DET ER højst sandsynligt at De ikke selv har valgt den religion De bekender Dem til men at De har fået den i arv fra Deres forældre. Forholdsvis få vælger selv deres religion. De fleste beholder den de er blevet opdraget i, og tit er de bange for at gå over til en anden selv om de ikke er tilfredse med deres religion. Dette er ganske særlig tilfældet i lande hvor én religion er den dominerende. Det menneske som går over til en anden religion udsætter sig for de andres had og mister måske muligheden for at skaffe sig sit udkomme.

Men hvad skal man gøre når man bliver overbevist om at den religion man har fået i arv ikke er den rette form for tilbedelse, at dens læresætninger er falske og at dens ledere er blinde vejledere der fører en ad en vej Gud misbilliger? Ville det være forkert at skifte religion og derved gå imod forældres ønsker og bryde sædvanen? Eller ville det være forkert ikke at gøre det? Det er en alvorlig sag, og hverken følelser eller andres meninger skulle indvirke på afgørelsen, for her er der tale om et menneskes forhold til Gud.

Et godt forhold til Skaberen er langt vigtigere end et godt omdømme blandt familie, venner og naboer. Hvis ens tilbedelse er forkert sætter det ens evige velfærd på spil. Men hvordan kan man vide om ens tilbedelse er rigtig eller forkert? Det afhænger af hvor vidt den er i overensstemmelse med Guds skrevne ord. Man kan ikke stole på et andet menneskes ord, men må vende sig til Bibelen og studere den for at finde ud af hvad den siger. At de ledende mænd inden for ens religion, at ens forældre og andre siger at ens religion er den sande form for tilbedelse er ingen garanti for at den er det. Den må stå mål med Bibelens norm for sand tilbedelse. Gud har givet os Bibelen som en målestok for sand tro og for at vi kunne bruge den som en sådan. Gør vi det følger vi formaningen: „Forvis jer om alt, hold fast ved det rette.“ (1 Tess. 5:21, NW) Hvis tilbedelsesformen ikke er rigtig bør man skifte.

Hvad har andre gjort?

I det første århundrede troede de som var opfødt i den jødiske religion at det var den sande religion. Ikke alene fik de dette fortalt af deres religiøse ledere og deres forældre, men de lærte i deres bibelhistorie at deres forfædre havde tilbedt Gud på en måde der behagede ham. Disse mennesker, på få undtagelser nær, overså den kendsgerning at deres forfædres sande religion var blevet forplumret i tidens løb. Dette betød at den jødiske religion ikke var acceptabel i Guds øjne. Det var ikke den samme rene og ubesmittede tilbedelse som Moses, Samuel og David havde praktiseret.

Kristus og hans disciple forkyndte for folk i den hensigt at få dem til at foretage en forandring, at vende tilbage til den sande, ufordærvede tilbedelse af Jehova Gud. Opgaven var vanskelig, for de talte til folk der var lige så uvillige til at skifte religion som mange er det i dag. Nu kunne vi måske undre os over hvorfor Kristus ikke gik ud til hedningerne i stedet for at forkynde for tilhængerne af den jødiske religion, folk der tilbad den sande Gud. Jesus forklarede dette forhold da han sagde at han var udsendt „til de fortabte får af Israels hus“. — Matt. 15:24.

Ligesom får der er kommet bort fra hyrden var Israels nation kommet bort fra den sande tilbedelse af den store Hyrde, Jehova Gud. Deres religion var blevet forplumret af menneskelige filosofier og overleveringer. Fordi religionslederne var blevet blinde vejledere sagde Jesus: „De er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ (Matt. 15:14) Disse religiøse vejledere havde forskanset sig i deres magtstilling og så ikke med blide øjne på Kristi bestræbelser for at rette på folks religiøse tankegang. Men en forandring eller omvendelse måtte finde sted hvis dette folk skulle genvinde Guds gunst.

På Pinsedagen overgik tre tusind medlemmer af den jødiske religion til kristendommen, efter at Peter havde overbevist dem om at den sidstnævnte var den religion der ejede Guds godkendelse. De lod sig ikke holde tilbage af angst for hvad vrede slægtninge eller naboer måtte sige eller gøre. De anså Guds godkendelse for mere værdifuld end menneskers. Det samme gjaldt de to tusind der kort tid efter blev overbevist om det rette i at foretage en forandring og gå over til kristendommen. „Mange af dem, som havde hørt ordet, kom til tro, og tallet på mændene nåede op på omtrent fem tusinde.“ — Ap. G. 4:4.

Det var ikke forkert af disse mennesker at gå fra judaismen over til kristendommen, for de vendte sig fra en besmittet form for tilbedelse til den ubesmittede tilbedelse af den levende Gud. I stedet for at lade menneskers filosofi og overlevering være bestemmende for deres tilbedelse og tænkemåde lod de Guds skrevne ord være det. De begyndte at tilbede ham i ånd og i sandhed. Kunne en sådan forandring betragtes som forkastelig af andre end Israels falske hyrder?

