Samvittigheden og lydighed mod myndighederne
1. Hvordan får man størst gavn af at underordne sig myndighederne, og hvem opnår derfor de største fordele?
STØRST gavn af at underordne os de „bestående myndigheder“ som Gud tillader at herske her på jorden får vi hvis vi underordner os dem med det rette motiv. Frygt afholder ikke altid mennesker fra at handle forkert eller fra at modstå de „højere myndigheder“. De mennesker der i alle nationer og lande har det bedste motiv til at underordne sig er de kristne mænd og kvinder der ikke er en del af kristenheden, men som har indviet sig til Jehova Gud og som følger i hans søn Jesu Kristi fodspor. Da de har indviet sig til at gøre Guds vilje vil de ikke stå Guds ordning med hensyn til de „højere myndigheder“ imod. Som borgere i et land overholder de ikke landets lov blot for at undgå den vrede der kan komme til udtryk gennem de højere myndigheder, men de gør det for at leve i overensstemmelse med deres kristne samvittighed, der er blevet oplyst af Guds ord.
2. Hvad er ifølge Romerne 13:5 den tvingende grund til at vi skal underordne os, og hvad er det vi undgår ved at gøre det?
2 I Romerne 13:5 henleder apostelen Paulus opmærksomheden på dette, det bedste motiv, idet han siger: „Der er derfor tvingende grunde til at I underordner jer, ikke alene for vredens men også for jeres samvittigheds skyld.“ (NW) Den vrede som en uret handlemåde vil medføre, udtrykkes direkte af den jordiske „myndighed“. Men eftersom denne myndighed er Guds tjener når den gør det rette, er det også indirekte Guds vrede der kommer til udtryk. Den der tilsidesætter eller modstår de „højere myndigheder“ på jorden sætter sig op imod Guds ordning og fortjener også Guds vrede. Ingen bryder sig om straf; men ved at undgå straf for samvittighedens skyld, undgår de kristne ikke alene vanskeligheder udadtil men også indre bekymringer som følge af en dårlig samvittighed.
3. Hvad viser at det har med samvittigheden at gøre når kristne underordner sig myndighederne, og hvilken form for lidelse undgår de?
3 For sande kristne er frygt ikke det egentlige motiv til at de er ordentlige og lovlydige borgere, men det er deres samvittighed. Når de underordner sig de højere myndigheder sker det altså ikke uden at samvittigheden er med i det. De gør det ikke kun af patriotisme. Eftersom deres samvittighed er blevet oplyst af Guds ord, Bibelen, lader den dem ikke underordne sig de jordiske myndigheder i alle ting, for eksempel ikke når ufuldkomne myndigheders påbud er i modstrid med Guds bud gennem Kristus. Dette kan medføre at de må lide uretfærdigt for myndighedernes hånd; men her kan vi se hvordan samvittigheden for de kristne udgør en tvingende grund, eftersom den driver dem til at adlyde Gud, selv om dette medfører ufortjent straf for dem. Hvis deres samvittighed ikke var oplyst, ville de søge at undgå lidelser fordi det ville være behageligere. Men hvis de for samvittighedens skyld bliver udsat for lidelse fra myndighedernes side, undgår de indre, personlige kvaler; for da vil samvittigheden ikke pine dem.
4, 5. (a) Af hvilken grund skulle kristne være bedre borgere? (b) Hvad viser apostelen Paulus herom, og under hvilken dobbelt påvirkning er de kristne?
4 De kristnes samvittighed vil afholde dem fra at handle uret og tvinge dem til at handle ret, i overensstemmelse med Guds ord. De ønsker ikke at få en dårlig samvittighed ved at gøre noget der er forkert i Guds øjne. Kristne har således i samvittigheden en bremse som verdens mennesker ikke har og som vil hindre dem i at gøre noget forkert. Der er derfor grund til at forvente at de er bedre borgere, selv om de ikke tager del i politik.
5 Samvittigheden minder de kristne om at de ikke er af denne verden og derfor ikke skal blande sig i politik, ikke skal sætte sig i spidsen for en jordisk regering eller være en del af de „højere myndigheder“. (Joh. 17:14-16) Apostelen Peter taler i sit første brev til de kristne om at underordne sig og henleder opmærksomheden på samvittigheden flere gange. Han påpeger at samvittigheden bør være den kraft der afholder de kristne fra at gøre noget forkert eller at blande sig i noget som ikke kommer dem ved. (1 Pet. 2:19; 3:16, 21) En dobbelt kraft, nemlig den kristne samvittighed og frygten for vreden, påvirker således de kristne til at gøre det gode, i overensstemmelse med de af statens love der er gode og retfærdige på grund af den rest af samvittighed der stadig er tilbage i verdens mennesker som en arv fra det første menneske Gud skabte, Adam.
