Et dynasti går til grunde

 1. Hvilket ærgerrigt ønske og hvilket fald skildres der i Esajas 14:12-15?

„NEJ, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, . . . Du, som sagde i hjertet: ’Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, . . . den Højeste lig’ — ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i hulen!“

 2. Hvem har hovedrollerne i det dramatiske handlingsforløb i Esajas 14:12-15?

² Hvem er dog denne morgenstjerne der ønskede at ophøje sig selv over alt og alle og som skulle opleve den dybeste fornedrelse? Hvorfor skal vi i dag være interesseret i at forstå dette dramafyldte udsagn? Simpelt hen fordi hovedpersonerne i dette drama har stor betydning. Vi ser nemlig 1) at den „strålende morgenstjerne“ repræsenterer det babyloniske dynasti af konger, et dynasti som blev grundlagt af Nebukadnezar og hvis sidste repræsentant var Belsazzar; 2) at „Guds stjerner“ er Judas konger af Davids æt der sidder som Jehovas repræsentanter på „Jehovas trone“ i Jerusalem; 3) at den Højeste og den som retter disse ord til den „strålende morgenstjerne“ er Jehova Gud, den Almægtige.

Et babylonisk eller et davidisk dynasti?

 3. Hvorfor har det der skildres i Esajas 14:12-15 langt mere vidtrækkende betydning nu end det havde i de sjette og syvende århundrede før vor tidsregning?

³ Med et åbent blik for den vidtrækkende betydning det dramatiske handlingsforløb i det ovennævnte udsagn indebar dengang, forstår vi endnu bedre hvor langt videre betydning det vil få i vore dage når vi husker at kongerne af Davids slægtslinje var arvtagere til Jehovas pagt om Riget, den pagt han havde indgået med David og som skulle føre frem til Messias. Pagten om Riget og Judas kongers efterslægt skulle bestå uden afbrydelse indtil Messias kom, han hvis trone skal ophøjes til samme niveau som Jehovas. Ville Babylons dynasti, hvis gud Satan var, eller Davids dynasti få magten? Hvilket af de to ville bestå?

 4. Hvilken parallel ser vi i vor tid til den „strålende morgenstjernes“ fremfærd og den glæde hans fald udløser?

⁴ I dag kan vi trække en parallel der understreger betydningen af denne profeti. Den „strålende morgenstjerne“ omtales som „folkebetvinger“ (Es. 14:12), som den der „gjorde det frugtbare land til ørk“ (14:17, NW) og hvis fald forårsager at „jorden har fred“ og „bryder ud i jubel“ (14:7). Tænk på vor tids Babylon den Stores, den falske religions verdensimperiums, historie som den har formet sig under dets usynlige hersker, Satan Djævelen. Babylon den Stores ledere har fremstillet Gud som en treenig uhyrlighed der piner syndere evigt, og de har forledt jordens folkeslag til at dyrke falske guder. De har i selvforherligelse antaget klingende titler. De har gjort materialismen til deres gud og sat deres lid til militærmagt, ikke til Gud eller hans ord, Bibelen. Ved at indgå konkordater med diktatorer og føre krige i religionens navn, i særdeleshed i den „kristne“ religions navn, har de undertvunget folkeslagene, ødelagt frugtbart land, nedslagtet blomsten af landets mandlige befolkning og været årsag til stor elendighed og knugende sorg. Hvad der skete med Babylon og dets kongedynasti skildrer nøjagtigt hvordan Babylon den Store skal ødelægges totalt, hvad der vil fryde og glæde alle jordens folk.

 5. (a) Hvordan kunne „Babels konge“ undfange så ærgerrige planer? (b) Hvordan behandlede han andre nationer?

⁵ Hvad var det der førte til at det babyloniske kongedynasti kunne undfange så ærgerrige planer? „Babels konge“ havde vundet sejr efter sejr over datidens folkeslag. Som en lysende meteor bevæger sig i sin høje bane, steg han op i den høje position som den tredje verdensmagt. Esajas siger at Babels konge „slog i vrede folkeslag, slag i slag, og tvang i harme folk med skånselsløs tvang“ når de ikke frivilligt underkastede sig Babylons verdensherredømme. Ingen menneskelig magt kunne holde ham tilbage. Han mejede nationerne ned og fældede deres konger som træer. Han underkuede nationerne og gjorde dem til Babylons trælle. Han rystede jorden, fik rigerne til at skælve og gjorde det frugtbare land til øde ørk, som da han for eksempel tilintetgjorde Jerusalem og førte Judas folk til Babylon, så landet lå øde hen uden folk og fæ. Det var ikke på noget tidspunkt hans tanke at lade fangerne drage tilbage til deres hjemland. — Es. 14:6, 12, 16, 17.

