Lad Jehovas medfølelse bevæge dig til handling i menigheden
„Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ — Fil. 4:13.
1. Hvilken foranstaltning i Jehovas vidners menigheder har alle adgang til, og hvordan gavner den deltagerne?
EN AF de gode foranstaltninger som findes i alle Jehovas vidners menigheder er den teokratiske skole, som enhver i menigheden har adgang til. Når deltagerne overværer skolen koncentrerer de sig om studiet af bestemte emner i Bibelen. Deltager du selv i skolen? Dersom du gør det, vokser du i personlig kundskab og forståelse, ikke sandt? Desuden forbedrer du din evne til at fremstille sandheden for andre, samtidig med at du virker åndeligt opbyggende på de andre i menigheden.
2. Hvilke egenskaber ved Guds ord skulle opmuntre os til at drage fuld nytte af den teokratiske skole?
2 Selv om denne foranstaltning er truffet, er der måske nogle i menigheden der ikke har tilsluttet sig og ikke deltager i den teokratiske skole. Hvorfor ikke? Måske fordi de synes de ikke er dygtige nok og er bange for at de aldrig kan blive det. Ville det ikke være godt for disse at tage i betragtning at Jehova vil at hans folk skal tale om hans sandheder? Man opnår rige goder ved at tale ud fra de inspirerede skrifter. „Hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til [1] at belære, til [2] at irettesætte, til [3] at genoprejse, til [4] at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive [5] fuldt beredt, [6] vel skikket til al god gerning.“ (2 Tim. 3:16, 17, fodnoten) Sandelig værdifulde goder!
3. Hvilken hjælp yder skolen deltagerne, og hvilken virkning har det på andre?
3 Der kan næppe herske tvivl om at Jehova vil at hans folk skal tale sandheden og gøre det så det forstås. Det betyder ikke at alle opnår den samme talefærdighed som foredragsholdere; ikke desto mindre vil den teokratiske skole hjælpe alle til at vokse i kundskab, blive dygtigere til at udtrykke sig klart og nøjagtigt og forbedre deres evne til at henvende sig til andre. Ved at deltage i skolen kan man også fremme kærligheden i menigheden og være til opmuntring for andre brødre og søstre. Desuden er det et udtryk for tro når deltagerne gør deres bedste i tillid og fortrøstning til Jehova.
4. Gengiv den nævnte oplevelse og påpeg hvorledes den er et udtryk for tro.
4 Dette gælder også dem der ikke taler sproget flydende der hvor de bor. Trods et sådant handicap bliver de ganske dygtige i tjenesten fordi de oprigtigt går op i undervisningen i den teokratiske skole. Det er virkelig forbavsende hvad Guds ånd kan udvirke. Folk der ikke har gået i skole overvinder deres hindringer ved denne skoles hjælp, som det fremgår af følgende uddrag af et brev fra Selskabets afdelingskontor i Dahomey, Vestafrika:
„Brødrene har store vanskeligheder at kæmpe med. De fleste mennesker kan ikke læse. Overtroen er dybt rodfæstet. Og der tales mange sprog, men man har intet rigssprog. I byen Cotonou er der for eksempel nu fem menigheder af Jehovas vidner, og deres møder holdes på fem forskellige sprog. Adskillige sprog har intet skriftsprog, så man må lære folk at læse et sprog der kan skrives. Sidste år lærte vi 108 mennesker at læse. De gik i læseklasse under menighedernes ledelse og tilsyn. Her er stadig omkring 600 brødre som ikke kan læse, men næste år vil man gøre en ekstra indsats for at løse dette problem. Naturligvis er det meget nødvendigt at kunne læse, hvilket fremgår af følgende oplevelse, der handler om en forkynder som før ikke kunne læse.
