Lad os vise at vi er ’mennesker der har Guds velbehag’
1. (a) Hvad sang en himmelsk hærskare af engle da „Kristus, Herren“, blev født som menneske? (b) Hvad viser at der kun kan være få af den slags mennesker i dag, og hvilket spørgsmål opstår derfor?
Da „Kristus, Herren,“ — som skulle være den Salvede der forkyndte „året med god vilje“ fra Gud — blev født som menneske, var der en himmelsk hærskare af engle der sang: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!“ (Luk. 2:13, 14) I de nitten hundrede år der er gået siden da, har de mennesker der har haft Guds velbehag utvivlsomt været få. De må stadig være få, for i vor tid, især siden 1914, har der kun været meget lidt fred på jorden, og flere og flere mennesker viser at de ikke ejer „Guds fred, som overgår al forstand“. (Fil. 4:7) Hvordan er det da muligt for os, på dette sene tidspunkt, at blive ’mennesker der har Guds velbehag’? Det ønsker vi jo at være, ikke sandt?
2. Hvad bør vi lære af jøderne i det første århundrede, og hvorfor?
2 Vi bør tage ved lære af det der skete med jøderne i Palæstina i det første århundrede efter vor tidsregning. Den ulykke der overgik dem er ikke blot en historisk begivenhed men danner også et forbillede, et eksempel. Den inspirerede apostel Paulus skriver: „Nu er disse ting blevet eksempler for os, . . . Nu vedblev disse ting at ske med dem som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ (1 Kor. 10:6-11, NW) Med Jesu Kristi komme, hans offerdød, opstandelse og himmelfart var enden på de tingenes ordninger der dengang havde bestået længe, i sandhed kommet, således som der siges i Hebræerbrevet 9:26: „Men nu har han manifesteret sig én gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger for at fjerne synden ved at give sig selv.“ (NW) Vi lever i dag ved en tilsvarende afslutning på en tingenes ordning. Ud fra Bibelens profetier og forholdene i verden har dette kunnet ses siden 1914. De forbilledlige eksempler der omtales i Bibelen blev derfor skrevet til advarsel for os.
3. (a) Hvilken tid lever vi nu i, ligesom jøderne på apostlenes tid? (b) Hvilken del af „tegnet . . . på afslutningen på tingenes ordning“ har kunnet ses på hele jorden, siden hvornår, og hvem har medvirket til dets opfyldelse?
3 I lighed med jøderne på apostlenes tid i det første århundrede, lever vi nu i en tid med guddommelig gunst, „året med god vilje fra Jehova“. (Es. 61:1, 2, NW) Ligesom de gjorde dengang, lever vi nu ved afslutningen på en tingenes ordning. Da Jesus Kristus fremholdt sin profeti om „tegnet . . . på afslutningen på tingenes ordning“, sagde han til sine apostle: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:3, 14, NW) Bliver „denne gode nyhed om riget“ ikke forkyndt i hele verden i dag? Jo, det viser alle tal og kendsgerninger. Dette har især fundet sted siden 1914 da hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“, som udregnet af International Forening for Bibelstudium, udløb og Guds tid var inde til at oprette hans messianske rige i himmelen til menneskehedens udfrielse. Fra da af var det ikke Guds kommende rige, men Guds oprettede rige der kunne forkyndes som en god nyhed i hele verden. Og det er også blevet forkyndt! Af hvem? Af Jehovas vidner.
4. (a) Hvilken indstilling fra Guds side er denne forkyndelse af den gode nyhed et vidnesbyrd om, ligesom i det første århundrede? (b) Hvorfor bør vi drage nytte af dette?
