Kærligheden er barmhjertig — er du?
HVOR langt vil en bil kunne køre uden olie? Inden længe vil gnidningsmodstanden bevirke at de ædlere dele i motoren brænder sammen. Olien kan ikke undværes, for den eliminerer eller mindsker gnidningsmodstanden.
I samkvemmet mellem mennesker er der brug for et middel som kan eliminere eller mindske gnidningerne som opstår i det daglige liv. Et sådant middel er kærligheden. Kærligheden, som den forstås ud fra Bibelen, er mere end venlige ord, skønt disse også er af væsentlig betydning. Kærligheden udtrykkes i uselviske handlinger. Den er positiv og virksom, ikke negativ og uvirksom. Den bygger op; den river ikke ned. Fordi denne kærlighed ikke er til stede i verden, er hele menneskeheden forrevet af livets gnidninger. Samfundet er ophedet til eksplosionsstadiet af had, frygt, splittelser, strid, utryghed og rådvildhed blandt folkene.
Kærligheden er barmhjertig
Barmhjertighed er en af kærlighedens væsentligste sider. En ordbog forklarer barmhjertighed sådan: at vise større venlighed end retfærdigheden kræver, en venlighed ud over hvad der kan forlanges eller ventes; venlig behandling; medlidenhed. Alt heri udtrykker uselviskhed, en side af kærligheden.
Ubarmhjertighed er selviskhed, det modsatte af kærlighed. Optræder et menneske ubarmhjertigt, er det et tegn på at det ikke er villigt til at tilgive. Det forlanger af andre hvad det ikke vil forlange af sig selv. Ubarmhjertighed grænser til had og ligger langt fra kærligheden.
Splinten og bjælken
Da Jesus vandrede på Jorden anvendte han hyppigt lignelser for på en magtfuld måde at lære sine tilhørere hvor nødvendigt det er at vise kærlighed og barmhjertighed, hvilket han vidste folk var tilbøjelige til at glemme. Han så hvordan nogle mennesker rask væk kritiserede andre, mens de overså at de selv var behæftet med fejl. Jesus lagde også mærke til at de mennesker som var så hurtige til at fordømme andre, ofte havde brist der var langt alvorligere end de fejl som de kritiserede hos andre. Hvordan skulle han nu fremstille sagen, så det rigtigt kunne gå op for folk hvor dåragtigt det var at optræde ukærligt og ubarmhjertigt?
Jesus vidste nøjagtig med hvilke ord han skulle behandle dette problem i menneskers opførsel. Han benyttede et ordbillede, en lignelse, der ville gøre et dybt indtryk på tilhørerne og som de sent ville glemme. Han sagde som der står i Mattæus-evangeliet 7:3-5: „Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? Eller hvor kan du sige til din broder: ’Lad mig tage splinten ud af dit øje;’ og se, der sidder en bjælke i dit eget øje. Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.“
Jesus overdrev for at ingen skulle være i tvivl om hvad han mente. Det ville være latterligt hvis den som havde en bjælkeagtig fejl i sin egen personlighed, begyndte at kritisere og fordømme en ubetydelig, splintlignende brist i en andens personlighed. Han skulle hellere bekymre sig om den bjælke han selv gik rundt med og som var synlig for alle og enhver. Han stak til andres ubetydelige fejl men hverken mærkede eller så den bjælke han selv havde i øjet.
Kristne skal kærligt retlede hinanden, så de alle kan formes og dannes efter Kristi mønster. Men enhver som påtager sig at gå i rette med et menneske for alle dets fejl, er en hykler hvis der er noget at udsætte på hans egen ånd og opførsel. Apostelen Paulus udtalte: „Derfor er du uden undskyldning, menneske! hvem du end er, som opkaster dig til dommer; thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok, men handler selv på samme vis.“ (Rom. 2:1) Den forstandige vil begynde med at tage sig selv i øjesyn for at konstatere om han er skyldig i noget der er lige så slemt som eller værre end det han finder galt hos andre. Jesu lignelse viser at når vi retleder andre, skal det ske i kærlighed, i erkendelse af at alle, os selv indbefattet, på et eller andet punkt er langtfra fuldkommenhedens målmærke.
