Hvad skal man forstå ved „verdens ånd“?

„Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud.“ — 1 Kor. 2:12.

 1. Hvilken ånd præger verden i dag, og hvilken indflydelse øver den?

EN særlig ånd præger hele verden i dag. En mand der levede for mange hundrede år siden kaldte den for „verdens ånd“. Den øver overalt en dårlig indflydelse på folk, og verden befinder sig til stadighed i vanskeligheder der kun går fra ondt til værre.

 2, 3. (a) Hvordan skal betegnelsen „verdens ånd“ ikke forstås? (b) Hvad er „verdens ånd“ da?

² Hvad skal vi forstå ved udtrykket „verdens ånd“? Her er ikke tale om en dæmon eller en usynlig, overnaturlig åndeskabning der øver en stærk indflydelse på menneskene. Selvfølgelig har vi tilstrækkelige beviser for at der findes usynlige dæmoner og at de har en fyrste over sig. Men „verdens ånd“ er ikke en sådan usynlig fornuftbegavet skabning. Jo, den er usynlig, og det er derfor udtrykket „ånd“ anvendes. Denne „ånd“ er imidlertid ikke noget der er karakteristisk for blot ét menneske. Den præger mennesker i almindelighed. Det er en „ånd“ der udstråler fra verdens mennesker. Hvad er denne „ånd“ da?

³ „Verdens ånd“ er den tankegang, den indstilling og den drift som behersker verdens mennesker i almindelighed. Den former folks tale, tænkning, reaktioner, synspunkter, afgørelser og handlinger. Den giver dem et adfærdsmønster der varierer meget lidt. Menneskenes forskellige ytringsformer røber hvad det er for en ånd verden har.

 4. Kan de mange forskelligartede mennesker der findes have én og samme ånd?

⁴ Verden af i dag består af mange slags mennesker af forskellig race, hudfarve og nationalitet, mennesker der taler forskellige sprog, følger forskellige skikke, klæder sig på forskellig måde og tilhører forskellige religioner. Kan man da sige at alle disse forskelligartede mennesker har én og samme ånd, „verdens ånd“? Svaret er ja.

 5, 6. Hvilke forskellige sider af denne ånd nævnes i De kristne græske Skrifter?

⁵ Ingen kan undgå at have bemærket at menneskenes tankegang, indstilling og hele drift er præget af en „fejheds ånd“, frygtens ånd. Ud over hele jorden mærkes desuden en „vildfarelsens ånd“, der giver sig udslag i afvigende opfattelser og teorier, selv på det religiøse område. Disse opfattelser, ideer, teorier og religioner som indbyrdes er i strid med hinanden, kan ikke alle være sande. Løgnen har stor magt.

⁶ For den vågne er det ikke svært at se at en „sløvhedens ånd“ har sænket sig over de store masser, der forholder sig passive og ligegyldige over for verdensbegivenhederne. De ønsker ikke at vågne op og se i øjnene hvad situationen i verden indebærer, og at de må gøre noget for at sikre deres eksistens og evige velfærd. Hele verden lever tillige i trældom, og menneskene er mærket af en „trældommens ånd“ (NW), hvilket de dog ikke så gerne indrømmer. Under tidernes vældige pres har også selviskhedens og egennyttens ånd grebet om sig. Den viser sig på mangfoldige måder inden for politik, i handels- og forretningsverdenen, i samfundsanliggender og internationale forbindelser, inden for religion og på mange andre områder. Ja, på det punkt står verden sammen: den har den samme ånd.a