4 I det første århundrede var forkyndelsen af det guddommelige budskab: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær,“ et bevis på Guds velvillige indstilling over for det jødiske folk. (Matt. 3:1, 2; 4:12-17; Es. 9:1, 2) På samme måde har forkyndelsen af Guds oprettede rige siden 1914 været et bevis på Guds velvillige indstilling eller gode vilje. Det må tydeligvis forholde sig sådan, for når denne forkyndelse af Riget er fuldført „skal enden komme“, og enden på den nuværende tingenes ordning betyder „hævnens dag fra vor Gud“. Eftersom Jehovas vidner stadig forkynder den „gode nyhed om riget“ og tilmed intensiverer deres forkyndelse, er det et bevis på at vi der tilhører denne generation stadig lever i „året med god vilje fra Jehova“. På baggrund af de mange år Riget er blevet forkyndt, må dette „år“ være ved at udløbe, og vi bør drage nytte af dette ’år med god vilje’ før „hævnens dag“ bryder løs over hele denne tingenes ordning. Har vi gjort det, eller vil vi gøre det?
5. Hvad skrev Paulus i Andet Korinterbrev 5:21–6:2 til dem der befandt sig i samme situation som os, og hvor længe før Jerusalems ødelæggelse skrev han dette?
5 Vi lever i en tid med store muligheder, og vort liv står på spil. Vil vi ignorere disse muligheder og således lade Guds gunst være udstrakt til os forgæves? Vil vi forfejle dens hensigt og gå glip af frelsen? Apostelen Paulus formanede indtrængende dem der befandt sig i samme situation som os til ikke at lade dette ske. Han citerede blandt andet fra Esajas 49:8, hvor der siges: „Så siger [Jehova]: Jeg hører dig i nådens stund [i en belejlig tid, NW; en tid med god vilje (godkendelse), NW, fodnoten, 1958-udgaven], jeg hjælper dig på frelsens dag.“ Apostelen Paulus skriver derfor: „Den [Jesus Kristus] som ikke kendte til synd gjorde han til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed ved ham. Idet vi samarbejder med ham, beder vi jer også indtrængende om ikke at tage imod Guds ufortjente godhed og forfejle dens hensigt. For han siger: ’I en belejlig tid hørte jeg dig, og på en frelsens dag hjalp jeg dig.’ Se! Nu er det den særlig belejlige tid. Se! Nu er det frelsens dag.“ (2 Kor. 5:21–6:2, NW) Paulus skrev dette omkring år 55 eller cirka femten år før Jerusalem blev ødelagt i år 70.
6. (a) Hvorfor kan det siges at vi står over for noget langt værre end det der hændte jøderne i år 70? (b) Hvad ønsker vi ikke skal være tilfældet med den gode vilje Gud har udstrakt til os?
6 Apostelen Paulus’ inspirerede formaning er ikke mindre på sin plads i dag hvor vi befinder os langt inde i „året med god vilje“. Vi står over for noget langt værre og mere omfattende end ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel i år 70. Det er ikke blot en landsomfattende tingenes ordning der nærmer sig sin katastrofale afslutning på „hævnens dag fra vor Gud“, men den verdensomfattende, internationale tingenes ordning, som omfatter alle folkeslag, stammer, racer og ikke-kristne religioner. Hvis vi ønsker at vore bønner til den eneste levende og sande Gud skal blive hørt, er der endnu en kort tid med god vilje hvori dette kan lade sig gøre. Hvis vi ønsker guddommelig hjælp til at undgå straffen på „hævnens dag“, er det nu, på „frelsens dag“, vi kan få den. Det skyldes Guds ufortjente godhed at vi stadig lever i „året med god vilje fra Jehova“. Hvis vi værdsætter muligheden for at opnå evigt liv i lykke, vil vi ikke ønske at forfejle hensigten med Guds ufortjente godhed eller at det skal være forgæves at han har udstrakt sin gode vilje til os.
Hvordan man viser det
7. (a) Hvilket spørgsmål må alle som ønsker evigt liv derfor tage stilling til, og ved hjælp af hvad kan dette spørgsmål besvares? (b) Hvad tilskyndede Johannes Døber, Jesus Kristus og hans disciple jøderne til at gøre?
7 Alle der ønsker liv i en retfærdig ny tingenes ordning må i denne kritiske tid tage stilling til spørgsmålet: Hvordan kan jeg blive et af de mennesker der har Guds velbehag? eller: Hvordan kan jeg bevise at jeg er et af dem? Begge spørgsmål kan klart besvares ved hjælp af den store Livgivers skrevne ord. I det første århundrede lød opfordringen først gennem Johannes Døber og derpå gennem Jesus Kristus og hans apostle: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ Efter Jesu opstandelse fra de døde og kort før han steg til himmelen sagde han til sine disciple: „Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene.“ (Luk. 24:45-47) På Pinsedagen kort efter — da mange jøder spurgte: „Hvad skal vi gøre?“ — sagde apostelen Peter: „Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse.“ — Ap. G. 2:37, 38.
