Har du evangelieånden?
1. Hvorfor er forkyndelsen af den gode nyhed noget af det mest betydningsfulde der udføres på jorden?
FORKYNDELSEN af den gode nyhed om Riget er noget af det mest betydningsfulde der nogen sinde er blevet udført på jorden. Hvorfor? Fordi menneskene vil blive dømt ud fra deres reaktion på denne forkyndelse. At tage imod den gode nyhed og adlyde den fører til frelse; at forkaste den og være ulydig imod den betyder tilintetgørelse.
2, 3. (a) Giv et eksempel på at den gode nyhed afslører et menneskes sande indstilling. (b) Hvilke spørgsmål med hensyn til den gode nyhed kan man med udbytte stille sig selv?
2 Tænk for eksempel på et meget religiøst menneske. Selv om et sådant menneske synes at have gode egenskaber, at være gavmildt og venligt mod andre, er det dets reaktion på den gode nyhed der afslører om det virkelig er en ven af Gud. For Gud kender menneskenes hjerter. „En mand holder al sin færd for ret,“ hedder det i Ordsprogenes bog, „men [Jehova] vejer hjerter.“ (Ordsp. 21:2) En kristen kendes ganske vist blandt andet på sine gode egenskaber, men foruden dette og andre kendetegn må han nødvendigvis eje kærlighed til Gud og sin næste, for ellers er han intet. — 1 Kor. 13:1-3.
3 Har du taget imod den gode nyhed? Er du lydig mod den? Ønsker du at fortælle den videre til andre? Er det nødvendigt at du forkynder den gode nyhed for at være lydig mod den?
Hvor vigtigt det er at eje evangelieånden
4. Hvorfor bør vi ønske at forkynde den gode nyhed!
4 Når vi modtager en god nyhed ønsker vi naturligt at give den videre til andre, og ofte gør vi det af ren og skær glæde over at fortælle den. Når vi hører den gode nyhed om Riget, tilskyndes vi imidlertid ikke blot af glæde til at fortælle den videre til andre, men også af kærlighed til vor næste. Evangelieånden udspringer af kærlighed til Gud og næsten. Den gode nyhed betyder liv for alle der tager imod den, og derfor er det så betydningsfuldt at den forkyndes vidt og bredt. I et af sine tidligste breve, skrev apostelen Paulus under inspiration at „ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen“ ville de „der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“ komme til at „lide retslig straf i form af evig undergang“. — 2 Tess. 1:7-9, NW.
5. Hvordan viste apostelen Peter den gode nyheds betydning?
5 Apostelen Peter understregede hvor vigtigt det er at kende og adlyde den gode nyhed, idet han talte om at kristne skulle dømmes: „Hvis den [dommen] begynder med os først, hvad vil enden så blive for dem [blandt dem der bekender sig som kristne], som ikke er lydige mod Guds gode nyhed?“ Han tilføjede: „Og, hvis den retfærdige bliver frelst med besvær, hvor vil den ugudelige og synderen så vise sig?“ (1 Pet. 4:17, 18, NW) Følgelig må den der forkynder den gode nyhed være indstillet på, ikke alene at forkynde den, men at arbejde på at den rodfæstes i hjertet hos dem der hører den. Hvorfor? Fordi endog den retfærdige blandt dem der bekender sig som kristne kun frelses „med besvær“.
6. Hvordan bruger Bibelen udtrykket „evangelieforkynder“ i en særlig betydning?
6 Det udtryk vi her har brugt, „en god nyhed“, er en oversættelse af det græske bibelord euangeʹlion, ofte gengivet „evangelium“. Bibelen bruger udtrykket „evangelieforkynder“ om nogle kristne med en særlig opgave, for den siger at Jesus, da han steg op til himmelen, gav gaver i mennesker, „nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme“. (Ef. 4:11, 12, NW) Det ser ud til at disse „evangelieforkyndere“ havde fået Guds ånd i en særlig grad til at udføre forkyndelse samt til at undervise og opbygge andre. Filip var en sådan evangelieforkynder. — Ap. G. 21:8, 9, NW.
