De lyttede til en engel
„Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!“ — Ap. G. 5:20.
1. Hvad havde apostlene aldrig oplevet før, som berettet i Apostlenes Gerninger, kapitel fem, skønt de havde været i fængsel før, og hvilken virkning havde denne oplevelse på dem?
DE kristne apostle Peter og Johannes havde været i fængsel før. Det var derfor ikke noget nyt for dem at de nu var blevet arresteret og sat i fængsel igen; men at en engel fra Jehova åbnede fængselets dør og sagde til dem og de øvrige apostle at de skulle gå ud og forkynde havde de ikke oplevet før. Det må have givet dem endnu større tillid og tro og hjulpet dem til at bevare det frygtløse standpunkt de allerede havde taget over for de religiøse ledere i Jerusalem. De religiøse ledere havde røbet at de var bange for denne lille håndfuld kristne forkyndere og deres fremgang. „Da trådte ypperstepræsten frem tillige med alle dem, som holdt med ham, nemlig saddukæernes parti, og de blev fulde af nidkærhed [eller: skinsyge]. Og de lagde hånd på apostlene og satte dem i offentlig forvaring.“ (Ap. G. 5:17, 18) Hvad havde disse mænd sagt og gjort som vakte de religiøse lederes skinsyge og fik dem til at tage et så drastisk skridt?
2. Hvad havde Peter sagt på Pinsedagen til de mange jøder der var forsamlede i Jerusalem, og hvad medførte det?
2 Kun få dage forinden var det at apostlene og de øvrige disciple, 120 i alt, var blevet „fyldt med Helligånd, og de begynde at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde“. (Ap. G. 2:1-4) Det var på denne selv samme dag, Pinsedagen, at Peter var stået frem sammen med de elleve og havde talt til alle de jødiske mænd og alle som boede i Jerusalem. Han vidnede om Jesus fra Nazaret at han var blevet pælfæstet ved hedningers hjælp og slået ihjel, men at Gud havde oprejst ham ved at gøre en ende på dødens veer. Peter talte uden frygt. Han fortalte sandheden om Jesu pælfæstelse uden for Jerusalem enoghalvtredsdage før. Den store menneskeskare lyttede opmærksomt til hans ord og hørte hans opfordring til dem om at omvende sig. Peter sagde: „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.“ „Også med mange andre ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: ’Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!’“ Mange af de tilstedeværende tog Peters ord til hjerte og blev døbt. Vi læser: „På den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til. Og de holdt fast ved apostlenes lære.“ (Ap. G. 2:38-42) Alle disse mennesker der var kommet til Jerusalem fra mange forskellige egne, nogle helt fra Rom, kom dagligt og vedholdende i templet, hvor de lyttede til sandheden fra Guds ord. Før de skulle rejse hjem igen ville de lære så meget som muligt om profetiernes opfyldelse og om ham der var blevet pælfæstet, Jesus Kristus, Jehova Guds søn. Hvor mange er i dag ivrige efter at høre „alle livets ord“? Det er sjældent at træffe mennesker der læser i Bibelen hver dag.
3. Hvad var grunden til de jødiske religiøse lederes skinsyge?
3 For nitten hundrede år siden var tempelområdet i Jerusalem stedet man søgte til når man ønskede at høre nyt. Efter Pinsedagen var apostlene travlt beskæftiget dér med at fortælle den vigtigste af alle nyheder, sandheden om Himmeriges rige, Kristi Jesu ophøjelse til Guds højre hånd og den hellige ånds udgydelse over de troende. Der var talende vidnesbyrd om at den hellige ånd var blevet udgydt, for „Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse“. (Ap. G. 2:47) Kristendommen vandt stærkt frem. Intet under derfor at det vakte de jødiske religiøse lederes harme og skinsyge.
4. Fortæl beretningen om den lamme som Peter og Johannes mødte.
4 I det næste kapitel berettes følgende tildragelse: „Ved bedetimen, den niende time, gik Peter og Johannes op i helligdommen. Og en mand, der havde været lam fra moders liv af, blev båret derhen; ham plejede man hver dag at sætte ved den port til helligdommen, som kaldes den skønne, for at han kunne bede dem, der gik ind i helligdommen, om almisse.“ Der var derfor intet mærkeligt i at han også bad Peter og Johannes om en almisse. Peter og Johannes standsede op, så fast på den lamme mand og sagde så: „Se på os!“ Det gjorde manden, og til sin overraskelse hørte han Peter sige: „Sølv og guld har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Kristi, nazaræerens, navn stå op og gå!“ Peter rakte hånden frem, greb den lamme mand ved den højre hånd og rejste ham op. Og så skete miraklet! „I samme nu blev hans ben og ankler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring, og han fulgtes med dem ind i helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovpriste Gud.“ — Ap. G. 3:1-8.
5. (a) Vis hvem Peter gav æren for den lammes mirakuløse helbredelse over for skarerne. (b) Hvad opfordrede Peter nu disse jøder til?