6. Hvad viser alt det foregående med hensyn til de kristnes underkastelse under de „højere myndigheder“?
6 Hvad viser alt dette? At Paulus, da han bød de kristne underordne sig de „højere myndigheder“, ikke mente at de skulle undertrykke samvittigheden eller lade den fare, at de ikke skulle ignorere den når myndighedernes love og Guds ord ikke stemte overens. Guds love er rette, og kristne har ingen grund til at bekymre sig om samvittigheden når de adlyder alle Guds love. Vor samvittighed piner os ikke når vi overholder Guds love og gør hans gerning. Tværtimod godkender den vore handlinger og giver os fred i sindet. Først når vi står over for at skulle underordne os myndigheder uden for Guds organisation træder samvittigheden ind i billedet, og da er der brug for at vor samvittighed er årvågen så vi ikke gør noget der mishager Gud og som er en overtrædelse af hans love.
Hvordan vi betaler de „højere myndigheder“ hvad vi er dem skyldige
7. Hvad forstår vi om de „højere myndigheder“ i betragtning af at Romerne 13:6 kommer ind på at tale om skat?
7 „Af samme grund svarer I jo også skat; thi de er Guds offentlige tjenere der bestandig tjener dette formål.“ (Rom. 13:6, NW) Vi bør altså samvittighedsfuldt betale vor skat. Hvis Paulus ikke havde talt om „højere myndigheder“ uden for den kristne menighed ville han ikke have bragt skatten på bane. Hvorfor ikke? Fordi menighedernes tilsynsmænd og assisterende tjenere ikke pålægger menighedens medlemmer nogen skat som skal tjene til understøttelse af dem. Det styrende råd for den store verdensomspændende menighed pålægger heller ikke nogen skat, og det gør Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab heller ikke. De bidrag som menighedens medlemmer yder er frivillige og bestemt af hvad den enkelte formår. Disse bidrag er ikke skat, og undladelse af at betale dem medfører ikke straf fra de „højere myndigheder“, sådan som tilfældet er med den skat man betaler til dem.
8. Skal Romerne 13:6 opfattes som en parentetisk bemærkning, og hvad anfører skriftstedet som grund for at der skal betales skat?
8 Hverken New World Translation of the Holy Scriptures eller andre bibeloversættelser, gamle eller moderne, sætter ordene „af samme grund svarer I jo også skat“ i parentes, som om de var et indskud eller en sidebemærkning. I virkeligheden leder disse ord direkte ind til den næste sætning, der viser af hvilken grund vi betaler skat. Vi betaler skat for at understøtte de „offentlige tjenere“ som er blevet iklædt myndighed til at gøre godt, til at rose dem der gør det gode og til at straffe dem der gør det onde.
9. Hvorfor er det, i harmoni med Mattæus 22:21, rigtigt af kristne at betale skat? Hvad falder imidlertid uden for deres ansvar?
9 Ingen af Jehovas folk prøver på at snyde i skat. De betaler samvittighedsfuldt deres skat. Det sagde Jesus de skulle gøre, ifølge Mattæus 22:21, selv om de jødiske farisæere troede at de ikke med god samvittighed kunne betale skat til den hedenske kejser. Men det er i overensstemmelse med Jehovas lov at man betaler offentlige tjenere for de tjenester de yder. Skatten går til understøttelse af vore offentlige tjenere, mennesker der yder tjenester som den kristne menighed ikke yder. Hvordan disse „offentlige tjenere“ bruger de offentlige midler er ikke den kristne skatteyders ansvar; det bliver den offentlige tjeners sag. Det er ikke noget vor samvittighed skal føle sig tynget af. Gud har ikke givet Kristi efterfølgere bemyndigelse til at give sig af med regeringsarbejde, lige så lidt som han gav sin søn Jesus Kristus bemyndigelse til det. I denne verden må vi kristne betale skat ligesom alle andre, i stedet for selv at give os af med jordisk regeringsvirksomhed.
10, 11. (a) Hvornår optræder enkeltpersoner som „Guds offentlige tjenere“, og hvornår ikke? (b) Hvorledes yder „offentlige tjenere“ stadig en tjeneste selv om de misbruger deres myndighed?
10 Mennesker af denne verden befrier således de ikke-politiske kristne for et stykke arbejde ved at tage sig af sager som de kristne også nyder godt af i mange henseender. Disse regeringsembedsmænd er således i relativ betydning „Guds offentlige tjenere“, og de tjener et formål der kommer Guds folk til gode mens det søger Guds rige først og koncentrerer sig om at forkynde det. Når disse „offentlige tjenere“ ikke er tjenere længere men bliver undertrykkere, når de bliver selvforherligende diktatorer, og når de forfølger Jehovas kristne vidner, da er de ikke længere Guds offentlige tjenere i disse henseender. Men de er det stadig i nogle henseender!
11 Hvorledes det? Fordi der er andre tjenester som de stadig yder og som vidnerne også får gavn af, skønt de er forfulgte, som for eksempel postvæsen, brandvæsen, vandforsyning, skoler, offentlige transportmidler, vedligeholdelse af gader og veje. Ellers kunne vidnerne slet ikke eksistere under diktaturer og totalitære regeringer og overleve dem. Diktatorerne overlever ikke, men det gør Jehovas vidner!