7. Hvordan kan man sige at alle forkyndere af den gode nyhed bør være evangelieforkyndere, i en almindelig betydning?
7 Ikke desto mindre kan alle der forkynder den gode nyhed kaldes evangelieforkyndere, i en almindelig betydning. De må afgjort have evangelieånden. De må forkynde den gode nyhed, men ikke nok med det, de må gøre alt hvad de kan for at oplære og opbygge andre så disse fyldes med den samme stærke ånd. For at udrette dette vil de være nødt til at benytte enhver lejlighed til at tale om den gode nyhed. Vi kan lære af det eksempel de kristne i det første århundrede satte.
Forkyndelsen af den gode nyhed i det første århundrede
8. Hvor og hvordan udførte Jesus sin forkyndelse af den gode nyhed?
8 Jesus selv „vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham“. (Luk. 8:1) Han rejste som regel til fods. Til tider sendte han disciplene i forvejen så folk kunne være forberedt på at lytte til ham når han kom til deres by eller landsby. (Luk. 10:1) Han underviste hvor han kunne få folk i tale. Det kunne være i en landsby, i templet i Jerusalem, i et privat hjem, dér hvor han selv boede, i synagoger, på en søbred, på en bjergskråning. Og han talte til dem han traf på vejen eller når han holdt hvil — kort sagt, når som helst og hvor som helst han kunne få folk i tale. — Matt. 5:1; 13:1, 2; 26:6-13; Mark. 2:1, 2; 3:1-5; Joh. 4:6-10.
9, 10. Hvilken evangelieforkyndelse udførte Filip, og hvordan kan han måske sammenlignes med nogle blandt Jehovas vidner i dag?
9 Nogle af evangelieforkynderne i det første århundrede rejste en hel del. De tog derhen hvor Gud åbenbarede at der var brug for deres tjeneste. Vi læser at Filip drog ned til Samaria. Efter at have udført et godt stykke arbejde dér blev han af Jehovas engel ledet sydpå til vejen mellem Jerusalem og Gaza. Der forklarede han den gode nyhed for en ætiopisk hofmand. Guds ånd ledte ham derfra til Asdod, og han „drog omkring og forkyndte evangeliet i alle byerne, indtil han kom til Kæsarea“. (Ap. G. 8:4-40) Der møder vi ham igen senere, bosat med familie. — Ap. G. 21:8, 9.
10 Filip kan på en måde sammenlignes med de „pionerer“, „specialpionerer“ og missionærer der findes blandt Jehovas vidner i dag og som tildeles særlige opgaver i forkyndelsen. Det er et godt udtryk for evangelieånden når nogen er villige til at flytte hen hvor der er større behov for nogen til at forkynde. Nogle af dem der gør dette har familie ligesom Filip.
11. Hvordan udførte Paulus sin evangelieforkyndelse?
11 Paulus var en af de evangelieforkyndere der udrettede mest. Han rejste vidt omkring i Asien og Europa og forkyndte den gode nyhed overalt hvor han kom frem. Han lagde vægt på først og fremmest at forkynde der hvor den gode nyhed endnu ikke havde lydt. Nogle steder blev han et godt stykke tid for at oprette og styrke menigheder. Det er interessant at lægge mærke til at Paulus under denne forkyndervirksomhed klarede sig selv økonomisk ved at arbejde med et håndværk. — 2 Kor. 10:13-16; Ap. G. 18:1-4; 19:8-10; 1 Kor. 9:15-18.