5 Det var næsten ikke til at tro. Imidlertid genkendte mange af dem der kom til templet ham der nu gik omkring som den lamme der plejede at sidde ved porten. „Medens han nu holdt fast på Peter og Johannes, strømmede alle folk rædselsslagne sammen om dem på det sted, som kaldes Salomons søjlegang.“ (Ap. G. 3:11) Dette gav Peter en glimrende lejlighed til at vidne om Jesus Kristus. Han ønskede absolut ikke at de skulle tro at det var et mirakel som han, Peter, havde øvet i egen kraft. Derfor sagde han: „Israelitiske mænd! hvorfor undrer I jer over denne mand? eller hvorfor stirrer I på os, som om det var os, der ved egen kraft eller fromhed havde gjort, at han er kommen til at gå? Nej, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulle løslades. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at I måtte få en morder benådet. Livets banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi vidner. Og det er ved troen på hans navn, at dette hans navn har gjort denne mand, som I ser og kender, stærk; og den tro, som virkedes af Jesus, har givet ham hans fulde førlighed, som I alle har set. Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i uvidenhed, både I og jeres rådsherrer. Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Salvede skulle lide. Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem Himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid.“ (Ap. G. 3:12-21) Tror vi på det Peter sagde dengang? Er vor tro på Jesus Kristus og Jehova Gud lige så stærk som Peters? Taler vi lige så frimodigt til andre om vor tro som Peter gjorde? Hvis ikke, hvad er da grunden? Er vi bange for at der skal ske det samme med os som der skete med Peter og Johannes?
6. Hvad gjorde ypperstepræsterne og saddukæerne ved Peter og Johannes efter at disse havde øvet dette mirakel, og hvorfor burde ypperstepræsterne og saddukæerne have vidst bedre?
6 Lad os se hvad der skete efterhånden som skarerne samlede sig om de to apostle, tiltrukket af det under de havde øvet og deres frimodige vidnesbyrd: „Medens de talte til folket, kom præsterne og anføreren for tempelvagten og saddukæerne over dem, da de tog dem det ilde op, at de lærte folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde. Og de lagde hånd på dem og satte dem i forvaring til den næste dag; thi det var allerede aften. Men mange af dem, som havde hørt ordet, kom til tro, og tallet på mændene nåede op på omtrent fem tusinde.“ (Ap. G. 4:1-4) I dagene forud havde tusinder sluttet sig til disse trofaste Kristi Jesu efterfølgere og var blevet kristne. Peters og Johannes’ budskab fik jøderne til at omvende sig og de forlod jødedommen. I virkeligheden var det folkets ledere, rådsherrerne og præsterne, der burde have taget imod Kristus Jesus, for de kendte Skrifterne og burde have set at det var profetierne der opfyldtes for deres øjne, men folkets ledere var lige så lidt interesseret i Guds rige og Kristus Jesus dengang som de er i dag.
7. (a) Hvilken lignende indstilling lægger vor tids religiøse ledere for dagen? (b) Hvilken „fejl“ var det de religiøse ledere fandt ved Peter og Johannes?
7 Kristenhedens præsteskab i dag handler nøjagtigt som præsterne og saddukæerne på Jesu tid. De religiøse ledere søge at bevare deres magt over folkets masser ved trusler og ved at lægge hindringer i vejen for dem der udfører sandt kristent arbejde. De kan ikke finde nogen fejl ved dette arbejde, men de synes afgjort ikke om det, for det stiller dem i skyggen, og derfor må disse mennesker standses — skræmmes! Hvad havde Peter og Johannes gjort som var forkert og som de skulle i fængsel for? Den eneste fejl som de ledende kunne finde ved Peter og Johannes var at de havde forkyndt sandheden for alt for mange mennesker og havde gjort en god gerning mod en mand der var lam. De havde helbredt denne mand som havde været lam fra fødselen og nu var over fyrretyve år gammel. De havde ikke bedt rådsherrerne og præsterne om tilladelse til at forkynde sandheden og gøre denne gode gerning. Derfor måtte de standses og sættes i fængsel for natten. Det skulle nok tage Guds ånd fra dem — troede de.
Trusler slår fejl
8, 9. (a) Hvilken virkning havde det på apostlene at de blev sat i fængsel, og hvordan besvarede Peter spørgsmålet: „Med hvilken magt eller i hvilket navn har I gjort dette?“ (b) Hvordan anvendte Peter profetier fra Salmernes og Esajas’ bog?
