Opvæk atter selvopofrelsens ånd
„Hvis nogen ønsker at følge mig, må han lade selvet bag sig.“ — Luk. 9:23.a
1. Hvad sagde Jesus Kristus som viste at han indbød andre til et liv i selvopofrelse?
KRISTENDOMMENS grundlægger har engang sagt: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig; thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal frelse det. Thi hvad gavner det et menneske, om han har vundet hele verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv? Thi den, som skammer sig ved mig og mine ord, ham skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed.“ Det er tydeligt at Jesus Kristus med disse ord indbød andre til at gå en selvopofrelsens vej; udtalelsen findes i Bibelen i Lukas 9:23-26.
2. Hvilke spørgsmål kunne man stille med hensyn til denne indbydelse?
2 Men er denne indbydelse ikke blevet lidt forældet? Hvorfor skulle man være interesseret i en selvopofrelsens vej i dag? Ingen tager særlig notits af dem der ofrer sig selv, og denne moderne verden har så meget at tilbyde, så meget man kan arbejde for. Hvorfor skulle man „fornægte sig selv“ når folk alle vegne gør lige det modsatte, hævder sig selv og kræver mere og mere frihed? De ønsker flere af denne verdens goder og synes at de har ret til at tage dem med magt hvis de ikke kan få dem på anden måde. Hvorfor skulle man ikke prøve at ’vinde hele verden’ eller i det mindste en god del af den? Er det virkelig sandt at det at ofre sig selv ’for hans skyld’ skulle kunne gavne et menneske så meget at det ville frelse dets liv? Bibelen og beretningen om de sande kristne i vor tid indeholder meget opmuntrende svar på disse spørgsmål. Selv et menneske der kun er ganske lidt interesseret i åndelige emner, kan ikke undgå at være interesseret i svarene på disse spørgsmål i betragtning af den mangel på ære, integritet og selvopofrelse der findes i verden i dag.
3. Hvad er det for en verden man forlader hvis man begynder at gå på selvopofrelsens vej?
3 Men er denne verden virkelig så slem? Er dens kurs og handlemåde virkelig så ond at det er nødvendigt at holde sig fuldstændig fri af den? Ja, og det skulle ikke komme som en overraskelse for nogen at verden, betragtet i sin helhed, bliver mere og mere holdningsløs og materialistisk. Denne tilstand er forudsagt af en af de mest pålidelige profeter, apostelen Paulus, og hans forudsigelse står at læse i Andet Timoteusbrev 3:1-5: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.“ Overalt omkring os ser vi tydeligt hvordan denne profeti nu opfyldes. Egentlig er det mildt sagt at folk bliver mere holdningsløse og materialistiske. Faktisk er det oprørets og anarkiets ånd man mærker overalt.
4. Hvem er interesseret i selvopofrelse, og hvordan blev det forudsagt?
4 Men findes der nogen som er optaget af at udvikle selvopofrelsens ånd? Ja, Jehovas sande tjenere. Også dette er forudsagt. Salme 110:3 siger: „Dit folk møder villigt frem på din vældes dag; i hellig prydelse kommer dit unge mandskab til dig som dug af morgenrødens moderskød.“
5. Hvad har disse kristne som det er værd at ofre sig for?
5 Disse kristne må have kendskab til noget som det er værd at ofre sig for i dag. Det har de. Sande kristne ved at Guds rige er blevet oprettet i himmelen og har regeret i nogen tid. Faktisk er vi allerede langt inde i endens tid, og denne gamle tingenes ordning har ikke langt igen. Når Gud ved sin konge, Jesus Kristus, begynder at fjerne dem der ikke er interesseret i at gøre tingene på hans måde, vil det være for sent for nogen at undslippe og komme i sikkerhed hos Gud. I verdensbegivenhederne som opfylder Bibelens profetier har vi et sikkert vidnesbyrd om at der kun er få år tilbage for den onde tingenes orden som nu består. Hvordan kan man derfor finde noget mere værdifuldt at bringe ofre for end Guds rige ved Kristus, mens man opmuntrer dem der elsker retfærdighed til at tage et fast standpunkt for dette rige nu? Nogen bedre sag findes ikke!
