Nødvendigt at kende det vi tilbeder
1, 2. (a) Hvem er imod at vi tilbeder det vi kender, og hvad kaldes han derfor? (b) Hvad kalder apostelen Paulus ham, og hvad sker der med dem han slår med blindhed?
DENNE kærlige Gud, hvis vilje det er at alle slags mennesker skal frelses ved hjælp af den tilsvarende løsesum, Kristus Jesus, ønsker at vi skal kende ham for at det om os kan siges at „vi tilbeder det, vi kender“. (1 Tim. 2:3-6, NW; Joh. 4:22) Der findes dog også en som søger at få os til at tilbede falske guder og således tilbede det vi ikke kender, noget som vil føre til vor evige tilintetgørelse.
2 Omtalte person er naturligvis modstander af den sande Gud og fortjener navnet Modstander eller Satan. Han ophidsede til modstand mod det evangelium som apostelen Paulus forkyndte, og Paulus skrev om ham: „Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede. . . . Thi Gud, som sagde: ’Af mørke skal lys skinne frem,’ blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart.“ (2 Kor. 4:3-6) De som lader „denne verdens gud“ slå deres tanker med blindhed, vil forgå, for de tilbeder det de ikke kender.
3. (a) Hvad har mennesker i dag hvor hele verden befinder sig i den yderste fare, set behovet for? (b) Hvilke to politiske blokke udfolder deres aktivitet på verdensskuepladsen, og hvordan skildres de hos Daniel, kapitel elleve?
3 I årtusinder har „denne verdens gud“ nu sørget for at de skiftende generationer hver har haft noget falsk at tilbede. I dette tyvende århundrede har han ladet opstille noget som hele verden kan tilbede. Der er ingen der betvivler at vi lever i en tid hvor hele verden befinder sig i fare, hvor mennesker mere end nogen sinde føler behovet for at alle nationer organiseres med det formål at bevare freden og sikkerheden i verden. Den første verdenskrig, fra 1914-1918, gjorde mennesker opmærksomme på faren for at menneskeheden ødelægger sig selv ved den moderne krigsførelse. Resultatet af denne krig om verdensherredømmet blev at der viste sig to dominerende politiske grupper, nemlig den demokratiske blok af nationer og den diktatoriske, totalitære blok af nationer. De repræsenterer to politiske ideologier, og hver blok frygter at den anden skal gribe til voldelige midler for at udvide sit territorium. Profetien i Guds ord Bibelen skildrer dem billedligt som to konger, den demokratiske, liberale blok af nationer som „Sydens konge“, og den diktatoriske, totalitære blok af nationer som „Nordens konge“. Profetien i Daniels bog, kapitel elleve, fortæller om disse to „konger“.
4. (a) Hvem berører disse to „kongers“ strategi, og især i hvilken tidsperiode? (b) Hvem eller hvad er disse to „konger“ imod?
4 Disse to symbolske „kongers“ strategi over for hinanden berører hele menneskeheden, og ingen nation eller noget folk kan undgå at blive berørt af den, især ikke i den tidsperiode som Daniels profeti kalder „endens tid“. (Dan. 11:27-40; 12:4) Verdenshistorien bekræfter sammen med Bibelens profetier at denne kritiske „endens tid“ begyndte i 1914, da „hedningernes tider“, som omtales af Jesus Kristus i hans profeti i Lukas 21:20-24, udløb. Den første verdenskrig, som begyndte i dette år, markerede begyndelsen til enden for disse hedenske nationer. Siden da har disse nationer sluttet sig sammen i blokke bag enten „Nordens konge“ eller „Sydens konge“, bortset fra nogle få nationer som forsøger at holde sig neutrale. Begge disse „konger“ er opsat på at vinde verdensherredømmet. Men de modarbejder ikke blot hinanden. Sammen modstår de også den regering som har haft den suveræne ret til herredømmet over hele jorden siden hedningernes tider udløb i 1914.