 6. (a) Hvorfor stillede „Babels konge“ sig ikke tilfreds med de mange sejre der vandt ham stillingen som den tredje verdensmagt? (b) Hvordan ville han storme himmelen og rejse sin trone oppe over Guds stjerner? (c) Hvordan kunne han tage plads på „stævnets bjerg“?

⁶ „Babels konges“ første sejre stillede ham ikke tilfreds. Han undte sig ikke ro før han havde omstyrtet Judas konger, netop fordi de sad på „Jehovas trone“ i Jerusalem som de jordiske repræsentanter for det teokratiske styre. Så længe Jerusalems trone bestod, kunne Babels konge ikke helt og fuldt forherlige sin gud Marduk. Kunne han blot fjerne disse Judas konger fra deres trone, underlægge sig dem, så ville han have ophøjet sig selv til himmelen, ja op over stjernerne, for i Bibelens profeti blev kongerne af Davids kongeslægt sammenlignet med stjerner. Fordi de repræsenterede Jehova var de omgivet af en særlig stråleglans, en ophøjet kongeværdighed. (4 Mos. 24:17) Den 48. salme taler om templet i Zion, et højtliggende sted i nærheden af Judas kongers palads. Jehova befalede hele Israel at drage op til dette sted tre gange om året. Således blev stedet „stævnets bjerg“. Salmen siger: „Stor og højlovet er vor Gud i sin stad. Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg i det højeste nord, den store Konges [Jehovas] by.“ (Sl 48:2, 3) Hvis blot Babels konge kunne skaffe disse „stjerner“ af vejen, ville han i sine egne og i babyloniernes øjne indtage en stilling på „stævnets bjerg i yderste nord“, en stilling der svarer til den Jehova indtager, han som indsatte disse konger på Zion.

 7. Hvornår følte „Babels konge“ at han havde nået sit ærgerrige mål?

⁷ I den gamle hedenske verdens øjne ville Babels konge komme til at tage sig ud som den Højestes ligemand. Ja, de babyloniske stjernekiggere ville så at sige se en ny stjerne skinne på himmelen med en glans der overgik de andre stjerners. Babels konge ville overstråle „Guds stjerner“. Da han afsatte Zedekias og ødelagde Jerusalem og Jehovas tempel følte han at han havde nået de himmelske tinder. — 2 Kong. 25:1-7.

Babylons dynasti, det strålende

 8. (a) Hvad betyder det hebraiske ord heilelʹ? (b) Hvorfor bruger den engelske autoriserede oversættelse og den romersk-katolske Douay-oversættelse udtrykket „Lucifer“? (c) Er Lucifer Satans eller Babels konges navn? (d) Hvornår gælder udtrykket heilelʹ eller lucifer Satan Djævelen?

⁸ Her vil det være på sin plads at drøfte det hebraiske ord heilelʹ, der betyder „den skinnende eller den strålende“. Ordet kan også betyde „klarhed“. Den danske oversættelse gengiver udtrykket med „morgenstjerne“, og morgenstjernen er den klareste stjerne på himmelen. Den engelske autoriserede oversættelse anvender navnet Lucifer, og det gør den romersk-katolske Douay-oversættelse også. Begge oversættelser har fulgt den latinske Vulgata-oversættelse, der anvender navnet Lucifer, som betyder „lysbærer“. Lucifer er imidlertid ikke Babels konges navn. Den kristne tidsalders første uinspirerede religiøse forfattere anvendte Lucifer som et navn for Satan Djævelen. Den latinske Vulgata-oversættelse bruger igen ordet lucifer i 2 Peter 1:19, hvor den dog ikke anvender det om Satan Djævelen men om den „morgenstjerne“ der skulle oprinde i de kristnes hjerter. Dette udtryk heilelʹ eller lucifer hentyder kun til Satan Djævelen når Babylons jordiske konge symboliserer denne onde åndeskabning. Naturligvis var Satan Djævelen Babylons egentlige gud og usynlige konge, ligesom han er herskeren over Babylon den Store i vor tid.

