Brug Bibelen som en rettesnor i livet

„Træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes.“ — Hebr. 12:13.

 1. Under hvilke forhold havde israelitterne været afhængige af Jehova i fyrre år, og hvad ventede der dem nu?

I FYRRE år havde israelitterne vandret omkring i ørkenen, uden hjem, uden land, uden noget samkvem med andre folk. I fyrre år var de udelukkende blevet ledet og holdt oppe af Guds hånd. Han havde forsynet dem med føde, manna som mirakuløst faldt ned fra himmelen. Han havde endog ved sin mellemmand Moses fået vand til at springe frem fra klippen. Nu befandt dette Guds udvalgte folk sig på Moabs sletter på østsiden af Jordan, lige over for Jeriko, mere end seks hundrede tusinde kampdygtige mænd, med deres hustruer og børn. Det var et stærkt og livskraftigt folk bestående af unge mænd og kvinder, da kun et lille mindretal var over tres år. Mange af dem, måske endog de fleste, var født i ørkenen. De havde ikke kendt til andet end teltlivet og havde ikke set andet end den golde og ensformige ørken, men på den anden side af Jordan lå der et rigt og frugtbart land, et land med mælk og honning, med hvede og byg, frugttræer og blomster, et land med sang og latter, et fredfyldt land — et forjættet land.

 2. Hvad måtte de være på vagt over for, og hvordan kom Balak til kort i sine planer mod Israel?

² Men de var omgivet af fjender: mænd, kvinder og børn som ikke tilbad Jehova, som hellere så Israel tilintetgjort end deres eget liv forstyrret; fjender som ville bruge ethvert middel for at forhindre denne unge nation i at drage ind i landet og tage den arv i besiddelse som var lovet den af Gud. Det var grunden til at Moabs konge, Balak, lejede profeten Bileam til at forbande Jehovas folk. Tre gange prøvede han at udtale en forbandelse over israelitterne, men hver gang styrede den almægtige Gud Bileams tunge og vendte den tilsigtede forbandelse til en velsignelse over Israel og viste dermed at mod Jakob hjælper ej „galder [trolddomskunst], trolddom ikke mod Israel“. — 4 Mos. 23:23.

 3. (a) Hvilken udvej fandt Bileam på for at knække israelitterne, og hvad var resultatet? (b) Hvilken hurtig og beslutsom handling fik Jehova til at standse plagen?

³ Så fandt Bileam den eneste måde hvorpå han kunne knække dette stærke og ukuelige folk. Han lokkede det bort fra dets Gud, Jehova, dets beskytter og kilde til styrke. Han rådede Moabs konge til at få Jehova selv til at forbande sit folk, og det skulle ske ved at det blev forledt til afgudsdyrkelse ved at bedrive utugt med kvinder der tilbad afguder. Bibelens beretning lyder (4 Mos. 25:1-3): „Men folket begyndte at bedrive hor med de moabitiske kvinder; og da de indbød folket til deres guders slagtofre, spiste folket deraf og tilbad deres guder. Og Israel holdt til med Ba’al-Peor; derover blussede [Jehovas] vrede op mod Israel.“ Derfor fik Israels dommere befaling til at dræbe de mænd der havde været i forbindelse med denne falske gud, Ba’al-Peor. Men endnu mens de ældste stod ved indgangen til åbenbaringsteltet og græd over at Israel var veget bort fra den rette vej, førte en israelitisk høvdingesøn ved navn Zimri skamløst en midjanitisk kvinde ind i lejren for øjnene af Moses og hele menigheden. Lynsnart og beslutsomt greb præsten Eleazars søn Pinehas et spyd, fulgte efter dem ind i teltet og gennemborede dem begge. „Da standsede plagen blandt israelitterne. Men tallet på dem, plagen havde kostet livet, løb op til 24.000.“ (4 Mos. 25:8, 9) Fireogtyve tusind overtrædere døde for Jehovas hånd. De kom ikke ind i det forjættede land da de stod på tærskelen til det. De havde givet efter for selvisk begær og havde svigtet deres Gud Jehova som deres vejleder.