8 Dette var første gang Peter og Johannes blev sat i fængsel, hvor de blev holdt tilbage for en nat. Da rådet den følgende dag stillede dem spørgsmålet: „Med hvilken magt eller i hvilket navn har I gjort dette?“ svarede Peter, fyldt med hellig ånd: „I folkets rådsherrer og ældste! Når vi i dag på grund af en velgerning mod en vanfør mand forhøres om, hvordan han er blevet helbredt, så skal alle I og hele Israels folk vide, at det er ved navnet Jesus Kristus fra Nazaret, ham hvem I korsfæstede, men som Gud har opvakt fra de døde — det er ved hans navn, at manden her står rask for jeres øjne.“ Derefter sagde de til ypperstepræsten Annas samt Kajfas og mange andre der var af ypperstepræstens slægt at det var dem der havde forkastet Jesus, men at „der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses“. (Ap. G. 4:7-12) Peter foretog da en for dem chokerende sammenligning idet han gik tilbage til Davids skrifter og citerede fra Salme 118:22. Han pegede på et skriftsted som han forventede at de troede på, og viste hvordan profetien var blevet opfyldt. David havde skrevet at den sten bygmestrene forkastede var blevet hovedhjørnesten. Ville de nu tro Peters ord: „Denne Jesus er ’stenen, som blev agtet for intet’, af jer bygmestre, men som ’er blevet hovedhjørnesten’“? (Ap. G. 4:11) Peter og Johannes mindedes uden tvivl også profeten Esajas’ ord: „Derfor, hør Jehovas ord, I pralhalse, . . . ’Her lægger jeg som en grundvold i Zion en sten, en prøvet sten, den kostelige hjørnesten i en fast grundvold. Ingen af dem som udøver tro skal blive grebet af panik.“ — Es. 28:14, 16, NW.
9 Peter og Johannes var ikke grebet af panik men talte med frimodighed til de jødiske ledere, som havde råbt til Pilatus angående Jesus: „Lad ham blive korsfæstet!“ (Matt. 27:15-26) De havde stadig deres tro og mod i behold, selv om de havde været i fængsel en nat og nu var blevet stillet frem for disse ærefrygtindgydende mænd. Det bragte dem ikke ud af fatning. De vidste at de stod dér med et bestemt formål for øje — at forkynde frygtløst om den sande Gud og hans søn Jesus Kristus, det eneste navn hvorved menneskene kunne opnå frelse. — Ap. G. 4:12.
10. Hvad var det der gjorde såvel Peter og Johannes som de øvrige apostle anderledes end andre, skønt de var „ulærde mænd og lægfolk“?
10 Peter og Johannes var jævne fiskere og var kendt som sådanne blandt folk. Men man kunne mærke at de havde vandret sammen med Jesus, havde lyttet til ham og var blevet oplært af ham. Dertil kom endnu en faktor: de havde den hellige ånd fra Gud. Alt dette fik dem til at optræde anderledes end andre og det lagde rådet mærke til. „Men da de så Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke, at de var ulærde mænd og lægfolk, undrede de sig; men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus. Og da de så manden, som var blevet helbredt, stå hos dem, kunne de ikke sige dem imod.“ — Ap. G. 4:13, 14.
11. Hvilken vanskelig situation befandt de religiøse ledere sig i, og hvad besluttede de sig til at gøre?
11 De religiøse ledere befandt sig i en pinlig situation. De anede ikke hvad de skulle gøre og bad derfor Peter og Johannes om at gå uden for retssalen. Så gav disse „vise“ mænd sig til at rådslå indbyrdes idet de sagde: „Hvad skal vi gøre med de mennesker?“ De kunne ikke ignorere eller afvise det der var sket, for alle i Jerusalem vidste besked med det. Af frygt for folket traf de følgende beslutning: „Lad os true dem til ikke mere at tale til noget menneske i dette navn.“ — Ap. G. 4:15-17.
Frygt for vidnerne blandt gejstlige
12. (a) Vis hvordan religiøse ledere benytter samme fremgangsmåde i dag. (b) Hvilken meddelelse bragte Daily American i denne forbindelse?
12 Lignende forholdsregler er blevet truffet over for kristne i dag i lande der bekender sig til kristendommen. Religiøse ledere viser den samme frygt for det budskab som sande kristne, Jehovas vidner, forkynder i verden i dag. De vil gøre alt hvad der står i deres magt for at forhindre at budskabet om Guds rige udbredes. For eksempel truede den græsk-ortodokse kirkes ærkebiskop, Chrysostomos, i sommeren 1963 den græske regering med at han ville organisere en protestmarch fra Saloniki til Athen hvis Jehovas vidner fik lov til at afholde deres stævne i Athen. Han fik sin vilje, og man kunne i Daily American den 26. juli 1963 læse følgende: „Den græske regering har forbudt Jehovas vidner at afholde offentlige møder, meddeltes det i dag. . . . Den græske kirkes primas, ærkebiskop Chrysostomos, har stillet sig i spidsen for alle græsk-ortodokse organisationer i en samlet protest mod Jehovas vidners stævne, der blev betegnet som ’en skændig kongres for ateister og anarkister’. I et brev til ministerpræsident Panayotis Pipinelis sagde han at hvis ikke stævnet blev forbudt ville han se sig nødsaget til at ’forsvare alt hvad vi anser for højt og helligt og gå i spidsen for præst og læg’ i en samlet aktion mod sekten.“
13. Hvilke spørgsmål giver denne protest uvilkårligt anledning til?
13 Hvad var ærkebiskoppen bange for, eller for den sags skyld, hvad var hele det græsk-ortodokse præsteskab bange for? For bibelstudium? For udbredelse af Bibelen? For at grækerne skulle blive opfordret til at læse Bibelen? Alverdens mennesker ved at Jehovas vidner bruger deres tid til at hjælpe folk med at læse og forstå Bibelen på deres eget sprog. Er det det den græsk-ortodokse kirkes ærkebiskop kalder ateisme og anarki, studiet af Guds ord? Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige? Ønsker han ikke at det græske folk skal vandre i Kristi Jesu fodspor? Hvem var det der var anarkist, en oprørsstifter? Hvem var det der ville have folk til at rejse sig og marchere fra Saloniki til Athen og sprænge Jehovas vidners fredelige sammenkomst?