 7. Hvilken indflydelse har den stadige påvirkning fra denne ånd haft på verden?

⁷ „Verdens ånd“ har været i virksomhed længe, og den har smittet og påvirket alle mennesker. Den bibelskribent der omtalte denne ånd levede for nitten hundrede år siden. Han stammede fra Lilleasien men rejste en stor del af sin tid rundt i romerriget. Allerede to tusind år før han levede havde „verdens ånd“ vist sig og bredt sig iblandt menneskene. Dens stadige indflydelse på dem har affødt det der kaldes „verdens visdom“ og det der kaldes „dårskab“ i dens øjne. Derfor taler Bibelen om verden „i sin nuværende skikkelse“, og om „verdens elementære ting“, dens grundlæggende eller elementære opfattelser, som dens lærdomme og handlinger hviler på. Derfor taler den om „verdens bedrøvelse“, der dog ikke fremkalder nogen ændring til det bedre men som fører til døden, og om „verdens nationer“ og riger. Denne verden har sin usynlige fyrste i himmelen, og det er denne usynlige fyrstes ånd verden er helt indhyllet i.b

 8, 9. (a) Hvornår blev „verdens ånd“ en aktivt virkende kraft der påvirkede så at sige alle mennesker? (b) Hvilken ånd fyldte de otte der overlevede Vandfloden?

⁸ Hvornår og hvordan blev „verdens ånd“ en aktivt virkende kraft der øvede sin påvirkning på praktisk talt alle mennesker? Det blev den godt og vel hundrede år efter at Vandfloden havde skyllet hen over hele jorden og nedskåret befolkningstallet til kun otte mennesker, nemlig patriarken Noa, hans hustru og hans tre sønner, Jafet, Sem og Kam, samt hans tre svigerdøtre. Fra disse otte sjæle stammer alle nulevende mennesker, der i virkeligheden er brødre og søstre. Den ark som frelste Noa og hans familie landede på Ararats bjerg i Armenien i det sydvestlige Asien. Da vore forfædre gik ud af arken efter at de havde opholdt sig der et helt solår, var de opfyldt af én og samme ånd. Hvilken? En gudfrygtig ånd og tankegang, et sindelag der gav dem en uimodståelig trang til at tilbede det usynlige væsen der havde frelst dem fra den langvarige vandflod, himmelens og jordens Skaber.

⁹ Noas og hans families beskytter havde udryddet millioner af onde mennesker der havde fyldt jorden med fordærv, umoral og vold. Hvorledes Noas og hans families gudfrygtige indstilling eller ånd kom til udtryk over for Skaberen, Beskytteren og Ødelæggeren, kan vi læse i den beretning der udarbejdedes af Noas sønner, Sem, Kam og Jafet:

10. Hvorledes gav Noa og hans familie straks efter Vandfloden udtryk for den ånd der fyldte dem? Var deres handling Jehova til behag?

¹⁰ „På den syv og tyvende dag i den anden måned var jorden tør. Da sagde Gud til Noa: ’Gå ud af arken med din hustru, dine sønner og dine sønnekoner og før alle dyr, der er hos dig, alt kød, fugle, kvæg og alt kryb, der kryber på jorden, ud med dig, at de kan vrimle på jorden og blive frugtbare og mangfoldige på jorden!’ Da gik Noa ud med sine sønner, sin hustru og sine sønnekoner; og alle de vildtlevende dyr, alt kvæget, alle fuglene og alt krybet, der kryber på jorden, efter deres slægter, gik ud af arken. Derpå byggede Noa [Jehova] et alter og tog nogle af alle de rene dyr og fugle og ofrede brændofre på alteret. Og da [Jehova] indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: ’Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort [ved en vandflod]! . . . Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!“ — 1 Mos. 8:14 til 9:1; 10:1.

Nimrod fremkalder en helt anden ånd

11. Hvem skyldes det hovedsagelig at verden i dag ikke er præget af den samme ånd som prægede de otte der overlevede Vandfloden?