12. I hvilket øjemed tillader Gud at hans indviede folk undertrykkes, og hvad kommer der ud af dette?
12 For en tid lader Gud sådanne diktatorer og totalitære undertrykkere sidde inde med magten for at prøve sit indviede folks uangribelighed; samtidig tjener det som en prøve på om de fredeligt vil underordne sig de „højere myndigheder“ i verden. Vidnernes trofasthed og udholdenhed under forfølgelse hjælper verdens mennesker til at se vidnernes villighed til at underordne sig og overbeviser dem om deres uskyld. De falske anklagere der satte forfølgelsen i gang bliver gjort til skamme. De viser sig at være ondsindede løgnere.
13. Hvad må Jehovas vidner overlade til de „højere myndigheder“ eftersom de ikke selv deltager i politik?
13 Eftersom Jehovas vidner ikke tager del i politik og ikke søger politiske embeder må de overlade ledelsen af jordiske regeringer til mennesker i verden. Det er Guds vilje at vi benytter disse højere myndigheder til vor gavn og til fremme af den kristne forkyndelse.
14, 15. (a) Hvad benytter vi os af til fremme af vor kristne forkyndelse, og er dette i harmoni med Esajas 31:1-3? (b) Hvorfor ville vi ellers ikke være forpligtet til at betale kejseren noget tilbage?
14 Derfor benytter vi os af den politibeskyttelse disse myndigheder yder, af deres biblioteker, deres transportsystem, deres postvæsen, deres skoler. Vi benytter os af konsulater og ambassader når vi ønsker deres hjælp og beskyttelse i forbindelse med vore afdelingskontorer og missionærhjem. Vi har ret til at gå til udenrigsministeriet og bede det intervenere på vore vegne i andre lande hvor Selskabets ejendom eller dets repræsentanter ikke får den rette behandling. Vi benytter os af domstolene og andre myndigheder når det drejer sig om ægteskab, skilsmisse eller andre sager. Her er ikke tale om at ’gå ned til Ægypten om hjælp’ for at få heste og stridsvogne, det vil sige hjælp til militære formål. — Es. 31:1-3.
15 Hvis denne verdens myndigheder ikke var „Guds tjener til gavn for dig“, ville vi ikke være forpligtet til at betale kejseren noget tilbage. Da Jesus bød de kristne at betale skat sagde han udtrykkeligt at kejseren ikke var Gud, men at kejseren var underordnet Gud eftersom Gud begrænsede den betaling der tilkom kejseren til det man skyldte kejseren. (Mark. 12:17) Så længe Gud lader kejseren og hans landshøvdinger eksistere er de ’tjenere der bestandig tjener det formål’ at gøre ting som kristne ikke har fået bemyndigelse til at gøre.
Giv alle hvad I er dem skyldige
16. Hvad menes der med udtrykket „alle“ i Romerne 13:7, og hvad ville det betyde hvis vi ikke gav dem hvad vi er dem skyldige?
16 I erkendelse af de offentlige tjenester som myndighederne yder Guds folk siger apostelen Paulus videre: „Giv alle hvad I er dem skyldige, ham der kræver skat, skat; ham der kræver tribut, tribut; ham der kræver frygt, frygt; ham der kræver ære, ære.“ (Rom. 13:7, NW) Når Paulus taler om at de kristne skal give „alle“ hvad de er dem skyldige, er det indlysende at han med „alle“ mener Guds „offentlige tjenere“. Det er dem der kræver skat, tribut, frygt og ære. Kristne har ingen ret til at snyde dem for det der tilkommer dem. Ikke at betale dem det man skylder, er uærligt; det er tyveri. Tyve skal ikke arve Guds rige og dets velsignelser.
17. Hvorfor er det ikke uretfærdigt at kristne skal betale skat, og hvilken krig var aldrig blevet til noget dersom Romerne 13:1-7 var blevet fulgt?
17 Det er ikke uretfærdigt af den offentlige tjener at kræve skat. Han har brug for den for at kunne varetage sit hverv og yde sine tjenester. Hvis han kræver for meget i skat, er han uretfærdig, men det er hans ansvar hvad han gør med de penge han har opkrævet for meget. Skatten må betales selv om det er en „beskatning uden repræsentation“, det vil sige repræsentation i regeringen. Det var netop et af de store stridsspørgsmål der førte til den amerikanske uafhængighedskrig 1775-1783. Ifølge det apostelen siger var den amerikanske uafhængighedskrig ikke nogen kristen handling. De tretten britiske kolonier i Amerika hævdede at være kristne, og deres konge var Georg III, som også var den engelske kirkes overhoved. Hvis de tretten britiske kolonier havde fulgt ordene i Romerne, kapitel 13, havde underordnet sig de „højere myndigheder“ og loyalt havde betalt skat og andre afgifter, ville der ikke have været nogen amerikansk uafhængighedskrig.
18. Hvilken mulighed kunne der med tiden have vist sig for de tretten kolonier, og hvad kunne man religiøst set have undgået?
18 Så ville der naturligvis heller ikke have været noget der hed Amerikas forenede Stater i dag. Kolonierne kunne have opnået samme uafhængige stilling i det britiske statssamfund som Canada, og det uden blodsudgydelse. Det ville ikke have været nødvendigt for kolonierne at gøre oprør mod den som af mange kolonister blev anerkendt som den engelske kirkes overhoved, nemlig Georg III, og det ville heller ikke have været nødvendigt for oprørerne at oprette deres egen uafhængige episkopale kirke i 1789, den protestantiske episkopale kirke.