14. Hvilken parallel kan man drage mellem den græske regerings handlemåde og Pilatus’?
14 Den græsk-ortodokse kirkes trusler over for regeringen virkede og den fik regeringen til at danse efter sin pibe. Den tilladelse der var givet Jehovas vidner til afholdelse af et stævne den 30. juli 1963 blev trukket tilbage. På Jesu tid skreg folket under ledelse af ypperstepræsten Kajfas til landshøvdingen Pilatus: „Lad ham blive korsfæstet!“ Ikke engang Pilatus, den romerske regerings repræsentant, ønskede Jesus slået ihjel, men da han så at der var ved at blive tumult tog han noget vand, vaskede sine hænder i skarernes påsyn og sagde: „Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!“ „Men hele folket svarede og sagde: ’Hans blod komme over os og vore børn!’ Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han piske og overgav ham til at korsfæstes.“ (Matt. 27:24-28) I dag kan man høre de samme råb fra falske religiøse hyrder rettet mod Jesu sande efterfølgere.
15. (a) Har denne modstand fået de græske Jehovas vidner til frygtsomt at holde sig tilbage? (b) Hvilken kendsgerning burde de græsk-ortodokse præster tage op til alvorlig overvejelse?
15 Trods disse protester fra den græsk-ortodokse kirke har Jehovas vidner i Grækenland erfaret en forøgelse på 9 procent i 1963. Her findes nu 10.507 Jehovas vidner, der alle forkynder den gode nyhed om Guds rige. De har brugt mere end 1.100.000 timer til at tale med folk om Bibelen. Har den græsk-ortodokse kirkes præster brugt så megen tid til at gå fra hus til hus og undervise folk i Guds ord? Eller er deres tid gået med at fortælle folk at de ikke skal høre på Jehovas vidner og med at sørge for at Jehovas vidner blev arresteret for at give bibelundervisning? Jehovas vidner i Grækenland har hver uge ledet 4245 bibelstudier hos mennesker der ønsker at lære Bibelen at kende. Kan de græsk-ortodokse præster aflevere en lignende rapport?
16. Hvem er det der forsøger at standse forkyndelsen af den gode nyhed?
16 På apostlenes tid var det de falske hyrder der forsøgte at standse Kristi trofaste efterfølgeres forkyndelse, og de falske hyrder i dag gør det samme. Græsk-ortodokse, romersk-katolske og protestantiske præster lærer ikke medlemmerne af deres menigheder at forkynde, tværtimod, kirkemedlemmer mener i almindelighed at de bør tie stille og helst skal undgå at tale om Jesus og hans rige til nogen. Men er det at være kristen, at vandre i Jesu Kristi fodspor?
17, 18. (a) Hvad svarede apostlene da man forbød dem at forkynde mere? (b) Gælder det samme i dag, og hvordan bør kristne betragte et forbud mod at hverve proselytter?
17 For atter at vende tilbage til beretningen i Apostlenes Gerninger ser vi at rådet kaldte apostlene ind igen og „forbød dem aldeles at tale eller lære i Jesu navn. Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: ’Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.’“ — Ap. G. 4:18-20.
18 Det samme gælder i dag for enhver der kalder sig kristen. Hvis den kirke man er medlem af ikke opfordrer en til at forkynde offentligt og fra hus til hus, må man adlyde himmelens befaling: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ (Åb. 18:4, 5) Den kristne må tale om det han har set og hørt fra Guds ord. Det er umuligt for ham at forholde sig tavs. Når den græsk-ortodokse kirke forlanger at ingen (og det vil i dette tilfælde sige Jehovas vidner) hverver proselytter, det vil sige forkynder for andre, er det stik imod Guds befaling, givet i Bibelen. Hvad var det Peter og Johannes gjorde i Jerusalem? De forkyndte Guds ord for jøderne og fik dem til at skifte religion. De fik dem til at gå over fra jødedommen til kristendommen. De kunne gøre det fordi de forkyndte sandheden. Det er det samme Jehovas vidner gør i dag.
19, 20. Hvordan lød de kristnes svar til Hitler da han forbød dem at forkynde Guds rige? Hvilket resultat ser vi i 1963?
19 Hitler, der var katolik og den romersk-katolske kirkes arm i Tyskland, forbød Jehovas vidner at forkynde Guds rige, og disse kristne måtte sige til Hitlers Gestapofolk: ’Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud.’ De blev ved med at forkynde, selv om 10.000 blev sendt i koncentrationslejre og over 4000 døde der. Resten sultede næsten ihjel. Kun krigens ophør frelste dem.