Denne broder var ny og gik fra hus til hus for første gang. Han kom til en protestantisk mand som opdagede at han ikke kunne læse og derfor sagde: ’Kom ikke her og prædik for mig så længe du ikke selv kan læse Bibelen.’ Forgæves prøvede den nye forkynder at føre samtalen videre, men manden ville ikke høre og gentog at man ikke kunne lære noget af en analfabet. Forkynderen besluttede at nu skulle den hindring overvindes. Han var ikke tilfreds med kun at gå i læseklasse, men arbejdede selv videre med stoffet hver dag i seks uger. Overalt hvor han gik, havde han sin bog med, og han bad alle der kunne læse om at hjælpe ham med udtalen. Efter seks ugers forløb gik han igen ud i tjenesten, og hvem var den første han besøgte? Ganske rigtigt, den mand der havde afslået at lytte til ham da han startede som forkynder. Denne gang blev protestanten ikke alene forbavset over at høre denne ’analfabet’ læse op for ham fra Bibelen; han fik også interesse for det han lærte.
Vi håber at mange flere i det kommende år vil forstå hvor vigtigt det er at kunne læse, så den gode nyhed kan forkyndes med større virkning i denne del af marken og der kan ’gøres flere disciple’.“
5. Hvordan kan de der er ringe stillet være en støtte for Jehovas folks organisation?
5 Nævnte oplevelse røber, ligesom nogle af Bibelens beretninger, at de der er ringe stillet ofte velsignes mest, hvis blot de villigt stiller sig til rådighed og gør brug af deres forrettigheder og muligheder i tjenesten for Jehova og i tro gør hvad de kan. Hvis der i menigheden er nogle som er ringe stillet, bør de opmuntres til at tage del i tjenesten på arbejdsmarken, forudsat de bibelsk set er kompetente, og man bør hjælpe dem til at øge deres virksomhed. Deres positive reaktion er en støtte for Jehovas folks organisation, da de gør deres bedste med de evner de er udrustet med og samtidig bevarer deres ydmyghed. En sådan adfærd bidrager til opnåelse af det gode resultat som nævnes i Efeserbrevet 4:2, 3. Her formaner apostelen os til at vandre „med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så [vi] bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd“.
6. Hvilke vidtrækkende resultater kan opnås ved ydmyge menneskers trofaste indsats?
6 Vi har et bibelsk eksempel på at ikke alene en af Jehovas folks lokale menigheder men hele den teokratiske nation fik støtte ved at et lille ubemærket menneske gjorde en trofast indsats. Vi finder dette eksempel i beretningen om en sejr over Israels fjenders hærstyrker. Israels hærfører, Barak, havde fået at vide at Sisera, hærføreren over de kana’anæiske hærstyrker, ville blive „solgt“ eller overgivet, ikke i Baraks men i en kvindes hånd. Det faldt sig sådan at kvinden Jael, en kenits beskedne hustru, fik den store ære. Hun var villig og fattede mod, til trods for at hun bragte sig selv i stor fare. Hun gjorde alt hvad hun kunne, og blev belønnet ved at Guds onde fjende blev givet i hendes hånd. Desuden blev hendes bedrift og hendes navn optegnet i Bibelen. Beretningen står at læse i Dommerbogen, kapitel 4, hvorfra vi læser, i uddrag:
7. Hvad gør især indtryk på dig når du læser beretningen i Dommerbogen, kapitel fire?
7 „Barak svarede [profetinden Debora]: ’Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis du ikke går med, går jeg ikke!’ Da sagde hun: ’Vel, jeg går med, men så får du ikke æren af den færd, du begiver dig ud på, thi [Jehova] vil overgive Sisera i en kvindes hånd!’ Så brød Debora op og drog af sted til Kedesj med Barak. Men Jael, Hebers hustru, greb en teltpæl og tog en hammer i hånden, listede sig ind til [Sisera] og slog pælen igennem hans tinding, så den trængte ned i jorden; thi han var faldet i dyb søvn, træt som han var; således døde han. Og se, Barak, som forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i møde og sagde til ham: ’Kom, jeg skal vise dig den mand, du søger efter!’ Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død med teltpælen gennem tindingen. Således lod Gud på den dag kana’anæerkongen Jabin bukke under for israelitterne.“ (Dom. 4:8, 9, 21-23) Hvilken storslået sejr, og det ved en der var ringe stillet, men trofast!
Støtte og ledelse fra himmelen
8. (a) Hvordan kan man sige at kristendommen er mere end en tro? (b) Hvilken forbindelse har Andet Timoteusbrev 3:14 med spørgsmålet?