5. Hvem forkyndte den gode nyhed om Riget, som forudsagt i Mattæus 24:14, og siden hvornår har de gjort det?
5 Det er denne regering Jesus Kristus profeterede skulle forkyndes, især efter 1914, idet han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14, NW) Var det de adspredte kødelige jøder med deres zionistiske håb om et fædreland for jøderne i Palæstina der tog denne forkyndelse af den gode nyhed om Guds messianske rige op? Nej, det var Jesu Kristi trofaste disciple der gjorde det. Det var disse disciple, som var salvet med Guds ånd, der ved hjælp af Bibelens tidsregning fandt frem til at hedningernes tider ville udløbe i efteråret 1914. Siden 1914 har hele verden kunnet se de synlige beviser på at hedningernes tider udløb på dette tidspunkt. Det betød at Guds messianske rige var blevet oprettet i himmelen ved at Messias, Jesus, var blevet indsat på tronen.
6, 7. (a) Hvornår eller efter hvilke begivenheder forventede man at Riget skulle udøve fuld kontrol over jorden? (b) Hvad sagde Vagt-Taarnet for december 1914 om afkortningen af trængselens dage?
6 Rigets fødsel betød imidlertid ikke øjeblikkelig tilintetgørelse af alle jordens nationer. Riget ville først være helt og fuldt oprettet over de sørgelige rester af alle jordiske institutioner når den værste trængselstid verden havde oplevet, var forbi. Vagt-Taarnet for december 1914, som altså udkom få måneder efter at den første verdenskrig var begyndt, gav i den indledende artikel „Udsigt fra Vagttaarnet“, i afsnittet „Trængselens Dage skal afkortes“, udtryk for det synspunkt at verdenskrigen var den indledende fase af en verdenstrængsel der ville forværres indtil den kulminerede i det menneskelige samfunds opløsning. Det hed i artiklen:
7 „Det er den Tid, om hvilken Herren siger: ’Om ikke disse Dage blev afkortet, vilde intet Kød blive frelst.’ (Matt. 24, 22.) Mesteren siger os imidlertid, at disse Anarkiets Dage — da enhvers Haand, løfter sig imod sin Næste og sin Broder, og der ingen Fred er for den, der gaar ud, eller den, der gaar ind — skal blive afkortet. Indsættelsen af Menigheden til Herligheden, hvorved de Hellige skal faa Herredømmet over Verden, vil afkorte disse Dage og indføre Fredsfyrstens Regering.“ — Side 179.
8. (a) Hvilke interessante emner blev drøftet i det følgende nummer af Vagt-Taarnet? (b) Hvordan henledte man dengang, i 1914, opmærksomheden på tidens betydning?
8 Det følgende nummer af Vagt-Taarnet, nemlig for januar 1915, indeholdt hovedartiklen „Retfærdsrigets Beredelse“. Af artiklens afsnit kan nævnes „En Efterligning af Kristi Rige“, „Afslutningen paa Hedningernes Tider“, „Beviser paa Herrens Parousia [Nærværelse]“, „Oprettelsen af Messiasriget gradvis“, „Slaget ved Armageddon“ og „Om Menighedens Forløsning“. Der blev også taget andre midler i brug for at forklare tidens alvor, for eksempel Skabelsens Fotodrama, der blev vist verden over, offentlige foredrag, udbredelsen af de seks bind af Studier i Skriften, og uddelingen af gratis traktater, som for eksempel den der hed „Verdens Ende i 1914“. I afsnittet „Mange Tons fri Litteratur“ i årsberetningen for 1914 hed det: „Mængderne er vokset enormt. Mange, som ikke har kunnet give hele deres Tid i Kolportagen, saavel som Kolportører og Pilgrimme (ja, i Virkeligheden næsten alle vore Læsere) har fundet Lejlighed til at virke i Herrens Tjeneste ved Uddelingen af Læsestof, som vi leverer gratis paa mere end 30 forskellige Sprog.“ — Vagt-Taarnet, februar 1915, side 22.
Det daglige offer ophæves
9. Hvilket offer bragte Guds „hellige folk“, og hvad prøvede både „Sydens konge“ og „Nordens konge“ at gøre?
9 Disse citater viser at Jesu Kristi trofaste disciple dengang prøvede at bringe Jehova et stadigt lovprisningsoffer, de ’forkyndte hans guddomskraft, som kaldte dem fra mørket til sit underfulde lys’. (1 Pet. 2:9) De så hen til Guds himmelske rige ved Kristus og forkyndte det som den retmæssige regering over hele menneskeheden. Men den demokratiske „Sydens konge“ og den autokratiske „Nordens konge“, som begge var en del af kristenhedens forfalskede gudsrige, kæmpede om verdensherredømmet. Som en del af deres krigsprogram og med kristenhedens præsteskabs fulde støtte, magede de det således at de kunne „sprede det hellige folks magt“, „knuse det hellige folks magt“. (Dan. 12:7, AV, NW) Det lykkedes dem efter tre og et halvt år (tre og en halv symbolsk „tid“).