¹¹ Men menneskene i dag er ikke fyldt af den ånd der tilskynder dem til enigt at tilbede Skaberen, Jehova Gud. Hvorfor har menneskene i dag ikke den gudfrygtige ånd der kendetegnede de otte som overlevede Vandfloden når det dog er dem nutidens slægter stammer fra? Det skyldes hovedsagelig en mand der vægrede sig ved at følge sin oldefader Noas eksempel. Han foretrak at opelske en rivaliserende ånd der vendte sig imod Noas Gud, Jehova. Hvem var denne mand? Det var Nimrod, der var i slægt med Noa gennem Kam og Kams søn Kusj. Han begærede at blive noget stort blandt menneskene, at få magt og herredømme over andre. Han udmærkede sig ikke ved at leve fredeligt som agerdyrker eller hyrde. Han skabte sig et navn som jæger, og han nøjedes til sidst ikke med at dræbe de vilde dyr men forgreb sig også på mennesker. Nimrods ånd bredte sig til andre, og til sidst blev hans færd et mundheld der anvendtes om dem der i hans ånd spredte ondt: „Ligesom Nimrod en mægtig jæger i opposition til Jehova.“ — 1 Mos. 10:9, NW.c

12. Hvad havde Nimrod planer om, og hvilket stort projekt fra den tid er blevet verdenskendt?

¹² Nej, Nimrod blev ikke agerdyrker i lighed med sin oldefader Noa. (1 Mos. 9:20) Han gik med planer om at bygge byer. Han havde i sinde at jage folk sammen og herske som konge over dem så de kunne tjene hans ærgerrige formål. Den først by han grundlagde er blevet berømt, og den har påvirket menneskehedens historie. Grækerne kaldte byen Babylon, mens Noa og hans søn Sem kaldte den Babel. Det folk bedst husker Babylon for er nok dets tårn, hvis bygningsmænd til sidst ikke kunne forstå hinanden fordi Gud forvirrede deres tungemål. Måske er det kun få der forestilller sig Babylon som hovedstaden der byggedes af Nimrod, det første menneske der drev politik. — 1 Mos. 11:1-9.

13. Med hvilke historiske oplysninger åbenbarer Første Mosebog 10:8-12 den ånd der drev Nimrod?

¹³ Den historiske beretning Sem skrev afslører den onde, selviske, ærgerrige og blodtørstige ånd der drev grundlæggeren af Babylon: „Og Kusj [Kams søn] blev fader til Nimrod. Han var den første der blev mægtig på jorden. Han optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova. Derfor er der et mundheld der lyder: ’Ligesom Nimrod en mægtig jæger i opposition til Jehova.’ Og begyndelsen til hans rige var Babel og Erek og Akkad og Kalne i Sinears land. Fra dette land drog han til Assyrien og gav sig til at bygge Nineve og Rehobot-Ir og Kela og Resen mellem Nineve og Kela: dette er den store by.“ — 1 Mos. 10:8-12, NW; 11:10.

14. Hvordan var Babylons indstilling til Jehova?

¹⁴ Ligesom kong Nimrod var i opposition til Jehova Gud var religionen i Nimrods hovedstad Babylon (eller Babel) det også. Den havde ikke Jehova Guds ånd hvilende over sig. (1 Kor. 2:12) Den udsprang ikke af en gudfrygtig ånd eller et ønske om at tilbede Jehova. Den ænsede ikke hans universelle styre og hans stilling som himmelens og jordens Skaber og Suveræn.

15. Hvordan opstod det store Babylon, og hvad er det?

¹⁵ Det var grunden til at Jehova Gud ved en undergerning forvirrede bygningsmændenes sprog og foranledigede at flertallet af dem drog væk fra Babylon i hver sin retning og i hver sin sproggruppe. Men hvor de end kom hen førte de Babylons ånd, Babylons religion, med sig. På denne måde opbyggedes et verdensimperium af falsk, babylonisk religion. Det strakte sig til det vi nu kalder Indien og Sydøstasien, Kina, Afrika og Europa for til sidst at omspænde hele jorden. Dette den falske religions verdenssimperium stiller sig i opposition til Jehova, for det har sin rod i Babylon. Derfor kalder Guds ord det for Babylon den Store. Ordet Babylon eller Babel betyder „forvirring“. I overensstemmelse med dette navn er den falske religions babyloniske verdensimperium en forvirret blanding af hundreder af religioner der i opposition til Jehova Gud, Skaberen.