6. Hvorfor skulle man være interesseret i at lære det bibelske synspunkt at kende?
6 Der er derfor en virkelig grund til atter at vække selvopofrelsens ånd til live. Den gode nyhed om dette rige må forkyndes, og dertil kræves trofaste, nidkære tjenere for Gud. Hvis man forstår hvad selvopofrelse indebærer, vil det hjælpe en til at være trofast og holde ud. Selvopofrelse er på ingen måde noget formelt eller overfladisk. Vi må eje offervillighedens sande ånd.
Hvilken slags ofre?
7. Hvad indbefatter selvopofrelse, og hvad indbefatter det ikke?
7 Den offervillighed vi taler om drejer sig ikke om villighed til at ofre andre eller noget som tilhører andre. Vi taler om selvopofrelse. En afsindig diktator er villig til at ofre tusinders liv for at nå sine egne selviske mål, ofte overbevist om at hans sag er retfærdig. Demonstranter der ødelægger liv og ejendom i såkaldt „frie“ lande, gør sig skyldige i det samme. Ligeledes anarkister og revolutionære. Men den sande kristne er villig til at ofre sig selv, uden uretmæssigt at implicere eller forpligte andre.
8. (a) Hvilke ting bør man klart kunne se behovet for at give afkald på? (b) Hvorfor skulle de ikke være vanskelige at give afkald på?
8 At ofre har at gøre med at give afkald på noget. I ret stor udstrækning har selvopofrelse at gøre med at give afkald på ting af materiel art, noget som virker tiltrækkende på kødet og som stiller sig i vejen for en fuldstændig og uhindret tjeneste for Jehova. Nogle af disse materielle tillokkelser eller kødelige ønsker kan få en til i for høj grad at tilfredsstille det syndige eller faldne kød, hvilket Guds ord enten direkte fordømmer eller i det mindste advarer kraftigt imod. Inden for denne kategori falder sådan noget som at spise og drikke umådeholdent. En anden ting er hasardspil eller det at være nært knyttet til spillearrangementer. Endnu en ting er at komme meget sammen med en af det modsatte køn når man ikke er fri til det, eller at pleje et sådant bekendtskab på en uret måde. At give afkald på sådanne ting som vi ikke har ret til, er noget vi uden vanskelighed kan se behovet for. Desuden er den slags som regel skadeligt for helbredet, fysisk eller mentalt. Det er normalt ikke så vanskeligt at afholde sig fra sådanne ting, og egentlig er det noget man må gøre før man i det hele taget kan blive en kristen.
9. Hvilke andre ting er måske ikke så nemme at give afkald på eller at bruge mindre tid på?
9 Men hvad så med de bekvemmeligheder og fornøjelser som simpelt hen hører med til en „normal“ levevis? Er det ikke i orden at leve som andre respektable mennesker i ens nabolag eller land? Når alt kommer til alt lover Bibelen os jo et jordisk paradis hvor vi skal kunne glæde os over at være beskæftiget med de ting som mennesket naturligt har lyst til. Hvad forkert er der ved at have et hjem som er stort nok til at være komfortabelt, eller ved at bruge nogen tid til en belærende hobby, til at se de bedre fjernsynsprogrammer og til at holde sig vital og sund ved at svømme, løbe på ski, dyrke sejlsport eller tage på rejser? Vi vil uden tvivl glæde os over den slags i Guds nye ordning efter Harmagedon, så hvorfor ikke dyrke disse sunde interesser allerede nu?
10. Hvis disse ting ikke er forkerte i sig selv, hvad farligt er der så ved dem?
10 I sig selv er disse ting ikke forkerte. Spørgsmålet drejer sig imidlertid ikke om hvad man kan tillade sig, men om hvad der er bedst for en. Anvendt på rette måde kan de nævnte bekvemmeligheder og interesser være meget gavnlige. Det er simpelt hen et spørgsmål om at se tingene i deres rette forhold. Det er et spørgsmål om at udnytte den tilbageværende tid så godt som muligt. Man må kunne bedømme eller afgøre hvad der virkelig er gavnligt og af værdi og især hvad det er værd at beskæftige sig med i dag. Hvad var det værd at beskæftige sig med på Noas tid? Mattæus 24:38, 39 siger: „Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort.“ Jesus sagde ikke at alt det de var optaget af, i sig selv var forkert. Men de burde have lyttet til hvad Gud havde at sige til dem gennem Noa, „retfærdighedens forkynder“. De „normale“ ting i livet burde ikke have fyldt deres liv så meget at der ikke var plads til Guds vilje. På samme måde har Jehova noget langt vigtigere for os at være beskæftiget med end at blive helt opslugt af verdens sysler. At give afkald på sådanne interesser udgør sikkert en af de vanskeligere prøver på vor selvopofrelse. — 1 Kor. 7:29-31.