Ikke en krænkelse af Moses’ påbud

At disse mennesker gik over til en anden religion var ikke en krænkelse af den befaling Moses havde givet på Moabs sletter. Da han sagde: „I må ikke holde Eder til andre guder, til nogen af de omboende folks guder,“ advarede han dem mod at gå over til en falsk tilbedelsesform. Kana’anæerne tilbad ikke den levende Gud, Jehova, men dyrkede stumme gudebilleder. Ville Israels folk vende sig bort fra den sande Gud til Kana’ans indbildte guder ville det blive skæbnesvangert for dem. Moses advarede dem om det: „Men hvis du glemmer HERREN [Jehova] din Gud og holder dig til andre guder og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for Eder i dag, at I skal gå til grunde.“ — 5 Mos. 6:14; 8:19.

Som tiden gik blev den jødiske nation ligegyldig over for disse advarsler. De vendte sig til Kana’ans guder. „Med hedninger blanded de sig og gjorde deres gerninger efter; deres gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en snare.“ (Sl. 106:35, 36) Fordi de vendte sig bort fra den sande religion kom de til at lide under hedningernes hårdhændede styre. Men at de gik over til falsk religion kan ikke sammenlignes med det religionsskifte tilhængerne af judaismen foretog da de blev kristne i det første århundrede. Ved at gå over til kristendommen vendte de sig ikke til falsk tilbedelse men tilbage til den sande og ubesmittede tilbedelse af Jehova.

Hverken den som forbliver i en religion der er uren i Guds øjne eller den som vender sig til falske guder, ejer Guds gunst. Den som ønsker at opnå Guds godkendelse må foretage en forandring, et religionsskifte. Det havde derfor sine gode grunde at Kristus og hans apostle opfordrede tilhængerne af den jødiske religion til at angre og omvende sig. De som gjorde det vendte sig bort fra judaismens urene tilbedelse.

Hvorfor det i dag er nødvendigt at skifte religion

Det er ganske indlysende at alle de religioner der i dag gør påstand på at være kristne ikke er den samme sande religion som folk vendte sig til i det første århundrede. Der står skrevet at „Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud“. (1 Kor. 14:33) Forvirring råder overalt i kristenheden hvor hundreder af forskellige religioner hævder at være kristne men fører forskellig lære. Alle disse indbyrdes modsigende læresætninger kan ikke være bibelsk sandhed.

Kristenheden befinder sig i samme stilling som Israels folk gjorde førhen. De navnkristnes tilbedelse er blevet besmittet. Denne besmittelse tog sin begyndelse for århundreder siden da alle som bekendte sig til kristendommen stadig tilbad Gud i renhed. Apostelen Paulus forudsagde frafaldet fra den sande tilbedelse da han skrev: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ — Ap. G. 20:29, 30.

Efterhånden som tiden gik blev frafaldet fra den rene tilbedelse større. Gamle traditioner, menneskers filosofier, hedenske religioners lære og levevis blev blandet sammen med bibelske sandheder. Denne forplumrede tilbedelsesform der gjorde krav på at være kristen kunne lige så lidt opnå Guds godkendelse som det fordærvede jødiske religionssystem på Jesu tid.

Hvad bør nu den gøre som er opfødt i en af kristenhedens fordærvede religioner? Hvis han holder fast ved at det er forkert at gå over til en anden religion og at han, når han nu engang er opfødt i denne religion, også bør dø i den — hvori adskiller han sig så fra medlemmerne af den jødiske religion der nægtede at lytte til Kristus og gå over til den rene tilbedelse af Gud? Han har ikke mere grund til at tage det for givet at hans religion er den sande, den Gud godkender, end den tids jøder. Han må skaffe sig vished om spørgsmålet ved at studere Bibelen.

De som blev kristne i det første århundrede og fik stillet den guddommelige gave, det evige liv, i udsigt var dem som lyttede til hvad Kristus og hans efterfølgere havde at sige. De vendte ikke det døve øre til. Som beboerne i Berøa tog de „imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således“. (Ap. G. 17:11) Det samme må alle de gøre som i dag ønsker at opnå Guds godkendelse.

Den som forstår at vurdere sit forhold til den Allerhøjeste er villig til at skifte religion hvis han bliver overbevist om at den religion han dyrker ikke kan stå mål med Bibelens alen. Det er kun ved at foretage en forandring at han kan undgå at få en ugunstig dom.

At det er rigtigt at gå bort fra kristenhedens urene religioner ses af den guddommelige befaling: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ (Åb. 18:4) Vend ikke det døve øre til når Jehovas vidner kommer til Deres dør. Lyt til hvad de har at sige, og gransk Bibelen for at forvisse Dem om hvorvidt det passer. Deres evige velfærd afhænger af om De træffer et klogt valg i spørgsmålet om hvordan De bør tilbede Gud.