 4. Hvordan blev israelitterne yderligere prøvet?

⁴ Men det var ikke alt. En mand som ikke var bukket under for de tøjlesløse sexorgier for Ba’al-Peor, var alligevel ikke usårlig. Han blev også grebet af et selvisk begær, men i hans tilfælde var det griskhed og begærlighed, materialismens lumske snare. Hans svaghed kostede seksogtredive af hans landsmænd livet.

 5. (a) Hvorfor tog Jehova sin gunst bort fra israelitterne, og hvordan kom dette for dagen? (b) Hvilken straf fik overtræderen, og hvorfor?

⁵ Det var efter at byen Jeriko mirakuløst var faldet i Guds folks hænder og det var draget op mod byen Aj for at indtage den. Folkets fører, Josua, havde kun sendt tre tusind bevæbnede mænd af sted da han ventede en let sejr i betragtning af fjendens underlegne styrke. Imidlertid strømmede mændene fra Aj ud af byen, slog israelitterne på flugt og dræbte seksogtredive af dem. Josua og folkets ældste faldt på deres ansigt for Jehova i inderlig bøn om at få grunden til nederlaget at vide. Jehova sagde til dem: „Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min pagt, som jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres oppakning.“ Allerede den følgende morgen samlede Josua på Jehovas bud hele folket, og ved udelukkelse af de ikke-skyldige fandt man til sidst frem til Akan som den der var skyldig over for Jehova. På opfordring indrømmede han at han havde tilegnet sig noget af det bytte fra Jeriko som Jehova havde helliget til sin egen tjeneste. Dermed var Akan dømt, og sammen med hele sin familie, der åbenbart billigede hans handling, blev han stenet til døde. — Jos. 7:1-25.

Advarsel til dem der ikke passer på

 6. (a) I hvilken situation befinder Guds folk sig i dag, svarende til israelitternes på Moabs sletter? (b) Hvilken beskyttelse har vi?

⁶ I dag står Guds folk på tærskelen til en ny tingenes ordning hvor der råder retfærdighed. De har udsigt til evigt liv. Hver eneste forbandelse der af Satans verden er blevet udtalt over dette folk, har Jehova vendt til velsignelse. Men ligesom Bileam og moabitterne prøver den nuværende onde tingenes ordning at gøre sin indflydelse gældende ved at lokke med sexdyrkelse og andre umoralske handlinger, for eksempel løgn, bedrag og tyveri. Er vi immune? Vore optegnelser viser at vi ikke er det. Hvert år udstødes flere tusind af Guds organisation fordi de svigter Jehova og hans retfærdige principper, fordi de ikke bruger Bibelen som en rettesnor i livet. Kun nogle få af disse vil gøre sig klart hvad de har mistet, vil angre og bedre deres veje. Ingen af de andre vil nogen sinde komme til at erfare de storslåede velsignelser under den nye tingenes ordning. Hvordan kan vi undgå denne tragedie?

 7. (a) Hvad er ifølge Jakob årsag til en forsætlig overtrædelse af Guds lov? (b) I hvilke to retninger kan vi blive ledet, og hvad drives vi af i hvert enkelt tilfælde?

⁷ Både Zimri og Akan handlede med overlæg. De vidste at de gik imod Jehovas udtrykkelige bud. Dog er det ikke sandsynligt at den handling som i hvert enkelt tilfælde blev årsag til at de mistede livet, var motiveret af ønsker som de aldrig havde næret før. Jesu broder Jakob beskriver den forsætlige overtrædelse som resultatet af en fortsat uret tankegang: „Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.“ (Jak. 1:14, 15) Begge disse mænd var under Guds lov som var formidlet ved Moses, og var underlagt dens sanktioner eller straffebestemmelser. I dag er vi under Kristi lov, og denne lovs sanktion er Guds ånd som tilskynder os til retfærdighed. (Rom. 6:18, 19; 7:6; Gal. 5:16-18) Men det er den samme ånd der virker på den kristne menighed og dens tilsynsmænd, som er udnævnt ved Guds ånd. (Ap. G. 20:28) Hvis vi lader Guds ånd virke på os, hvis vi lader Guds ånd vejlede os i vort liv gennem hans ord og hans organisation, er der ingen grund til at vi ikke i forvejen skulle vide når et uret ønske er ved at lokke os i den samme snare som Zimri og Akan blev fanget i, og så undgå den. Spørgsmålet er om vi er ærligt og oprigtigt interesseret i at lade os lede af Guds ånd, eller om vi inderst inde foretrækker at følge vore egne tilbøjeligheder og, for at føje os selv, vil løbe risikoen og tage konsekvenserne, hvad de end måtte blive.

