Det eneste sande tempel hvor man kan tilbede
„Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel.“ — Åb. 11:19.
1. I hvilket omfang bliver de synlige begivenheder i verden gjort kendt i dag?
I DAG strømmer det ind med så store mængder nyhedsstof fra alle dele af verden at vi almindelige mennesker ikke kan følge med. Der er så mange slags nyheder at vi bliver forvirrede af dem. De synlige begivenheder i verden bliver godt dækket af alle nyhedsmedierne — tidsskrifterne, aviserne, telegrafen, telefonen, radioen og fjernsynet.
2. Hvilken yderst vigtig nyhed er til stadighed blevet overset i dagspressen?
2 Der er imidlertid en yderst vigtig nyhed som stadig overses i dagspressen. Denne nyhed fortjener den største opmærksomhed. Det drejer sig om en begivenhed der hører hjemme i den række af hændelser der er indtruffet i den periode med internationale krige og politiske forandringer som vi har oplevet siden det bemærkelsesværdige år 1914. Tidspunktet for denne usædvanlige begivenhed var blevet fastsat længe før vort tyvende århundrede. I en inspireret beretning der er skrevet som en forudsigelse, det vil sige som en guddommelig profeti, er den blevet forudsagt og beskrevet for os for næsten nitten hundrede år siden. Når vi nu læser denne profetiske skildring, kan vi se hvilken forbindelse denne nyhed har med de begivenheder der har fundet sted i verden.
3. Hvorfra henter vi denne nyhed frem, og hvordan lyder den?
3 Vi henter denne nyhed frem fra den sidste bog i Bibelen, kaldet Åbenbaringen eller Apokalypsen, og læser i kapitel elleve, versene femten til nitten: „Og den syvende engel blæste i sin basun; da lød der i Himmelen høje røster, som sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.’ Og de fireogtyve ældste, som sidder for Guds åsyn på deres troner, kastede sig ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: ’Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen givet dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.’ Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel, og der kom lyn og bulder og tordenskrald og jordskælv og store hagl.“
4. (a) Hvad må vi som en kommentar til denne nyhed sige om verdensherredømmet? (b) Hvad skildrer det at Guds „pagts ark“ var til stede i templet?
4 Hvilken kommentar fortjener denne profetiske nyhed nu i vor tid? Denne: Uanset den kamp om verdensherredømmet der siden 1914 er blevet ført mellem den demokratiske og den diktatoriske blok af nationer, er det den evige Jehova Gud, den Almægtige, der har overtaget sin store magt og er begyndt at herske som konge siden det omtalte år 1914. I dette år blev verdensherredømmet „vor Herres og hans Salvedes“; Guds Salvede vil sige Jesus Kristus, Guds søn. Som den der nu har verdensherredømmet, er Jehova Gud, den Almægtige, kommet til sit tempel. Hans nærværelse på dette hellige sted blev symboliseret ved den hellige kiste der kaldtes „hans pagts ark“. Den kristne apostel Johannes, som fik synet, beskriver ikke denne arks størrelse eller form for os; men den var et symbol på at Herren Gud, som det er umuligt for os at se eller give en fyldestgørende beskrivelse af på menneskers sprog, var nærværende. Denne symbolske ark er den nye pagts ark, den nye pagt som Gud har sluttet med mennesker og som har været i kraft siden år 33.
5. Hvad er et tempel ifølge de historiske beretninger, og ved hvilket tempel må alle nationer tilbede for at opnå evigt liv?
5 Historiske beretninger viser at et tempel er en bygning eller et sted som er viet til tjenesten for og tilbedelsen af én eller flere guddomme. I forbindelse med den symbolske „pagts ark“ er der tale om Jehova Guds, den Almægtiges, tempel. Det er til dette guddommelige tempel alle nationer skal komme for at tilbede i enhed, også selv om det er nødvendigt at bringe nationernes folk tilbage fra de døde gennem den lovede opstandelse af retfærdige og uretfærdige. (Åb. 11:18; Ap. G. 24:15) Dette er måden, den eneste måde, hvorpå folk fra alle nationer kan opnå evigt liv på jorden, en jord der vil blive forvandlet til et verdensomspændende paradis. De må alle anerkende, tilbede og tjene den Gud der har „verdensherredømmet“ og i al evighed vil herske som konge i sit tempel. — Åb. 11:15.
