var i stand til at fuldføre løbet. — Hebr. 12:1.
13. Hvad var det der ifølge Jesu lignelse om sædemanden kunne få løberen til at snuble og gå glip af sejrsprisen, og hvilket råd gav han angående materielle besiddelser?
13 I lignelsen om sædemanden forklarede Jesus betydningen af den sæd der faldt på stengrund og blandt tidsler: „Sæden som blev sået på stengrund, det er ham der hører ordet og straks tager imod det med glæde. Endnu har han ingen rod i sig men fortsætter et stykke tid, og når der kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld tager han straks anstød. Sæden som blev sået iblandt tidsler, det er ham som hører ordet, men denne tingenes ordnings bekymringer og rigdommens bedragende magt kvæler ordet, og han bærer ingen frugt.“ Således glider nogle ud af løbet fordi de tager anstød af „trængsel eller forfølgelse“. Andre mister deres udholdenheds styrke på grund af „denne tingenes ordnings bekymringer“. Efter at have drøftet lignelserne om opførelsen af et tårn og om en konge der skal drage i krig, bemærker Jesus: „Således kan da ingen af jer være min discipel, uden at han giver afkald på alt, hvad han har.“ — Matt. 13:20-22, NW; Luk. 14:33.
14. Hvordan bør en kristen se på materielle ejendele?
14 Den kristne løber er ikke forpligtet til at give sine materielle ejendele bort, men han er underlagt det princip som Jesus opstillede: Hvis én bliver klar over at de ting han ejer afleder hans blik fra livets sejrspris, skulle han hellere give afkald på disse distraherende ejendele end holde på dem og risikere at tabe løbet. Ingen rigdom, ingen materielle ejendele skulle nogen sinde have lov til at betyde så meget, eller få så stor en plads i livet at de afleder løberens blik fra sejrsprisen. I vore dage er det dog næppe sandsynligt at en enkelt ejendel vil aflede blikket fra sejrsprisen; det vil snarere denne mangfoldighed af ting, ejendele, fornøjelser, hobbyer og livets bekymringer og forstyrrelser. I forening udgør denne mængde af forstyrrelser en stærk kraft der gør det hele vanskeligere — og samtidig mere livsvigtigt end nogen sinde — at adlyde den bibelske formaning med hensyn til kapløbet: „Lad dine øjne se lige ud, dit blik skue lige frem; gå ad det lige spor, lad alle dine veje sigte mod målet; bøj hverken til højre eller venstre, lad foden vige fra ondt!“ Hvordan man således kan have én ting for øje i livet og dermed øge sin udholdenheds styrke — det er problemet som hver enkelt løber må løse. — Ordsp. 4:25-27.
Forstyrrelsernes tidsalder
15. Hvad har en af denne verdens mænd sagt angående „denne tingenes ordnings bekymringer“?
15 Bernard M. Baruch fortalte engang sin mening om „denne tingenes ordnings bekymringer“. Over for en gruppe studenter ved City College, New York, erklærede han: „Aldrig før i historien har menneskeheden pralet af så enestående meddelelsesmidler, hurtigpresser, rigt illustrerede tidsskrifter, radio, film, fjernsyn. Dog synes alle disse vidunderlige former for meddelelsesmidler ikke at virke fremmende på tankevirksomheden. Disse jetdrevne, strømlinjede kommunikationsmidler viser sig i virkeligheden næsten at være tænkningens fjender. De bombarderer os daglig med nye forstyrrelser. . . . Vor energi spreder sig over mindre betydningsfulde småting. . . . For ikke længe siden levede man i den tro at vor tid var ’oplysningens tidsalder’. Den bliver mere og mere ’forstyrrelsernes tidsalder’.“ — Vital Speeches of the Day, juni 1953.
16, 17. (a) Hvilket råd af Jesus burde de der lader sig forstyrre af mange ting, tage imod? (b) Hvad har en kvindelig skribent sagt om en moderne civilisations forstyrrelser?
16 Jo flere forstyrrelser, des vanskeligere er det at koncentrere sig om én ting i livet, hvilket er så nødvendigt i det kristne kapløb. Tydeligvis er der flere forstyrrelser i dag end tilfældet var på Jesu tid; og dog lod folk sig også distrahere dengang. Ved en lejlighed besøgte Jesus en bestemt landsby. „Her modtog en kvinde ved navn Marta ham som gæst i huset. Denne kvinde havde også en søster der hed Maria; hun satte sig imidlertid ned ved Mesterens fødder og lyttede vedblivende til hans ord. Men Marta lod sig distrahere fordi hun tog sig af så mange pligter. Derfor kom hun hen og sagde: ’Herre! bryder du dig ikke om, at min søster har ladet mig være ene om arbejdet? Sig derfor til hende at hun skal hjælpe mig.’ Som svar sagde Mesteren til hende: ’Marta! Marta! du lader dig bekymre og forstyrre af mange ting. Og dog er kun få ting nødvendige, eller blot én. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.’“ Maria skubbede forstyrrelserne bort for at kunne skærpe sit åndelige syn; Marta var alt for distraheret af mange ting til at hun kunne sætte sig ved Mesterens fødder og tage imod kundskab, det ene hun virkelig havde behov for. — Luk. 10:38-42, NW.