20 I 1933 undertegnede Hitler et konkordat med den romersk-katolske kirke, ligesom Italiens Mussolini havde gjort. Men selv om de politiske herskere indgår overenskomster med religiøse organisationer kan Jehovas vidner i de pågældende lande ikke glemme Guds ord. De kan ikke lade være at ’tale om det de har set og hørt’. Selv om de blev truet med døden kunne det ikke standse deres virksomhed. I dag er Hitler og Mussolini borte, men Jehovas vidner forkynder i større tal end nogen sinde i disse lande. I Vesttyskland er der i dag 78.043 Jehovas vidner og i Italien 7801.
21, 22. (a) Hvor længe vil sandheden bestå, selv under modstand? (b) Hvad gav alle de forsamlede kristne udtryk for da Peter og Johannes fortalte dem hvad der var sket?
21 Ingen kan tilintetgøre sandheden. Den vil altid bestå, om så alle modstår den. Apostelen Paulus sagde: „Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner.“ (Rom. 3:4) Peter og Johannes blev sat i fængsel og truet fordi de forkyndte sandheden og sagde at de havde helbredt en mand i Jesu navn. Til sidst blev de sat på fri fod fordi rådet ikke kunne finde et grundlag for at få dem straffet, og „af hensyn til folket, da alle priste Gud for det, som var sket“. — Ap. G. 4:21, 22.
22 Peter og Johannes skyndte sig hen til deres egne og fortalte hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem. „Da de hørte dette, opløftede de alle som én deres røst til Gud og sagde: ’Herre, du, som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, du, som ved Helligånden gennem din tjener Davids mund har sagt: „Hvorfor fnyste hedninger og pønsede folkefærd på tomhed? Jordens konger rejste sig, og fyrsterne samlede sig mod Herren og mod hans Salvede.“ Ja, de har i sandhed samlet sig i denne stad imod din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet: både Herodes og Pontius Pilatus sammen med hedningerne og Israels folkestammer.“ — Ap. G. 4:23-27.
23. (a) Hvilken indstilling har Liberias præsident givet til kende over for Jehovas vidner? (b) Hvilket spørgsmål melder sig naturligt efter at man har læst præsident Tubmans offentlige udtalelse vedrørende Jehovas vidner?
23 Som på apostlenes tid bliver kristne i dag også udsat for de tomme ting som folkene udtænker. I Liberia er missionærer som er udsendt af Watch Tower Society blevet udvist af landet fordi Jehovas vidner ikke vil hilse det liberiske flag. Det er let for Liberias præsident, William Tubman, at sige at „sekten Jehovas vidner er velkommen her i landet [Liberia], men Jehovas vidner må rette sig efter loven, der kræver at alle skal hilse flaget når det hejses eller nedtages ved ceremonier som de overværer, og ellers må de holde sig borte fra sådanne ceremonier“. Her må vi spørge præsidenten: Hvordan kan kristne holde sig borte fra en sådan ceremoni, som er afgudsdyrkelse, når en afdeling soldater ankommer til Jehovas vidners stævneplads og med geværer truer alle til at marchere til en plads hvor flaget hejses og med magt vil tvinge alle til at hilse flaget? Gør det et menneske til en bedre liberier eller en bedre kristen? Når man har læst referatet af hele denne sag (Vågn op! for 8. november 1963) spørger man uvilkårligt om præsident Tubman vil stille sig på linie med Hitler og Mussolini.
24. Hvor har kristne forkyndere også mødt vanskeligheder, og hvorfor?
24 Også på Haïti er missionærer der udførte forkyndelsesarbejde og underviste i bibelstudium blevet udvist. I Spanien er kristne missionærer blevet udvist fordi de holdt bibelstudier i privathjem. Det samme er tilfældet i Portugal. Møder afholdt i privathjem i Spanien og Portugal er blevet afbrudt af politiet og mange mennesker er blevet arresteret og sat i fængsel. Hvorfor? Fordi de læste i Bibelen sammen med andre kristne. Ja, fyrsterne har i sandhed samlet sig mod Jehova og hans tjenere. De véd udmærket at Jehovas vidner ikke er interesseret i at styrte nogen regering eller at give anledning til optøjer. De véd også at Jehovas vidner opfører sig ordentligt. Hvad er de da bange for? Den eneste forklaring er at Jehovas vidner forkynder den gode nyhed om Guds rige.
25. Hvad kan sande Kristi efterfølgere derfor forvente?
25 Den der forkynder den gode nyhed i dag udfører kristent arbejde, men vil også opleve at møde religiøse lederes modstand og ringeagt. Det gjorde apostlene. Vi skal derfor ikke blive overraskede når det sker. Kristne kan forvente denne behandling. Jesus sagde jo: „Også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld til et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene.“ — Matt. 10:18.
