Folkeslag der forsvandt — hvorfor?

MÅSKE har du truffet persere, grækere og ægyptere — nationaliteter hvis oprindelse går langt tilbage i tiden. Men har du nogen sinde mødt en moabit, en ammonit eller en filister? „Nej,“ vil du sige. Svaret kan ikke overraske, for disse nationaliteter tilhører folkeslag som er forsvundet for århundreder siden.

Engang levede moabitter, ammonitter og filistre imidlertid side om side med oldtidens israelitter. Langs Det døde Havs østbred strakte Moabs land sig fra Arnonfloden i nord til Zeredbækken i syd. Ammonitterne boede i det område der fra den bugtede Jabbokflods øvre løb går mod øst ud i ørkenen. Egnen ud imod Middelhavets kyst fra Gaza til op i nærheden af Joppe var hjemsted for filisterne. I forskellige perioder har filistre, moabitter og ammonitter besværet israelitterne ikke så lidt.

I begyndelsen af kong Sauls regeringstid havde filisterne garnisoner inde på israelitternes territorium. Så stærke var filisterne at de kunne forhindre israelitterne i at have deres egne smede, hvilket afvæbnede hele nationen. (1 Sam. 10:5; 13:1-3, 19-22) Så tungt hvilede undertrykkelsen på israelitterne at mange af dem for profittens skyld blev filisternes „værnemagere“. (1 Sam. 14:21) Men da David omsider besteg tronen blev filisternes magt brudt; ikke desto mindre bestod de som folkeslag i flere århundreder derefter.

I ledtog med babylonierne tilstræbte ammonitterne og moabitterne i sidste halvdel af det syvende århundrede før vor tidsregning at opløse Juda rige. (2 Kong. 24:2) Ikke længe efter blev ammonitterne og moabitterne selv berøvet deres land. Den jødiske historiker Josefus fortæller således at kong Nebukadnezar fem år efter at han havde ødelagt Jerusalem førte krigstogter imod Ammon og Moab. Arkæologiske fund godtgør at Ammons og Moabs egne blev så godt som affolket omkring midten af det sjette århundrede før vor tidsregning. Henimod det tredje århundrede efter vor tidsregning er ammonitterne øjensynlig gået ud af historien. Også moabitterne forsvandt. De moabitiske byer Nebo, Hesjbon og Aroer er i dag kun ruinhobe. Mange andre byer kan man end ikke finde spor af.

Det eneste sted man har kunnet finde en forklaring på moabitternes, ammonitternes og filisternes forsvinden er i en ældgammel historisk beretning der eksisterer den dag i dag. Denne beretning er Bibelen. Opslagsværket The Encyclopædia Britannica anerkender at man dårligt kan fæste lid til anden forklaring end den Bibelens profeter giver. Således læser vi om Moab:

„Israel forblev en betydelig magt i religionshistorien, hvorimod Moab forsvandt. Sandt nok udsattes Moab ustandselig for et voldsomt pres fra ørkenfolkenes horder; hvor udsat landets stilling var, fremgår af ruinerne af den række forter og borge som endog romerne følte sig nødsaget til at bygge. Forklaringen på Moabs forholdsvis ringe historiske betydning skal imidlertid ikke udelukkende søges i landets terræn- og dyrkningsforhold. Ej heller i landets politiske udvikling, eftersom Israel og Juda i lige så høj grad som Moab lå under for ydre kræfters spil. Forklaringen skal findes inde i Israel, i faktorer . . . som har sammenhæng med profeternes gerning.“ — 11. udgave, bind XVIII, side 632.

Ja, den virkelige grund til at moabitterne, ammonitterne og filisterne er gået ud af historien er den at Guds domme har ramt dem. Over for sin profet Ezekiel erklærede Jehova:

„Menneskesøn, vend dit ansigt imod ammonitterne, profetér imod dem og sig til dem: . . . Fordi du råbte: ’Ha, ha!’ over min helligdom, da den vanhelligedes, og over Israels land, da det lagdes øde, og over Judas hus, da de vandrede i landflygtighed, se, derfor giver jeg dig i eje til østens sønner; de skal opslå deres teltlejre og indrette deres boliger i dig; de skal spise din frugt og drikke din mælk. Jeg gør Rabba til græsgang for kameler og Ammons byer til lejrsted for småkvæg; . . .

Fordi Moab siger: ’Se, det er med Judas hus som med alle de andre folk!’ se, derfor lægger jeg Moabs skrænter åbne, så byerne går tabt fra dets ene ende til den anden, landets pryd, Bet-Jesjimot, Ba’al-Meon og Kirjatajim. Østens sønner giver jeg det i eje, for at det ikke mere skal ihukommes blandt folkene. . . .

Fordi filisterne optrådte hævngerrigt og med foragt i hjertet tog hævn og hærgede i endeløst had, derfor, så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg udrækker hånden mod filisterne og udrydder kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er levnet ved havets strand.“ — Ez. 25:2-16.

Der er overvældende beviser for at denne profeti er blevet opfyldt. Ammon og Moab blev givet „i eje til østens sønner“. Arkæologen G. M. Landes udtaler:

„Arkæologiske udgravninger har vist at håndværk i landet Ammon var så godt som forsvundet inden midten af det sjette århundrede før vor tidsregning. . . . Det tomrum som opstod efter babyloniernes hærgende fremtrængen udfyldtes endnu en gang . . . af ’østens sønner’, ørkenens beduinhorder, som nu gjorde ende på al organiseret politisk virksomhed i området og satte punktum for den ammonitiske vasalstat.“ — The Biblical Archaeologist Reader, bind II, siderne 87, 88.

Videnskabsmanden A. H. Van Zyl skriver om Moab:

„Moab led en krank skæbne. Da først babylonierne havde brudt landets magt, kunne østens sønner uhindret trænge ind på de dyrkede jorder, for i kæden af befæstningsanlæg, hvor man i århundredernes løb modigt havde værnet om landets grænser, var mandskabet blevet ført bort som fanger. Den eneste gavn disse fæstninger og potteskårdyngerne i deres nærhed nu gør, er at fortælle hvordan Moabs rige og kultur gik til grunde i begyndelsen af det sjette århundrede før vor tidsregning. Efter denne affolkning af landet kan vi stadig træffe navne på personer af moabitisk herkomst, men efter de første tyve år af det sjette århundrede før vor tidsregning finder man derimod ingen omtale af en moabitisk nation eller stat.“ — The Moabites, siderne 157, 158.

Om den hårde medfart der blev filisterne til del skriver The Interpreter’s Dictionary of the Bible:

„Nebukadnezar slukkede den sidste gnist af filisterfolkets selvstændighed. Han tvangsforflyttede både høj og lav, hvad fremgår af den liste som Unger og Weidner har udarbejdet, for i den optræder kongen at Gaza og Asdod samt fyrsterne af Askalon.“ — Bind 3, side 795.

Ammonitternes, moabitternes og filisternes endeligt er en kraftig understregning af at Bibelens profetier opfyldes til punkt og prikke! Jehova Gud forhalede ikke dommen over disse ubodfærdige fjender af hans pagtsfolk i gamle dage, israelitterne. Vi kan trygt stole på Guds profetiske ord; som vi læser i Esajas 55:11: „Så skal det gå med mit ord . . .: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ Hvis vi derfor ønsker at få andel i de velsignelser som Jehova Gud har i beredskab til dem der elsker ham, må vi sætte os ind i hvad der er hans vilje, og leve efter den.

[Kort på side 485]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

FILISTÆA

Det store Hav

Joppe

Gaza

AMMON

Jabbok

Salthavet

MOAB

Arnon

Zered