17 I denne moderne verden er der flere Marta’er end Maria’er. Forstyrrelser bærer skylden. I en omtale af de forstyrrelser der møder en moderne husmoder, skriver Anne Morrow Lindbergh i Gift from the Sea: „Jeg ville gerne føre en enkel tilværelse. . . . Men det gør jeg slet ikke. . . . Den tilværelse jeg har valgt mig som hustru og moder drager en hel karavane af komplikationer med sig. Blandt dem hører et hus der ligger i udkanten af byen, og slid og slæb hvis man ikke har husassistent. . . . De indbefatter også føde og husly; måltider, planlægning, torveindkøb, regninger, og at få det hele til at løbe rundt. De indbefatter ikke bare slagteren, bageren, lysestøberen, men utallige andre fagmænd hvis mit moderne hjem med dets moderne ’forenklinger’ (elektricitet, indlagt vand, køleskab, gasovn, oliefyr, tallerkenvasker, radioer, biler og en masse andre arbejdsbesparende opfindelser) skal fungere rigtigt. De indbefatter også sundheden; læger, tandlæger, aftaler om tid, medicin, torskelevertran, vitaminpiller, indkøb på apoteket. Hertil kommer undervisning i åndelig, intellektuel og fysisk henseende; skoler . . . opdragelse; lejrture, lejrudstyr og befordring. Klæder, indkøb, storvask, rengøring, reparationer, kjolesømme der må lægges ned, og knapper der må sys i, hvis man ikke kan finde en eller anden der vil gøre det. Desuden er der ens venner, min mands, mine børns, mine egne, og endeløse tilrettelæggelser af sammenkomster; breve, invitationer, telefonopringninger og befordring både her og dér. . . . Det problem som livets mangfoldigheder er, møder ikke alene den amerikanske kvinde, men også den amerikanske mand. Og ikke amerikaneren alene som sådan, men hele vor moderne civilisation.“
Nødvendigt at skubbe forstyrrelser bort
18. Hvordan er Paulus’ eksempel og formaning af værdi for os, og hvad må den kristne løber lære?
18 Under den moderne tilværelses bekymringer og forstyrrelser må den kristne løber holde øjet vendt mod sit ene mål i livet. Og han må forvisse sig om at han skrider fremad mod sit mål. Apostelen Paulus lod aldrig „denne tingenes ordnings bekymringer“ aflede hans blik fra sejrsprisen. „Jeg løber . . . ikke på må og få,“ sagde han. Paulus havde målet for øje; det var der aldrig tvivl om. Vi må løbe med den samme beslutsomhed for at vinde sejrsprisen, og ligesom han, med blikket stift rettet fremad. Men hvordan kan man gøre det når der kommer forstyrrelser fra alle sider, og mange af dem er pligter man ikke kan skubbe fra sig? Man kan anvende det princip Paulus fremsatte i sit råd til kristne løbere: „Så lad da også os . . . lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os.“ For udholdenhedens skyld må den kristne løber derfor lære kunsten at skubbe forstyrrelser til side, kunsten at lægge det der tynger bort — de ting der i forening bidrager til at drage vort blik bort fra sejrsprisen og holde os tilbage i det kapløb der gælder livet. — 1 Kor. 9:26; Hebr. 12:1.
19. Hvorledes var dette spørgsmål om forstyrrelser bestemmende for Paulus’ råd vedrørende ægteskab? Hvad er derfor noget grundlæggende i en kristens tilværelse?
19 Ved at reducere forstyrrelserne får vi tid til at koncentrere os om kapløbet så vi kan vinde sejrsprisen. Det er dette spørgsmål om at holde forstyrrelser nede på et minimum der spiller ind på så mange områder i den kristnes tilværelse. Apostelen Paulus vidste at ægteskab førte mange forstyrrelser med sig; derfor rådede han de ugifte til at følge den bedre vej fordi denne lod dem få tid til „stadig og uforstyrret opmærksomhed vendt mod Herren“. Men på den anden side vidste Paulus at lidenskab var en forstyrrelse, og at det kunne være en farlig forstyrrelse; derfor skrev han: „Det er bedre at gifte sig end at være optændt af lidenskab.“ At prøve at komme bort fra forstyrrelser det er noget grundlæggende i en kristens tilværelse. — 1 Kor. 7:35, 9, NW.