19. Hvad kunne der ud fra den samme betragtning have gjort sig gældende for den nyere tids Rusland? På hvilken måde har kristenheden vist at den kun har gudsfrygts skin?
19 På samme måde kan man sige at hvis det russiske folk, der betragtede zar Nikolaj II som den russiske ortodokse kirkes beskytter, havde handlet som kristne og havde adlydt apostelens formaninger i Romerbrevets trettende kapitel, ville der ikke have været nogen russisk revolution i 1917, og der ville ikke have eksisteret nogen Sovjetunion eller nogen kommunistisk trussel i dag. Kristenhedens præster og prædikanter har altid lært at den øvrighed der omtales i Romerne 13:1 er denne verdens politiske øvrigheder. Dog har mange lande i kristenheden oplevet voldsomme politiske revolutioner med megen blodsudgydelse. I denne henseende har kristenheden vist at den kun har „gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft“. (2 Tim. 3:5) Og præsteskabet er ikke uden skyld i dette.
Tribut, frygt, ære
20. (a) Hvad mener Paulus med udtrykket „tribut“? (b) Hvad opvejer det beløb som en stat kan fritage religiøse organisationer for at betale i skat på deres ejendom?
20 Den tribut Paulus taler om at man skal betale, er ikke en mundtlig anerkendelse eller hyldest. Det er noget materielt. Den heromtalte tribut var en skat eller afgift, især told på visse handelsvarer. (Matt. 17:24-27) Som den førnævnte skat betales denne tribut heller ikke inden for den kristne menighed, men har forbindelse med de „højere myndigheder“ i denne verden. I nogle lande kræver myndighederne ikke skat af kirkeejendom, men indrømmer alle religiøse organisationer, uanset hvilken retning de tilhører, fritagelse for at betale skat. Det er et privilegium menigheden har, og den bør benytte sig af denne foranstaltning så den kan bruge alle sine midler til religiøse formål. Der er ganske vist nogle mennesker i verden der betragter kirkernes fritagelse for at betale skat som en forening af stat og kirke. Men hvis den kristne menighed ikke betaler skat af religiøs ejendom der ikke anvendes til kommercielt brug, da er det ikke en overtrædelse af apostelen Paulus’ formaning. Menighedens medlemmer må imidlertid betale skat eller tribut af deres personlige ejendom og de varer de selv forbruger.
21, 22. (a) Siger Romerne 13:7 at vi skal nære „frygt“ for offentlige tjenere? (b) Hvilken slags frygt er der tale om, og i hvilken udstrækning skal kristne vise den?
21 Efter disse ting af materiel og økonomisk art nævner Romerne 13:7 nu ting af psykologisk art, idet der siges: „Ham der kræver frygt, frygt.“ Menes der hermed frygt for denne verdens offentlige tjenere? Ja; for som vers tre siger: „De styrende er genstand for frygt“ for den onde gerning, og i vers fire siges der at hvis nogen gør det onde, da bør de frygte.
22 Den frygt vi nærer for disse herskere eller offentlige tjenere er frygten for at gøre noget ondt, hvorved vi kunne pådrage os deres vrede eller udsætte os for straf fra dem. Vi viser vores frygt for dem ved ikke at gøre noget der er forkert og ved at være lovlydige undersåtter eller borgere. Hvis frygt skal vises herrer, ægtemænd, dommere, politi og andre embedsmænd, hvorfor så ikke de politiske herskere? (1 Pet. 2:18; 3:1, 2; 3:15; Ef. 5:33) Det er ikke en kujonagtig frygt, der kunne afholde os fra at forkynde Guds rige, men det er en behørig og sund respekt for den magt den politiske myndighed har til at eksekvere sine domme. Vor frygt for dem er begrænset til det område inden for hvilket de kan udstrække deres magt. Uden for dette område har vi ikke nødig at frygte dem. Deres magtområde er alene begrænset til ting og forhold i dette liv, i denne dødsdømte tingenes ordning.
23. Hvorfor vil den frygt vi udviser over for offentlige tjenere ikke forhindre os i at frygte Jehova med et udelt hjerte?
23 Dette tager ikke noget fra den frygt vi skal nære for Gud og forhindrer os ikke i at frygte ham med udelt hjerte. (Sl. 86:11) Vi skal frygte ham i langt flere henseender end vi skal frygte de „højere myndigheder“ som Gud lader eksistere for en tid. Når vi underordner os dem gør vi det i virkeligheden som for Gud, for det er hans ordning. Vi ønsker at leve evigt i Guds nye verden, hvor de nuværende højere myndigheder ikke vil få lov til at eksistere. Vi ønsker derfor ikke at vække Guds mishag, for han kan afskære os fra livet ved at nægte os en opstandelse fra de døde. — Matt. 10:28, NW.