 9. Vis hvorfor Esajas 14:12-14 først gælder Babylons jordiske konge og ikke Djævelen.

⁹ Esajas 14:12-14 gælder derfor først den jordiske konge af Babylon, hvilket fremgår af visse udtryk der anvendes i profetien. For eksempel tales der om sheol. Satan Djævelen har aldrig været i sheol, dødsriget eller graven, og vil heller aldrig komme der, eftersom han er en åndeskabning i de usynlige himle, hvorimod sheol, dødsriget eller graven, er i jorden. Det er det sted hvor de synlige, døde menneskelegemer bliver lagt. Selv Jesus Kristus opholdt sig i sheol, dødsriget eller graven, i næsten tre dage efter sin død, hvad apostelen Peter bekræfter. — Ap. G. 2:27-32; Sl. 16:10.

Ingen begravelse og ingen efterfølgere

10 (a) Hvad fortæller udtrykket „ned i Dødsriget [sheol] styrtes du“ om „Babels konge“? (b) Viser det at „Babels konge“ ikke fik en begravelse, at ingen af de babyloniske konger blev begravet? (c) Hvordan ville han være som et „vildskud eller som et nedtrådt ådsel“ på slagmarken? (d) Hvordan vækkes kongerne ved at „Babels konge“ styrtes ned i sheol? (e) Hvad omtaler de som ser det styrte og hvad får israelitterne befaling til at gøre?

¹⁰ Altså er det om denne selvophøjede, jordiske „Babels konge“ Esajas 14:15 siger: „Ja, ned i Dødsriget [sheol] styrtes du, nederst i hulen!“ Dette udtryk viser hvor dybt „Babels konge“ faldt fra sin himmelhøje herlighed og magt. Det var så dybt som et menneske kunne falde. Men profetien viser at han ikke blev stedt til hvile i sheol, den døde menneskeheds fælles grav. Udtrykket „Babels konge“ hentyder ikke til de enkelte konger i Babylon, for de fleste af dem, hvis ikke dem alle, fik en ærefuld begravelse i sheol. Men det babyloniske verdensriges kongedynasti som tilintetgjorde Jehovas tempel, led en vanærende død. Dette dynasti blev ikke stedt til hvile i sheol sammen med de andre nationers konger; det blev kastet bort uden at blive lagt i et rigtigt gravsted. Det var som et uønsket „vildskud“ der blev skåret af og kastet væk. Det lå henslængt som et lig dækket af faldne der er blevet dræbt med sværd, ja, som et nedtrådt ådsel, overladt til ådselædende dyr, det fik et vanærende endeligt, uden et æresminde for eftertiden, og uden at blive lagt i en mindegrav, kun efterladende et navn der vækker afsky og går i glemsel. Så forbløffende er „Babels konges“ fald at det er som om jordens store og folkenes konger der fik en ærefuld begravelse bliver vækket af deres dødssøvn i sheol. (Es. 14:9, 10) De som ser „Babels konge“ styrte udtrykker deres forbavselse over at Jehova Gud har fældet denne „strålende morgenstjerne“, og foranlediges samtidig til at påtale de ugerninger som „Babels konge“ har begået, ugerninger der nævnes i Esajas 14:16-21. Desuden skal de befriede israelitter benytte dette som tema i en spottesang om „Babels konge“. — Es. 14:3, 4.a

11. (a) Blev Jehovas dom i Esajas 14:22 eksekveret? (b) Blev det „Babels konges“ eller Davids dynasti der levede videre? Forklar.

¹¹ Jehova siger: „Jeg . . . udrydder af Babel navn og rest, skud og spire.“ (Es. 14:22) Senere fremstod der kaldæiske konger som søgte at genopbygge Babylon, for eksempel Nidintu-Bel, der tog kongenavnet Nebukadnezar III, men han hørte ikke til Nebukadnezars dynasti og var ikke i stand til at føre Babylon tilbage til dens tidligere magtposition, for hans regering varede ikke engang et år. Nebukadnezar IV gjorde oprør imod kong Darius I, men oprøret blev hurtigt slået ned. Ingen af „Babels konges“ „sønner“ eller efterfølgere kunne komme til magten igen. (Es. 14:21) Dette dynasti, der blev symboliseret ved „Babels konge“, skulle udryddes så der hverken levnedes det skud eller spire, altså ingen overlevende. Kaldæerne og babylonierne eksisterer ikke i dag; de er blevet udryddet således som det var Guds vilje. Men ved Jehovas forsyn fik Jekonja, der var af Davids slægtslinje, efterkommere mens han var i fangenskab i Babylon, og på den måde blev den davidiske linje bevaret således at Jesus Kristus kunne gøre retsligt krav på tronen som „Davids søn“. — Matt. 1:6, 12, 16; Luk. 3:23, 27, 31.

