Ægteskab uden for Paradis

 1. Hvad blev følgen af at ægteskabet fortsatte uden for Eden, og hvem af Adams sønner blev stamfader til dem der overlevede Vandfloden?

DET udviste par, Adam og Eva, fortsatte deres ægteskab uden for Edens paradis. Vi kan være sikre på at det fra da af ikke var noget fredfyldt ægteskab. Derude på den forbandede jord begyndte de at sætte børn i verden, børn der var besmittede med synd og som befandt sig i en døende tilstand lige fra fødselen. Adam „avlede sønner og døtre“. (1 Mos. 4:1; 5:4) I tidens løb blev nye ægteskaber indgået. Adams voksne sønner giftede sig med Adams voksne døtre. Således berettes det at deres førstefødte søn, Kain, „kendte sin hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok“. Bibelen nævner seks generationer efter Kain, der levede afsondret „i landet Nod østen for Eden“. (1 Mos. 4:16-24) Kain havde en yngre broder ved navn Set. Den nuværende menneskeslægt kan føres tilbage til Set, ikke til Kain, hvis efterkommere alle blev udslettet i Vandfloden. Blandt Sets efterkommere kan nævnes profeten Enok, samt Noa der byggede arken hvori otte menneskesjæle overlevede den verdensomspændende vandflod. — 1 Pet. 3:20; 2 Pet. 2:5.

 2. Hvem indførte polygami, og hvordan gik det til at ulydige „gudssønner“ indgik ægteskab med menneskedøtre?

² Om Noas dage før Vandfloden fortæller Jesus Kristus os at folk „åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken“. (Matt. 24:38) Hvordan disse ægteskaber var, siger Bibelen ikke noget om. Polygami blev indført af Lemek, en af den onde Kains efterkommere, for Lemek tog sig to hustruer. (1 Mos. 4:19-24) I Noas dage før Vandfloden materialiserede nogle „gudssønner“ fra himmelen sig her på jorden for at gifte sig med de skønne „menneskedøtre“. Det berettes at disse ulydige „gudssønner“ stillede deres begær ved at tage „så mange af dem, som de lystede, til hustruer“; de fik et bastardafkom som kaldtes nefilim, „kæmperne på jorden. Det er heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage“. Hvor mange hustruer disse erotiske „gudssønner“ hver tog sig, og om de berøvede mændene deres ægteviede hustruer fordi disse var så smukke, siger Bibelen ikke noget om. — 1 Mos. 6:1-4.

 3. Hvordan gik det polygamisterne da Vandfloden kom? Hvilken form for ægteskab vil nogle holde fast ved, og således uden afbrydelse føre menneskeslægten ind i det genoprettede paradis?

³ Én ting er sikker: Alle polygamister forsvandt ved Vandfloden, for Noa og hans tre sønner havde kun én hustru hver. Jesus Kristus sagde at forholdene i hans dage, i „endens tid“ for denne onde verden, skulle være som de var i Noas dage; derfor ved vi at ingen bigamister eller polygamister vil få lov til at overleve denne onde verdens ende og komme til at leve i Paradiset under Guds rige. I harmoni hermed har menneskeslægten sit udspring fra én mand der kun havde én hustru; menneskeslægten blev ført igennem Vandfloden ved en monogam mand og hans monogame sønner; under afslutningen på den „nuværende onde tingenes ordning“ vil den heller ikke blive afbrudt men vil blive bevaret ved gudfrygtige mænd, kvinder og børn som holder sig strengt til monogami, ægteskab mellem én mand og én kvinde.

 4. Hvordan viste Gud efter Vandfloden at han godkendte de ægteskaber der ville blive indgået af de overlevendes efterkommere, og hvad får nu dem der forventer at overleve Harmagedon til at ransage deres familieforhold?