6, 7. Hvilket spørgsmål opstår vedrørende Paradisets beboere som skal tilbede ved dette tempel, og hvad sagde Salomon med hensyn til om Gud bor i en tempelbygning?
6 Når denne tilbedelse skal foregå på en paradisisk jord, vil det så sige at folk fra nationerne ikke skal i himmelen? Hvis de ikke skal det, hvordan kan de da komme til Guds tempel, eftersom Åbenbaringen 11:19 jo siger at „Guds tempel“ er „i Himmelen“? Det er på sin plads at stille dette spørgsmål. Men spørger vi fordi vi forestiller os at Guds tempel er et hus eller en bygning med vægge og en indgang oppe i den usynlige himmel? Så bør vi huske hvad en fremragende bygmester af et tempel i det ellevte århundrede før vor tidsregning sagde dengang han indviede sit tempel. Det var den vise kong Salomon, der byggede det første tempel af sin art på Morija bjerg i Jerusalem. Salomon sagde i en bøn til Gud:
7 „Men kan Gud da virkelig bo på jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget!“ — 1 Kong. 8:27.
8. Hvor var „pagtens ark“ anbragt, hvad repræsenterede den, og hvad var det Allerhelligste i templet derfor et billede på?
8 I det tempel kong Salomon byggede blev det inderste rum kaldt det Allerhelligste, og det var en fuldkommen kubus som var tyve alen lang, bred og høj. Det var stort nok til at rumme den jordiske, bogstavelige „[Jehovas] pagts ark“, som indeholdt de to stentavler hvorpå Guds finger havde skrevet de ti bud. (1 Kong. 6:19, 20; 8:6-9; 2 Mos. 34:1, 27, 28; 40:20) Men dette inderste rum eller det Allerhelligste i templet var næppe stort nok til at Jehova Gud, himmelens og jordens Skaber, selv kunne være personlig til stede der. På den årlige forsoningsdag stænkede Guds ypperstepræst blodet fra syndofrene på pagtens ark. På denne måde repræsenterede arken Jehova Guds trone i himmelen. I overensstemmelse hermed var templets Allerhelligste, hvor arken befandt sig, et billede på den del af de uendelige himle hvor Gud har sin hellige bolig. Dette sted er stort nok til at rumme ham.
’Teltet’ eller ’tabernaklet’
9. Hvilket forbillede var Salomons tempel opført efter, og hvem gik ind i dette telts afdelinger?
9 Det tempel kong Salomon byggede, var opført med det hellige telt eller tabernakel som profeten Moses rejste ved Sinaj bjerg i den arabiske ørken, som forbillede. Dette telt havde to afdelinger, som var adskilt fra hinanden ved det inderste forhæng. Den første afdeling, som præsterne kom ind i ved at passere det yderste forhæng der vendte ud mod forgården, blev kaldt det Hellige. Den inderste afdeling, som ypperstepræsten kom ind i ved at passere det inderste forhæng, blev kaldt det Allerhelligste. Når ypperstepræsten gik ind i det Allerhelligste havde han et røgelseskar med for at fylde rummet med røgelse. Dette gjorde han som en forberedelse til at kunne stænke blodet fra forsoningsdagens ofre på den gyldne „pagtens ark“. Den kristne apostel Paulus beskriver dette i Hebræerbrevet 9:2-10 (NW) idet han siger:
10. Hvad fandtes der, ifølge Hebræerbrevet 9:2-10, i disse afdelinger, hvem gik derind, og hvornår gjorde de det?
10 „Der blev jo bygget et første teltrum, hvori lampestanderen og også bordet og de fremlagte brød var; og det kaldes ’det Hellige’. Men bag det andet forhæng var det teltrum der kaldes ’det Allerhelligste’. Dette havde et guldrøgelseskar og pagtens ark, som overalt var beklædt med guld og hvori guldkrukken med mannaen var og [ypperstepræsten] Arons stav der engang havde skudt knopper, og pagtens tavler; og oven over den var de herlige keruber, som overskyggede sonedækket. Men nu er det ikke tiden til i detaljer at tale om disse ting. Efter at disse ting er blevet bygget således, går præsterne til stadighed ind i det første teltrum for at udføre de hellige tjenester; men i det andet rum går ypperstepræsten ind alene, én gang om året, og ikke uden blod, som han frembærer for sig selv og for folkets uvidenhedssynder. Således gør den hellige ånd det klart at vejen til det hellige sted endnu ikke var blevet gjort kendt mens det første telt stod. Netop dette telt er et billede der gælder den fastsatte tid som nu er her, . . . den fastsatte tid til at bringe forholdene i den rette orden.“
11. Var dette telt et billede på noget fortidigt eller noget fremtidigt?
11 Læg mærke til at skribenten siger at det hellige telt som blev bygget af profeten Moses, var „et billede der gælder den fastsatte tid som nu er her“. Den „tid som nu er her“ var i skribentens tilfælde omkring år 61, eller ni år før templet i Jerusalem blev ødelagt af de romerske hære i år 70. Det var samtidig otteogtyve år efter Jesu Kristi død, opstandelse og himmelfart. Det telt Moses byggede var altså „et billede“ på noget fremtidigt og ikke på noget der fandtes før profeten Moses’ tid. På ypperstepræsten Elis tid blev dette forbilledlige telt kaldt et „tempel“. (1 Sam. 1:9; 3:3; se også Anden Samuelsbog 22:7; Salme 18:7; 27:4; alle ifølge oversættelsen af 1871.) Det telt eller tempel der blev bygget af Moses, var altså ikke et billede på et tempel der havde eksisteret før Moses’ tid.
12. Havde trofaste Jehovas vidner før Moses bygget templer på jorden, og havde Jehova selv et tempel i himmelen på det tidspunkt?
12 Når vi ser tilbage til tiden før Moses, finder vi ingen beretning om et tempel på jorden, bygget af Jehova Guds trofaste tjenere, ikke engang af Melkisedek, der var „konge i Salem“ og „Guds, den Højestes, præst“. (Hebr. 7:1; 1 Mos. 14:18-20) Selv om trofaste vidner for Jehova Gud som Abel, Noa, Abraham, Isak, Jakob og Job ofrede til Gud, byggede de ikke noget tempel for ham. Havde Jehova Gud da et tempel i himmelen, selv om han intet bogstaveligt tempel havde på jorden? Nej! Med andre ord: Dengang havde han ikke et himmelsk tempel som svarede til og blev skildret ved det telt Moses byggede og det tempel kong Salomon byggede.
13. Hvorfor var der ikke behov for et tempel ved slutningen af Guds sjette skabelsesdag, og hvordan skal vi forstå det når der tales om Jehovas tempel i profetisk sammenhæng?
13 Dengang Jehova Gud skabte Adam og Eva som fuldkomne mennesker i Edens have, var der slet ikke behov for et sådant tempel i himmelen. Hvorfor ikke? Fordi der dengang — efter at den fuldkomne mand og kvinde var blevet skabt ved slutningen af den sjette skabelsesdag hvor „Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt“ — ikke fandtes nogen synd i skaberværket, hverken i himmelen eller på jorden. Gud behøvede ikke at have en ypperstepræst der bragte sonofre, og der var heller ikke brug for et alter i en tempelforgård hvorpå der kunne bringes et syndoffer. (1 Mos. 1:26-31; 2:7-24) Når der for eksempel i Salme 11:4, Mika 1:2 og Habakkuk 2:20 (jævnfør oversættelsen af 1871) tales om et tempel, er det profetisk; og det blev skrevet efter at Moses havde opført tabernaklet eller efter at Salomon havde bygget templet i Jerusalem. Disse var billeder på eller skildrede et åndeligt tempel der endnu ikke var blevet til.
