Har De en tro — eller tror De blot at De tror?

Tro er påkrævet, men hvad skal man tro på? Skal man tro på selve troen, eller er det Gud og hans ord, Bibelen, man skal tro på?

HAR De nogen sinde hørt nogen sige: „Det betyder ikke så meget hvad man tror, når blot man tror“? De har måske selv sagt sådan? Men ved De at dette netop er hvad nogle af Østens store religioner lærer? De hævder at religiøse læresætninger er uvæsentlige, men at religion, uanset hvilken, i sig selv er nogen godt.

Om denne aktuelle opfattelse har en kendt skribent ved det amerikanske månedsblad Cosmopolitan sagt: „Vi har udviklet et mærkværdigt religiøst begreb, som sociologen Will Herberg kalder ’troen på en tro’.“ Derpå henviser han til bogen This I Believe og bemærker at kun „få, om overhovedet nogen, siger hvad de tror, men alle er inderligt stemt for at tro. Det nærmeste de kommer en konkret udtalelse er bemærkninger som ’jeg tror på mennesker, på en ren, uforfalsket medmenneskelighed’. Andre siger: ’Jeg sætter min lid til den forjættende kendsgerning at verden har føde nok til os alle sammen.’ Nogle forsikrer at de har indviet sig til ’Det store Alt’, til den Magt, den Ånd, det højeste Væsen, den Livgiver, den store Kunstner som de kalder Naturen, Inspirationen eller Gud“.

Men tro på en tro er ingen tro. Tro kan lige så lidt hvile på tro, som vi kan gå oven på vore fødder, eller som en balje kan hvile på sin egen bund uden at der er noget under. Troen på en tro er kun sentimentalt føleri, en formssag. Den er nært beslægtet med lettroenhed og overtro. Hverken troen på en tro, lettroenhed eller overtro er baseret på kendsgerninger eller fornuft. Det er den ægte tro derimod. Det er derfor apostelen Paulus siger at man må have kundskab før man kan tro: „Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? . . . Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.“ — Rom. 10:14, 17.

Det første skridt

Vi tager det allerførste skridt herimod opnåelse af tro når vi betragter kendsgerningerne om det endeløse univers, dets planmæssighed og orden, dets storhed og skønhed, og derefter ræsonnerer over dette vidnesbyrd om en Skaber. Har vi først gjort det, kommer vi til den uomgængelige slutning at Guds „usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de [mennesker, som undertrykker sandheden] er uden undskyldning“ når de fornægter Skaberen, Jehova Gud. — Rom. 1:20.

Gud forlanger imidlertid ikke at vi udelukkende skal basere vor tro på det som hans synlige skaberværk, naturen, åbenbaren om ham. Naturen kan ikke fortælle os hvorfor vi er her på jorden og hvad vor fremtid vil blive. Ej heller kan den oplyse os om hvad Guds navn er, eller give os forståelse af hans retfærdighed, barmhjertighed og kærlighed. Kundskab om dette er langt vigtigere for vor tro, og derfor har Gud forsynet os med en skriftlig beretning derom, nemlig Bibelen. Skal vi behage Gud må vi ikke alene tro at han er til, men også at han „lønner dem, der søger ham“. Vi søger Gud når vi studerer hans ord og stræber efter at bringe vort liv i harmoni med dets retfærdige principper. — Hebr. 11:6.

Det allerførste sted Bibelen nævner ordet tro er dér hvor den omtaler Abrahams. Hvad troede Abraham på? På en tro? Nej, han troede på Gud, på det Gud havde lovet at gøre for ham. Gud gav Abraham et løfte, og Abraham handlede med tanke på dette løfte. Hvordan kunne han gøre det? Jo, han havde kundskab; han vidste at Gud var pålidelig og at han rådede over midler til at opfylde sine løfter, ja endog til at oprejse Isak fra de døde om så skulle være. Det var tro, og på grund af den tro blev Abraham kaldt „fader til alle . . . som tror“ og han fik dette løfte: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ — 1 Mos. 15:6; Hebr. 11:17-19; Rom. 4:11; 1 Mos. 22:18.

Det samme gælder for os. Vi må have kundskab som grundlag for vor tro. Ville vi udbetale penge mod at få en check af en fremmed som vi slet ikke kendte og aldrig havde set før? Naturligvis ikke. Vi ville indhente oplysninger om vedkommende før vi fæstede lid til ham og udbetalte beløbet. Jehova Gud kan vi heller ikke tro på medmindre vi kender ham.