8. Hvad sagde de jødiske kristne at Gud havde givet hedningerne, dengang han havde ladet uomskårne ikke-jøder få adgang til den kristne menighed?
8 Godt og vel tre år senere, da de jødiske kristne i Jerusalem hørte at uomskårne ikke-jøder blandt nationerne havde fået adgang til den kristne menighed, sagde de: „Så har Gud altså også givet hedningerne omvendelse til liv.“ — Ap. G. 10:1–11:18.
9. Hvad må følge efter omvendelsen, og hvordan understregede Peter dette skridt da han talte til en skare jøder i templet i Jerusalem?
9 Omvendelse alene, i den betydning at man føler inderlig bedrøvelse og sorg over at være en synder og over at man har syndet, er imidlertid ikke nok. Den må efterfølges af gerninger; man må vende sig bort fra synd ved at man vandrer på retfærdighedens vej og bærer frugter som er omvendelsen værdig. Apostelen Peter understregede dette yderligere skridt da han sagde til en skare jøder i templet i Jerusalem: „Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Salvede skulle lide. Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem Himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid.“ (Ap. G. 3:18-21) Det er dét at man vender sig bort fra de synder man har angret, der sikrer en Jehova Guds tilgivelse for sådanne synder.
10. Hvordan vinder man Guds velbehag efter at man har omvendt sig og vendt sig bort fra synden?
10 Når man har vendt sig bort fra synd, må dette efterfølges af vanddåb, hvad enten man er jøde eller uomskåren hedning. Da den opstandne Jesus befalede sine disciple at gå og gøre disciple af folk af alle nationer, tilføjede han: „Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ (Matt. 28:19, NW) Dåben i vand er et symbol på at dåbskandidaten allerede har angret og omvendt sig og at han nu helt og fuldt har fremstillet sig for eller uforbeholdent har indviet sig til Gud, Faderen, gennem Sønnen, Jesus Kristus. På denne måde bliver en troende en Kristi discipel, og af den grund bliver han samtidig et af de mennesker der har Guds velbehag og som han giver sin fred. — Luk. 2:14.
11. Hvis eksempel følger vi når vi således kommer til Gud, og hvilken profeti opfyldte denne?
11 Når mennesker således kommer for at gøre Guds vilje, adlyder de ikke blot Kristi befaling men efterligner også hans gode eksempel. Da Jesus fremstillede sig for Gud og blev døbt i Jordanfloden af Johannes Døber, gik de profetiske ord i Salme 40:8, 9 i opfyldelse, idet disse ord var et udtryk for Jesu hjertetilstand: „Da sagde jeg: ’Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.’“
12. (a) Hvor anvendes disse profetiske ord fra Salmerne på Jesus? (b) Hvad kommer vi ligeledes for at gøre når vi fremstiller os til dåb, for derved at vinde Guds velbehag?
12 Den inspirerede bibelskribent anvender i Hebræerbrevet 10:5-9 disse ord af salmisten på Jesus på det tidspunkt da denne blev døbt, idet han siger: „Derfor siger han, da han træder ind i verden: ’Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig; i brænd- og syndoffer fandt du ikke behag. Da sagde jeg: „Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“’ Medens han først siger: ’Til slagt- og afgrødeofre, brænd- og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag’ (og de frembæres dog efter loven), siger han derefter: ’Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.’“ Guds vilje var det der behagede ham. Så da Jesus ved sin dåb kom for at gøre Guds vilje fandt Gud behag i ham. Når vi går ind på at gøre Guds vilje vinder vi ligeledes hans velbehag.
13. (a) Hvem tilhører den konge som hersker over det folk vi bliver en del af når vi vinder Guds velbehag? (b) Hvordan bryder dette folk ud i frydesang?