8 Hvilken baggrund Jehovas indviede tjenere end har, er de alle på et eller andet tidspunkt begyndt at vandre i kristendommen, der ikke blot er en tro men en livsform, der kræver trofasthed. Apostelen Paulus påmindede Timoteus: „Bliv ved det, som du har lært og er blevet overbevist om.“ (2 Tim. 3:14) Efter at være slået ind på denne retfærdighedens vej fortsætter vi også på den i fuld tillid, idet vi husker at vi omhyggeligt vurderede sandheden da vi hørte den første gang. Med tiden blev vi fuldstændig overbevist, og vor overbevisning skyldtes ikke følelser eller pres; den byggede på den uimodsigelige sandhed. Da det forholder sig sådan, bør vi fortsat følge den sandhedens vej som er afstukket for os i Bibelen. Gør vi det, kan vi være forvissede om at den almægtige Gud, hans søn og regerende konge samt hans hellige engle står bag os og støtter os!
9. Vis ud fra Åbenbaringen, kapitel 7, at de der priser Gud på jorden får støtte fra himmelen.
9 Du husker at den ’store skare’ ifølge Åbenbaringens syvende kapitel „råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Vers 10) Den støtte som denne ’store skare’ af Jehovas lovprisere får fra himmelen omtales i de følgende vers, 11 og 12: „Og alle englene stod rundt om tronen og om de ældste og om de fire livsvæsener, og de kastede sig ned for tronen på deres ansigter og tilbad Gud og sagde: ’Amen! [Amen! til det ’den store skare’ råbte med høj røst.] Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft og styrke tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder! Amen.’“ Jo, sandelig får den ’store skare’ støtte fra himmelen!
10. (a) I hvor høj grad berøres en kristen af Jehovas ledelse? (b) Bør de der er ringe stillet prædike og undervise som tjenere for Gud?
10 Vi har Bibelens vidnesbyrd om at de der færdes på den kristne livsvej, bliver ledet, altså også de der er ringe stillet, for der siges: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Sl. 119:105) Denne guddommelige ledelse berører Jehovas indviede tjenere såvel i deres opførsel som i deres tankegang, handlemåde, indstilling og tjeneste. Og også de der er ringe stillet iblandt dem høster gavn af at følge formaningen: „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring. . . . vær ædruelig under alle forhold, bær dine lidelser, gør en evangelists gerning, gør fyldest i din tjeneste.“ — 2 Tim. 4:2, 5.
11. (a) Hvem må følgelig leve op til den norm Gud har sat? (b) Hvad er det bedste vi kan gøre når vi får et større ansvar betroet i forbindelse med tjenesten for Jehova?
11 Bliver konsekvensen heraf ikke at alle „slags“ mennesker i den teokratiske organisation må leve op til de krav, forpligtelser og forrettigheder som „vejen“ indebærer, dersom de skal have Jehovas støtte og ledelse? Dette omfatter mange på „vejen“ som hører til de ringe stillede og som ofte føler at de ikke kan leve op til alt hvad „vejen“ indebærer. (Ap. G. 19:9) Imidlertid må disse huske at det bedste de kan gøre, hvis de får et større ansvar eller privilegium overdraget, er at tage imod det og alvorligt stræbe efter at røgte det. Gud kender vore begrænsninger, og han kan give os de evner der skal til for at klare den opgave han giver os. „Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft,“ skrev apostelen Paulus. (Fil. 4:13) Bliver vi opfordret til at tjene i et specielt hverv i menigheden, bør vi tillidsfuldt sige ja, lægge sagen i Herrens hånd og gøre vort bedste. Som salmisten siger: „Dit folk møder villigt frem på din vældes dag.“ — Sl. 110:3.
Vis villighed
12, 13. (a) Hvordan og på hvem gør Jehova forskel? (b) Hvem er det Jehova elsker?
12 Ydmyghed er en ønskværdig egenskab; har man den er man ikke stolt eller hovmodig. Den der føler sig ydmyg på grund af sine begrænsninger eller manglende forudsætninger, er nødt til at lægge fuldstændig tillid til Jehova for dagen.