24. Hvorfor skylder man at ære offentlige embedsmænd, og hvorledes foregik Paulus os med et eksempel i denne retning?
24 Foruden frygt skylder vi også at vise noget andet. Romerne 13:7 siger: „Ham der kræver ære, ære.“ Den ære der vises offentlige embedsmænd vises dem ikke på grund af det de er i sig selv. Den vises dem på grund af det de repræsenterer i folks øjne. En konge repræsenterer et land eller et imperium, en guvernør eller landshøvding repræsenterer en stat eller en provins, en borgmester, en by. Denne pligt til at vise embedsmænd behørig ære tillader os at tiltale politiske embedsmænd med deres titler og er ikke i modstrid med den unge Elihus ord i Job 32:21, 22. (NW) Da Paulus stod over for landshøvdingerne Feliks og Festus og kong Herodes Agrippa II viste han dem behørig ære, enten ved at tiltale dem med deres titler eller ved at anerkende deres gode regentskab. — Ap. G. 24:10; 26:1-3, 24-29.
25. Hvilken form for ære viser vi de „højere myndigheder“, og har ære og frygt lige stor vægt?
25 Det er kun en relativ ære vi viser de „højere myndigheder“. Hvem ønsker kun at blive frygtet og betragtet med rædsel? Myndighederne gør det ikke. Men frygt har større vægt end ønsket om at ære. Det fremgår for eksempel af befalingen i Første Peter 2:17: „Frygt Gud, ær kongen!“ Den kristne ægtemand viser sin hustru ære som det svagere, kvindelige kar; men hustruen får af apostelen befaling til at frygte sin mand som sit overhoved og sin herre. (1 Pet. 3:1, 5, 6; Ef. 5:33) Børnene skal ære deres forældre. (Ef. 6:1-3) Den kristne menighed må vise trængende enker ære ved at drage omsorg for dem. (1 Tim. 5:3) Vi kan således ikke komme uden om at vi må vise mennesker ære, både inden for og uden for den kristne menighed.
26. Skal man ære højtstående gejstlige i kristenheden ved at tiltale dem med titler?
26 Men med hensyn til at ære højtstående gejstlige personer i kristenheden eller jødedommen ved at give dem smigrende titler, da lyder Jesu befaling: „Men I skal ikke lade jer kalde ’rabbi’; thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ’fader’; thi kun én er jeres Fader, han som er i Himlene. Ej heller skal I lade jer kalde ’førere’; thi kun én er jeres fører, Kristus.“ (Matt. 23:8-10) Vi skylder ikke at vise religiøse personer en ukristen ære.
Kærlighedens evige gæld
27. Hvorfor skal man undgå at skylde nogen noget?
27 Det er ikke godt ikke at betale sin gæld; det er uærligt og kan skaffe os mange vanskeligheder. For yderligere at vise os vore pligter over for denne verdens „højere myndigheder“ siger Romerne 13:8: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre; thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven.“
28. Hvor langt skal vi gå med hensyn til at betale det vi skylder offentlige tjenere?
28 Vi har derfor ikke lov til at unddrage regenterne og de offentlige tjenere det vi skylder dem. Vi må betale for de tjenester regeringen yder os. Så langt har vi lov til at støtte og yde bidrag til de verdslige regeringer vi har over os i de forskellige lande. Men vi kan ikke tage noget fra den højeste Gud og give det til de „højere myndigheder“, for det er noget som de ikke har ret til at bede os om. I deres krav til os begrænses de af Guds befalinger til os hvis vi har indviet os til at gøre hans vilje.
29. (a) Hvilken gæld får vi aldrig helt betalt? (b) Hvilken vigtig faktor gør at vi ikke står i gæld til de „højere myndigheder“, og hvad vil vi ikke tillade dem at lære os eller lade dem tvinge os til at gøre?
29 Som kristne bør vi ikke skylde de verdslige myndigheder noget, men vi bør straks betale det vi har pligt til at betale. Det bevarer den kristnes gode samvittighed. Den eneste gæld vi skulle føle at vi aldrig helt får betalt er den at vise andre kærlighed. Vi skylder ikke de „højere myndigheder“ vort liv. Hvis vi ydermere har fulgt Kristi eksempel og indviet vort liv til Gud og symboliseret dette ved vanddåben, kan vi ikke give de verdslige myndigheder vort liv. Vi skylder ikke dem vort liv. Skat, tribut, frygt, ære, ja, men ikke vort liv, som vi har givet til Gud og som vi skylder ham. Hvis vi gav de verdslige myndigheder vort liv, kunne vi heller ikke opfylde den evige pligt vi har til at elske andre, for kun levende mennesker kan vise kærlighed. Såvel kærlighed som had forgår når døden indtræffer. (Præd. 9:4-6) Kærlighed er den eneste gæld som levende ikke kan komme ud af. Så længe vi lever, skylder vi at vise andre kærlighed; vi skal elske vor næste, ifølge Guds befaling. Vi kan ikke lade verdslige myndigheder lære os eller tvinge os til at hade andre og lidt efter lidt påvirke os i en sådan retning at vi går med til at gøre andre ondt.