13 Som mennesker der har Guds velbehag bliver vi en del af det folk som hans indsatte søn Jesus Kristus nu hersker over som konge i himmelen. I Salme 89:16-19 står der profetisk om dette folk: „Saligt det folk, der kender til frydesang, vandrer, [Jehova], i dit åsyns lys! De lovsynger dagen igennem dit navn, ophøjes ved din retfærdighed. Thi du er vor styrkes stolthed, du løfter vort horn ved din yndest; [Hvorfor?] thi vort skjold er hos [Jehova], vor konge er Israels Hellige [tilhører Israels Hellige, NW]!“ De bryder ud i frydesang over at deres konge tilhører Jehova Gud og ikke nogen af de krigeriske jordiske nationer. De tager med begejstring del i forkyndelsen af den „gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, så disse nationer kan blive gjort bekendt med den eneste retmæssige regering før de møder deres endeligt på „hævnens dag fra vor Gud“.
14. Hvad foretrækker disse mennesker med Guds velbehag fremfor at føle Kongens vrede, og ved hvilken side af ham er de ivrige efter at stå i denne tid hvor folkeslagene skilles?
14 De ønsker at forblive under denne konge som tilhører Jehova, og eje hans gunst. De bryder sig ikke om at høre hans vredesbrøl på „hævnens dag“ fra hans Gud. De ønsker ikke at føle hans vredes harmglød, men foretrækker hans gunsts forfriskende kølighed. De husker Ordsprogene 19:12: „Som brøl af en løve er kongens vrede, som dug på græs er hans gunst.“ Disse disciple som har fårets sindelag, er ivrige efter at stå ved hans højre side i denne „endens tid“, hvor han skiller folkeslagene, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene. — Matt. 25:31-46.
Hvordan vi bevarer Jehovas velbehag
15. Hvad må vi fortsætte med at gøre når vi har opnået Guds gunst, ifølge Ordsprogene 11:20, 27?
15 Når vi først har opnået Guds gunst må vi til stadighed vise at vi har hans velbehag. Dette kræver at vi vedholdende og oprigtigt søger at behage ham. I Ordsprogene siges der ligeud: „De svigefulde er [Jehova] en gru, hans velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer. Hvo der jager efter godt, han søger efter yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.“ (Ordsp. 11:20, 27) Vi må af et oprigtigt hjerte blive ved med at granske Guds ord for at vide hvordan vi nu og for altid kan nyde hans gunst. Vi frygter for at blive Jehova en gru og blive ramt af det onde der kommer over menneskene på „hævnens dag“ som hurtigt nærmer sig.
16. Hvad må vi være på udkig efter hvis vi gerne vil sikre os Jehovas fortsatte velbehag, hvor må vi gøre det og hvordan, ifølge Ordsprogene 8:34, 35 og Salme 143:10?
16 Hvis vi til stadighed søger den himmelske visdom og handler i overensstemmelse med den, idet vi altid er på udkig efter hvordan vi kan tilegne os den, vil vi sikre os Jehovas velbehag. Dette vil føre til evig lykke for os. I Ordsprogene 8:34, 35 taler den personificerede visdom til os: „Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine døre og vogter på mine dørstolper. Thi den, der finder mig, finder liv og opnår yndest [god vilje, NW] hos [Jehova].“ Det vil derfor betyde lykke og liv og Guds yndest eller gode vilje at komme de steder hvor de mennesker der har Jehovas velbehag regelmæssigt mødes, og vente ved dørene dér for at komme indenfor og lytte til Guds skrevne visdomsord, langt borte fra denne verdens visdom. Som salmisten beder de til Jehova: „Lær mig at gøre din vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne vej!“ (Sl. 143:10) De ved at hvis de gør hans gode vilje, vil de eje hans velbehag.
17. Hvem må vi komme sammen med, hvad vil dette opflamme os til, og hvad vil vi således kunne vinde hos Jehova, ifølge Ordsprogene 12:2, 22?