13 Jehova gør forskel på de stolte og de ydmyge; han siger selv: „[Jehova] er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i frastand.“ (Sl. 138:6) Denne forskelsbehandling antydes også i Esajas 66:2, hvor Jehovas ord lyder: „Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord.“ Og de kristne får dette råd: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi ’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.’ Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.“ (1 Pet. 5:5, 6; Jak. 4:6) At man bør iføre sig ydmyghed som en klædning og bære den altid fremgår af ordene: „Ifør jer . . . inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed.“ (Kol. 3:12) Vor fører, Kristus Jesus, hører også til de ydmyge; han siger om sig selv at han er „ydmyg af hjertet“. (Matt. 11:29) Gud elsker disse ydmyge.
14. Hvad vil Jehova gøre for de „knuste“ og „bøjede“?
14 Jehovas hensigt med at elske dem der er ydmyge fordi de er ringe stillet, er at styrke dem i hjerte og ånd. „Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er ’Hellig’: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.“ (Es. 57:15) Jehova vil gerne omforme dem der er blevet misdannet og knust som følge af det pres deres hidtidige miljø og deres nuværende forhold har udsat dem for.
15. Hvad må de der er ringe stillet skelne imellem?
15 Ligesom Jehova gør forskel på de ydmyge og de stolte, må de der er ringe stillet gøre forskel på og skelne mellem den påkrævede, ægte kristne ydmyghed og falsk ydmyghed, for denne sidste er ikke virkelig ydmyghed men i realiteten indbildskhed, en form for hovmod.
16. Hvad vil hjælpe en til at foretage den rette skelnen?
16 De der er ringe stillet får hjælp til at foretage denne skelnen. Hvordan? Ved at sætte deres tillid til Jehova på prøve. Vi kender ordsproget: „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke [anerkend ham] på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ — Ordsp. 3:5, 6.
17. Vis hvordan Bibelen skelner mellem ægte og falsk ydmyghed.
17 Gennem sit brev til de kristne i Kolossæ hjælper apostelen Paulus os til at skelne mellem den ægte ydmyghed og det der viser sig at være blot og bar opblæsthed. „Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, hvis lyst står til ’ydmyghed’ og engledyrkelse, og som fordyber sig i, hvad han har set i syner, uden grund opblæst af sit kødelige sind. Thi alt sådant har vel med sin selvgjorte gudsdyrkelse og ’ydmyghed’ . . . ry for visdom, men der er ikke nogen ære ved det.“ (Kol. 2:18, 23) De der er ringe stillet må undgå eller gøre sig fri af et ’kødeligt sind’. De siger eller gør måske noget der har „ry for visdom“, men det er ikke virkelig visdom, ej heller ydmyghed; som ordsproget siger: „Kommer hovmod, kommer og skændsel, men med ydmyge følger der visdom.“ (Ordsp. 11:2) De der ejer sand ydmyghed er virkeligt vise, i modsætning til dem der er „kloge i egne tanker“. (Rom. 12:16) Dette giver dem der er ringe stillet meget at tænke på, megen guddommelig vejledning som de alvorligt må overveje, så Jehovas medfølelse og kærlige foranstaltninger ikke blot får dem til at gøre noget, men at gøre det i tryghed og tillid. „Tryg som en løve er den retfærdige.“ — Ordsp. 28:1.
18. Hvilke to slutninger kan vi drage af denne artikel?
18 Af alt dette kan vi drage den slutning at vi alle i vid udstrækning kan opdyrke evnen til at udføre tjenesteopgaver af en hvilken som helst art med Jehova Guds hjælp. Vi kan også slutte at Jehova elsker dem der er ringe stillet og at han vil udruste dem til at varetage større tjenesteprivilegier hvis de blot søger hans ledelse og vejledning, tror på hans ord og tager imod de tjenesteforrettigheder der tilbydes dem.