⁴ Straks efter Vandfloden velsignede Jehova Gud Noa og hans tre sønner og sagde det samme til dem som han havde sagt til Adam og Eva i Edens paradis: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!“ Han godkendte dermed deres efterkommeres ægteskaber, idet han også sagde: „I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld jorden og gør Eder til herre over den!“ (1 Mos. 9:1-7) I dag, mere end fire tusind og tre hundrede år senere, er folk af den formening at det myldrer af mennesker på jorden og at den er overbefolket. Men ødelæggelsen af denne onde tingenes ordning i den universelle Harmagedonkrig vil i høj grad reducere jordens befolkning, ligesom Vandfloden gjorde det. Alle som har indviet sig til Gud og som ser frem til at glæde sig over et ægteskabeligt liv i det lovede jordiske paradis under Guds rige, ransager nu samvittighedsfuldt deres familieforhold. De ønsker at bringe deres forhold i harmoni med Guds ords regler og normer for moral, ægteskab og skilsmisse.

 5. (a) Hvad er nu i „endens tid“ det store spørgsmål for os i forbindelse med ægteskabsskikke og normer? (b) Kan alle de ægteskabsskikke Gud tillod i fortiden regnes for den norm der skal følges nu?

⁵ I dag er ægteskabsskikke og normer forskellige rundt om på jorden. I de forskellige lande godkender og tillader menneskers love dem muligvis. Men det store spørgsmål i denne kritiske „endens tid“ er: Godkendes de af Jehova Guds nugældende lov? Hvilken lov har Gud sat for ægteskab nu i denne „endens tid“? I flere hundrede år før Kristus tillod og forordnede Gud visse ægteskabsskikke blandt sine udvalgte tjenere, men i dag kan vi ikke regne disse for den norm der skal følges af ægtepar som nu ønsker at være Gud til behag. Lad os se lidt nærmere på disse skikke.

 6. Hvordan søgte Abrahams hustru, Sara, at opveje sine mange års ufrugtbarhed, og godkender Gud en sådan udvej i dag?

⁶ Fire hundrede år efter Vandfloden levede Jehovas ven, patriarken Abraham, som var gift med én kvinde, Sara. Da han var femogfirs år gammel og Sara femoghalvfjerds, havde de endnu ingen børn, for Sara var ufrugtbar. Sara besluttede at adoptere et barn. Med dette for øje gav hun Abraham sin ægyptiske trælkvinde Hagar, for at han med hende kunne avle den ønskede søn. Hagar fødte en søn som fik navnet Ismael og Sara adopterede dette barn som sit eget. Der siges intet om at Abraham i de næste femten år betragtede Hagar som en medhustru. I vor tid godkender Gud imidlertid ikke en sådan udvej for en ufrugtbar kvinde, ej heller godkender han kunstig befrugtning. Selv om Gud lovede at velsigne Ismael og gøre ham til et stort folk, anerkendte han dog ikke denne adopterede søn som Abrahams arving. Sara skulle selv være moder til arvingen.

 7. (a) Hvordan viste Gud at Abraham ikke havde behøvet at tage en medhustru for at kunne lade Guds velsignelse angående Sæden gå i arv til en søn? (b) Er Guds tjenere berettigede til at have flere hustruer i de lande hvor dette er skik og brug?

⁷ Flere år senere genoplivede den almægtige Gud Abrahams og Saras evne til at få børn, og ved et mirakel lod han Abraham få en søn ved Sara da hun var halvfems og han hundrede år. Abraham havde i virkeligheden ikke behøvet at tage en medhustru for at få en mandlig arving til Guds pagtsløfte om en sæd hvorigennem alle jordens slægter skulle velsignes. Nogle år senere forlangte Sara indstændigt at medhustruen Hagar og hendes søn Ismael skulle jages bort fra hjemmet. Gud billigede dette, og Abraham adlød Guds tilkendegivne vilje; Hagar og Ismael blev sendt bort for aldrig at vende tilbage. (1 Mos. 16:1 til 21:21; Gal. 4:22-31) Selv om det i mange lande er tilladt og en anerkendt skik at en mand ikke alene har en lovformelig ægtefælle men også flere medhustruer, er det ikke noget Jehova Gud godkender blandt sine tjenere i dag.