14. Hvorfor spørger vi om Jehovas virkelige tempel blev til på pinsedagen i år 33?
14 Hvornår blev det virkelige tempel, forbilledligt skildret ved det telt Moses rejste og det tempel Salomon byggede, da til? Var det på pinsefestens dag i år 33, da den kristne menighed eller kirke blev grundlagt? Vi spørger sådan fordi apostelen Paulus skrev følgende til den kristne menighed på sin tid: „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!“ (1 Kor. 3:16, 17) Disse ord kunne måske få os til at tro at det telt Moses havde rejst og de templer som kong Salomon, statholderen Zerubbabel og kong Herodes den Store havde bygget, var billeder på eller skildrede den kristne menighed som et tempel i overført betydning. Men er det sandt? Hvilket svar giver Paulus selv på dette spørgsmål?
15. Hvad siger Hebræerbrevet 9:11, 12 om Jesus Kristus som ypperstepræst?
15 Vi vender os igen til Hebræerbrevet, kapitel ni, dér hvor vi nåede til, og læser videre hvad Paulus forklarer: „Men da Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige som ikke er af denne skabning, gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse.“ — Hebr. 9:11, 12, NW.
16. Gik Jesus ind i det Allerhelligste i templet i Jerusalem med sit eget blod på den jødiske forsoningsdag? Var det den kristne menighed som et tempel han gik ind i?
16 Jesus Kristus led ikke offerdøden på den jødiske forsoningsdag (10. tisjri) og gik ikke med sit eget blod ind i det Allerhelligste i Herodes’ tempel i Jerusalem. Det kunne han ikke. Han var ikke levitisk ypperstepræst. Den jødiske ypperstepræst dengang var Kajfas, og han gik på forsoningsdagen ind i det Allerhelligste i templet i Jerusalem med blodet af en tyrekalv og en buk. Men det gjorde Jesus Kristus ikke. Hvad var det da for et „helligt sted“ han gik ind på med sit eget blod? Det var ikke den kristne menighed på jorden, for den var endnu ikke blevet grundlagt da Jesus blev oprejst eller da han fór til himmelen ti dage før pinsefesten år 33. Hvad var da „det hellige sted“ hvor Jesus Kristus gik ind før Pinsedagen? Igen vender vi os til Hebræerbrevet, kapitel ni, og lader Paulus svare.
17. Hvor gik Jesus Kristus ind som ypperstepræst, ifølge Hebræerbrevet 9:23, 24?
17 Han siger: „Derfor var det nødvendigt at de billedlige gengivelser af tingene i himlene måtte renses med disse midler, men selve de himmelske ting med slagtofre som er bedre end disse. For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person for os.“ — Hebr. 9:23, 24, NW.
Det virkelige tempel bliver til
18, 19. (a) Hvordan bor Gud i dette virkelige Allerhelligste som Jesus Kristus gik ind i? (b) Hvilken forhindring måtte Jesus Kristus passere for at komme derind, og hvordan blev denne forhindring skildret ifølge Hebræerbrevet 6:18-20?
18 Vi er glade for at vi, takket være Paulus, kan forstå at det hellige sted som den opstandne Jesus Kristus gik ind på med værdien af sit eget offerblod, ikke var et helligt sted på jorden hvor hans få disciple dengang befandt sig, men at det var „selve himmelen“ hvor „Guds person“ befinder sig, altså hvor Gud selv bor personligt og ikke blot ved ånd. Men det virkelige tempel bestod ikke kun af dette virkelige „hellige sted“, nemlig „selve himmelen“. Hvorfor ikke? Fordi de hellige bygninger der udgjorde det jordiske telt og de jordiske templer som var gjort med hænder og hvor Gud boede ved sin ånd, ikke kun bestod af det Allerhelligste. Det Allerhelligste var blot det inderste rum i disse jordiske bygninger, og det var adskilt fra det første rum ved et forhæng. (Matt. 27:50, 51) Dette inderste forhæng var et billede på den kødelige forhindring som Jesus måtte passere for at komme ind i det himmelske Allerhelligste, nemlig hans kødelige legeme, hans liv som menneske. Idet Paulus taler om sit håb siger han:
19 „For at vi . . . skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os; og det har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst ’på Melkisedeks vis evindelig’.“ — Hebr. 6:18-20.