10. Hvordan søgte man at hindre „det hellige folks“ arbejde, og hvordan blev mange fjernet fra den præstegerning der bestod i at bringe ofre?
10 Indtil da havde de ved hjælp af krigsrestriktioner og pres lagt store hindringer i vejen for det daglige, stadige lovprisningsoffer til Jehova Gud. I Storbritannien, for eksempel, blev de indviede kristne som holdt sig strengt neutrale og kategorisk nægtede at støtte nogen af parterne i konflikten, idømt flere års fængsel. De der i Nordamerika holdt fast ved deres kristne neutralitet, blev behandlet på lignende måde. Mange forstod dog ikke hvad kristen neutralitet indebar og påtog sig at udføre civil tjeneste, ja bar endog uniform. Disse blev nogle gange behandlet endnu værre af militæret end de der havde nægtet totalt. Det hindrede alt sammen frembærelsen af lovprisningsofre til Jehova Gud.
11. (a) Hvilken bog blev beslaglagt som et led i bestræbelserne for at gribe ind over for dem der frembar lovprisningsofre? (b) Hvordan blev det hellige folks magt til sidst knust?
11 I juli 1917 udgav Watch Tower Bible & Tract Society bogen The Finished Mystery (Den fuldbyrdede Hemmelighed). Denne blev beslaglagt af „Sydens konge“ og benyttet som et våben imod Jehova Guds indviede „hellige folk“. Denne bog og andre trykte skrifter der blev brugt i forbindelse med „lovprisningsofrene“, blev forbudt og tilbageholdt af regeringen, til stor glæde for kristenhedens præsteskab. For at „sprede det hellige folks magt“, knuse dets samlede magt, greb „Sydens konge“ til sidst yderligere ind over for visse medlemmer af Vagttårnsselskabets ledelse samt andre ordets tjenere som havde haft noget at gøre med udgivelsen af Den fuldbyrdede Hemmelighed. Disse blev, på grund af anklager der senere viste sig at være falske, idømt en straf på tyve år og overført til et forbundsfængsel. Dette reducerede „det hellige folks magt“ i denne „endens tid“ betydeligt.
12. Hvad betød dette for Guds „hellige folk“ i forbindelse med opfyldelsen af Daniel 12:11?
12 Hvad betød dette med hensyn til opfyldelsen af Bibelens profetier om „endens tid“? Det betød at det stadige eller „daglige“ offer som Jehovas hellige folk bragte, blev ophævet. Dette var blevet forudsagt i Daniel 12:11, som taler om „den tid det daglige offer ophæves og ødelæggelsens vederstyggelighed rejses“. Det var i løbet af foråret 1918 at Jehovas hellige folks magt til at ofre det stadige eller „daglige“ offer blev spredt eller knust.
13. Hvad fremholdt de der ophævede „det daglige offer“ som erstatning for dette offer, i henhold til Daniel 12:11?
13 Men hvad havde de der spredte eller knuste denne magt at fremholde som en erstatning for „det daglige offer“ som Jehovas „hellige folk“ stadig havde bragt ved at forkynde ’den gode nyhed om riget’ som en pris til Jehova? Noget der ikke priste Jehova Gud, men som hans ord i Daniel 12:11 kalder „ødelæggelsens vederstyggelighed“.
Ødelæggelsens vederstyggelighed rejses
14. Hvad var denne „ødelæggelsens vederstyggelighed“, og hvornår blev den rejst?
14 Hvad var denne ødelæggelsens vederstyggelighed, og hvornår blev den rejst? Det var en politisk organisation som de verdslige nationer anerkendte i stedet for at tage imod Guds messianske rige der var blevet oprettet i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914. Det var Folkeforbundet, hvis pagt blev gjort til en del af fredstraktaten i Versailles og som især „Sydens konge“ gjorde sig til talsmand for. Da fredstraktaten blev ratificeret af de implicerede politiske magter den 13. oktober 1919, trådte Folkeforbundet følgelig også i kraft. Det var altså denne internationale organisation og ikke Guds messianske rige der skulle bevare freden og sikkerheden i verden. Da Storbritannien ratificerede fredstraktaten, anerkendte den engelske statskirke også dette Folkeforbund som var imod Riget, for den daværende engelske konge var kirkens overhoved.