Behøver ikke at rejse for at være med til at forkynde evangeliet
12. Er det nødvendigt at rejse for at være evangelieforkynder?
12 Selv om det er rigtigt at disse evangelieforkyndere i mange tilfælde rejste en hel del, er det naturligvis ikke nødvendigt for den der har evangelieånden at rejse til et fremmed sted for at komme til at forkynde. Evangelieånden har ikke noget med rejselyst eller eventyrlyst at gøre. Den der ikke har forpligtelser som hindrer ham i at flytte, vil måske, hvis han stiller sig til rådighed for det, få anvist et sted hvor der er særligt behov for hans tjeneste, gennem dem der fører tilsyn med forkyndelsen i det pågældende land. Når han er rejst derhen må han bosætte sig, ligesom Filip gjorde i Kæsarea, og vedblivende forkynde den gode nyhed og opbygge menigheden på det nye sted. Måske bliver han der i mange år, måske et helt liv, sådan som det er tilfældet med mange af Jehovas vidners missionærer.
13. Hvilket eksempel viser os at man kan være evangelieforkynder uden at flytte fra sin hjemegn?
13 Der vil imidlertid være nogle som ikke kan flytte, enten på grund af familieforpligtelser eller svagt helbred eller af andre årsager. Hvis de har evangelieånden kan de alligevel udrette meget godt i det område hvor de bor. Vi kan hente et eksempel på dette i en lille menighed i staten Arkansas i De forenede Stater. Et af Jehovas vidner har boet der i mange år. Hans livsførelse har været sådan at alle på egnen kender ham som en ærlig og retskaffen kristen. Menigheden er lille, men hvis alle der har hørt og taget imod den gode nyhed som følge af hans forkyndelse og eksempel, var blevet der på egnen, ville der have været en stor menighed i forhold til befolkningen. Men denne mand og hans hustru har arbejdet så nidkært og sat et så godt eksempel på kærlighed og kristen levevis og har givet de nye der tog imod den gode nyhed en så god oplæring at disse er blevet fyldt af evangelieånden i en sådan grad at de siden er rejst ud hvor behovet er større. Forbavsende mange er kommet fra denne menighed til missionærskolen Gilead og er blevet sendt ud for at tjene i fremmede lande. Skulle denne mand og hans hustru være nedslåede over at de ikke har kunnet rejse hen hvor den gode nyhed ikke har været forkyndt så meget? På ingen måde. Jehova har velsignet dem rigt, og det arbejde de har udført der hvor de bor, har haft en virkning i hele verden.
14. Hvilke rige muligheder har du for at forkynde på den egn hvor du bor, hvis du har evangelieånden?
14 Uanset hvor du bor har du ubegrænsede muligheder for at forkynde. Du kan være med i den organiserede forkyndelse af den gode nyhed fra dør til dør. Men der er en del mennesker man sjældent, om nogen sinde, træffer hjemme. Måske er det nogle af dem du træffer i dit daglige arbejde, under indkøb eller på rejser. Du træffer dem i parker, eller på parkeringspladser og ved benzinstationer hvor de sidder og venter i deres bil. Hvis du er opfyldt af ønsket om at dele den gode nyhed med andre, behøver du ikke altid at følge en formel fremgangsmåde eller vente til en planlagt tid. Du er et vidne for Jehova hele tiden! Du fortæller den gode nyhed til andre fordi den fylder dit hjerte, og derfor taler du om den eller skaber muligheder for at tale om den under alle omstændigheder. — Jer. 20:9.
At forkynde evangeliet indebærer meget
15. Hvordan hører der mere til at have evangelieånden end at man oplyser andre om den gode nyhed?
15 Den der har evangelieånden vil mere end blot oplyse andre om den gode nyhed. Den gode nyhed er fuld af dyb mening, og nogle ting er „vanskelige at forstå“. (2 Pet. 3:16) Der må omtanke til når du skal finde ud af hvordan du kan gøre disse ting forståelige for en du underviser i den gode nyhed. Og én ting er desuden at bibringe en anden forstandsmæssig viden, mens noget andet er at få budskabet til at nå ind til hjertet. Hvor var det, som Jesus forklarede, at sæden blev sået i lignelsen om sædemanden? I hjertet. Den der ønsker at forkynde den gode nyhed vil også ønske at sæden skal slå rod og vokse i hjertet på den han underviser. — Matt. 13:19.