30. Hvis lov opfylder næstekærligheden, og hvor længe skal man vise næstekærlighed?
30 De verdslige myndigheders love vil forgå med dem i Harmagedon, men Guds lov vil blive stående og have gyldighed til evig tid. Det er derfor vi må vedblive med at vise kærlighed. „Thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven.“ Det vil sige Guds lov, ikke de „højere myndigheders“ lov. Jesus sagde at det næststørste af Guds bud til os var: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — Matt. 22:35-39.
31. Når Paulus går ind på at drøfte emnet kærlighed, hvad viser det så med hensyn til vor underkastelse under de „højere myndigheder“?
31 Det viser sig at vor underkastelse under de „højere myndigheder“ i verden kun er relativ og ikke fuldstændig, og at den ikke forpligter os til at se bort fra Guds lov. Hvis vi underordnede os de verdslige myndigheder i alle ting, ville vi i mange tilfælde ikke adlyde Guds lov; vi ville hverken vise Gud eller vor næste kærlighed, og vi ville skade vor kristne samvittighed.
32. Hvordan kan vi af Romerne 13:9 forstå hvilken lov der er tale om, og hvorledes begrænser det vor underkastelse under myndighederne?
32 Den lov der er tale om i Romerne 13:8 er Jehova Guds lov. Dette fremgår af de ord der følger umiddelbart bagefter: „Thi det: ’Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Rom. 13:9) Hvis de „højere myndigheder“ forlangte at vi skulle dræbe eller deltage i en aktion der er foranlediget af begær efter andres ejendom og altså har til formål at stjæle hvad der tilhører andre eller at tiltvinge os det med magt, kan vi følgelig ikke underordne os dem i så henseende. Alt dette er en direkte overtrædelse af Guds lov, der kræver at vi elsker vor næste. I krigstid kræver de „højere myndigheder“ imidlertid at deres undersåtter gør noget som, hvis de gjorde det i fredstid, ville nedkalde de samme myndigheders straf over dem.
33. Hvad vil kærligheden til vore medmennesker afholde os fra, og hvad vil det forskåne os for fra myndighedernes side?
33 Hvis vi elsker vor næste vil vi ikke gøre os skyldige i umoralitet eller nogen anden overtrædelse der kunne nedkalde de politiske herskeres, de offentlige tjeneres, de højere myndigheders vrede og straf over os, og de vil ikke have nødig at bruge „sværdet“ imod os.
34. Hvordan belyser Paulus med sit citat fra Guds lov omfanget af vor underkastelse under myndighederne?
34 Den lov som apostelen Paulus citerede fra er den lov som Jehova Gud gav gennem Moses. (2 Mos. 20:13-15, 17; 3 Mos. 19:18; Matt. 22:39, 40) Ved at citere herfra i sin drøftelse af den kristnes underkastelse under de „højere myndigheder“, indskrænker Paulus denne underkastelses omfang og påpeger at den ikke gælder alle forhold uden undtagelse. Han ønsker at vi skal vide at Jehova Guds lov sætter en afgjort grænse for vor underkastelse, og fremfor alt må vi adlyde Guds lov.
35. Hvad vil Guds kærlighedsbud der blev givet ved Kristus, og som finder sin parallel i Guds lov ved Moses, ikke tillade os at gøre, og hvilken indvirkning har dette på vor underkastelse under myndighederne?
35 Kristne er ikke under Moseloven, men de befinder sig afgjort under Guds lov, der kræver kærlighed, for Guds søn sagde til sine disciple: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ (Joh. 13:34) Hvis kærlighed opfylder den lov der blev givet Israel gennem Moses og den ikke tillod israelitterne at gøre deres næste ondt, så tillader Guds kærlighedsbud, der blev givet ved Kristus, visselig heller ikke at de kristne gør noget forkert. De højere myndigheder har ingen ret eller bemyndigelse fra Gud til at forlange at Kristi disciple skal deltage i en hadkampagne mod andre og derefter søge at få dem til at gribe til våben over for dem hadet er rettet imod.
36. Når næstekærligheden gør sin virkning på vor underkastelse under myndighederne, hvilken virkning må kærligheden til Gud da få?
36 „Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; derfor er kærlighed lovens opfyldelse,“ føjer Romerne 13:10 til. Kærlighed opfylder Guds lov. Kærligheden fungerer som en sikker bremse. Den sætter en grænse for hvor langt vi kan gå i vor underkastelse under de verdslige myndigheder. Hvis kærligheden til vor næste ikke vil tillade os at give efter for de verdslige myndigheders krav og at gøre vor næste noget ondt, så vil kærligheden til Gud, der står over kærligheden til næsten, langt mindre tillade os det.
37. Hvad har de „højere myndigheder“ ikke ret til med hensyn til vor kærlighed til Gud, og hvad vil kærligheden til Gud sikre os imod?