Et studium af Guds ord giver os ikke alene et fornuftigt grundlag for at tro på ham og hans løfter; det hjælper os også til ikke mere at sætte vor lid til svage, ufuldkomne mennesker. Som salmisten vejleder: „Sæt ikke Eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe!“ Og hvorfor ikke? Fordi „hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag“. Det er ligeledes dåragtigt at sætte sin lid til materielt gods. Ikke alene ’gør rigdommen sig vinger som ørnen, der flyver mod himlen [eller, bort]’, men Ordsprogenes bog siger også at „ej hjælper rigdom på vredens dag“, det vil sige Guds vredes dag, der er så nær. De, derimod, som tror på Gud og hans søn og konge, Jesus Kristus, „skal ingenlunde blive til skamme“. — Sl. 146:3, 4; Ordsp. 23:4, 5; 11:4; 1 Pet. 2:6.

Paulus siger at „tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete“. Læg mærke til at tro ikke er noget refleksivt, ikke en tro på troen selv. Den rækker ud over troen selv, til personer og ting. Den er overbevist om ting selv når disse ikke ses; enten fordi den man tror på er ånd og derfor usynlig, eller fordi de ting man tror på stadig hører fremtiden til. Vi kan derfor sige at tro rækker vertikalt, ind i himmelen, hvor den ser Jehova Gud, Jesus Kristus og myriader af åndeskabninger; og at den rækker horisontalt, tilbage til skabelsens begyndelse og fremad til opfyldelsen af Guds løfter i en fjern fremtid: den fuldstændige ophøjelse af Guds navn og den tilendebragte realisering af hans hensigter med jorden og mennesket. Og selve troen, siger apostelen Paulus, er det klare bevis på disse ting. — Hebr. 11:1, NW.

Et fornuftigt grundlag

Guds ord giver os et fornuftigt grundlag for vor tro, idet det åbenbarer Guds navn Jehova og fortæller os at hans vigtigste egenskaber er magt, visdom, retfærdighed og kærlighed. Og ikke alene oplyser Guds ord os om at Gud har disse egenskaber, det giver os også forståelse af hvordan han handler med sine skabninger og til stadighed demonstrerer disse egenskaber så at vi kan have fuld tillid til ham. — Sl. 62:12; 89:15; Ordsp. 2:6; 1 Joh. 4:8.

Jesus tilkendegav at vi også må tro på Guds søn. Han sagde: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Og videre sagde han: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ — Joh. 3:16; 17:3.

Eftersom tro er „den sikre forventning om ting der håbes på“, må vi altså have kundskab om hvilke ting vi kan og bør håbe på. Også her giver Guds ord os den fornødne oplysning. Det forsikrer os at paradisiske forhold vil blive genoprettet her på jorden, og det i verdensomspændende målestok, og at dette genoprettelsesarbejde kan forventes at tage sin begyndelse i vor generation. Når det er sket kan man sige at „der gøres ej ondt og voldes ej men . . . thi landet [jorden] er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. Alle mennesker vil da være forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova, og han „skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere“. Da vil alt i sandhed blive gjort nyt. — Es. 11:9; Åb. 21:4, 5.

Ja, vi har ikke alene naturens bog til at fortælle os om Gud, men også hans skrevne ord, Bibelen. Vi kan derfor skaffe os et solidt grundlag for vor tro, ligesom jøderne i Berøa, der daglig foretog en omhyggelig granskning af Skrifterne for at kontrollere at de ting der forkyndtes for dem i kristendommens navn, virkelig fandt støtte i Guds ord. Med tanke på en sådan granskning skrev apostelen Paulus til Timoteus: „Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ I dette bibelske vidnesbyrd gives der tydeligvis ikke rum for en blot og bar følelsesreligion eller for en tro der er baseret på stemninger. — Ap. G. 17:11; 2 Tim. 3:16, 17.

Troens frugter

Ønsker De at eje en sand og levende tro der er bygget på et solidt grundlag og som vil hjælpe Dem til at frembringe de frugter som må til for at De kan vinde Guds godkendelse og velsignelse? Så skal De søge kundskab fra Guds ord, det vil sige, studere det ved hjælp af det studiemateriale som Gud i sin omsorg har gjort tilgængeligt. Derpå må De handle efter denne kundskab, ligesom den kloge mand der byggede sit hus på klippegrund. Bring deres liv i harmoni med Guds retfærdige krav og kom sammen med mennesker der ønsker at gøre det samme. Benyt også de lejligheder De har til at fortælle andre om det De lærer. Gør De det, beviser De at De har en levende tro; og husk at „den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid“. — 1 Joh. 2:17.