16. Hvordan er Babylon den Stores udstrækning og magt sammenlignet med det gamle Babylons?

¹⁶ Babylon, byen der lå ved Eufratfloden i det sydvestlige Asien, har længe ligget i grus. Men Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, består den dag i dag og har magt over menneskene i verden, hvad enten de ved det eller ej. Bibelen, der er inspireret af Jehova Gud, har meget at fortælle om Babylon. I Første Mosebog, som Bibelen begynder med, fortælles det hvordan Babylon opstod. I Åbenbaringens bog, den seksogtresindstyvende og sidste bog i Bibelen, afsløres Babylon den Store, og det berettes hvorledes dette imperium går til grunde. Oldtidens Babylon blev verdensmagt i det syvende århundrede før vor tidsregning og beherskede store dele af Det mellemste Østen og Ægypten. Det store Babylon behersker hele verden. Bibelens sidste bog sammenligner det med en umoralsk kvinde og siger:

17. Hvordan skildrer Åbenbaringen 17:1-18 Babylon den Stores magt?

¹⁷ „’Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin.’ Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.’ . . . ’De vande, du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer og folkeslag og tungemål. Og kvinden, du så, er den store by, som har herredømme over jordens konger.’“ — Åb. 17:1, 2, 5, 15, 18.

18. Hvornår og hvordan kom Babylon den Store også til at omfatte kristenheden?

¹⁸ I det fjerde århundrede efter vor tidsregning opslugtes kristenheden af Babylon den Store. Kristenhedens biskopper blev i år 325 sammenkaldt til det første økumeniske koncil, der holdtes i Nikæa i Lilleasien, ikke på Vatikanerhøjen i Rom. Koncilets initiativtager var den udøbte romerske kejser Konstantin den Store, der var udnævnt til pontifex maximus, et hedensk, religiøst embede. Det var denne mand som førte forsædet ved Nikæa-mødet og gjorde sin indflydelse gældende til fordel for treenighedsdogmet, den lære som går ud på at Gud-Fader, Gud-Søn og Gud-Helligånd er én og samme Gud og dog tre personer. Det er en babylonisk lære. En nærmere undersøgelse af kristenhedens grunddogmer og skikke vil afsløre at de er babyloniske af oprindelse og at dette blot skjules under navne fra Bibelen. Det overrasker os derfor ikke at kristenheden er fyldt med „verdens ånd“. Den er nu det førende medlem af den religiøse magt Babylon den Store.

Beruset af blod

19. Hvordan var det gamle Babylons fremfærd mod Jehovas folk, og hvordan viser Åbenbaringens bog at Babylon den Store er fyldt af den samme ånd?

¹⁹ Oldtidens Babylon var modstander af Jehova Gud og hans folk. Bibelen fortæller udførligt hvorledes den babyloniske verdensmagt forfulgte Jehova Guds udvalgte folk. Babylon den Store har også altid rettet angreb på Guds folk. Herom vidner det syn som apostelen Johannes så. Desuden fortæller det hvor ond Babylon den Store er. Johannes beretter: „Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod.“ Det er en af hovedårsagerne til at Babylon den Store skal gå til grunde. Jehovas engel understregede dette over for apostelen Johannes: „I den by fandtes blod af profeter og hellige og af alle dem, som blev myrdet på jorden.“ (Åb. 17:6; 18:24) Babylon den Store har vist sig at være lige så blodtørstig som grundlæggeren af oldtidens Babylon, Nimrod, der var „en mægtig jæger i opposition til Jehova“. Men hvis blod er det at Babylon den Store er blevet beruset af?