 8. (a) Hvis eksempel fulgte Abrahams søn Isak med hensyn til ægteskab? (b) Hvilken stor sandhed kunne Isak derfor billedligt fremstille?

⁸ Saras eneste barn, Isak, holdt sig til en hustru. Han fulgte det guddommelige eksempel som sattes både af de to mennesker i Edens paradis og af dem der overlevede Vandfloden, Noa og hans tre sønner. Og Rebekka var endda ufrugtbar i tyve år før hun fødte tvillingerne Jakob og Esau. (1 Mos. 25:19-26) På denne måde tjente Isak trofast Guds hensigt ved billedligt at fremstille at Guds søn, Jesus Kristus, kun skulle have én åndelig brud, nemlig Guds sande kristne menighed bestående af 144.000 trofaste efterfølgere, som Gud adopterer som sine åndelige børn. (Gal. 4:28-31) Apostelen Paulus havde bragt sandheden om Kristus til de kristne i Korint, og til disse børn af Gud skrev han: „Jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med een mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus.“ — 2 Kor. 11:2.

Flere hustruer samtidig

 9. (a) Hvilken ordning traf Jakob for at få en hustru hos sin onkel Laban? (b) Hvilken synd beskyttede Jakobs inderlige kærlighed til Rakel ham imod?

⁹ Af Isaks tvillingesønner var Jakob den der af Gud var valgt til at modtage det guddommelige løfte til Abraham om at alle jordens slægter skulle velsignes ved Guds „kvindes“ sæd. Jakob ønskede at være som sin fader Isak og kun have én hustru, Rakel, hans morbroder Labans datter. Selv om Jakob var en slægtning til Laban fik han ikke Rakel uden at måtte betale en pris for hende. Jakob sagde derfor til Laban: „Jeg vil tjene dig syv år for din yngste datter Rakel.“ Laban accepterede, og Jakob tjente syv år for Rakel. „De syntes ham kun nogle få dage, fordi han elskede hende.“ Det var ikke så meget det at Jakob var så forelsket at han slet ikke tænkte på den lange tid; nej, han elskede Rakel så højt at syv års hårdt arbejde forekom ham en ringe pris for en så vidunderlig pige. Jakobs inderlige kærlighed til Rakel beskyttede ham imod umoralitet. I de syv år han tjente for Rakel bevarede han sin jomfruelighed, ligesom hun bevarede sin, for at kunne være moralsk ren når han giftede sig med hende.

10. Hvordan var Jakob i denne henseende et eksempel for vor tids kristne?

¹⁰ I denne henseende var Jakob et eksempel for vor tids kristne. Hvor mange af de mænd som hævder at være indviede kristne, ville i dag være villige til at betale for deres brud med syv års hyrdegerning eller andet hårdt arbejde, og dog synes at det var billigt? Hvor mange ville have moralsk styrke til at bevare deres jomfruelighed, eller enlige stand, gennem en syvårs forlovelsesperiode, for i kyskhed og renhed at kunne forenes med deres brud eller brudgom? Med en forlovelsestid på mindre end syv år skulle alle indviede kristne respektere forlovelsen, ligesom Jakob gjorde det, og bevare en god moral.

11. (a) Hvad så Jakob frem til da han efter syv års arbejde forlangte at hans onkel Laban skulle give ham Rakel? (b) Hvordan havde hans tvillingebroder Esau vist manglende respekt for sine forældre og for Abrahamspagten da han giftede sig?