19. Hvilken hjælp og vejledning er der at hente for de selvsikre?
19 I modsætning til dem der føler en vis utilstrækkelighed og ringhed, føler andre måske en vældig selvsikkerhed på grund af deres forhold, evner eller uddannelse. Også for dem er der gavnlig vejledning at hente i Guds ord. Alle inden for Jehovas folk er „får“ i hans hjord, også de der har særlige forrettigheder og pligter i menigheden. Blandt de symbolske får er der udtaget hyrder der skal lede og hjælpe hjorden, men de må stadig huske at de er „får“ som hører til hjorden, og passe på de ikke tager sig selv for højtideligt og bliver hovmodige. Dersom de er hovmodige, eller bliver det, kan Jehova ikke fortsat bruge dem, for han støtter ikke de stolte og hovmodige. „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ — Ap. G. 20:28, NW.
20. Hvilket godt eksempel satte Jesus for sine efterfølgere?
20 Ja, selv ’hans egen søn’ Jesus Kristus forlod sig ikke på sig selv, men sagde: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Sønnen.“ (Joh. 5:19) Apostlene kunne have følt sig mindreværdige over for Jesus, men Jesu ydmyghed og kærlighed kaldte de bedste egenskaber frem hos dem. Alle der indtager en ansvarsfuld stilling i Guds folks menighed skulle have det på samme måde og efterligne Jesus, der i sin ydmyghed og kærlighed genspejlede sin Faders medfølelse og barmhjertighed.
21. Hvilken advarsel giver Bibelen de stolte, og hvorfor?
21 Hvis de velsignelser og forrettigheder et menneske nyder, har gjort det stolt, har det mistet den nødvendige ydmyghed i sind og hjerte og vil snuble, medmindre der sker en forandring, for „Gud står de hovmodige imod“. (1 Pet. 5:5) „Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen. Hellere sagtmodig med ydmyge end dele bytte med stolte.“ — Ordsp. 16:18, 19.
22. Hvordan bør man betragte: (a) dem der har gode vilkår og evner? (b) dem der må have tid og undervisning for at kunne gøre fremskridt?
22 Guds indstilling til de ydmyge er klar, og alle bør have den samme indstilling. Nogle som har gode vilkår og naturlige evner ofrer sig villigt og erfarer en sund kristen fremgang. Dette er ros værd. Den der har sådanne evner og som har fået ansvar og privilegier betroet, bør tænke på at en del andre mennesker ikke er udrustet på samme måde. Så er der andre igen som drager nytte af undervisningen og af Jehovas ånds virke; med tiden gør de fremskridt og får yderligere teokratiske forrettigheder betroet. Det er udmærket og vidner også om god kristen fremgang. Hertil kommer de mange i den kristne menighed som er nye eller hvis forhold endnu ikke har tilladt dem at gøre fremskridt; også dem må vi betragte ud fra den synsvinkel hvorunder Gud ser dem. Det ville røbe en fejlagtig menneskelig tankegang at betragte disse som betydningsløse blot fordi de ikke er nået så langt endnu. Gud er interesseret i dem og han kan bruge dem til mangt og meget af værdi, og han gør det.
23. (a) Hvem bør hjælpes, og hvem skal yde denne hjælp? (b) Hvad har vi alle, ligesom Jakob, set er rigtigt?
23 Lad os alle, hvad enten vi er godt eller dårligt stillet, anlægge dette rette syn og hjælpe hinanden. Det betyder også at vi skal hjælpe børnene og de unge. De ældre og måske svage skal hjælpes, og er der nogle som føler sig mindreværdige, så hjælp dem. Alle kan høste åndeligt udbytte af at de der er ringe stillet lader Jehovas kærlige foranstaltninger bevæge dem til handling, idet de støtter og styrker Jehovas folks menighedsorganisation. Her er sammenkomsterne i menigheden og det personlige samvær af værdi, for det får alle til at erkende sandheden i den bibelske forsikring at „Gud har sammenføjet legemet således, at han lod det ringe få des mere ære“. (1 Kor. 12:24) Jehovas tjenere kan, alle som en, gå ind for den iagttagelse bibelskribenten Jakob havde gjort med hensyn til fortidens trofaste: „I har . . . set det enderesultat Jehova gav [i Jobs tilfælde], at Jehova er meget medfølende og barmhjertig.“ — Jak. 5:11, NW.