15. (a) Hvordan reagerede elementer i Amerikas forenede Stater over for Folkeforbundet? (b) Var resultatet af dette internationale skridt som beskrevet i Daniel 12:11?
15 De forenede Staters senat nægtede at ratificere fredstraktaten fordi den indeholdt Folkeforbundspagten, og senere sluttede U.S.A. en separatfred med Tyskland. De forenede Staters præsident gik imidlertid stærkt ind for Folkeforbundet, og i december 1918 opfordrede Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika i en resolution den amerikanske præsident til ved fredskonferencen at arbejde for oprettelsen af Folkeforbundet som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Var dette resultat af et sådant internationalt skridt vederstyggeligt for den Gud som havde oprettet det virkelige messianske rige? Det kunne ikke være andet!
16. (a) Protesterede Gud, som væmmedes ved dette over for nationerne? Forklar nærmere. (b) Hvad blev Folkeforbundet senere afsløret som, ifølge Åbenbaringen 17:11?
16 Protesterede Gud, som væmmedes ved dette, over for de nationer der stod bag Folkeforbundet? Ja, gennem sit „hellige folk“ på jorden. I foråret 1919 gjorde han en ende på de forhold der havde bevirket at hans „hellige folks magt“ på jorden var blevet spredt eller knust. Efter at fredstraktaten den 28. juni 1919 var undertegnet i Versailles, men før Folkeforbundet trådte i kraft den 13. oktober 1919, afholdt Guds udfriede, genforenede „hellige folk“ sit første internationale stævne i Cedar Point, Ohio, den 1.-8. september 1919. I det offentlige foredrag „Haab for den nødlidende Menneskehed“ blev det åbent sagt at Folkeforbundet, til trods for at det havde kristenhedens præsteskabs velsignelse, aldrig ville få Jehovas velsignelse og derfor ville slå fejl. Kort efter blev det i The Watch Tower for 1. januar 1921 (Vagt-Taarnet, marts 1921) vist at Folkeforbundet var det i Åbenbaringen 13:14, 15 forudsagte „dyrets billede“ som hele verden ville tilbede. Under det offentlige foredrag der i 1926 blev afholdt i Royal Albert Hall i London, blev det endvidere forklaret at Folkeforbundet var den ottende verdensmagt, der var forudsagt i Åbenbaringen 17:11.
17, 18. (a) Hvorfor måtte der finde en genoplivelse sted af organisationen for verdensfred og sikkerhed, og hvordan skete det? (b) Hvordan forsøgte man at standse det arbejde som Jehovas „hellige folk“ udførte i forbindelse med lovprisningsofrene, og hvordan var dette forudsagt i Daniel 11:31?
17 Til trods for gentagne gange at være blevet advaret af Jehovas „hellige folk“ fortsatte kristenhedens nationer med at tilbede „dyrets billede“ indtil det forsvandt i den hjælpeløse uvirksomheds afgrund under den anden verdenskrig fra 1939-1945. Men Åbenbaringen 17:7, 8 forudsagde at „dyrets billede“ ville stige op af uvirksomhedens afgrund. Dette skete den 24. oktober 1945 da det fornødne antal politiske magter havde ratificeret fredstraktaten. Denne internationale fredsorganisation fik navnet De forenede Nationer. Forud for dette havde der fundet en verdensomfattende forfølgelse af Jehovas „hellige folk“ sted, i den hensigt på ny at afskaffe deres lovprisningsofre ved Guds åndelige helligdom, deres stadige forkyndelse af Guds messianske rige som menneskehedens eneste håb. Dette var et forsøg på at gentage det de væbnede nationer havde gjort under den første verdenskrig. Daniel 11:31 havde forudsagt dette:
18 „Og hans hære skal stå der og vanhellige helligdommen, den faste borg, afskaffe det daglige offer og rejse ødelæggelsens vederstyggelighed.“