¹¹ Ved udløbet af forlovelsestiden sagde Jakob til sin morbroder Laban: „Giv mig min hustru, nu min tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!“ (1 Mos. 29:18-21) Nu havde Jakob ret til at forlange Rakel til hustru, ikke blot for at kunne dele ægtesengen med hende, men for at kunne indrette sit eget selvstændige hjem og stifte familie, i betragtning af at han nu var fireogfirs år og desuden retmæssig arving til Abrahamsløftet. Jakobs tvillingebroder Esau havde på dette tidspunkt været gift i firreogfyrre år. Han var en ubehersket, dristig jæger, en mand der lod sig beherske af lidenskaber. Hans forældre frygtede Jehova Gud og nærede respekt for Abrahamspagten, men stik imod deres ønske giftede Esau sig med to hetitter, ikke-troende kvinder i landet han boede i. „Det var Isak og Rebekka en hjertesorg.“ Egenrådigt og med overlæg blev Esau polygamist. I en alder af syvoghalvfjerds år tog han en tredje hustru, en af sine kusiner, en datter af Ismael. (1 Mos. 26:34, 35; 28:8, 9) Dette skete samtidig med at hans tvillingebroder Jakob begyndte at arbejde af på den brudekøbesum han skulle betale for at få Rakel, en kvinde som havde tro på Jehova, Abrahams og Isaks Gud.

12, 13. Hvordan var Jakob ufrivilligt blevet polygamist?

¹² Jakob blev ikke forsætlig polygamist for at efterligne sin broder Esau. Oprindelig havde Jakob ikke tænkt sig at leve i polygami. Den eneste kvinde han ønskede var Rakel. Men da bryllupsaftenen kom, førte Laban Rakels søster Lea, skjult bag et tæt slør, til Jakob og gav ham hende til hustru. Næste morgen blev Jakob klar over at han havde haft forbindelse med Lea, ikke Rakel.

¹³ Hvorfor havde Laban narret sin svigersøn på denne måde? Fordi Lea var ældre end Rakel, og hendes fader, Laban, forsvarede sin handling ved at fremføre at det ikke var landets skik at bortgifte den yngste datter før den førstefødte. Laban lod sin trælkvinde Zilpa følge med Lea, for at hun kunne tjene som Leas trælkvinde og Jakobs medhustru, om dette skulle blive tilrådeligt. Men Jakobs kærlighed gjaldt kun én. Han ønskede stadig Rakel. Så foreslog Laban at Jakob skulle arbejde endnu syv år som betaling for Rakel. Det gik Jakob ind på.

14. Hvornår fik Jakob Rakel til hustru, og hvordan viste Jehova Gud om han godkendte eller misbilligede Jakobs polygami under disse omstændigheder?

¹⁴ Ved slutningen af den ugelange bryllupsfest for Jakob og Lea, gav Laban Jakob Rakel til hustru, og Jakob begyndte at betale af på brudekøbesummen med hårdt arbejde. I kærlighed til Rakel holdt han sin kontrakt. Han arbejdede hele prisen af og syntes stadig at den elskede Rakel var langt mere værd. Laban gav også Rakel en trælkvinde. (1 Mos. 29:9-30) Vi ser således at det skyldtes et bedrag at Jakob kom til at leve i polygami. Imidlertid var det to søstre som frygtede Jehova han giftede sig med, og Jehova gav ikke udtryk for mishag derover. Tværtimod velsignede han Jakob med tolv sønner og en datter ved disse to søstre og deres trælkvinder.

15. (a) Måtte en israelit gifte sig med sin hustrus søster? (b) Hvordan fulgte kong Salomon Esaus eksempel, men hvilken befaling havde Gud i sin visdom udstedt angående Israels fremtidige konger?