16. Hvordan satte Paulus et godt eksempel som en virkelig evangelieforkynder?
16 En evangelieforkynder må nære kærlighed til andre mennesker, og således efterligne apostelen Paulus, der sagde om dette: „Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ (1 Tess. 2:8, NW) Paulus og hans medarbejdere lagde hele deres sjæl i arbejdet for de tessalonikere der tog imod den gode nyhed. Alt hvad Paulus havde af tid og kræfter tilhørte dem, og han ønskede af hele sit hjerte at han i dem kunne vække en sådan kærlighed til den gode nyhed at de nidkært ville overgive sig selv fuldstændigt til at leve efter den.
17. Hvilken indstilling vil man have til dem man underviser i den gode nyhed hvis man har den sande evangelieånd? Hvordan vil man vise denne indstilling?
17 Har du denne indstilling til dem du bringer den gode nyhed? I så fald vil du ikke nære selviske følelser over for dem. Du vil ikke regne dem for dine „får“, men vil sørge for dem som får der tilhører overhyrden, Herren Jesus Kristus. (1 Pet. 5:1-4) Du vil prøve at få Guds ånd til at virke i dem. Du vil gøre hvad du kan for at de lærer så mange som muligt at kende i menigheden, idet du forstår at der er „forskellige gaver, men det er den samme ånd; og der er forskellige former for tjeneste, og dog er det den samme Herre; og der er forskellige kraftvirkninger, og dog er det den samme Gud som udvirker dem alle i alle mennesker. Men manifestationen af ånden gives hver enkelt til et gavnligt formål“. (1 Kor. 12:4-7, NW) Du vil erkende at du ikke selv har alle evner eller alle manifestationer af Jehovas ånd. Men du ved at mennesker der nylig har fattet interesse for den gode nyhed, må komme sammen med menigheden for at være dér hvor Jehovas ånd virker stærkest, og at de vil blive ført frem til modenhed gennem dette samvær.
Opbygge og undervise
18. Hvad er dit mål når du studerer Bibelen med nogen?
18 Evangelieånden måles ikke alene efter hvor megen tid man bruger til at forkynde for andre. Den afspejler sig også i den måde hvorpå man opbygger og underviser andre. Lad os tænke os at du studerer med en der har fået forståelse af nogle grundlæggende punkter som at Bibelen lover et jordisk paradis men at den ikke støtter dogmerne om menneskesjælens udødelighed, et brændende helvede og en treenig gud. Han tilegner sig en god viden om dette, og når du stiller ham spørgsmål under studiet tyder hans svar på en nøjagtig forståelse. Men det er ikke først og fremmest dit mål at nå ind til forstanden men til hjertet. Hvad er det du må vække i hans hjerte for at gøre ham til en velfunderet, moden kristen? — Hebr. 6:1-3.
19. (a) Nævn nogle af de vigtige punkter du må have i tanke for at indprente dem i elevens hjerte. (b) Hvordan bør eleven komme til at betragte Gud?