19. Hvordan tilbeder nationerne således det de ikke kender, og hvad tilbeder Guds „hellige folk“?
19 Den dag i dag holder folkeslagene og nationerne fast ved dette afguderiske „dyrets billede“, idet De forenede Nationer nu har 126 medlemmer. Disse nationer tilbeder det de ikke kender, og det er deres egne religiøse ledere der har vildledt dem. Men Jehova Guds „hellige folk“ kender det de tilbeder. De støtter ikke denne verden i tilbedelsen af det politiske „billede“ af Djævelens verdensomspændende politiske system. De tilbeder det de kender, nemlig Jehova, den eneste levende og sande Gud, som forbyder afgudsdyrkelse. De slutter sig ikke til dem i kristenheden som hævder at være med i pagten om Guds rige og alligevel vender sig imod Riget til fordel for Folkeforbundet og dets arvtager, De forenede Nationer, „ødelæggelsens vederstyggelighed“.
20. Hvilken modsætning er der ifølge Daniel 11:32 mellem dem der handler ondt og dem som kender deres Gud?
20 På baggrund af denne situation får det næste vers (32) i Daniels bog, kapitel 11, sin opfyldelse: „Dem, der overtræder pagten, lokker han ved smiger til frafald; men de folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i gerning.“
Hvad de der kender deres Gud udretter
21. Hvordan har Jehovas kristne vidner ’stået fast og vist det i gerning’, og hvilket arbejde har de trofast udført i hele verden?
21 Jehovas kristne vidner i vor tid har erfaret den guddommelige belønning der var lovet „de folk, som kender deres Gud“. De skammer sig ikke over ved hjælp af den inspirerede Bibel at påpege at den sande Guds navn er Jehova og at de er hans indviede, døbte vidner, ligesom Jesus Kristus selv var. I alle disse år, fra 1919 indtil nu, har hverken „Sydens konge“ eller „Nordens konge“ kunnet overtale dem med glatte, smigrende ord til at falde fra og vende sig imod Guds messianske rige. De har stået fast over for den politiske og religiøse propagandas glatte smiger og over for den brutale forfølgelses hårde pres. De har modigt og urokkeligt fortsat det arbejde som Jesus Kristus har anvist og som vi læser om i Mattæus 24:14: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (NW) Til trods for den verdensomfattende tilbedelse af det politiske „dyrets billede“ holder de fast ved tilbedelsen af Bibelens Gud, Jehova, som de kender.
22. Hvilke profetier af Daniel vedrørende indsigt og forståelse har Jehovas kristne vidner opfyldt? Hvad har Satan forgæves søgt at gøre brug af?
22 Har de handlet modigt, har de vist initiativ, har de udrettet noget, har de vist deres tro i gerning? Svaret på dette spørgsmål finder vi i opfyldelsen af profetien i Daniel 11:33, som gælder dem: „De kloge i folket skal bringe mange til indsigt [bibringe mange forståelse, NW].“ Hertil kommer ordene i Daniel 12:3: „De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid.“ Hvor nødvendigt har dette oplysningsarbejde og denne bibringelse af forståelse ikke været i denne „endens tid“! Satan Djævelen, „denne verdens gud“, ved udmærket hvor vigtigt dette arbejde er. Derfor har han bragt den forudsagte forfølgelse over „de folk, som kender deres Gud“. Derved prøver han at få dem til at opgive deres gudgivne arbejde. (Dan. 11:33-35) Han har gjort brug af dem der tilbeder det afguderiske „dyrets billede“ i denne forfølgelse, men hans forsøg er mislykkedes. Den salvede rest af „de folk, som kender deres Gud“ har holdt stand, og det skyldes deres indsigt og forståelse.
23. Hvem vil „en stor trængsel“ komme over på grund af den religiøse situation i verden, og hvorfor har folk brug for at blive oplyst og få bibragt forståelse?
23 I religiøs henseende står det sørgeligt til i verden i dag. Man kan sige det samme til folk i dag som blev sagt til samaritanerne på Jesu tid: „I tilbeder det, I ikke kender.“ (Joh. 4:22) Deres tilbedelse af det politiske „dyrets billede“ og af andre falske guder vil føre til deres tilintetgørelse i den kommende ’store trængsel’ over kristenheden, hele den øvrige del af Babylon den Store og over alle dens politiske elskere i denne verdslige tingenes ordning. Denne verdensomspændende fare vokser, jo nærmere menneskeheden kommer det tidspunkt da ’den store trængsel’ bryder løs, den „trængsel“ som ingen mennesker ville komme frelst igennem hvis ikke den blev afkortet. (Matt. 24:21, 22) Folk har brug for at blive oplyst med Guds sandhedsord, Bibelen; de trænger til at der bibringes dem forståelse, så de virkelig kan lære den eneste sande Gud at kende, den eneste Gud som er værd at tilbede, Jehova.
