Hvad betyder fadervor for dig?

DA De forenede Staters højesteret sidste sommer traf den afgørelse at der ikke måtte fremsiges bønner i de offentlige skoler, affødte det megen kritik. Nu kan man mene hvad man vil om den sag, men de der værdsætter bønnens gave fortsætter med at bede oprigtigt, både privat og i fællesskab med andre når det er passende. Men ikke alene er det vigtigt at bede; det, er også vigtigt at man forstår bønnens betydning, for hvor megen værdi har en blot og bar mekanisk gentagelse af ord? Dette minder os om en bøn der ofte gentages, nemlig fadervor, eller, som den også kaldes, Herrens bøn. Det er ikke en bøn som Jesus bad, men én han lærte sine disciple som mønsterbøn.

Hvor ofte bedes denne bøn ikke, både af børn og voksne! Den lyder ifølge en moderne oversættelse: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden. Giv os i dag vort brød for denne dag; og tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere. Og led os ikke ind i fristelse, men udfri os fra den Onde.“ (Matt. 6:9-13, NW) Hvilken betydning ligger der i bønnen? Hvis dit barn eller en for hvem kristendommen er fremmed, skulle spørge: ’Hvem er vor Fader? Hvad hedder han? Hvorfor skal vi bede om at hans rige må komme, at hans vilje må ske og at vi må få det daglige brød?’, kunne du så give et tilfredsstillende svar? Hvad betyder denne bøn for dig? Lad os tage hvert enkelt udtryk op til overvejelse og forvisse os om hvad de bør betyde for os alle.

„Vor Fader i himlene.“ Med denne indledning erkender vi ydmygt vor underordnede og ringere stilling. Gud tiltales som Fader, ikke alene fordi han oprindelig skabte den første mand og den første kvinde, men snarere fordi han bragte sin søn Jesus Kristus som det genløsningsoffer ved hvilket han til sidst vil blive Fader til hele den lydige menneskehed. Er vi lige så lydige mod Ham som vi forventer at vore børn er mod os? Lytter vi og stræber vi efter at opfylde hans retfærdige krav når han taler til os gennem sit skrevne ord? Kun hvis vi gør det, kan vi med rette tiltale Gud som „vor Fader“.

„Gud er i Himmelen og du på jorden,“ erindrer bønnen os om. (Præd. 5:1) Ja, Gud er den Højeste, og han bor i den usynlige åndeverden, hvor vi jordiske skabninger ikke kan komme ind. (1 Kor. 15:50) Skønt mennesker står langt ringere end Gud har de dog fået den skønne forret at kunne tale med ham gennem bøn. De der elsker Gud er stolte af hans navn og hans ry, så det er naturligt for dem at bede:

„Lad dit navn blive helliget.“ Men hvad er Guds navn der skal helliges, det vil sige sættes til side som helligt eller behandles som noget helligt? Det er ikke Jesus, som nogle måske fejlagtigt mener, for det var Jesus der sagde: „Lad dit navn blive helliget.“ Han sagde ikke „mit navn“. Gud oplyser os selv om sit navn: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ — Es. 42:8.

Bibelen adskiller navnet Jehova fra alle andre navne og hæver det højt over disse; den nævner det over 7000 gange. Salmisten giver i en bøn udtryk for hvilke følelser der bor i de mennesker der beder fadervor og forstår denne bøns betydning. Han beder nemlig om at mennesker må „kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ (Sl. 83:19) Eftersom Guds børn længes efter at Guds navn skal blive renset for al forsmædelse og blive hævet over ethvert andet navn, beder de også om at hans rige må komme:

„Lad dit rige komme.“ Har du gjort dig klart at dette rige er en virkelig regering? Ja, det er et fyrstedømme der er overgivet til Fredsfyrsten, Kristus Jesus. Og hos Esajas får vi følgende profetiske løfte: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden.“ (Es. 9:6, 7) Kristus Jesus vil i sin ophøjede himmelske stilling handle i sin Faders navn, og han vil hellige dette navn ved at fjerne al ondskab fra jorden og indføre fuldkommen fred. — Sl. 72:1-7.

Ingen af de dårlige jordiske regeringer der har eksisteret, har formået at gennemføre Guds vilje; tværtimod har de vanæret og smudset Jehovas navn til. Derfor beder kristne om at Guds rige må komme og ødelægge disse fjendske regeringer, hvilket Daniel også profeterede at det vil: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Dan. 2:44) Skønt Guds rige allerede er blevet oprettet i himmelen står det endnu tilbage at det skal „komme“ imod Satans verden for at udslette al ondskab, som svar på den bøn de kristne beder i dag. Riget vil udvirke at følgende bøn også bliver opfyldt:

„Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ Med denne anmodning beder man Gud om ved sit rige at gennemføre alt hvad han ønsker gjort på jordens såvel som i himmelen. Efter at Satan Djævelen og hans engle er blevet fjernet fra himmelen sker Guds vilje dér. Men hvad med jorden? — Åb. 12:7-12.

Det er sandelig ikke Guds vilje at mennesker kæmper og dræber hinanden i blodige krige. Det er heller ikke hans vilje at de lider og til sidst dør af smertefulde og nedbrydende sygdomme. Opfyldelsen af bønnen om at Guds vilje må ske på jorden vil derfor betyde at alle jordens beboere endelig vil „[smede] deres sværd . . . til plovjern“ og aldrig vil „øve sig i våbenfærd mer“. Og Gud vil „tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. Hvilket herligt håb mindes kristne ikke om i denne bøn! — Es. 2:4; Åb. 21:4.