En af grundene til at nogle er så hurtige til ukærligt at kritisere andre, er at de ønsker at undgå at se deres egne fejl. Et menneske kan, for at stive sit eget selv af, tale nedsættende om tredjeperson og på den måde antyde at det ikke ville bære sig ad som den det kritiserer, og at det altså er et betydeligt bedre menneske. Når man skarpt kritiserer andre, kan man jo aflede opmærksomheden fra ens egne brist. Farisæerne på Jesu tid er et eksempel herpå. De hængte sig i små, ubetydelige fejl som nogle begik i forhold til Loven, små, splintlignende bagateller. Men farisæerne gjorde sig skyldige i meget alvorligere forseelser. Om disse ukærlige og selvretfærdige mennesker sagde Jesus: „De siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret, og barmhjertighed og troskab.“ — Matt. 23:3, 4, 23.
De havde en bjælke i øjet, fordi de ikke vidste hvad kærlighed, barmhjertighed, ret og troskab var. Alligevel mente de sig i stand til at kritisere andres fejl, der i sammenligning med deres kun var splinter! Det er lige det samme i verden i dag. Finder ikke nationer, racer, politiske partier, ægtefæller, ja folk i alle livs- og samfundsstillinger det let at fordømme andre på en ukærlig måde, mens de selv er behæftet med de samme eller endog mere iøjnefaldende fejl?
Er man ubarmhjertig over for andre, betyder det at man helt ser bort fra eller ikke erkender en bestemt grundsandhed. Hvilken?
Fælles oprindelse
Hvert eneste menneske på jorden nedstammer fra Adam. Hvilken betydning har det? Romerbrevet 5:12 erklærer: „Synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden, . . . trængte [således] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ Alle uden undtagelse er født i ufuldkommenhed! Ingen kan tænke og handle fuldkomment. Alle er tilbøjelige til at handle uret fordi de har arvet synd og ufuldkommenhed fra Adam. Vi skal derfor ikke forlange det fuldkomne af andre, for vi har ikke selv mulighed for at præstere det fuldkomne. Dog betyder dette ikke at man skal se med ligegyldighed på alvorlige forsyndelser. Jesus gav klare anvisninger på hvilken fremgangsmåde der skulle følges i tilfælde af graverende overtrædelser af Bibelens principper. Anvisningerne står at læse i Mattæus-evangeliets kapitel 18, versene 15 til 17.
Husk at barmhjertighed består i at vise større venlighed end retfærdigheden kræver. Det kan være at vi er hurtige til at gøre gengæld eller forlange fuldkommen retfærdighed når en eller anden irriterer os eller foruretter os. Hvad ville der imidlertid ske hvis Jehova ville fordre fuldkommen retfærdighed? Eftersom Adam af egen fri vilje syndede og derefter fik børn — hvad Gud ikke kan drages til ansvar for — ville fuldkommen retfærdighed så ikke medføre at vi alle måtte dø uden håb om at komme til at leve evigt? Vi er alle født i synd og når derfor ikke op til fuldkommenhedens målmærke. Vi har ikke nogen ret til livet.
Vi har al grund til at være taknemmelige for at Gud er kærlighed, som vi læser i Johannes’ første brev 4:16. Denne kærlighed gør at Jehova forener retfærdighed med barmhjertighed. Han tilvejebragte ved sin søn et løskøbende offer, i kraft af hvilket troende kan vinde liv. Jehova er som en tilgivende fader der mildt og overbærende undlader at tilregne os de forseelser vi gør os skyldige i på grund af vore tilbøjeligheder, såfremt vi da efterligner hans kærlighed og gør hans vilje. „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud.“ — 2 Kor. 1:3.
Hvis vi indser at vi er genstand for Guds kærlighed og barmhjertighed, må vi udstrække kærlighed og barmhjertighed til andre. Hvis vi nu, efter at der er blevet vist os barmhjertighed af Gud, ikke er barmhjertige over for andre, men tværtimod stikler til splinten i vor broders øje og er blinde for bjælken i vort eget, ville det så ikke være retfærdigt af Gud at nægte os sin barmhjertighed? Jesus viste at det ville være tilfældet: „Tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ — Matt. 6:14, 15.
Synderinden
En dag spiste Jesus til middag hos en farisæer. Her havde han atter lejlighed til at forklare hvor påkrævet det er både at modtage barmhjertighed og at vise barmhjertighed, at modtage tilgivelse og selv at tilgive. Beretningen lyder: „Og se, der var en kvinde, som var en synderinde i byen; da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke med salve; og hun stillede sig grædende bag ham, ved hans fødder, og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med salven. Men da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved sig selv: ’Hvis den mand var en profet, ville han vide, hvad slags kvinde det er som rører ved ham, at hun er en synderinde.’“ — Luk. 7:37-39.