20. Hvis blod er Babylon den Store beruset af, og hvordan kom Johannes selv til at erfare dette?

²⁰ Det siges ligeud at Babylon den Store er beruset af profeters og helliges blod, det vil sige blodet af Jehova Guds profeter og hellige. Apostelen Johannes, der fik et profetisk syn af den dom som Gud afsiger over den babyloniske religions verdensimperium, fortæller at han så „kvinden“ Babylon den Store „beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod“. Og det er gennem Jesus at Jehova Gud giver Johannes åbenbaringssynet. Johannes hører selv med til disse „Jesu vidner“ eftersom han siger at han „vidner om Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd.“ (Åb. 1:1, 2) Og på det tidspunkt da Gud ved Jesus Kristus sender Johannes synet, forfølges Johannes af den romerske kejser og pontifex maximus. Babylon den Store har således ikke alene efterstræbt Jehovas tjenere før vor tidsregning men også Kristi sande efterfølgere, hans vidner.

21. Hvordan har kristenheden vist sig som en ægte datter af Babylon den Store?

²¹ Hvad det angår at være „beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod“, har kristenheden optrådt som en ægte datter af Babylon den Store. Kristenheden omfatter de lande og nationer der bekender sig til kristendommen og burde praktisere den, men i de sidste seksten hundrede år har den ved forfølgelser, inkvisitioner og nedkæmpning af „kættere“ udgydt kristnes blod i en målestok der end ikke overgås af nationer som ikke kalder sig kristne. Og hvor meget blod kostede ikke det tyvende århundredes to verdenskrige? Historien afslører at det var kristenhedens nationer der begyndte disse krige som forårsagede enorme tab af menneskeliv i hele verden. Kristenheden har unægtelig ydet sit til at virkeliggøre ordene i Åbenbaringen 18:24, hvor der hedder at i Babylon „fandtes blod . . . af alle dem, som blev myrdet på jorden“.

22. I hvis øjne hviler der blodskyld på kristenheden, og hvordan alene kan denne skyld sones?

²² Fordi kristenheden hører med til Babylon den Store, der er den babyloniske religions verdensimperium, hviler der i Guds øjne en tung blodskyld på den. Jehova Guds retfærdige lov kræver liv for liv, sjæl for sjæl. Den blodskyld der hviler på Babylon den Store kan kun sones ved at den, kristenheden indbefattet, går til grunde.

23. Hvem er det store Babylons gud ifølge den ånd det lægger for dagen?

²³ Den ånd som Babylon den Store lægger for dagen røber hvilken gud den tilbeder. Babylon den Store har „verdens ånd“, hvilket er den ånd som udgår fra den Jesus Kristus kaldte „denne verdens fyrste“, nemlig Satan Djævelen, den mægtige faldne engel der leder kampen imod Jehova Gud. — Joh. 12:31.

24. (a) Hvordan slår Babylon den Stores gud menneskene med blindhed? (b) Hvordan støtter Babylon den Store denne verdens gud i dennes kamp mod Jehovas folk?

²⁴ Satan har ved hjælp af falsk religion forblindet folks tanker så de ikke ser Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus i lyset af de sandheder som Bibelen fortæller. Forholdet beskrives træffende af apostelen Paulus med ordene: „Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.“ (2 Kor. 4:3, 4) Babylon den Store er en del af denne verden som tilbeder „denne verdens gud“ og drives af hans ånd. Babylon den Store føres bag lyset af denne gud og er medvirkende til at flertallet af jordens indbyggere bedrages og føres vild. Babylons gud kaldes „Djævelen og Satan, hele verdens forfører“. Djævelen forfølger de mennesker som tilhører Jehova Gud, den Højeste, fører krig mod dem „der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd“. (Åb. 12:9, 13, 17) Babylon den Store har samme ånd og forfølger disse vidner.

[Fodnoter]

[Illustration på side 154]

Nimrods ånd var i opposition til Jehova