¹⁵ Senere, da Jehova Gud organiserede disse tolv sønner og deres familier til Israels folk og førte dette folk ud fra trældom i Ægypten, tillod Jehova stadig polygami iblandt dem. Men han forbød en israelit der havde flere hustruer at ægte sine hustruers søstre så længe hustruerne levede. Han pålagde dem: „Søster må du ikke tage til søsters medhustru, så længe søsteren lever, så du blotter både den enes og den andens blusel.“ (3 Mos. 18:18) Den største polygamist i Israels (men ikke i hele verdens) historie, var kong Salomon af Jerusalem: „Han havde 700 fyrstelige hustruer og 300 medhustruer, og hans hustruer drog hans hjerte bort“ fra tilbedelsen af Jehova som den eneste levende og sande Gud. Dette skete fordi Salomon fulgte Esaus eksempel og tog sig fremmede hustruer, deriblandt en datter af Ægyptens farao. (1 Kong. 11:1-3) I sin visdom havde Jehova Gud lang tid forinden udstedt en befaling angående Israels fremtidige konger: „Heller ikke må han have mange hustruer, for at hans hjerte ikke skal forledes til frafald, . . . han [skal] skaffe sig en afskrift af denne lov hos levit præsterne; og han skal have den hos sig og læse i den alle sine levedage, at han kan lære at frygte [Jehova] sin Gud.“ — 5 Mos. 17:17-19.

16. Nok tillod Gud polygami i Israel, men hvad gjorde han samtidig?

¹⁶ Gud tillod altså polygami i det gamle Israel, men han fastsatte love til beskyttelse af polygamistens første hustru såvel som de andre hustruer og deres børn. (5 Mos. 21:15-17) Polygami tjente uden tvivl det formål at frembringe en stor befolkning i det kødelige Israel.

17. Hvordan forholdt det sig med polygami i Israel på Jesu tid, og hvilken standard fastholdt Jesus i spørgsmålet om ægteskab mellem hans efterfølgere?

¹⁷ Da Israel i det første århundrede før den kristne tidsregning kom under de verdensbesejrende romeres styre, var der efterhånden ikke så mange polygame ægteskaber blandt israelitterne eller jøderne. The Jewish Encyclopedia (bind VIII, side 336) siger: „Monogami var det almindelige blandt jøderne i romertiden, men der var tydeligvis undtagelser.“ Ifølge den lov israelitterne havde fået gennem Jehovas profet Moses, kunne de jøder som stadig hævdede at være under denne lov, føle sig frie til at praktisere polygami, ligesom deres fjerne slægtninge, de arabiske muhamedanere, gør. I skarp modsætning hertil fortalte Jesus Kristus sine efterfølgere hvad der var Guds vilje med dem ifald de ønskede at gifte sig: de skulle følge det eksempel som blev sat i Paradiset. Jesus Kristus, Guds søn, var fuldkommen og syndfri. I spørgsmålet om ægteskab mellem mennesker fastholdt han den standard som gjaldt for den fuldkomne mand i Paradiset, at en mand kun har én levende hustru. (Matt. 19:1-9) Det er den eneste form for ægteskab der vil blive tilladt i det paradis som snart vil blive oprettet under Guds rige.

18. Hvorfor skulle en tilbeder af Jehova ikke modsætte sig at hans hustru koster ham noget, og hvilken hustru kan betragtes som „fra Jehova“?

¹⁸ Før kong Salomon, som havde mange hustruer, faldt fra den rene tilbedelse af Gud, skrev han følgende: „Har man fundet en god hustru? Da har man fundet noget godt og man opnår god vilje fra Jehova.“ (Ordsp. 18:22, NW) „Hus og gods er arv efter fædre, en forstandig hustru er fra [Jehova].“ (Ordsp. 19:14) En tilbeder af Jehova Gud skulle derfor ikke modsætte sig at hans hustru koster ham noget, hverken før eller efter brylluppet, og især ikke hvis der er tale om en hustru der giver anledning til at han opnår god vilje fra Jehova, en hustru han kan betragte som „fra Jehova“ fordi hun har overgivet sig til Gud i en fuldstændig indvielse og i udelt hengivenhed.