Efter tre anmodninger der har direkte tilknytning til Guds interesser, fortsætter bønnen med fire henstillinger til gavn for den bedende personlig. Her lader bønnen os forstå i hvilken rækkefølge man bør fremsætte sine anmodninger. Den minder os om at Gud altid bør komme først, og at et menneske opnår den største lykke ved at søge Guds interesser først.

„Giv os i dag vort brød for denne dag.“ Læg mærke til at denne personlige anmodning ikke er selvisk, eftersom den også tager andre i betragtning, idet der bedes for „os“, og der fremsættes kun ønske om at det materielle behov for „denne dag“ må blive dækket. Lukas gengiver Jesu ord således: „Giv os vort brød efter dagens behov.“ (Luk. 11:3, NW) En kristen beskyttes således mod materialistiske tilbøjeligheder, der forårsager så mange bekymringer hos mennesker i vor tid. I overensstemmelse med denne bøn kan han i tro se hen til at Gud vil sørge for at han får det nødvendige. Det betyder dog ikke at han kan sidde med hænderne i skødet og vente på at Gud mirakuløst skal dække hans materielle behov. I harmoni med denne bøn må man arbejde for føde og klæder, men dersom man søger Guds rige og hans retfærdighed først, kan man have tillid til at man vil få „alt det andet . . . i tilgift“. — Matt. 6:19-34; 1 Tim. 6:6-8.

„Tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ Jesus lader os ikke i tvivl om hvordan vi skal praktisere dette, for straks efter at han har afsluttet mønsterbønnen giver han følgende forklaring: „Tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ (Matt. 6:14, 15) Man gør klogt i at spørge sig selv: ’Kunne det tænkes at Faderen ikke opfylder min bøn fordi jeg ikke har opfyldt betingelsen, at tilgive andre?’ Hvor betydningsfuldt er det ikke at forstå denne bøn hvis vi skal kunne bruge den til gavn for os selv og andre!

„Led os ikke ind i fristelse.“ Dette udtryk har undret mange. Betyder det at Gud leder sit folk i fristelse? Det kan det ikke betyde, for Jakob skrev: „Ingen må sige, når han bliver fristet: ’Jeg fristes af Gud;’ thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen.“ (Jak. 1:13) Imidlertid tillader Jehova at hans tjenere bliver fristet af Satan Djævelen. Hvorfor tillader Gud det? Fordi Djævelen pralende har sagt at han kunne vende hele menneskeslægten bort fra Gud hvis han fik lejlighed til det. Men hvordan besvarer Gud så denne bøn om ikke at lede sine tjenere i fristelse?

I det væsentligste på to måder: først og fremmest ved at styrke dem til at modstå fristelser. Dette gør Gud gennem sit sandhedsord Bibelen, sin hellige ånd og sin organisation af trofaste tjenere. For det andet ved forud at advare dem om de prøvelser der kommer. De første kristne var så grundigt advaret at en af dem kunne sige: „Hvad [Satan] har i sinde, det ved vi.“ (2 Kor. 2:11) Hvis et menneske handler i overensstemmelse med denne bøn og benytter sig af de her nævnte foranstaltninger fra Gud, vil det ikke blive ledt i fristelse. Fristelsen vil ikke gøre vedkommende skade, for følgende bibelske forsikring vil gøre sig gældende: „Gud . . . vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ — 1 Kor. 10:13.

„Men udfri os fra den Onde.“ Hvis et barn viser sig loyalt under prøver, vil en kærlig jordisk fader så ikke udfri det hvis det angribes af en ond modstander? Jo, og det samme vil den himmelske Fader gøre. Han vil udfri sine børn fra den ondes, Satan Djævelens, angreb. Han vil skabe vej ud for dem, idet han vil lede dem gennem afslutningen på denne tingenes ordning, ved hvilken han vil udslette Satan og hele hans onde organisation og føre sine børn ind i en ny verden. Dér vil de for evigt glæde sig over de velsignelser der strømmer ned fra Guds rige, som de så længe har bedt om måtte komme. — 2 Pet. 3:13.

I den autoriserede danske oversættelse af 1948 er ordene: „thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen“ tilføjet i en klamme efter Jesu mønsterbøn. Disse ord står imidlertid ikke i de gamle manuskripter som for eksempel Codex Sinaiticus, Codex Vaticanus 1209, Codex Bezae og Codex Palimpsestus Dublinensis, sidstnævnte fra det sjette århundrede. De er derfor øjensynligt falske, og mange moderne oversættelser udelader dem.

Jesus gav ikke sine efterfølgere denne bøn for at de skulle gentage den som en remse uden at tænke over dens betydning. Han lærte dem den for at få dem til at vende opmærksomheden mod det vigtigste i livet — Guds navn og rige. Bønnen skulle tjene som et afskrækkende middel mod materialisme, som en opfordring til at lægge en kærlig, tilgivende ånd for dagen, og som en beskyttelse mod Djævelens fristelser. Hvilken dyb betydning ligger der ikke i ordene i fadervor!