37 De „højere myndigheder“ har ingen ret til at kræve at indviede kristne opgiver deres kærlighed til næsten. Langt mindre har myndighederne ret til at prøve på at gøre os til ateister eller at få os til at opgive vor kærlighed til Gud. De har ingen bemyndigelse fra himmelen til at prøve på at få os til at bryde det største bud i universet. Jesus sagde: „’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud.“ (Matt. 22:37, 38) Og som det forholder sig med kærligheden til vor næste, således forholder det sig med kærligheden til Gud. Vi vil altid stå i gæld til Gud; vi vil altid skylde ham kærlighed. Kærligheden til ham vil sikre os mod at gøre noget forkert. Selv når vi er hårdt trængt af en uretfærdig øvrighed der af kristne forlanger noget som alene tilhører Gud, vil kærligheden til Gud aldrig tillade os at handle forkert.
Lydighed mod regeringer
38. Hvorfor er det i dag endnu vigtigere at gøre det der befales os, og hvilken betydning har det i denne forbindelse at vor frelse kommer gennem Guds rige?
38 Vigtigheden af at gøre det vi får befaling til i Romerbrevets trettende kapitel er større nu end den var på apostelen Paulus’ tid. Vi bør derfor især mærke os den grund som Paulus angiver i sine næste ord: „Og det skal I gøre, fordi I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne; thi frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende.“ (Rom. 13:11) Ikke alene det at vi undgår „øvrighedens“ vrede og dens „sværd“, ikke alene vor kristne samvittighed, men selve tidspunktet taler for at vi gør det gode og ikke øver ondt. Vor frelse som kristne vidner for Jehova er nærmere nu end på Paulus’ tid, ja nærmere end da vi blev troende. Denne frelse kommer gennem Guds rige, som blev oprettet i himmelen i 1914, da Gud indsatte sin søn og konge Jesus Kristus på tronen. Dette rige vil blive den eneste regerende myndighed i den kommende nye verden, og vi vil blive dette riges undersåtter. — 1 Kor. 15:24, 25.
39. (a) Hvorfor står vi i større gæld til Guds rige end til myndigheder der skænker os hvad 1 Timoteus 2:1, 2 nævner? (b) Hvilket spørgsmål er vi blevet vågne over for, og hvilken beslutning har vi truffet?
39 De „højere myndigheder“ der nu eksisterer med Guds tilladelse kan hjælpe os til at leve et roligt og stille liv i fuld gudhengivenhed hvis de ikke forfølger os og hvis de beskytter os mod dem der vil lægge os hindringer i vejen og forfølge os. (1 Tim. 2:1, 2) Men de kan ikke skænke os evig frelse. Vor gæld til Guds rige bliver derfor større end den gæld vi står i til dem. Selv om de udsteder love der går imod forkyndelsen af Guds rige, må vi vedblive med at forkynde, som påbudt i Mattæus 24:14. Vi ved at tiden er inde til det, for opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vi har nået „endens tid“ for denne verdslige tingenes ordning med dens „højere myndigheder“. (Matt. 24:3-33) Vi er stået op af søvne. Vi sover ikke fra det vigtigste spørgsmål nu i tiden: Guds universelle suverænitet kontra Satans styre. Som kristne har vi taget vort standpunkt for Guds rige.
40. (a) Hvilken dag er nær, og hvilken nat er langt fremskreden? (b) Hvilke mørkets gerninger giver vi os ikke af med?
40 „Natten lider, dagen er nær. Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben.“ (Rom. 13:12) Siden året 1914 er dagen for Kristi tusindårige regering nærmere end nogen sinde før, og den nat hvor Djævelen har haft magten og hele denne synlige tingenes ordning har eksisteret, er langt fremskreden. Almindelig sund fornuft siger os at tiden absolut ikke er inde til at vi giver os af med „mørkets gerninger“, det vil sige de gerninger som onde mennesker prøver at øve i ly af mørket for at undgå at blive ramt af de „højere myndigheders“ vrede og blive straffet med „sværdet“. Vi vil under ingen omstændigheder deltage i hemmelige politiske sammensværgelser, lægge regeringer der er indviklet i stridigheder og optaget af landets forsvar hindringer i vejen, eller udklække planer om oprør og revolter. Under den første og den anden verdenskrig blev utallige Jehovas vidner anklaget for at nære sådanne skumle planer. I alle tilfælde blev det dog bevist over for retten at disse anklager var falske. På hvilket grundlag? Det grundlag at vi ikke blander os i politik.
41. Hvad forklarede Paulus om den kamp vi nu er optaget af?
41 Vi ved hvilken kamp det er vi er optaget af. Den kæmpes ikke mod blod og kød, ikke mod de „højere myndigheder“ her på jorden. Apostelen Paulus sagde: „Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne [de åndelige magter] og myndighederne [de åndelige myndigheder], mod verdensherskerne [de åndelige verdensherskere] i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ — Ef. 6:11, 12.
42. Hvilke våben er de kristne ifølge Paulus bemyndiget til at bære mens de er underlagt de højere myndigheder, og hvad kæmper vi for og hvad kæmper vi imod med disse våben?
