De fik sand oplysning om Jehovas vidner
HAN havde besøg af sin moder. Pludselig fik hun øje på et eksemplar af Vagttårnet på boghylden. Hun sprang op, styrtede hen til reolen, greb fat i bladet og råbte: „Hvor har du fået det bras fra? De mennesker tror ikke på julen! Man skal ikke have noget at gøre med nogen som ikke tror på julen!“ Hvorfor reagerede moderen sådan? Højst sandsynligt fordi hun oprigtigt ønskede at beskytte sin søn og svigerdatter mod noget hun mente var en falsk lære og mod nogen hun troede ville forlede dem til noget forkert. Men kendte denne moder sagens rette sammenhæng? Vidste hun virkelig hvorfor Jehovas vidner ikke fejrer visse helligdage?
Lad os se hvad der skete. Efter et par minutters forløb lykkedes det sønnen, der studerede Bibelen sammen med Jehovas vidner, at berolige sin noget ophidsede moder. Derefter satte de sig ned sammen, og sønnen drøftede tålmodigt adskillige bibelske sandheder med hende hele eftermiddagen. Dernæst inviterede moderen ham og hans kone hjem til aftensmad, hvilket de accepterede. Efter måltidet talte de om sandheden fra Guds ord til langt ud på natten. Den efterfølgende weekend fulgte endnu flere drøftelser, og da sønnen senere skulle mødes med vidnerne for at studere, tog hans moder og søster med for at få mere at vide.
Nu bad de begge om et abonnement på det blad som de hidtil havde kaldt noget „bras“. De modtog ligeledes et eksemplar af New World Translation of the Holy Scriptures og indrømmede at de aldrig hverken havde set eller rørt en bibel før den aften. Hvad fik disse mennesker til at ændre indstilling? De fik sand oplysning om Jehovas vidner. Nu vidste de at Kristus aldrig har påbudt sine efterfølgere at fejre hans fødsel og at julen har sin rod i hedenskabet. Hvad havde moderen baseret sin tidligere forudfattede mening på? Hun indrømmede senere at hun havde ladet et had til Jehovas vidner slå rod i sig fordi hun ikke vidste hvorfor de afholdt sig fra at fejre bestemte helligdage. Dette havde forblindet hende, indtil hun fik kendsgerningerne at vide. Nu fortæller hun sit lille barnebarn at der ikke skal fejres flere julefester i hendes hjem.
En personlig undersøgelse
Undertiden fortælles der noget om Jehovas vidner som ikke er sandt. Det kan gøre nogle bange for at tale med Jehovas vidner og gøre dem blinde for sandheden. Det er imidlertid ikke alle der tror blindt på alt hvad der siges om Jehovas vidner. Nogle ønsker selv at finde ud af om det der siges, er sandt. På denne måde har de fundet frem til sandheden om Jehovas vidner. Et ægtepar havde for eksempel studeret Bibelen med vidnerne i adskillige måneder. Hustruen skrev til sin fader om det de lærte. Hvad svarede faderen? „Min kære datter! Hav ikke noget med Jehovas vidner at gøre. De er kommunister!“
„Kommunister?“ udbrød manden. „Det kan ikke være rigtigt! Jeg kan simpelt hen ikke tro det! Kommunister tror ikke på Bibelen.“
„Nej, min ven,“ svarede hustruen, „men vi vil ikke rodes ind i noget, vel?“
„Godt,“ sagde manden. „Jeg vil have dette opklaret en gang for alle. Jeg ringer til F.B.I. [Federal Bureau af Investigation; sikkerhedspolitiet].“
Han drejede nummeret, og en stemme i den anden ende af telefonen svarede: „De taler med F.B.I, overbetjent R––!“
„Jeg læser Bibelen sammen med Jehovas vidner men har fået at vide at de er kommunister. Er det rigtigt?“
„Nej, hr.!“ lød svaret, „Jehovas vidner er blevet beskyldt for alt muligt andet end det de netop er. De er gode, ærlige mennesker. Og vi har kun godt at sige om dem!“
„Mange tak, overbetjent R––. Jeg sætter i høj grad pris på denne oplysning. Jeg har nemlig selv i sinde at blive et af dem.“ Ikke længe efter denne telefonsamtale blev den unge mand og hans hustru døbt. Ja, de søgte selv oplysning om Jehovas vidner. De var ikke tilfredse med blot at lade andre tænke for dem.