19 Her følger nogle vigtige punkter du hele tiden må holde dig for øje, idet det påhviler dig at arbejde ihærdigt på at hjælpe den du studerer med til at erkende dem: Er din elev ved at lære Jehova at kende, det vil sige forstår han hvorfor Jehova lader den gode nyhed bringe til ham og til andre? Forstår han hvorfor Gud har ladet ondskaben fortsætte en tid, og hvorfor han ikke fjerner den straks, som det kunne være menneskeligt at ønske? Forstår han klart stridsspørgsmålet om Jehovas suverænitet, og erkender han hvilken kærlig godhed det er fra Guds side at give tid til at stridsspørgsmålet kan afgøres? Kan han se at det der sker på jorden smerter Gud langt mere end det smerter os? At Gud, skønt han er i stand til at gøre ende på alt ondt, lægger bånd på sig selv af hensyn til menneskehedens vel? (Jævnfør Første Mosebog 6:3, 5-7.) Erkender han at alle de gode egenskaber vi i nogen grad ejer, dem besidder Gud i langt større målestok — kærlighed, værdsættelse, medfølelse, hensynsfuldhed, barmhjertighed, tålmodighed? Betragter han Gud som en nær ven, som en der er villig til at gøre alt godt for ham? Han må lære Gud at kende som en der værdsætter dem der tjener ham og som glæder sig over selv den mindste tjeneste når den ydes af hjertet. Den der vil behage Gud må tro at han lønner dem der søger ham. (Hebr. 11:6) Sådan er vor Gud. Alle der har den sande evangelieånd véd at det forholder sig sådan, og derfor gør de alt hvad de kan for hos andre at vække det samme ønske om at elske og tjene Gud for hans enestående egenskabers skyld. — 2 Mos. 34:6, 7; Sl. 145:8-21.
20, 21. (a) Hvad ønsker vi at mennesker der begynder at studere Bibelen skal opnå? (b) Hvordan kan vi hjælpe dem til at udvikle et personligt forhold til Gud i stedet for at se hen til os som deres lærere?
20 Når du underviser og oplærer dem der tager imod den gode nyhed, bør du altid have disse ting i tanke så du bliver ved med at indprente dem i dine tilhøreres hjerte. Du ønsker at de skal opnå modenhed, og det indbefatter evnen til at skelne mellem ret og uret. (Hebr. 5:14) Uanset hvad du er ved at lære dem, så vis at det har forbindelse med Jehovas kærlighed, barmhjertighed og andre egenskaber. Få dem til at forstå at Jehova er interesseret i dem, at han er den der hjælper dem, og at alt hvad de lærer kommer fra ham og skyldes hans omsorg for dem.
21 Hjælp dine elever til at se at de kan opnå et personligt forhold til Gud. Det er ikke en upersonlig lære de undervises i, og det er heller ikke på grund af deres egen intelligens eller godhed at de er i stand til at forstå sandheden. Det er Guds interesse for menneskeheden der har udvirket at de forstår den gode nyhed. Vis dem hvilken guddommelig gunst det er at Gud har ladet dem komme til forståelse; uden hans ånds virke ville de aldrig have forstået den gode nyhed. Denne verdens vise er yderst intelligente, men de forstår ikke den gode nyhed. (Matt. 11:25; 1 Kor. 1:19-21) Lad dem forstå at du blot er et redskab der henleder deres opmærksomhed på tingene. Jehova er den der virkelig underviser sit folk. — Es. 30:20; 54:13.
22. Hvordan kan vi hjælpe eleven til at være forberedt på den forfølgelse han vil komme ud for?
22 Når du underviser og oplærer en der nylig har fattet interesse, ved du at han vil møde modstand og endda forfølgelse. Lad ham ikke være uforberedt men vis ham hvorfor forfølgelsen kommer og hvorfor Gud tillader den. Hjælp ham til at forstå skriftsteder som viser at de der bliver forfulgt er højt begunstigede. Forfølgelse er et bevis på at Guds ånd hviler over en. Det er ikke noget man skal skamme sig over eller blive nedslået over, men det bør snarere være en årsag til stor glæde. (Matt. 5:11, 12; Fil. 1:27, 28; 2 Tim. 1:8; Jak. 1:2, 12; 1 Pet. 4:12-14) Styrk ham med Jesu ord i Markus-evangeliet 10:29, 30 til at klare eventuel modstand fra familie og venner. Du kan opmuntre ham til at holde trofast ud i håbet om at han til sidst vil kunne bringe frelse til dem der står ham nær.