 8. Hvordan udgør menighedens tjenere en beskyttelse, og hvorfor føler de at de har et ansvar?

⁸ Menighedernes tilsynsmænd og assisterende tjenere er gaver i mennesker, givet af Kristus med det for øje at opbygge og styrke medlemmerne af de kristne menigheder på hele jorden. (Ef. 4:8, 11, 12, NW) Det er mænd der er vokset til modenhed med hensyn til at følge Guds lov, og som gennem erfaring og opøvelse i Guds retfærdige krav har lært hvad der skal til for at man kan stå mål med disse krav og holde hans lov. De holder derfor til stadighed øje med menighedens og dens medlemmers tilstand, da de jo er betroet i deres varetægt. De lægger hurtigt mærke til symptomer på åndelig svaghed der kunne føre til alvorlig åndelig sygdom, eller til en skæbnesvanger overtrædelse af Guds lov. Da de nærer stor omsorg for Guds hjord i erkendelse af at de engang skal aflægge regnskab (Hebr. 13:17), påtager de sig beredvilligt det ansvar de har for at følge apostelen Paulus’ formaning til galaterne (Gal. 6:1, 2): „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet. Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.“

Faren ved at afvige fra Guds lov

 9. Med hvilken indstilling bør vi tage imod en vejledning, og hvad tyder det på hvis vi ikke tager imod vejledningen?

⁹ Hvordan bør man nu reagere hvis man bliver gjort opmærksom på at der har vist sig sådanne svaghedssymptomer hos en? Naturligvis bør man være taknemmelig for den ordning som Jehova har truffet inden for sin organisation. Man bør anerkende at vejledningen kommer fra Guds ord og være villig til at følge dette som sin rettesnor. Hvis man derimod bliver fornærmet eller hårdnakket prøver at retfærdiggøre en uret handlemåde, vil det da ikke langt snarere være et vidnesbyrd om visdommen i vejledningen og et tegn på at der er hårdt brug for at man bliver gjort opmærksom på at man er kommet ud på et skråplan? Kunne det ikke være et tegn på at tilbøjeligheden allerede er så udtalt at tiltrækningen ved at følge verdens urette handlemåde er langt stærkere end Guds ånds tilskyndelse til at anlægge Bibelens teokratiske syn på tingene? Kunne det ikke tyde på at man allerede har nået et farligt punkt i sin afvigelse fra Guds lov, måske allerede er uden for Guds ords rækkevidde? Hvad kan nu hindre en i at fortsætte mod en overtrædelse som kan føre til døden? „Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.“ — Gal. 6:7, 8.

10. Hvorfor bør vi ikke bagatellisere selv en mindre afvigelse fra Jehovas krav? Hvilken vej er det lettest at følge, og hvorfor?

¹⁰ Vi bør derfor aldrig bagatellisere faren ved at afvige fra Guds lov, heller ikke når det drejer sig om en mindre afvigelse. For hvad vil det sige at afvige fra Guds lov? Intet mindre end at bøje af fra den rette vej, og enhver afvigelse, hvor ubetydelig den end måtte være, bevirker at afstanden tilbage til vejen øges hvis man fortsætter i samme bane. Den eneste måde hvorpå man nogen sinde kan komme tilbage til vejen igen, er ved at forandre retning, og når man ser tilbage på det zigzag-spor man har efterladt sig, må man erkende at det har været en besværlig vej. Hvor langt lettere er det ikke at ’træde lige spor med fødderne, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes’. — Hebr. 12:13.