Forkynder med frimodighed
26. Hvilken bøn bad Peter og Johannes? Har den også gyldighed i dag?
26 For nitten hundrede år siden opsendte Peter og Johannes denne bøn til Jehova Gud: „Og nu, Herre! se til deres trusler, og giv dine tjenere, at de med fuld frimodighed må tale dit ord.“ Denne bøn blev besvaret med det samme, for „de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed“. (Ap. G. 4:29, 31) Jehova gjorde ikke nogen forskel dengang, og det gør han heller ikke nu, for det er den samme hellige ånd, Guds virkekraft, som hver eneste indviet Guds tjener har brug for, så han kan tale Guds ord med frimodighed og blive ved med det, trods trusler fra ærkebiskopper, præsidenter, diktatorer, præster eller andre. På grund af denne frimodighed vil vore dages kristne opnå de samme resultater som Peter og Johannes, trods trusler og modstand. Også de kan med glæde sige: „Der føjedes stadig flere til, som troede på Herren, hele skarer både af mænd og kvinder.“ — Ap. G. 5:14.
27. (a) Hvilken usædvanlig begivenhed indtraf da apostlene blev arresteret og fængslet for anden gang? (b) Hvilke tanker kan disse Guds mænd have gjort sig da det skete?
27 Folk i Jerusalem var interesserede i sandheden og ville gerne høre hvad apostlene havde at sige. Men de religiøse ledere så ikke med venlige øjne på dem. Der fortælles videre: „Da trådte ypperstepræsten frem tillige med alle dem, som holdt med ham, nemlig saddukæernes parti, og de blev fulde af nidkærhed [skinsyge]. Og de lagde hånd på apostlene og satte dem i offentlig forvaring.“ (Ap. G. 5:17, 18) Det var anden gang dette skete for Peter og Johannes, men denne gang havde de selskab. De øvrige apostle blev sat i fængsel sammen med dem. Nu skete der imidlertid noget højst usædvanligt. En engel trådte til på Jehovas befaling. Apostlene blev ikke bange; de kendte salmistens ord: „[Jehovas] engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem,“ og de kunne også huske hvad Jesus havde sagt: „Thi jeg siger jer: deres engle i Himmelen ser altid min himmelske Faders ansigt.“ (Sl. 34:8; Matt. 18:6, 10). De vidste også at englene med interesse fulgte med i hvad der skete på jorden. De var bekendt med omstændighederne ved Jesu fødsel, dengang hyrderne lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord og da pludselig „en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, . . . og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud“. (Luk. 2:9, 13) Alt dette kan de have tænkt på da „en Herrens engel åbnede fængselets døre om natten og førte dem ud“.
28, 29. Hvad skete der nu, og hvilken befaling fik de?
28 Vi kan levende forestille os deres forbavselse, deres forbløffede ansigter. Fængselets døre åbnede sig, og der lød ingen protest fra vagterne mens engelen førte dem ud. Da de alle var kommet ud sagde engelen: „Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!“ — Ap. G. 5:20.
29 Kunne det siges tydeligere? Nej, engelens befaling til apostlene var ikke til at misforstå. Nogle få dage før havde de bedt Jehova Gud om at se til de ledendes trusler samt om at han ville give sine tjenere at de måtte tale Guds ord med frimodighed. Og: „Da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var forsamlede; og de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed.“ Som følge af denne frimodige forkyndelse var alle apostlene blevet fængslet, og nu fik de en yderligere forsikring om at de havde gjort det rette. En engel pegede mod templet og sagde: „Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord!“ Hvilken tilfredsstillelse for dem!
30. Hvilken indstilling kunne apostlene have efter at have fået dette svar på deres bøn, og hvor var de ved daggry?
30 Apostlene var daglig gået til helligdommen og havde gjort som Gud havde befalet, og tusinder havde hørt deres forkyndelse. Her i templet hørte de til. Her ville Jehova sørge for at de fik lov at blive, trods præsternes modstand. Hvilken glæde, tillid og taknemmelighed fyldte dem ikke! Disse religiøse ledere havde uret, de kæmpede mod Gud. Her fik apostlene en direkte befaling fra Jehova, overbragt af hans engel eller sendebud, om hvad de skulle gøre. Var de ivrige efter at gøre det? Beretningen siger: „Da de havde hørt dette, gik de tidligt om morgenen ind i helligdommen og lærte.“ — Ap. G. 5:21.
Den gode nyhed udbredes i hele verden
31. (a) Hvorfor kunne apostlene ikke standses dengang, og hvorfor kan Jehovas vidner ikke standses i dag? (b) I hvilket omfang skal den gode nyhed forkyndes?
31 Det var umuligt at standse apostlene dengang, og ved Jehovas nåde vil det også være umuligt at standse Jehovas vidner i dag. Hvorfor? Fordi sandheden fra Guds ord skal forkyndes. Jehovas vidner har modtaget den samme befaling som apostlene. De bringer det samme budskab fra Guds ord og de har samme faste tro på det som apostlene. Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige udstrækkes til et større og større område for hvert år der går. Det er ikke nu tiden til frygtsomt at holde sig tilbage. På Pinsedagen begyndte de kristne at forkynde i Jerusalem, først i salen hvor de var forsamlede, men med tiden udbredtes budskabet til hele det forjættede land, og derefter stod de over for en endnu større opgave, en opgave som Jesus selv havde givet dem: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ — Matt. 28:19, 20, NW.
32. Hvordan søger Jehovas vidner engles vejledning og ledelse i dag, og hvad viser Åbenbaringen 14:6, 7 om sådanne himmelske Guds tjeneres gerning?