20. Hvordan var det Hellige i teltet adskilt fra forgården, og hvilken kobbergenstand fandtes i forgården?
20 Vi husker at det første rum i teltet eller tabernaklet blev kaldt det Hellige og at det var adskilt fra forgården uden for helligdommen ved et forhæng eller et tæppe. I denne forgård og foran (eller øst for) helligdommen fandtes der et stort kobberalter.
21. Fra hvilket alter havde de jødiske præster ikke ret til at spise, og hvis offer har dette alter tilknytning til?
21 Ligesom selve helligdommen var dette alter forbilledligt. Det viser apostelen Paulus os dér hvor han taler om forskellen mellem de jødiske præster og Kristi døbte disciple: „Vi har et alter, som de, der tjener ved tabernaklet, ikke har ret til at få spise fra. Thi de dyr, hvis blod ypperstepræsten bærer ind i helligdommen [på det hellige sted, NW] for at sone synden, deres kroppe ’opbrændes uden for lejren.’ Derfor led også Jesus uden for byporten [det vil sige uden for Jerusalems byport], for at han kunne hellige folket ved sit blod.“ (Hebr. 13:10-12) Det kristne alter har således at gøre med Jesu opofrede menneskeliv. Men hvad er dette modbilledlige alter? Og hvad svarer i modbilledet til det første rum eller det Hellige i det jordiske telt eller tempel? Lad os finde ud af det ved hjælp af Bibelen.
22. (a) Hvad blev skildret ved det inderste forhæng i templet, og hvordan passerede Jesus dette? (b) Hvad må alt det der var uden for dette forhæng eller øst for det, altså stå for?
22 Det inderste forhæng mellem det Allerhelligste og det Hellige i templet repræsenterer en skillelinje. Det er et billede på den kødelige forhindring som Jesus måtte passere ved at give sit fuldkomne menneskelegeme som et offer, idet han for evigt gav afkald på det. Eftersom det Allerhelligste inden for det inderste forhæng er et billede på „selve himmelen“ hvor Gud bor, ikke ved ånd men personligt, må alt det der er uden for dette forhæng (eller øst for det) stå for noget der ikke er i de usynlige himle men hernede på jorden. Det må have at gøre med dem der tilbeder og tjener Jehova Gud i kødet her på jorden. Denne regel gælder derfor også kobberalteret. I Salomons og Herodes’ templer var alteret anbragt i den inderste forgård eller præsternes forgård, hvor ypperstepræsten og hans underpræster udførte deres offertjeneste. Hvad var dette alter et billede på?
Det modbilledlige alter
23, 24. (a) Hvad sagde Jesus, da han trådte „ind i verden“, om Guds indstilling til ofre, og hvorfor? (b) Hvad blev altså afskaffet, og ved hvad bliver de kristne helliget gennem Kristi offer?
23 Apostelen Paulus forklarer os det i Hebræerbrevet, kapitel ti. Efter at have beskrevet hvordan Jesus Kristus som Guds ypperstepræst gik ind i selve himmelen for med værdien af sit eget blod at møde frem for Guds person for os, siger Paulus videre:
24 „For da Loven har en skygge af kommende goder, men ikke tingenes skikkelse i sig selv, kan mennesker aldrig med de samme slagtofre som de bestandig frembærer år efter år, gøre dem der træder frem, fuldkomne. . . . for det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort. Derfor siger han da han kommer ind i verden: ’„Slagtoffer og offergave ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme. Du fandt ikke behag i hele brændofre og i syndofre.“ Så sagde jeg: „Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“’ Efter først at have sagt: ’Du ønskede ikke og fandt heller ikke behag i slagtofre og offergaver og hele brændofre og syndofre’ — som frembæres ifølge Loven — så siger han: ’Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.’ Han afskaffer det første for at han kan stadfæste det andet. Ved den nævnte ’vilje’ er vi blevet helliget gennem ofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle.“ — Hebr. 10:1-10, NW.