11. Hvordan er det muligt at træde ved siden af uden at opdage det, og hvilken beskyttelse bør vi være taknemmelige for?

¹¹ Den påvirkning som Satans tingenes ordning øver på os alle, er meget stærk. Undertiden forstår vi måske ikke helt hvor stærk denne påvirkning er eller hvordan den øves. Det er muligt at blive indfanget i en bestemt måde at tænke eller handle på som ser uskyldig nok ud i begyndelsen, men som med tiden kan bringe en i alvorlige vanskeligheder. Det kan føre til at man til sidst virkelig træder forkert, afviger fra en bibelsk norm eller krænker et bibelsk princip, dog uden at man selv lægger mærke til det fordi man ikke kender denne norm eller dette princip, eller fordi man ikke har været klar over hvad det kunne føre til, eller fordi man et øjeblik har undladt at være på vagt. Hvad end årsagen er, bør vi være taknemmelige for at Jehova gennem sit ord og sin organisation, repræsenteret ved menighedens tjenere, er på vagt, lægger mærke til vort fejltrin og henleder vor opmærksomhed på det.

12. (a) Hvordan kan menighedens tjenere vide at nogen er veget bort fra vejen? (b) Af hvilke to grunde får deres bekymring dem til at gøre noget?

¹² Menighedens tjenere ved ikke altid hvad der er i vejen; men de er klar over at noget er galt fordi de har lagt mærke til at en vis tendens eller indstilling har gjort sig gældende. Det kan være en tendens til at svigte møderne, til at give de tildelte opgaver i den teokratiske skole fra sig, en voksende uafhængighedstrang; en mindsket åndelighed i vedkommendes tale, eller en større „modeprægethed“ i klædedragten. Hvad det nu end kan være er tjenerne bekymrede fordi det tyder på at vedkommendes åndelige velfærd er i fare. Men deres bekymring strækker sig endnu videre, for de ved at det der berører en enkelt person også vil berøre hele menigheden. Og apostelen Paulus sagde: „Et skuespil er vi jo blevet for hele verden.“ (1 Kor. 4:9) Det vil sige at de der befinder sig uden for menigheden lægger mærke til hvad vi gør. Hvis et medlem af menigheden fortsætter en uret kurs så længe at der til sidst sker en overtrædelse, vil det falde tilbage på hele menigheden. Det er heller ikke altid nødvendigt at der foreligger en egentlig overtrædelse før menighedens omdømme tager skade. En iagttagelse gjort af en skolelærerinde belyser dette. Hun siger: „Jeg har før i tiden beundret Jehovas vidners børn. De opførte sig altid pænt og var altid pæne og rene i tøjet. Ja, jeg er ked af at sige det, men nu kan jeg ikke se nogen særlig forskel på dem og andre. Nu ser de ud i tøjet og på håret som alle de andre, og opfører sig også som alle de andre.“ Enhver der har været til stede ved Jehovas vidners møder vil vide at denne iagttagelse hører til undtagelserne snarere end til regelen, men alene den omstændighed at denne udtalelse er fremkommet, giver grund til bekymring, og tjenerne i de menigheder hvor sådanne tendenser mærkes, vil gerne være behjælpelige med at rette denne tendens, så „det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes“.

13. (a) Hvad er der forkert ved at tro at vi kan vinde folk ved at møde dem på lige fod, og hvordan erfarede menigheden i Korint dette? (b) Hvilke farer er forbundet med frygten for at være anderledes i sit ydre end dem man færdes iblandt i verden?