20 Hvad må en kristen være villig til at gøre for at kunne købe tid, og hvordan forholder det sig med unyttige ejendele?
20 For bestandig at kunne holde blikket rettet mod sejrsprisen må den kristne løber være villig til at afgøre hvilke forstyrrelser der med rette og med fordel kan lægges bort. Ved at fjerne dem køber han tid til sig selv, hvilket er i overensstemmelse med befalingen: „Se derfor stadig nøje til at I ikke vandrer som uvise men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv fordi dagene er onde.“ Vi burde gøre en alvorlig indsats med hensyn til at købe tid ved altid at være vågne for at holde forstyrrelser på et minimum. Mennesker er tilbøjelige til at ville anskaffe sig både det ene og det andet, så hvilke forstyrrelser kan der ikke hobe sig op for én alene i form af materielle ejendele! Hvilket bjerg af småting, blade, bøger, klæder, hobbyudstyr og forskellige sager kan man ikke få samlet! Man forbavses ofte over at se hvor meget man hober op af ting man i virkeligheden slet ikke har brug for. Selv om de er blevet anbragt i et pulterkammer virker sådanne unyttige ting som forstyrrelser: ikke alene tager de plads, men de kræver også tid — de skal støves af, gøres rene, flyttes o.s.v. Dersom vi afskriver forstyrrelser ved at lade vore ejendele begrænses til det absolut nødvendige, vil det gøre os lykkeligere og, fremfor alt, sætte os i stand til bedre at kunne holde blikket rettet mod livets sejrspris. — Ef. 5:15, 16, NW.
21. Hvordan kan vi hjælpe os selv med at holde forstyrrelser nede på et minimum?
21 At kunne vælge rigtigt er en betydningsfuld hjælp når man skal holde forstyrrelser nede på et minimum. Forretningsfolk i denne verden ønsker ikke at du skal vælge med omtanke; de gør hvad de kan for at lokke folk til at hobe nyanskaffelser op enten de har brug for dem eller ej. Derfor må vi vælge med forstand når vi køber ind, når vi skal finde læsestof, og når vi bestemmer hvordan vi vil anvende vor tid. Husk at der, som Jesus sagde, kun er „få ting“ der er nødvendige.
Beslutsomhed og træning
22. Hvad har en af vor tids løbere sagt om løb og træning, og hvorfor gælder samme princip for den kristnes løb?
22 Den tid vi køber ved at skubbe forstyrrelser bort, sætter os i stand til at koncentrere os om løbet. Da ordet „løbe“ omfatter hele den kristne livsførelse, især vore ihærdige anstrengelser for at forkynde den gode nyhed, er det vigtigt at vi træner til løbet. Ingen løber er i stand til at løbe godt uden at træne. Roger Barnister, den første der løb en mile (1609 meter) på mindre end fire minutter udtalte over for en journalist efter sin sejr i 1954: „Der er ikke noget ved at deltage i et kapløb medmindre man er besluttet på at ville vinde. Men for at kunne vinde må man træne. Hvis man ikke har tid til at træne burde man ikke deltage i kapløb.“ Er det spor anderledes med det kristne løb? „Løb således, at I kan vinde den!“ sagde Paulus om sejrsprisen. Han gav desuden dette råd: „Opøv . . . dig selv med gudhengivenhed som mål.“ (NW) Så hvorfor påbegynde det kristne løb uden at være besluttet på at vinde sejrsprisen? Og hvis du er besluttet på at vinde, hvorfor så løbe uden at træne? Og dog er der nogle der har prøvet at løbe uden at træne; de har ladet hånt om den åndelige træning der kan fås ved den nye verdens samfunds menighedsmøder. Disse møder tjener en livsvigtig hensigt: de hjælper os til bestandig at holde blikket rettet mod sejrsprisen. Det er ikke så mærkeligt at de der regelmæssigt bliver borte fra møderne ofte går ud af løbet; de taber sejrsprisen af syne og deres udholdenheds styrke svækkes. — 1 Kor. 9:24; 1 Tim. 4:7.
23. Hvilke eksempler på mænd der hele deres liv kun havde én ting for øje, bør vi som en opmuntring for os selv, have i tanke?
23 Når vi træner til løbet må vi tænke på sådanne eksempler som Abraham og Moses, der løb godt. Abraham „ventede på staden med de faste grundvolde“, og Moses „så ufravendt frem til at belønningen skulle uddeles“. (NW) De havde blikket rettet mod sejrsprisen! Især må vi tænke på den fuldkomne løber, Kristi Jesu eksempel. „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset [en marterpæl, NW] uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.“ Lad Jesus være din pacer. — Hebr. 11:10, 26; 12:1, 2.
24. Hvorfor bør vi ikke tøve med at tage del i løbet nu, og hvordan bør vi løbe?
24 Jesus, Paulus og fortidens trofaste vidner løb alle med blikket rettet mod sejrsprisen. Løb som de. Giv dig tid til at løbe sådan nu. Vi kan ikke være sikre på at forholdene vil begunstige os med færre forstyrrelser i morgen. Der vil sandsynligvis blive flere forstyrrelser efterhånden som denne verden nærmer sig sin undergang. Køb tid til at løbe mens det endnu er i dag. Værdsæt sejrsprisen på rette måde. Træn regelmæssigt. Aflæg byrder og forstyrrelser. Skær ned til det absolut nødvendige. Løb for at vinde: Løb med blikket rettet mod sejrsprisen!