23. Hvilken vigtig ting bør vi ikke overse før vi tilskynder en elev til at gå med os på arbejdsmarken, og hvordan kan vi gribe det an?
23 Eftersom evangelieånden indebærer oplæring må vi, når vi vil gøre nogen til disciple som ligner læreren Jesus Kristus, sørge for at de bliver kvalificerede til at være forkyndere af den gode nyhed. Ingen bør indbydes til at forkynde sammen med menighedens medlemmer før de fuldt ud er kvalificerede ved at leve et rent liv. De må forstå at alle der bærer Jehovas kar må være rene. (Es. 52:11; 2 Kor. 7:1) De må indse at det er en kristen personlighed der er det „mærke“ som behager Gud og afholder hans vrede fra at komme over dem. — Ez. 9:4-6; Ef. 4:23, 24, NW.
24, 25. (a) Hvilken slags mennesker er de eneste Gud ønsker skal tjene ham? (b) Kan man forlange at en der er begyndt at studere Bibelen, straks skal aflægge alle sine slette vaner?
24 Gud ønsker at de mennesker der vil tjene ham skal være kristne helt igennem. Han er ikke interesseret i kvantitet, i blot at have et stort antal forkyndere af den gode nyhed. Men ud af denne fordærvede tingenes ordning drager han dem der vil rense sig. Hans ånd, som han giver til dem der adlyder ham, er en kraft til renhed. Et menneske der følger en eller anden uren vej modarbejder hensigten med at Gud udsender sin ånd, og et sådant menneske vil ikke få nogen støtte af ånden. — 1 Tess. 4:7, 8.
25 Det er derfor klogt lige fra begyndelsen at indplante disse principper for en ret levevis i hjertet hos mennesker der viser interesse for den gode nyhed. Naturligvis kan man ikke forvente at de begynder at leve et rent liv lige med det samme, men hvis du har den sande evangelieånd vil dette være det mål du stadig arbejder på. Det kan gøres med venlighed og takt og uden at man blander sig upassende i deres liv. Det du ønsker er at kende din elev og hjælpe ham når han behøver det. Derefter kan du tage ham med dig og oplære ham i forkyndelsen af den gode nyhed.
26. Hvad er vigtigt før man tilskynder nogen til dåb?
26 Du bør heller ikke opmuntre nogen til at blive døbt før du ved at vedkommende virkelig har ændret sit liv og levet i renhed længe nok til at han eller hun ikke vil vende tilbage til slette vaner og begynde at handle uret som før.
27. Hvordan belønnes den der har evangelieånden?
27 Med evangelieånden følger stor glæde og lykke. Der findes ingen større glæde i dag end at være i stand til at hævde Jehovas navn i en ugudelig verden og at bringe lys og håb til andre. Og glæden vokser når man ser de mennesker man hjælper begynde at kende og værdsætte Jehova og Jesus Kristus og det de har gjort. Evangelieånden fjerner misundelsens ånd. Den glæder sig over andres åndelige fremgang, og naturligvis vil du især glæde dig over fremskridt hos dem du selv hjælper. Du nærer det ønske som apostelen Paulus gerne ville have Timoteus til at nære: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre.“ — 2 Tim. 2:2; 1 Kor. 10:24.
28. Hvad kan du gøre for at få eller få mere af evangelieånden?
28 Alle sande tjenere for Jehova må følgelig ønske at opdyrke evangelieånden i sig selv og i andre. Hvis du ønsker at styrke denne ånd i dig selv, må du søge sammen med dem der har denne gode indstilling og hente hjælp hos de ældste i menigheden. De vil være lykkelige for at hjælpe dig, for de ved at det ærer Gud og virker til frelse for dem selv og dem de hjælper. — 1 Tim. 4:16.
[Illustration på side 398]
Filip havde evangelieånden . . .
[Illustration på side 399]
. . . Har du den?