¹³ Nogle vil måske hævde at det ville gavne sandhedens sag hvis det kunne ses på os at vi „følger med tiden“ og er lige så „moderne“ som de mest moderne i verden og så at sige møder dem på lige fod. Men det er et forkert grundlag at drage sine slutninger på. Hensigten helliger ikke midlet. Jehova ønsker ikke at nogen slutter sig til hans menighed fordi den er populær og moderne. Han ønsker mennesker som elsker retfærdighed og som er villige til at leve efter hans principper. Et eksempel herpå har vi fra menigheden i Korint i det første århundrede. Nogle af de tilsluttede mente at det gavnede menigheden at folk talte om den. Da apostelen Paulus hørte herom skrev han: „Man hører virkelig om utugt iblandt jer, og tilmed sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin faders hustru. Og I er opblæste og blev ikke snarere bedrøvede, så den, som har gjort denne gerning, blev udstødt af jeres kreds. Jeres selvros tager sig ilde ud. Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud; for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede.“ (1 Kor. 5:1, 2, 6, 7) Paulus fandt det nødvendigt at skride ind øjeblikkeligt og drastisk for at rense denne menighed. Han gjorde det ved at udstøde dem der havde overtrådt Guds lov, og ved at bringe dem der så gennem fingre med det, på andre tanker. Ligesom syndens surdej gennemsyrer hele menigheden, således vil en uret tilbøjelighed til at følge denne verdens modeluner og efterligne dens sæder, skikke og levevis påvirke tænkeevnen og det teokratiske udsyn. Hvis vi er bange for at være anderledes i vort ydre end dem vi færdes iblandt i verden, hvad kan da forhindre os i at gå et skridt videre og slække på vore kristne principper for heller ikke på det punkt at afvige for meget fra dem? Og hvad kan forhindre os i at ræsonnere som verden gør, når vi skal løse problemer? Så vil vi ikke bære Guds ånds frugter men tværtimod denne verdens ånds frugter, hvilket til sidst kan føre til en overtrædelse af Guds lov. (Gal. 5:16-18) Som vist af Jakob begås en uret handling sjældent uden at den først har meldt sin ankomst. Det urette begær slår sjældent lige med ét ud i lys lue. Som regel skal der to ting til: tilbøjeligheden og den gunstige lejlighed. Hvis vi bruger Bibelen som en rettesnor i livet, vil vi bestræbe os for at fjerne begge dele så fuldstændigt som muligt fra vort liv.

Faren ved dårlige omgangsfæller

14. Hvordan kan det siges at man ved at have dårlige omgangsfæller har alt det der skal til for at begå en umoralsk handling, og med hvilket eksempel kan dette belyses?

¹⁴ Dårlige omgangsfæller har på grund af den smittende påvirkning de øver, alt det der skal til for at få et menneske til at begå en umoralsk handling. Der slækkes på principperne, og vejen er dermed banet for urette tilbøjeligheder. Desuden er muligheden for at der begås urette handlinger altid til stede, hvilket kan føre til at man enten på grund af uvidenhed eller af frygt for at blive til latter hurtigt kan blive forledt til at gøre noget uklogt. Hvis blot én i en gruppe begår en overtrædelse, bringer det endvidere skyld over alle. En ung broder gjorde gode fremskridt i tjenesten, men han kom også regelmæssigt sammen med skolekammerater der ikke brød sig om Bibelens principper. En dag besluttede de for sjovs skyld at tage et par sodavandsflasker fra en lastvogn. Det var tilsyneladende ganske harmløst, men chaufføren så det og kom løbende ud for at give de unge mennesker en lærestreg. Før de havde set sig om, havde den ene af drengene trukket en springkniv og stukket chaufføren i maven. Han dræbte ham. Den unge forkynder som var sammen med drengene, blev udstødt af menigheden og er nu på en opdragelsesanstalt. Akan bragte ligeledes ulykke over en hel nation og måtte bøde for det med livet. Nationen var heller ikke renset for sin skyld før han var blevet fjernet fra dens midte. — Jos. 7:20-25.

15. (a) Hvilken fejl begik Dina, og hvordan kan det der hændte hende, tjene som en advarsel for os? (b) Hvad gjorde Josef i modsætning til Dina, og hvordan kan dette være et eksempel for os?