I farisæerens øjne stod synderinden langt under ham, og han mente at Jesus skulle have betragtet hende på lignende måde. Jesus læste farisæerens hykleriske tanker. „Da tog Jesus til orde og sagde til ham: ’Simon! jeg har noget at sige dig.’ Han svarer: ’Sig det, mester!’ Så siger han: ’En mand, som lånte penge ud, havde to skyldnere; den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?’ Simon svarede og sagde: ’Jeg tænker den, som han eftergav mest.’ Jesus sagde til ham: ’Du dømte rigtigt.’ Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: ’Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig intet kys; men lige fra jeg kom herind, er hun blevet ved at kysse mine fødder. Du salvede ikke mit hoved med olie; men hun salvede mine fødder med salve. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er hende forladt, siden hun har elsket meget; men den, hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt.“ — Luk. 7:40-47.
Den fromme farisæer led et nederlag. Han tænkte ubarmhjertigt at den syndige kvinde stod langt under ham og ikke havde fortjent hans opmærksomhed. Han viste imidlertid heller ikke Jesus nogen ære. Det gjorde synderinden derimod. Hun havde ikke begået synder som var mere graverende end dem farisæeren havde gjort sig skyldig i, skønt andre havde den opfattelse. Sandsynligvis var det modsatte tilfældet, hvilket Jesus lod farisæerne vide ved andre lejligheder. Men kvinden erkendte at hun trængte til barmhjertighed og tilgivelse. Det var for alvor gået op for hende at hun var en synder. Hun forstod tillige at det var nødvendigt at lade kærligheden komme til udtryk i gerninger. Farisæeren følte ikke behov for nogen af delene. Han mente at han var retfærdig og ikke havde nødig at angre, og derfor ikke behøvede at handle på samme kærlige måde som kvinden. Hans kærlighed til Jesus var ikke så stor som hendes. Han var heller ikke kærlig og barmhjertig over for andre syndere, hvorfor hans synder måtte siges at være større. Jesus sagde til kvinden: „Din tro har frelst dig, gå bort med fred!“ Der siges intet om at Jesus sagde det samme til farisæeren. — Luk. 7:50.
Hvad du bør gøre
Verden i dag er så kærlighedsgold som farisæeren. Dens kolde og ubarmhjertige færd har ført milliarder af mennesker ud i en elendig tilværelse. Verden har sået had. Den kan ikke høste kærlighed. Kort sagt, Jehova vil nægte den sin barmhjertighed, som han har udstrakt til den gennem mere end 4000 år, lige siden Vandfloden i Noas dage. I den universelle Harmagedonkrig vil retfærdigheden ske fyldest når Gud lader alle ukærlige og ubarmhjertige bøde med livet. Denne verden, i hvilken der opstår så mange gnidninger, vil komme ud i en tid med hidtil ukendte vanskeligheder. Mennesker der har vist deres kærlighed ved at være barmhjertige og tilgivende, vil blive skånet og ført ind i en ny verden, hvor Guds kærlige hånd lidt efter lidt vil bringe alle til fuldkommenhed.
Alle mennesker med en retfærdig tankegang vil ønske at se Paradiset genoprettet. Gør du det? Hvis så er, og hvis du ønsker at eje Guds gunst og barmhjertigt at blive beskyttet i den forestående verdenskrise, må du opdyrke kærlighed og lære hvordan du skal vise dine medmennesker barmhjertighed. Det skal ikke bekymre dig om de ikke gengælder dine kærlighedshandlinger. Fortsætter mennesker med at være ukærlige og ubarmhjertige når du viser dem kærlighed, vil de være taberne. De skal stå Jehova til regnskab; men du har vundet hans velbehag fordi du ikke holdt op med at vise kærlighed og barmhjertighed.
Nogle vil der imidlertid være som bliver glade for din kærlighed og barmhjertighed og som vil opnå forståelse af Guds hensigter, i lighed med synderinden. Judas’ brev, vers 22 og 23 siger: „Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod: dem, der tvivler; frels dem, riv dem ud af ilden! Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt, så I afskyr endog den kjortel, som er besmittet af kødet.“
Lykke nu og evigt liv i Guds nye verden opnår man hvis man handler kærligt og barmhjertigt. Jesus sagde: „Salige [lykkelige] er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ Dersom du ønsker at leve evigt på Guds paradisiske jord, skal du være påholdende med kritik men gavmild med kærlighed; sen til at finde fejl; snar til at vise barmhjertighed. På den måde vil du efterligne Gud, for „barmhjertig og nådig er [Jehova], langmodig og rig på miskundhed“. — Matt. 5:7; Sl. 103:8.