32 Jehovas vidner i dag bestræber sig alvorligt for at gøre netop det som Jesus pålagde sine efterfølgere, nemlig at gøre disciple af folk fra alle nationer. Ordene fra Mattæus 24:14 lyder bestandig i deres ører: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (NW) Jehovas vidner søger stadig engles vejledning og ledelse, men gør det nu gennem Guds skrevne ord. For vort indre blik fremmaner vi det syn Johannes modtog: „Og jeg så en anden engel flyve midt oppe under himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som glade tidender for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og for hvert tungemål og folk, idet han råbte med høj røst: ’Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet, og tilbed derfor ham som har dannet himmelen og jorden og hav og kildevæld.“ (Åb. 14:6, 7, NW) Hvilken opgave! Ikke blot for engelen men for alle dem der værdsætter og forstår den gerning Gud ønsker udført på jorden.
33. Hvordan ser Jehovas folk den engel der flyver midt oppe under himmelen, og hvorledes handler de?
33 Jehovas vidner erkender fuldt ud at Jehova Gud i forgangne tider har brugt engle som sine sendebud, og selv om de ikke bogstaveligt kan se den engel der flyver midt oppe under himmelen, ser de gennem Johannes’ syn at denne engels budskab skal forkyndes. Mere end én million forkyndere af denne „evigvarende gode nyhed“ går nu fra hus til hus over hele jorden og forkynder glade tidender for alle, uanset levevilkår og hudfarve.
34. I hvor stort et omfang er den „evigvarende gode nyhed“ blevet forkyndt i vor tid?
34 Det der skete dér tilbage i tiden i Jerusalem i mindre målestok efter at engelen havde udfriet apostlene og befalet dem at gå op i helligdommen igen for at forkynde, sker nu i disse sidste dage i langt større målestok, nemlig i hele verden. Engelen der flyver midt oppe under himmelen befaler Guds folk at forkynde den „evigvarende gode nyhed“, så alle kan ’frygte Gud og give ham ære’. Ingen som er indviet til Jehova kan for et øjeblik tøve med at opfordre alle folk på jorden til at ’tilbede ham som har dannet himmelen og jorden’.
35. Hvordan er herskernes og de religiøse lederes holdning over for Jehovas vidner i dag?
35 Herskerne og de religiøse ledere på jorden i dag synes lige så lidt om at Jehovas vidner gør dette som rådsherrerne og præsterne gjorde i apostlenes dage. Når Jehovas vidner arresteres og sættes i fængsel i dag må de som regel blive der længere end apostlene i disse beretninger måtte sidde bag lås og slå, men når Guds tid er inde til det, vil de blive sat på fri fod. Mange Jehovas vidner opholdt sig i Hitlers koncentrationslejre i ti år eller mere, men de blev befriet, og i dag lytter de til engelen der flyver midt oppe under himmelen, og forkynder sammen med deres brødre i hele verden den „evigvarende gode nyhed“ som glade tidender.
36. (a) Hvad skete der i Jerusalem efter de føromtalte begivenheder? (b) Hvor fandt man apostlene, og hvorfor kunne det forventes at de var dér?
36 Lad os atter se hvad der hændte apostlene, vore forbilleder i gode gerninger. Tidligt om morgenen, ved daggry, gik de til templet igen og begyndte at lære og undervise. Da nu ypperstepræsten og saddukæerne var trådt sammen og havde fået samlet alle Israels ældste, sendte de bud til fængselet efter apostlene. Men nu fik de at vide at apostlene ikke var dér. Tjenerne meldte rådet: „Fængselet fandt vi forsvarligt låset, og vagten stod ved dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.“ Engelen havde sørget for alt. Da den havde åbnet fængselets døre og ført apostlene ud, lukkede og låsede den efter dem, og ingen af vagterne vidste hvad der var sket. Først nu blev de klar over at de havde holdt vagt uden for et tomt fængsel. Det var en yderst pinlig situation for anføreren for tempelvagten og ypperstepræsterne. Men netop i dette øjeblik, da de alle spekulerede på hvad der var sket og ikke vidste hvad de skulle gøre, kom der en mand og meldte: „Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i helligdommen og lærer folket.“ Det var jo dér engelen havde sagt de skulle gå hen, og det havde de gjort, for at gøre den gerning de havde fået pålagt af Gud. „Så gik anføreren sammen med tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med magt; thi de var bange for, at de skulle blive stenet af folket.“ — Ap. G. 5:20-26.
Adlyder Gud fremfor mennesker
37, 38. (a) Hvilket frygtløst svar gav Peter rådet som havde forlangt at apostlene skulle holde op med at forkynde? (b) Hvordan er forholdet i dag?
37 Selv om apostlene nu atter stod foran disse fornemme mænd i rådssalen og hørte ypperstepræstens spørgsmål var de ikke bange. De stolede på Jehova Guds og hans engles beskyttelse. Da ypperstepræsten sagde: „Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os!“ svarede Peter og de øvrige apostle: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge ham på et træ. Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.“ (Ap. G. 5:27-32) Der skulle frimodighed til at sige disse ord til rådet, men det apostlene sagde var sandt. De var kristne.