24. I hvor stor udstrækning har Jehovas vidner vist deres tro i gerning, som forudsagt i Daniels profeti?
24 Den salvede rest af „de folk, som kender deres Gud“ har levet op til profetien som forudsagde at de ville vise deres tro „i gerning“. Det fremgår af de rapporter der er blevet offentliggjort i årenes løb. Deres arbejde har ikke været uden den virkning som Guds ufejlbarlige ord lovede. De har indtil nu bibragt „mange“ den livsvigtige forståelse. De har gjort det ved at udbrede tidsskriftet Vagttårnet, som nu udgives på treoghalvfjerds sprog, ved fra hus til hus at uddele andre bibelske skrifter på 165 sprog, ja ved at trykke og udgive adskillige bibeloversættelser, som de har forlagsretten til, på flere forskellige sprog. De overlader ikke blot disse bibler og bibelhåndbøger til folk, men tilbyder personligt et gratis bibelstudium til dem som er utilfredse med at tilbede det de ikke kender.
25, 26. (a) På hvilken måde har deres arbejde især haft fremgang siden 1935? (b) Hvor udfører denne ’store skare’ sin tilbedelse, og hvordan?
25 Dette arbejde har haft stor fremgang, for det har haft Jehovas velsignelse. Især siden 1935 har der vist sig „en stor skare“ af mennesker fra alle de nationer, stammer, folkeslag og tungemål blandt hvilke denne undervisning i Bibelen har kunnet finde sted. Folk er holdt op med at tilbede det de ikke kender på steder som de tidligere anså for hellige i religiøs forstand. De er blevet hjulpet til at tilbede den eneste Gud som er værd at tilbede. De drager ikke op til Garizims bjerg eller til Jerusalem i Israel for at tilbede ham. De tilbeder ham ikke på en mekanisk eller ceremoniel måde, men hvor de end befinder sig tilbeder de ham i den sande tilbedelses ånd ved tro og i overensstemmelse med den bibelske sandhed.
26 De tilbeder ham i hans sande helligdom, hans åndelige tempel, som ikke er gjort med menneskehænder, og de tjener ham dag og nat i retfærdighed, skildret ved hvide klæder som er blevet tvættet i Lammets, Jesu Kristi, blod. Som en del af deres tilbedelse af den Gud de kender, råber de enigt: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ — Åb. 7:9-15.
27. (a) Hvad har disse tilbedere brugt deres kundskab, indsigt og forståelse til? (b) Hvor længe vil de fortsætte med at vise deres tro i gerning?
27 Disse, der tilbeder det de kender, har ikke holdt deres kundskab, indsigt og forståelse for sig selv. I deres helhjertede indvielse til Gud har de sluttet sig til det salvede „hellige folk“ som „kender deres Gud“, og de hjælper endnu flere til at få forståelse og åndelig oplysning. Forfølgelse har lige så lidt standset dem som den har standset den salvede rest siden 1919. De vil også holde stand og stadig vise deres tro i gerning indtil ’den store trængsel’ pludselig kommer over deres forfølgere og disse ikke vil eksistere mere.
28. (a) I hvor lang tid vil disse tilbedere kunne tilegne sig livgivende kundskab? (b) Hvad vil de kunne rose sig af, i henhold til Jeremias 9:24?
28 Derefter vil jorden være et rent sted for alle dem som „kender deres Gud“ og som tilbeder ham i ånd og sandhed. De vil til evig tid kunne tilegne sig kundskab om den eneste sande Gud, Jehova, og om ham, som han har sendt, Jesus Kristus, for det at tilegne sig kundskab om disse to betyder evigt liv i lykke for dem der lever i overensstemmelse med denne kundskab. (Joh. 17:3, NW) I Guds nye orden, som nu er nær, vil de for evigt kunne følge Jehovas opfordring: „Den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, [Jehova], øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 9:24; 1 Kor. 1:31.