Jehovas vidners opførsel fortæller sandheden om dem
Nogle mener at Jehovas vidner er som ethvert andet trossamfund i kristenheden. De tror at formålet med deres religion er at tjene penge på medlemmerne. Imidlertid har vidnerne opførsel ofte fortrængt denne fejlagtige idé. En der lærte sandheden om dem i denne henseende, fortæller:
„I 1950 boede min far, der var pensionist, i Chicago. Han gav mange af sine penge som hjælp til at indrette en bygning til rigssal. Dette foruroligede mig så meget at jeg var lige ved at blive bitter over det. Jeg følte at et andet trossamfund havde fået fingre i en gammel mand og hjerteløst var i færd med at pumpe ham for alle hans sparepenge. Ligemeget hvornår jeg besøgte far, talte jeg med ham om al den tid og alle de penge han brugte på den rigssal. Han plejede at smile og begynde at fortælle mig om det der skulle ske med ’denne tingenes ordning’. Naturligvis forstod jeg ikke hvad han talte om, og det interesserede mig heller ikke.
Så en dag i 1958 blev jeg ringet op. Far var meget syg. Da han boede alene besluttede min kone og jeg os til at forlade vort hjem og flytte ind hos far for at kunne passe ham. Jeg husker tydeligt den dag vi ankom. To kvinder, begge Jehovas vidner, passede ham. Jeg havde aldrig før mødt så venlige og beskedne kvinder. Senere begyndte min kone at skure køkkengulvet. Hun var otte måneder henne. På det tidspunkt var den lokale tilsynsmand for Jehovas vidner ankommet. Til min store overraskelse tog han børsten ud af hånden på hende, smøgede ærmerne op, lagde sig ned på alle fire og begyndte at skure køkkengulvet.
To uger efter døde far. Tilsynsmanden holdt begravelsestalen; og jeg var i sandhed overrasket over det jeg hørte. Jeg ville gerne høre mere og finde ud af hvad der fik disse mennesker til at være som de var. Min kone og jeg begyndte at studere Bibelen sammen med dem, og elleve måneder senere erklærede hun at hun ville døbes. Jeg fortalte hende ikke at jeg også havde besluttet at indvi mit liv til den Gud hvis ånd på en så vidunderlig måde tilskynder folk til at vise venlighed. Tre måneder senere blev jeg døbt. Hvor ville far have været lykkelig hvis han havde vidst at jeg nogle få år efter blev assistent for tilsynsmanden i den menighed han selv havde været tilsluttet!“ Man kan i sandhed sige at kristen opførsel hjalp disse mennesker til at lære sandheden om Jehovas vidner at kende.
Præster har uforvarende hjulpet til
Ved visse lejligheder har præsters anstrengelser for at lægge Jehovas vidner hindringer i vejen, hjulpet modstandere til at lære sandheden om vidnerne at kende. Ja, præster har uforvarende vist modstandere at Jehovas vidner lærer sandheden fra Guds ord. Dette skete for eksempel i Wisconsin:
„Min kone var en from katolik og havde gået på forskellige katolske skoler. Da et af Jehovas vidner besøgte mig efter aftale, løb hun ud af huset. Da vidnet var gået kom min kone tilbage, fast besluttet på at ingen anden tro skulle få lov at vinde indpas her. Jeg måtte køre hen til en af mine naboer for at lære Bibelen at kende, og det jeg lærte fortalte jeg min hustru. Hun fortalte præsten det, og han skiftevis lo ad og spottede Jehovas vidner. ’Verdens ende,’ lo han, ’den har de prædiket om i årevis! En skønne dag får de sikkert ret!’