42 Vi er derfor ikke kommet i knibe som de tyske protestanter i det kommunistiske Østtyskland. (Vågn op! for 8. december 1960, siderne 20-22.) Vi har iført os „lysets våben“, som er åndelige våben, for at kæmpe imod mørket, Djævelens snigløb eller rænkespil. Det er de våben som de kristne er bemyndiget til at bære mens de er underlagt de højere myndigheder. De kristne har ikke fået befaling til at bære andre våben. Med disse åndelige våben overtræder de ikke Guds bud om at vise kærlighed og vil ingen fortræd gøre med dem. (Rom. 6:13; 2 Kor. 6:7; 10:4) Disse våben kæmper mod mørket med dets umoralske handlinger, mord, tyveri, og så videre. De kæmper for oplysning af folk i alle nationer, så de kan tage deres standpunkt for Guds rige der til sin tid skal velsigne dem.
43, 44. (a) Hvordan skal vor opførsel være, og hvem undgår vi således at komme i konflikt med? (b) Hvem undgår vi at mishage ved en sådan opførsel, og hvad bringer vi ikke i fare?
43 At det er formålet med disse „lysets våben“ fremgår af hvad apostelen videre siger: „Lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og drik, ikke i utugt og løsagtighed, ikke i kiv og misundelse. Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og læg ikke på forhånd planer for at tilfredsstille kødets begæringer.“ — Rom. 13:13, 14, vers 14 efter NW.
44 Ved at vandre sømmeligt som ved dag, når landets myndigheder og alle andre kan se os, undgår vi at bringe os selv i konflikt med de „højere myndigheder“, for vi overtræder ikke deres love der kræver en god, fredelig og moralsk ren opførsel. Hvis vi kan vække de jordiske myndigheders mishag ved at overtræde disse love, i hvor langt højere grad ville vi da ikke vække Guds mishag ved at gøre det? Hvis vi imidlertid vandrer sømmeligt som ved dag fortjener vi ros af de „højere myndigheder“, der ikke bærer „sværdet“ uden hensigt, og vi bringer ingen forsmædelse over Gud, over sandheden eller over hans menighed. Og vi bringer heller ikke vor egen frelse ved Guds rige i fare.
45. Hvordan bliver vor stilling til mørkets gerninger når vi ifører os Kristus, og hvilket redskab vil vi ikke give myndigheden anledning til at bruge imod os?
45 Da Jesus gik her på jorden gav han sig ikke af med mørkets gerninger, med svir og drik, utugt, løsagtighed, kiv og misundelse og alle de andre ting som mennesker gør når de giver efter for kødets begæringer og på forhånd lægger planer for at tilfredsstille disse begæringer. Så hvis vi ifører os Herren Jesus Kristus og viser omverdenen et billede af hvad han var, vil vi afholde os fra at øve mørkets gerninger. For vor egen skyld og for vore kristne brødres skyld vil vi kæmpe mod sådanne gerninger med „lysets våben“, og vi vil på denne måde blive en pryd for den gode nyhed om Riget som vi forkynder. I denne henseende vil vi ikke give de „højere myndigheder“, som vi stadig er underlagt, nogen gyldig grund til at bruge „sværdet“ imod os.
46, 47. (a) Hvor længe vil vi underkaste os de „bestående myndigheder“, og hvordan vil vi gøre det? (b) Hvad vil vor samvittighedsfulde underkastelse hjælpe os med at opretholde, således som det sås i profeten Daniels tilfælde?
46 I lydighed mod Romerbrevets trettende kapitel vil vi fortsat underordne os de „bestående myndigheder“ indtil de går til grunde i det kommende Harmagedonslag. Vi vil underordne os dem uanset hvilket politisk parti der er ved magten, og uanset hvilken politisk gruppe der måtte tilrane sig magten.
47 Det at vi samvittighedsfuldt underordner os de „bestående myndigheder“ vil hjælpe os til at bevare vor kristne neutralitet under alle politiske kampe og stridigheder i og imellem denne verdens nationer. Vi gør som profeten Daniel, der ikke modstod men underordnede sig de medo-persiske sejrherrer Darius og Kyros efter at disse havde erobret Babylon. — Dan. 5:26 til 6:5.
48. (a) Hvad vil vi som neutrale kristne undlade at deltage i? (b) Hvilke vanskeligheder vil de mennesker der i kærlighed underkaster sig, ikke møde i Guds nye verden?
48 Som kristne der er neutrale vil vi ikke deltage i oprør, pøbelopstande, anarkistiske rejsninger eller andre uroligheder. Selv i det kommende Harmagedonslag vil vi ikke løfte hånd mod de „bestående myndigheder“ for at fremskynde deres undergang. Vi vil lade Gud, som er Kilden til al myndighed, fratage de „bestående myndigheder“ deres magt og lade ham overdrage den til Jesu Kristi retmæssige regering. (2 Krøn. 20:15-17; Dan. 2:44) Derefter vil der i Guds nye verden ikke opstå nogen vanskeligheder på grund af de kristnes samvittighed og deres lydighed mod Kongen Jesus Kristus, for da er „engle og myndigheder og kræfter . . . blevet ham underlagt“. (1 Pet. 3:22) Evige velsignelser vil strømme ned fra himmelen over alle mennesker der da lever på den paradisiske jord og som i kærlighed underordner sig Kongen i harmoni med Guds vilje og støtter hans fuldkomne ordning.