¹⁵ Ingen der holder sig til kristne principper vil med vilje bedrive utugt. Men fornuften vil også diktere en kvinde at undgå omstændigheder der kan føre til at hun bliver voldtaget. Dina overså denne mulighed da hun kom sammen med kana’anæernes døtre. Hamors søn, som havde forelsket sig i hende, så hende og krænkede hende. Hvis hun ikke havde søgt sammen med nogle der ikke frygtede den sande Gud, ville hun være blevet skånet for denne nedværdigende oplevelse. (1 Mos. 34:1, 2) I vor tid bør man også tage sine forholdsregler. Det vil være klogt at undgå en udfordrende klædedragt, at færdes alene på øde eller ubeboede steder eller i farlige kvarterer. Man bør ligeledes sørge for at være under passende ledsagelse og undgå at færdes med nogle som ikke er bundet af en indvielse til Jehova og af kærlighed til rette principper. Dinas broder Josef gjorde det der var klogt mens han var træl i Ægypten. Da hans herre Potifars hustru gentagne gange prøvede at forføre ham, nægtede han konsekvent at bøje af fra det han vidste var rigtigt og ville behage Gud. Han prøvede så vidt det lod sig gøre for ham i hans stilling som træl, at undgå at blive udsat for denne fristelse, og da denne skamløse kvinde til sidst prøvede at tvinge ham til et umoralsk forhold, vendte han om og flygtede fra hende, mens han lod sin kappe, som hun havde grebet fat i, blive tilbage. Han ville hellere tage en hvilken som helst straf hun kunne finde på, end mishage Jehova ved at overtræde hans lov. Josef blev velsignet af den sande Gud for sin beslutsomhed og sit faste standpunkt. — 1 Mos. 39:7-23.

16. (a) Hvilken fare befinder enhver der nødig vil give fuldstændigt afkald på verdens normer, sig i? (b) Hvordan belyses dette af det der skete med Akan, Korintermenigheden og Dina? (c) Hvilken løsning tilbyder Jehova os, og hvilken andel har menigheden som et hele heri?

¹⁶ Hvis vi virkelig elsker Jehova og nærer et oprigtigt ønske om at gøre hans vilje, vil intet problem som vi måtte komme til at stå over for, være så indviklet at det ikke kan løses ved en ret anvendelse af Bibelens principper. Enhver der er ligeglad med sit ansvar og nødig vil give fuldstændigt afkald på verdens normer, vil med tiden blive så rodfæstet i denne tankegang at ulykken til sidst vil ramme ham på den ene eller anden måde. Vi er ikke anderledes stillet i dag end Guds folk i fortiden. Akans materialistiske indstilling og hans urette begær førte ham til at stjæle fra Gud, hvorved han besmittede hele menigheden og bragte død over seksogtredive af sine landsmænd samt sin egen familie. Nogle i den korintiske menighed var så ivrige efter at behage deres verdslige naboer at de endog så gennem fingre med blodskam og mente at man kunne vinde sig berømmelse ved at komme i folkemunde. Kun Paulus’ alvorlige irettesættelse af menigheden med anvendelse af Bibelens principper og udstødelse af synderen, frelste menighedens ånd. Dina troede at hun kunne komme sammen med vantro uden at tage skade. Hun mistede sin jomfruelighed og bragte død over alle de mandlige indbyggere i Sikem. Hendes broder Josef, derimod, nægtede at slække på principperne, selv om han befandt sig i et fremmed land, langt fra sin hjemstavn og sin familie. Han beviste at Gud elsker og beskytter dem der elsker ham og overholder hans retfærdige krav. Det gør ingen forskel om man står alene eller hele ens familie er i sandheden. Vi kommer alle ud for disse problemer. De er fælles for hele menigheden. Menigheden må gennem sine udnævnte tjenere være interesseret i dem. Der findes en løsning for alle. Den findes i Bibelen. Som David skrev: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Sl. 119:105) Ja, vi har Guds ord for at Bibelen vil føre os sikkert gennem denne onde tingenes ordnings ørken; den vil beskytte os mod at blive påvirket af umoralske mænd og kvinder som dyrker vor tids Ba’al-Peor, og den vil gøre os stadig stærkere i Guds kærlighed; den vil føre os sikkert og uskadt ind i den nye retfærdige tingenes ordning der ligger umiddelbart foran os — hvis vi bruger Bibelen som en rettesnor i vort liv.

[Illustration på side 246]

Kristne må bruge Bibelen som en rettesnor i livet hvis de vil undgå at gøre det samme som Akan, hvis begærlighed kostede seksogtredive af hans landsmænd livet