11. Hvad er nødvendigt for at opretholde ligevægt i disse forhold?
11 Man må være i stand til at se tingene i det rette lys, idet man vurderer det man må give afkald på og sammenligner det med den belønning der kan vindes. Det minder os om Esau. Han var ikke god til at bedømme værdier. Han var villig til at give afkald på sin uvurderlige førstefødselsret for at få en portion linser. (1 Mos. 25:29-34) Jesus havde ikke det sted hvor han kunne lægge sit hoved til hvile, men han blev på integritetens og selvopofrelsens vej for at få den belønning der var lovet ham, Han så tingene i deres rette forhold og havde en god sans for værdier. Apostelen Paulus havde også en god vurderingsevne. I Filipperbrevet 3:8 skrev han: „Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje.“
12. (a) Hvilken anden ting må man give afkald på hvis man bliver kristen? (b) Hvordan hjælper apostelen Paulus os til at have det rette syn på dette?
12 Der er også en anden grund til at det kristne liv kræver selvopofrelse. Det har at gøre med den måde verdens mennesker betragter os på når de får at vide at vi hører til Jehovas vidner. Vi ønsker alle at andre skal tænke godt om os. Hvem synes om at blive set ned på, ikke mindst når det er uberettiget? Men den der gør sig selv kendt som en tjener for Gud, vil ikke derved fremme sin anseelse i denne verden. Det er noget han bliver nødt til at ofre. Det er ikke nemt at udholde andres foragt; „som verdens fejeskarn er vi blevet,“ siges der i Første Korinterbrev 4:13, „i alles øjne et udskud indtil nu“. Læg mærke til hvordan Paulus beskriver den mennesketype der almindeligvis tager imod sandheden, og det syn som verden som helhed anlægger på dem der er Jehovas tjenere: „Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning, for at, som der står skrevet, ’den, der roser sig, skal rose sig i Herren.“’ — 1 Kor. 1:26-31.
Det er ikke nemt at være selvopofrende
13. (a) Finder nogle det svært at gøre den nødvendige forandring? (b) Hvordan er det bedst at betragte sagen?
13 Nogle finder det vanskeligt at gøre den forandring der vil få dem til at fremtræde som anderledes end verden. De føler at det er for stort et offer. Det bør de ikke gøre. De bør hellere udnytte de muligheder de får for klart og tydeligt at vise hvorfor de er anderledes. Det er, muligheder, ikke forhindringer! De som er unge og stadig går i skole vil have mange gode muligheder for at stå op for det de ved er rigtigt og samtidig aflægge et vægtigt vidnesbyrd. Måske vil de være nødt til at undlade at klæde sig som deres kammerater, følge deres indfald og komme til deres fester; måske må de undvære at nyde popularitet, og måske må de give afkald på en højere uddannelse. Men ved at gøre dette vil de sætte et inspirerende eksempel for dem der måske er retfærdigt indstillede. Mødre og husmødre bliver måske ikke fuldt ud accepteret i nabolaget, men det er ikke det vigtigste. Det der er vigtigt er at man står op for sandheden uden at gå på kompromis, uden hensyn til hvad andre måtte tænke eller sige. Det samme gælder fædre og ægtemænd på deres arbejdspladser.
14. Hvad sker der med nogle i forbindelse med selvfornægtelse?
14 Nogle finder det ikke alene vanskeligt men ligefrem umuligt at gøre denne forandring. De studerer med et af Jehovas vidner i nogen tid, og springer så fra. De erkender at dette er sandheden, men indser at de vil blive nødt til at fornægte sig selv og føler ikke at de kan gøre det. Andre har endog indviet sig og ladet sig døbe, har tjent trofast i nogen tid og er så holdt op. Det kræver trofasthed på denne selvopofrelsens vej hvis man skal nå frem til modenhed. Apostelen Paulus mistede en af sine rejsefæller på grund af dennes manglende trofasthed. „Demas forlod mig af kærlighed til den nuværende verden.“ (2 Tim. 4:10) Hvor skammeligt at dette skulle ske, når så god fremgang allerede var gjort!