38 Indviede kristne i dag må indtage det samme standpunkt som apostlene. Kundskab om Jehova Gud og hans søn, Jesus, får kristne til at forkynde at Jesus Kristus er blevet ophøjet til fører og frelser og nu sidder ved sin Faders højre hånd og vil forblive der indtil Jehova lægger Kristi fjender som en skammel for hans fødder. — Ap. G. 2:34-36.
39. Hvad kan trofasthed mod Gud komme til at betyde for de kristne, men hvad vil de alligevel fortsætte med?
39 Trofasthed mod den kristne mission vil medføre ubehageligheder, trusler, strabadser og prøver, for nogle måske endog døden. Virkningen af apostlenes ord på præsterne og de skriftkloge læser vi i det følgende: „Da de hørte dette, blev de rasende og ville slå dem ihjel.“ (Ap. G. 5:33) Nogen tid senere blev Stefanus stenet til døde fordi han forkyndte sandheden. (Ap. G. 7:54-60) I vor tid kan vi se lignende ting ske når fanatikere, fyldt af denne verdens ånd, kommer i affekt over Jehovas vidners forkyndelse. Den kristne, der ved at han forkynder sandheden og har fået det hverv at udbrede den „evigvarende gode nyhed“, fortsætter imidlertid frimodigt sin gerning.
40. Hvordan var Gamaliels syn på forfølgelsen af de kristne, og hvilket råd gav han?
40 Midt under det røre der rejste sig dengang omkring apostlene stod en mand der ejede stor visdom, en farisæer ved navn Gamaliel, nu frem og sagde: „Israelitiske mænd! se jer vel for, hvad I er ved at gøre med disse mennesker. For nogen tid siden optrådte jo Teudas, som gav sig ud for at være noget, og en flok på omtrent fire hundrede mand sluttede sig til ham; han blev henrettet, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, adsplittedes og blev til intet. Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i skatteudskrivningens dage og fik en folkehob til at følge sig; han omkom også, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, spredtes. Og nu siger jeg jer: hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ Dette råd fulgte de. „De kaldte apostlene ind, lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem.“ Man kunne ønske der i dag var flere som Gamaliel der kunne fortælle regeringsembedsmænd og præster hvordan de skulle handle. — Ap. G. 5:35-40.
41. Hvordan reagerede apostlene på piskeslagene og truslerne?
41 Piskeslagene fik ikke apostlene til at ændre beslutning. De var blevet pisket før. De havde været i fængsel før. De var blevet truet før. En usynlig magt stod bag dem som rådet ikke kendte. Det var Jehova Gud, hans søn Kristus Jesus, en tusindtallig skare af engle og den hellige ånd, som Gud sendte til hjælp for sine jordiske tjenere. „Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.“ Har vi en sådan tro? Ville vi lytte til en engel fra Jehova og gøre det som apostlene gjorde? Sande kristne vil gøre det! — Ap. G. 5:41, 42.
42. Hvad erfarede apostlene ved at lytte til engelen, og hvordan viste de deres frimodighed i forkyndelsen?
42 Apostlene kom til at erfare stor glæde ved at lytte til engelen. De udstrakte deres tjeneste til et endnu større område for at ophøje Jehovas navn og ord. De styrkede og opbyggede den voksende menighed dengang. Til sidst rejste disse apostle sammen med mange andre trofaste, prøvede Kristi efterfølgere ud til andre egne, for ikke blot at virke blandt jøder men også blandt hedninger. Disse mennesker, fra alle stammer, tungemål og folk, fik lejlighed til at høre sandheden og de „livets ord“ forkyndt som Jesus havde talt til sine efterfølgere. Apostelen Paulus åbenbarer således i sin mesterlige argumentation for de dødes opstandelse i brevet til menigheden i Korint, sin dybe interesse for disse „livets ord“. — 1 Kor. 15:1-57.
43, 44. Hvilken opmuntring indeholder denne beretning for Jehovas kristne vidner i dag, og hvad vil de fortsat bede om?
43 Kristne i dag vil bestræbe sig for at gøre som disse apostle der adlød Guds engels befaling. Jehovas engle leder i dag det arbejde som Guds folk udfører på hele jorden, forkyndelsen af den „evigvarende gode nyhed“. Vi kan derfor frimodigt tage del i forkyndelsen, i tillid til Guds ord. „Thi han byder sine engle at vogte dig på alle dine veje.“ (Sl. 91:11) Og Paulus siger som en bekræftelse herpå: „Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse?“ (Hebr. 1:14) Jo, er svaret.
44 Er vi da interesserede i frelsen ved Kristus Jesus? Det var Peter og Johannes, og de sagde: „Der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.“ (Ap. G. 4:12) Hvis vi har den tro en kristen bør have, da vil vi, hvis vort arbejde skal lykkes og vi skal holde ud i denne verdensordning, der hastigt nærmer sig sin afslutning, fortsat bede om at blive „fyldt af Helligånden“ så vi kan ’tale Guds ord med frimodighed’. — Ap. G. 4:31.