19. Hvilke eksempler på betaling af en brudekøbesum omtales i Bibelen?

¹⁹ I bibelsk tid var det skik blandt Guds udvalgte folk at betale en brudekøbesum, hvilket var den første omkostning ved at få en hustru. David, der fældede kæmpen Goliat, betalte to hundrede filisterforhuder for sin hustru Mikal, kong Sauls datter. (1 Sam. 18:20-27) Profeten Hoseas betalte femten sekel sølv og en homer og en letek byg for sin hustru. (Hos. 3:1-3) Jesus Kristus betalte for sin åndelige brud ved at ofre sit eget liv. (Ef. 5:25, 26) Og Eva kostede Adam et ribben. — 1 Mos. 2:21, 22.

20, 21. Hvilken bekostelig bryllupsskik for brudens fader eksisterer stadig visse steder, og hvilke eksempler kan vi hente i Bibelen?

²⁰ Denne gamle skik at betale en brudekøbesum findes stadig mange steder på jorden i dag. Andre steder er det skik og brug at faderen giver sin datter en medgift, det vil sige penge, løsøre eller fast ejendom som kvinden overdrager brudgommen ved brylluppet. Dette er bekosteligt for hendes fader. I gammel tid var dette praksis i Israel. Tænk på Kaleb, Josuas følgesvend da Kana’ans land blev udspejdet. Til trods for sin alder fik han lov til at drage over Jordan og ind i det forjættede land, Palæstina, efter at Josua havde efterfulgt Moses som folkets anfører. Kaleb måtte underlægge sig sin del af landet. Han lovede at give sin datter Aksa til den mand som indtog den fjendtlige by Kirjat-Sefer. Hans nevø Otniel indtog den. Da Aksa blev givet til Otniel som hans hustru, bad hun sin fader Kaleb om en afskedsgave foruden den medgift hun havde fået. Foruden et stykke jord i Sydlandet gav Kaleb hende derfor de nødvendige vandkilder. — Jos. 15:13-19, NW.

²¹ Farao, Ægyptens konge, bortgiftede sin datter til kong Salomon. Som „afskeds gave“ eller medgift gav Farao sin datter byen Gezer, som kong Salomon genopbyggede. (1 Kong. 9:16, 17) En medgift er ikke en slags betaling som en fader giver en mand for at gifte sig med hans datter, men den er en materiel støtte til den mand der gifter sig med hende. Det skåner hende for udelukkende at være til udgift for sin mand.

22. (a) Blev brudekøbesum og medgift afskaffet for den kristne menighed på pinsedagen år 33 e. Kr., og hvormed begrunder du dit svar? (b) Hvilken ægteskabelig standard må kristne følge i dag, overensstemmende med Guds nye pagt?

²² Da den kristne menighed blev oprettet på pinsedagen år 33 e. Kr., var de første medlemmer jøder, eller troende som var blevet jødiske proselytter ved omskærelse. I tre og et halvt år bestod den kristne menighed udelukkende af jøder og proselytter. Disse jøder overførte til en vis grad deres ægteskabsskikke til kristendommen. Selv deres Leder, Jesus Kristus, benyttede jødiske bryllupsskikke når han skulle illustrere sine taler med lignelser. (Matt. 22:1-14; 25:1-13; Luk. 12:35-40) Nogle af jødernes ægteskabsforordninger afskaffedes naturligvis da Jehova indgik den nye pagt med den kristne menighed, selv om han havde indført dem og stadfæstet dem i den lov han gav jøderne ved Moses. Men der findes ingen beretning om at brudekøbesum og medgift blev afskaffet eller forbudt blandt de kristne, ej heller bryllupsfester. Jehovas nye pagt indførte imidlertid i den kristne menighed den fuldkomne ægteskabelige standard som Jehova selv havde sat for den fuldkomne mand og kvinde i Edens paradis. Vi kristne må følge den samme standard i dag.