15. Er det undskyldeligt når én forlader selvopofrelsens vej?
15 Men hvis skyld er det egentlig når nogen forlader den kristne selvopofrelses vej og glider tilbage til verdens eftergivenhed og slaphed? Det er i hvert fald ikke Guds skyld. Han har ikke ladet fristelserne blive så store at et fald var uundgåeligt. Tværtimod, som Første Korinterbrev 10:13 påpeger: „Det er kun almindelige, menneskelige fristelser der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ Jehova hjælper os, han hindrer os ikke. Der findes mange ting som kan friste en til at forlade selvopofrelsens vej og vende tilbage til den materialistiske verden. Men det er ikke Guds skyld når det sker.
16. (a) Hvornår bør oplæring i selvfornægtelse begynde? (b) Hvordan føler nogle forældre med hensyn til dette, men hvilket syn er det bedste?
16 Hvor gammel skal man være før man begynder at gå på selvfornægtelsens vej? Jo før man begynder, desto bedre. Det er bedst at begynde i barndommen. Forældre som holder deres børn beskæftiget med nyttige opgaver i og omkring hjemmet, opnår de bedste resultater. Det bør være arbejde som har et nyttigt formål, som udfylder en plads i familiens hverdag, således at barnet lærer at varetage et ansvar. Nogle forældre føler at fordi de selv måtte arbejde hårdt og måtte savne mange ting i deres barndom, vil de sørge for at det bliver anderledes for deres børn. De siger at deres børn ikke skal lide de afsavn som de selv måtte. Da de var børn gik de tarveligt klædt, havde ingen eller dårlige muligheder for adspredelse og leg, fik meget simpel mad og måtte arbejde hårdt i mange timer. Men husk at det ikke er nødvendigt at forandre alt dette for at gavne dit barn. Giv barnet det nødvendige tøj, vær fornuftig med adspredelse, giv det sund mad, men hvorfor tage arbejdet fra det? For megen tid med lediggang er slet ikke godt for et barn. Det giver barnet en dårlig oplæring til og baggrund for et virksomt, selvopofrende og resultatrigt liv i Jehovas tjeneste som voksen. Det er ikke let at overvinde en vane som er blevet dybt indgroet, og dovenskab kan i høj grad blive en vane. Og resultatet? „Den lades attrå bliver hans død, thi hans hænder vil intet bestille.“ — Ordsp. 21:25.
17. (a) Hvordan føler mange der som børn måtte leve nøjsomt, nu da de er blevet voksne? (b) Hvad kan udmærket være det bedste forældre kan give i arv til deres børn?
17 Mange voksne som måtte arbejde hårdt og undvære visse ting da de var børn, er nu helt ivrige efter at fortælle om det. Det er fordi de nu ved at meget af det de erfarede som børn har været til gavn for dem, og de er glade for det de har lært på den måde. Ordsprogene 22:6 siger opmuntrende: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ At du opdrager dine sønner og døtre til at kunne fornægte sig selv, er måske det mest værdifulde du kan give dem i arv. Og husk at dit eget eksempel vil give din mundtlige vejledning vægt.
18. (a) Hvad advarede Gud israelitterne om? (b) Hvad kan vi lære af dette?