12. Hvordan skildrer Esajas 14:23 Babylons endelige skæbne, og hvilket andet verdensrige nævner Jehova for at minde om at hans profeti vil gå i opfyldelse?

¹² I Esajas 14:23 får vi en beskrivelse af Babylons totale udslettelse. Der læser vi at det skal fejes bort med „undergangens kost“ så ethvert spor af det fjernes og stedet til evig tid forbliver uegnet til menneskebolig. Det stod sagtens i Jehovas magt at omstyrte dette verdensrige. Han forudsagde gennem Esajas den anden verdensmagts, Assyriens, fald. Efter dette verdensriges fald ville turen lige så sikkert komme til Babylon. (Es. 14:24, 25) Den historiske beretning fortæller hvordan Jehova lod 185.000 soldater af assyrerkongen Sankeribs hær dræbe på en eneste nat og at dette til sidst medførte at Assyrien faldt og underlagdes babylonierne. (Es. 36:1 til 37:38) Historien beretter ligeledes om Babylons fald og endelige tilintetgørelse.

Glæde over „Babels konges“ fald

13. (a) Hvorfor fik Babylons fald nationerne til at glæde sig? (b) Hvordan fik Esajas 14:1, 2 sin opfyldelse?

¹³ Guds dom over Babylon blev til glæde for alle nationerne, der kom under et mere menneskeligt styre da den ariske verdensmagt under perseren Kyros overtog herredømmet. Israelitterne fik lov at vende hjem til deres eget land, og følgende profeti fik sin opfyldelse: „Han lader dem fæste bo i deres eget land, og fremmede skal slutte sig til dem . . . Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels hus skal i [Jehovas] land tage folkeslagene i eje som trælle og trælkvinder; de skal gøre dem til fanger, hvis fanger de var, og herske over deres bødler.“ (Es. 14:1, 2) Perseren Kyros, en fremmed, genrejste Israels sønner. Tusinder af ikke-israelitter vendte sammen med dem tilbage til Palæstina for at tjene som tempeltrælle. Den aldrende Daniel var blandt de tre rigsråder som Darius udnævnte og som de 120 satraper skulle stå til regnskab. Disse satraper var fordelt ud over hele det medo-persiske verdensrige. (Dan. 6:1-3, 29) Omtrent tres år senere blev den israelitiske kvinde Ester kong Ahasverus’ dronning, og hendes fætter Mordokaj, der var noget ældre end hun, blev ophøjet til dette verdensriges, den fjerde verdensmagts, førsteminister. (Est. 2:5-18; 8:1-15; 10:2, 3) Babylonierne kunne ikke længere holde israelitterne som fanger; de som selv havde sat israelitterne til tvangsarbejde måtte nu underkaste sig deres tidligere trælle.

14. Hvad forsikrer opfyldelsen af det fjortende kapitel i Esajas’ profeti os om med henblik på Babylon den stores udslettelse?

¹⁴ Med dette profetiske drama i tanke bør Babylon den Store, der har siddet som herskerinde over verdensrigerne og begået åndelig utugt ved at blande religion sammen med politik og krigsførelse, mærke sig Jehovas ord i Esajas 14:26, 27: „Det er, hvad jeg satte mig for imod al jorden, det er den hånd, som er udrakt mod alle folk. Thi Hærskarers [Jehovas] råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte hånd, hvo tvinger vel den tilbage?“ Fortidens Babylon er forsvundet men denne profeti forsikrer os om at Åbenbaringsbogens Babylon snart vil få samme skæbne. Det vil blive ydmyget og fornedret og gå ned i glemselens dyb, uden navn eller rest, for aldrig mere at rejse sig.

[Fodnote]