Den sidste bemærkning gav stødet til at min kone begyndte at tænke sig om, og hun aftvang præsten et bevis for at vidnernes opfattelse var forkert. Det lovede han hende, og gav hende nogle bøger om filosofi. Da studiet måtte flyttes hjem til os, bad jeg min kone invitere præsten. Det gik hun med til. Han kom aldrig, men hun lyttede til vores drøftelse mens hun ventede på præsten, og fandt den helt interessant. Hun var dog stadig besluttet på at præsten skulle forsvare hendes tro, og til sidst måtte hun arrangere et møde i præstens eget hjem.
I samtalens løb forsøgte han forgæves at bevise treenighedslæren, men skriftstederne fra Bibelen beviste noget andet. Da jeg bad ham forklare Johannes 17:20-22, svarede han, rød i hovedet: ’Jeg er ikke forberedt på at besvare det spørgsmål.’
’De har været præst hele Deres liv [fyrre år],’ sagde jeg, ’og så er De ikke forberedt. Vi har kun studeret med Jehovas vidner i tre måneder, og vi er forberedt.’
Og så kom den egentlige overraskelse. Min kone vendte sig mod præsten og sagde: ’Jeg er færdig med Deres kirke.’ Denne beslutning tog hun til trods for at hun kunne vente voldsom modstand fra sin familie.“ Ja, hun erfarede virkelig hvem der lærte sandheden fra Bibelen.
Et andet tilfælde hvor en præst uforvarende hjalp nogen til at lære sandheden om Jehovas vidner at kende, indtraf i Spanien. En mand begyndte at studere Bibelen med vidnerne, men hans kone modstod ham standhaftigt fordi hun mente at de var „protestanter“. Hun gjorde alt for at få sin mand til at holde op med studiet. Hun fik sine katolske slægtninge til at prøve at få ham til at opgive det og truede med at tilkalde politiet når vidnet kom for at studere. Dette standsede ham ikke; han fik det blot ordnet sådan at han kunne studere med vidnet et andet sted. Han gjorde hurtigt fremskridt.
Nu truede konen med at forlade ham og tage børnene med sig; og hun gjorde virkelig alvor af det. Men efter to ugers forløb vendte hun tilbage. Efter dette kom nogle af mandens slægtninge for at besøge ham. De studerede også Bibelen sammen med Jehova vidner og overværede deres møder i den by hvor de boede. Om søndagen besluttede de alle at overvære det lokale møde, og de overtalte hustruen til at tage med og stifte bekendtskab med Jehovas vidner. Dette gik hun ind på.
Uden at nogen vidste det, havde præsten netop den dag fundet ud af hvor vidnerne holdt deres møder, og han informerede politiet for at få mødet standset. Politiet kom og arresterede dem alle, deriblandt hustruen der var imod sandheden. Hun prøvede kraftigt at overbevise dem om at hun ikke var et af Jehovas vidner men at hun i virkeligheden var meget stærk modstander af dem. Politiet troede det var noget hun fandt på for at undgå at blive arresteret.
Hun blev derfor sat i fængsel sammen med de øvrige Jehovas vidner, og det viste sig at være lige det der skulle til for at få hende til at forstå at Jehovas vidner er sande kristne og at præsten havde optrådt meget ukristent. Lige så snart hun var løsladt fra fængselet sammen med de andre Jehovas vidner, bad hun dem studere Bibelen med sig og traf forberedelser til at kunne overvære alle deres møder. Hun gjorde hurtigt fremskridt og brugte snart mange timer om måneden på at undervise andre i Bibelens sandheder.
Ja, når oprigtige mennesker lærer sandheden om Jehovas vidner at kende, berøres deres liv af det. De ønsker at få del i det arbejde som vidnerne udfører i dag. Mange som tidligere var modstandere, er nu selv Jehovas vidner. De jubler af glæde i håbet om for evigt at måtte tilbede den eneste sande Gud på en paradisisk jord med kun én religion, den sande.