De holdt op med at gå i kirke

KRISTENHEDENS kirker er i forfald. Antallet af dem der støtter kirken og kommer til gudstjenesterne falder hvert år, hører man fra det ene land efter det andet. Mange mennesker forlader de kirker de står tilsluttet, og det gør de på grund af det de har set kirkerne beskæftige sig med og fordi de ønsker at lære sandheden ud fra Bibelen at kende. De følgende to tilfælde er eksempler på det der sker. Den første beretning er fra Canada:

„Jeg kom tidligt ind i pinsebevægelsen fordi det var det trossamfund mine forældre var tilsluttet. Jeg forstod imidlertid at ikke alle trossamfund kunne have ret, da de havde så mange forskellige og indbyrdes modstridende opfattelser. Jeg opsøgte flere gange min præst ved Golgata-templet i Winnipeg for at diskutere sagen med ham.

Jeg spurgte ham om treenighedslæren. Han gav mig aldrig noget direkte svar, men sagde gang på gang til mig at lige netop hvordan tre personer kan være én Gud er et mysterium, og at jeg måtte acceptere denne lære i tro. En anden læresætning inden for pinsebevægelsen som voldte mig kvaler i mange år, var den at alle gode mennesker ville komme i himmelen. Jeg havde svært ved at acceptere dette. Jeg spurgte præsten: ’Hvorfor har Gud skabt denne klode? Vil han bare opgive den og tage os alle op til himmelen?’

Hertil svarede præsten altid bare ja. Min forvirring voksede, og jeg blev mere og mere opsat på at finde sandheden om Gud. I 1967 holdt jeg op med at komme i Golgata-templet, og jeg begyndte at bede oprigtigt til Gud om han ville lede mig. Lidt senere samme år følte jeg behov for at skifte arbejde, og selv om jeg ikke havde nogen egentlig grund til det, sagde jeg mit arbejde op. Jeg fik en stilling som leder af kæledyrsafdelingen i et stormagasin. Jeg havde en ekspeditrice i afdelingen. Vi havde mange samtaler om livet i almindelighed. Jeg lagde hurtigt mærke til at hun brugte mange bibelcitater. Det fik mig til at kramme ud med mine spørgsmål, og det varede ikke længe før jeg forstod at denne kvinde fortalte mig sandheden fra Guds ord. Ja, jeg vidste at dette var hvad jeg havde søgt efter.

Jeg var ligeglad med at denne ydmyge kvinde var et af Jehovas vidner, og jeg tog mig ikke af at de fleste syntes at nære fordom imod dem. Jeg forstod at Jehovas vidner havde sandheden fra Bibelen, og jeg var lykkelig over at have fundet det sted hvor jeg selv kunne lære den.

Jeg nærmest tiggede denne kvinde om at læse Bibelen med mig regelmæssigt. Det begyndte hun og hendes mand derfor at gøre. Jeg var så ovenud lykkelig at jeg ikke syntes at jeg kunne få kundskab nok. To uger efter at jeg var begyndt at læse i Bibelen sammen med dem, spurgte jeg om jeg måtte følges med dem når de forkyndte fra hus til hus. De var overraskede men rådede mig venligt til først at lære mere om Bibelen. Jeg meldte mig ud af pinsemenigheden, og siden maj 1968 har jeg haft den store glæde at dele Guds sandhed med andre som en af hans indviede tjenere.

Når jeg ser tilbage på min tid i Golgata-templet, forstår jeg hvorfor jeg ikke kunne få en klar forståelse af kirkens lære om treenigheden, sjælens udødelighed, og et brændende helvede. Det var fordi Bibelen slet ikke lærer om sådanne ting.“

Den anden beretning er fra Sydafrika. En dame skriver:

„Jeg tilhørte den hollandske reformerte kirke her i Johannesburg, og min søn, som studerer ved universitetet, tilhørte metodistkirken. En dag diskuterede vi nogle læresætninger, og vi opdagede til vor forfærdelse at ingen af os vidste noget om hvad Bibelen sagde. Vi forstod at der var noget galt, men vi mente at det måtte være vores egen fejl. Vi besluttede derfor at vi for fremtiden ville lytte mere opmærksomt i kirken for at se hvad vi kunne lære. Men i løbet af de næste par uger opdagede vi at uanset hvor godt vi hørte efter, fik vi ikke noget virkeligt udbytte af at komme i vores respektive kirker.

På denne tid fandt min søn et eksemplar af Vagttårnet i vort hjem, og han foreslog at vi skulle læse det sammen. Hovedartiklen handlede om det vidunderlige håb som Bibelen fremholder om et evigt liv i et paradis her på jorden. Det var så nemt at forstå. Derfor besluttede vi at vi ville abonnere på Vagttårnet med det samme. Da ti dage var gået efter at vi havde indsendt bestillingen uden at vi havde modtaget noget, fandt vi telefonnummeret og ringede til Vagttårnsselskabets afdelingskontor for at klage over forsinkelsen. Man forklarede at det ville tage lidt længere tid før bladene begyndte at komme til os, men at man ville sørge for at nogen besøgte os med de nyeste udgaver.

Da et af Jehovas vidner senere besøgte os, tog vi imod tilbudet om et gratis hjemmebibelstudium. Nu får vi rig åndelig føde. Ingen af os har været i kirken siden. Da vi havde studeret i to uger kom vi til det første møde i rigssalen. Vi var forbløffede over den venlighed og begejstring som alle viste. Siden da har vi deltaget regelmæssigt i Jehovas vidners møder. Vi har lært Guds ords vidunderlige sandheder at kende, sandheder som de kirker vi før var tilsluttet simpelt hen ikke lærte os.“

Hvor klogt af sådanne mennesker at flygte fra institutioner som hævder at lære Guds sandheder, men som i virkeligheden snarere fornægter dem, både med deres ord og handlinger. — Tit. 1:16; Åb. 18:4, 5, 8.

● „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.“ — Åb. 18:4, 5.