17 Efterhånden som „hævnens dag“ nærmer sig, bliver det mere og mere tilrådeligt at de mennesker der har Jehovas velbehag kommer sammen for at gøre godt mod hinanden. Det er det Hebræerbrevet 10:24, 25 formaner os til: „Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os . . . formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ En sådan adfærd vil styrke os til at holde ud når vi gør det der er godt i Jehovas øjne, og til at være trofaste i forkyndelsen af hans ords sandheder. Lad os aldrig glemme det vise ordsprog: „Den gode vinder yndest hos [Jehova], den rænkefulde dømmer han skyldig. Løgnelæber er [Jehova] en gru, de ærlige har hans velbehag.“ — Ordsp. 12:2, 22.
18. Sammen med hvilke ofre vil vore bønner især have Jehovas velbehag?
18 Hvis vi sørger for at bevare Jehovas gunst kan vi have tillid til at han vil høre vore bønner, især hvis vore bønner er ledsaget af ’lovprisningsofre’ til ham og sådanne ofre som at „gøre vel og dele med andre“, ofre der beskrives i Hebræerbrevet 13:15, 16. Så vil Jehova finde behag i vore bønner, hvilket Ordsprogene 15:18 forsikrer os om: „Gudløses offer er [Jehova] en gru, retsindiges bøn har han velbehag i.“ — Jer. 6:20.
19. Især siden hvornår er Jehovas åndelige tempel blevet gjort til „et bedehus for alle folk“, hvordan er dette sket, og med hvilke ord er det blevet forudsagt?
19 I løbet af „året med god vilje fra Jehova“ som vi endnu lever i, er hans åndelige tempel blevet gjort til et bedehus for alle folkene. Dette er især sket siden 1935, da han begyndte at føre „en stor skare“ af tilbedere fra „alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“ til sit åndelige tempel, for at de dér sammen med resten af Lammet Jesu Kristi salvede disciple kunne yde ham hellig tjeneste. (Åb. 7:9-15) Ved at de bevarer sig åndeligt rene og forbliver loyale mod hans messianske rige har de den glæde at vide at han tager imod deres lovprisningsofre og deres ofre i forbindelse med at gøre vel og uselvisk dele med andre. Til opmuntring for dem blev det for længe siden sagt profetisk: „[De fremmede] vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus; deres brændofre og deres slagtofre bliver til behag på mit alter; thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk.“ — Es. 56:7.
20. Hvad beder vi stadig Gud om, og hvilken slags tale høres blandt det folk vi derfor kommer sammen med?
20 Det er i vor tid en stor glæde at tilhøre de mennesker der har Jehovas velbehag. Vi ønsker at bevare os rene og trofaste nok til at blive betragtet som værdige til at regnes blandt dem. Vor stadige bøn til Gud er derfor: „Husk mig, o Jehova, med den gode vilje mod dit folk. Tag dig af mig med din frelse.“ (Sl. 106:4, NW) Når vi er sammen med Guds folk hører vi tale der er Jehova velbehagelig. „Den retfærdiges læber søger yndest, gudløses mund bærer falskheds frugt.“ — Ordsp. 10:32.
21, 22. (a) Hvor længe føles Jehovas velbehag at vare, i modsætning til hans vrede? (b) Hvor længe vil vi gerne nyde hans velbehag, og hvad vil vi da synge?
21 Engang befandt vi os under Jehova Guds vrede fordi vi ikke gjorde hans vilje. Men nu da vi har draget nytte af „året med god vilje fra Jehova“, synes det der hører fortiden til blot som et øjeblik, som en mørk og trist aften der er forbi. Det minder os om salmisten Davids ord da han havde genvundet Jehovas gunst efter at have følt hans mishag: „Thi et øjeblik varer hans vrede, livet igennem hans nåde [gode vilje, NW]; om aftenen gæster os gråd, om morgenen frydesang.“ (Sl. 30:6) Ved at vi har udnyttet den sidste del af Jehovas ’år med god vilje’ er vi blevet udfriet fra den korte grådfyldte aften under Guds vrede, og oplever nu med frydesang en morgen med hans velbehag.
22 Måtte vi fortsat eje Jehovas velbehag, ikke blot en morgen, men „livet igennem“, ja i al evighed. Da vil vi altid synge „frydesang“ af taknemmelighed over at vi ejer Jehovas velbehag, og vor sang vil være en lovprisning af ham gennem Jesus Kristus.