25. Hvad var altså det alter som Jesus fremstillede sig på for at lade sig bringe som et offer?
25 Det fremgår heraf at det der i modbilledet svarer til kobberalteret i tempelforgården er Guds „vilje“, hans villighed til at tage imod et fuldkomment menneskeliv som han havde beredt for at det skulle ofres, idet denne „vilje“ var blevet forudsagt i bogrullen. (Sl. 40:7-9) Gud havde ikke været villig til at tage imod det ufuldkomne offer som Abraham var rede til at bringe ved at ofre sin søn Isak, men han var villig til at tage imod det fuldkomne menneskeliv som hans enbårne søn, Jesus Kristus, opofrede. Han ønskede ikke og fandt ikke behag i at der i det uendelige skulle bringes dyreofre på den årlige forsoningsdag, men ifølge sin vilje og hensigt ønskede han at der skulle ofres et fuldkomment menneskeliv der kunne sone menneskers synder, ja virkelig „tage synder bort“. Jesus Kristus kom for at gøre Guds vilje, og det var på grundlag af denne vilje, som på et alter, at Gud tog imod den fuldkomne Jesus da han fremstillede sig som et offer, og det var også på dette grundlag at Jesu fuldkomne legeme, der havde været beredt til ham, blev opofret. Opofringen af dette fuldkomne legeme på Guds ’viljes’ alter udvirkede at Kristi disciple blev helliget. Det er grunden til at Paulus tilføjer: „Ved den nævnte ’vilje’ er vi blevet helliget gennem opofringen af Jesu Kristi legeme.“ — Hebr. 10:10, NW.
26. Hvorfor havde de jødiske præster ikke ret til at spise fra det „alter“ som de kristne underpræster spiste fra?
26 Det er også grunden til at Paulus senere siger: „Vi har et alter, som de, der tjener ved tabernaklet, ikke har ret til at spise fra. . . . Derfor led også Jesus uden for byporten, for at han kunne hellige folket ved sit blod.“ (Hebr. 13:10-12) Eller, sagt med andre ord: De kristne, som var åndelige underpræster, havde et sonoffer på Guds ’viljes’ alter som de præster der tjente ved Herodes’ tempel i Jerusalem ikke havde ret til at spise fra, idet de manglede tro på Jehovas sande ypperstepræst, Jesus Kristus, der var mellemmand for Jehovas nye pagt.
27. Hvornår fremstillede Jesus sig som et offer? Hvilket offergrundlag blev da til, og hvilken modbilledlig „dag“ begyndte?
27 Hvornår kom Jesus som et fuldkomment menneske for at fremstille sig som et offer på Guds ’viljes’ alter som foreskrevet i bogrullen? Det skete da han i år 29 fremstillede sig for Johannes Døber for at blive døbt i Jordanfloden. At Jehova Gud tog imod Jesu opofrelse af sig selv var åbenbart, for efter Jesu vanddåb udgød Jehova sin hellige ånd over ham og gjorde ham til Kristus eller den Salvede, og Guds røst lød fra himmelen: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ (Matt. 3:13-17; Joh. 1:29-34) Det var følgelig på dette tidspunkt at Guds modbilledlige „alter“ blev til og at der blev lagt et acceptabelt syndoffer på det. Fra da af vandrede Jesus Kristus i den modbilledlige præsternes forgård, hvor han forestod ofringen af sit jordiske liv. Den store modbilledlige forsoningsdag var begyndt, og Jesus Kristus tjente som Guds ypperstepræst ved Guds sande, åndelige „alter“ på en måde der lignede den tjeneste som den aronitiske ypperstepræst udførte i Jerusalems tempel på den årlige forsoningsdag, den 10. tisjri. — Hebr. 8:1-6.
[Diagram på side 151]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Grundplan af tabernaklet
1. Pagtens ark, 2. Indre forhæng, 3. Det Allerhelligste, 4. Røgelsesalter, 5. Bord, 6. Lampestander, 7. Ydre forhæng, 8. Det Hellige, 9. Vandkumme, 10. Brændofferalter, 11. Forgård, 12. Indgang, 13. Øst, 14. Nord, 15. Vest, 16. Syd.
[Illustration på side 152]
Ligesom tabernaklet var Salomons tempel et forbillede på Guds åndelige tempel — den ordning hvorved man kan nærme sig Jehova i tilbedelse på grundlag af Jesu sonoffer