18 Det er ikke svært at blive eftergivende og slap igen. Gud vidste at det ufuldkomne menneske havde en naturlig tilbøjelighed til at gøre det forkerte. For at beskytte sit folk, israelitterne, advarede han dem derfor på forhånd om hvad det at have materiel overflod i „et land, der flyder med mælk og honning“, kunne betyde for dem. Efter deres strabadser under den fyrre års vandring i ørkenen sagde Gud til dem gennem Moses: „Når du så spiser dig mæt, skal du love [Jehova] din Gud for det herlige land, han gav dig. Vogt dig for at glemme [Jehova] din Gud, så du ikke holder hans bud, lovbud og anordninger, som jeg i dag pålægger dig. Når du da spiser dig mæt og bygger gode huse og bor i dem, og dit hornkvæg og småkvæg øges, og dit sølv og guld øges, og alt, hvad du ejer, øges, lad så ikke dit hjerte blive hovmodigt, så du glemmer [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.“ (5 Mos. 8:10-14) Ja, de der bliver materielt rige kan let glemme Gud. De kan begynde at stole på sig selv i stedet for på Jehova, en åndelig forringelse finder sted, og til sidst er de ikke i sandheden længere. Dette var en af de ting Jesus havde i tanke da han sagde: „Sandelig siger jeg eder: det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer: en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.“ (Matt. 19:23, 24) Det er nødvendigt at man er særdeles forsigtig med at tilegne sig materiel velstand dersom man ønsker at fortsætte med at tjene Jehova trofast. At være i besiddelse af stor materiel velstand virker almindeligvis ikke fremmende på udviklingen af en god kristen selvopofrelsens ånd, hvilket Gud gjorde israelitterne opmærksom på.
19. Hvilket ligevægtigt syn er godt med hensyn til materielle ejendele?
19 Man har nu engang kun et vist mål af tid og energi. Hvis man bruger disse to værdifulde aktiver til at øge eller administrere sine materielle ejendele, bliver der simpelt hen ikke plads til det åndelige. Ikke alene bruges tiden og energien på materielle ting, men samtidig er sindet optaget af noget lidet lønnende. Åndeligheden opbygges kun når sindet er travlt beskæftiget med åndelige spørgsmål. Det kan på mange måder være en velsignelse ikke at have for meget af denne verdens gods, hvis man samtidig ikke mangler det nødvendige. (Ordsp. 30:8) Det giver normalt plads for at mere af vor tid, energi og tankevirksomhed kan helliges Rigets interesser.
20, 21. Dersom forslag vedrørende tjenestearrangementer har givet rum for større smidighed, hvad indebærer det så og hvad indebærer det ikke?
20 Men har Selskabet ikke i de senere år anbefalet en større smidighed i tilrettelægningen af menighedens plan for forkyndelse og andre former for tjeneste? Har man ikke sagt at menighederne ikke behøver at prøve på at gennemtvinge stive og usmidige arrangementer for forkyndernes tjeneste, men at brødrene hellere skal deltage i tjenesten når de personligt finder at det er bedst for dem? Er det ikke blevet gjort klart at det for eksempel er helt i orden at aflægge genbesøg og lede bibelstudier søndag formiddag i stedet for slavisk at følge en regel om at man skal begynde søndag formiddag med at udføre hus-til-hus-arbejde? Viser alt dette ikke at vi ikke behøver at tvinge os selv ud i tjenesten når vi ikke føler os oplagt, at arbejdet med at forkynde og undervise nok skal blive gjort på en eller anden måde alligevel, og at vi ikke behøver at anstrenge os så hårdt?
21 Hvis vi undersøger sagen nærmere, vil vi se at de forslag der er givet ikke går ud på at vi skal lade hænderne synke, men snarere at tingene kan arrangeres sådan at de passer den enkelte forkynder bedre så han kan yde mere hvis han ønsker det. Der gives rum for større personligt initiativ i tjenesten for Jehova, og Paulus siger: „I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven.“ (Kol. 3:23, 24) Mange tjenere for Gud som har fattet ånden i de givne forslag, har både forbedret deres tjeneste og i væsentlig grad forøget den tid de bruger i forkyndelsen. Vi ser altså at behovet for at vi som indviede kristne anstrenger os og ofrer os selv, ikke er blevet mindre men tværtimod større.
22. Hvilken slutning er vi kommet til med hensyn til selvopofrelse?
22 Selvopofrelsens vej er ikke en let vej at følge. Den kræver årvågenhed og hårdt arbejde. Men når vi forstår hvem det er der indbyder os til at gå denne vej og hvilke belønninger der venter os, må vi indrømme at det sandelig er anstrengelserne værd. De som i dag viger bort fra ladhedens og eftergivenhedens vej, vil blive yderligere velsignet hvis de har det rette syn på selvopofrelse og forstår behovet for denne egenskab.
„Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt. Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ — Gal. 6:9, 10.
[Fodnote]
a New English Bible, 1961.
[Illustration på side 493]
Det er bedst at begynde at lære selvfornægtelse allerede i barndommen. Børn bør have opgaver i hjemmet som er nyttige og tjener et formål