Rækkefølgen af Bibelens begivenheder
MED undtagelse af skabelsesberetningen spænder de begivenheder Bibelen beretter om, over tilsammen 4000 år af menneskehedens historie. Hvordan lærer man begivenhedernes rækkefølge i dette lange tidsrum at kende? Jo, man må søge at forbinde beretningerne med sådanne større begivenheder som Adams skabelse, Vandfloden, israelitternes udfrielse fra Ægypten og Jesu liv.
Ifølge Bibelens tidsregning blev Adam skabt år 4026 f.v.t. I tidsrummet indtil Vandfloden, der kom i 2370 f.v.t., levede tre mænd der var kendt for deres tro — Abel, Enok og Noa. Abel blev på grund af sin retfærdighed myrdet af sin broder Kain, Adams første søn. (1 Joh. 3:12) Enok, der levede samtidig med Adam i 308 år, profeterede om Guds kommende dom over alle de ugudelige. Hans oldesøn Noa blev født omkring 126 år efter Adams død. — 1 Mos. 5:3-29; Jud. 14, 15.
På Noas tid var der mange engle der forlod deres bolig i himmelen, iklædte sig menneskelegemer af kød og levede sammen med kvinder på jorden, med hvem de fik et bastardafkom, nefilim. (1 Mos. 6:1-4; 1 Pet. 3:19, 20; Jud. 6) I Noas 600. leveår udslettede Vandfloden den ugudelige menneskeverden. Mens vandet dækkede hele jorden befandt Noa, hans hustru, deres tre sønner (Sem, Kam og Jafet) og disses hustruer sig i sikkerhed i arken som var blevet bygget efter Guds anvisninger. — 1 Mos. 7:11, 17-21.
Ikke længe efter Vandfloden førte Kams sønnesøn Nimrod an i et oprør mod Gud. Nimrod opkastede sig til konge, den første på jorden, og var uden al tvivl den der iværksatte bygningen af Babel og Babelstårnet. Jehova Gud forpurrede dette projekt ved at forvirre bygningsmændenes sprog. (1 Mos. 10:8-10; 11:1-4) Dette skete på Pelegs tid, et eller andet sted mellem 2269 f.v.t. og 2030 f.v.t. (1 Mos. 10:25) Noa levede stadig, da han forblev i live indtil 350 år efter Vandfloden. — 1 Mos. 9:28.
Omkring 77 år efter Noas død drog Abraham, i en alder af 75 år, ind i Kana’ans land, det land Jehova Gud havde lovet at give Abrahams efterkommere. (1 Mos. 12:4-7) På dette tidspunkt — det var i 1943 f.v.t. — trådte Abrahamspagten, hvori løftet til Abraham blev givet, i kraft.
I en alder af et hundrede år blev Abraham fader til Isak med sin elskede hustru Sara. (1 Mos. 21:5) Omkring ti år efter Noas søn Sems død blev Isak, i en alder af tres år, fader til tvillingesønnerne Esau og Jakob. (1 Mos. 11:10, 11; 25:26) Jakob blev fader til tolv sønner. En af disse sønner, Josef, kom på grund af usædvanlige omstændigheder til at forestå hele Ægyptens kornforsyning, og på grund af hungersnød i Kana’ans land kom hele Jakobs husstand og bosatte sig som fremmede i Ægypten. Til sidst kom Jakobs efterkommere, israelitterne, i trældom i Ægypten, men ved hjælp af Moses førte Jehova Gud dem ud af Ægypten til Sinaj bjerg, hvor de fik Lovpagten 430 år efter at Gud havde sluttet den særlige pagt med deres stamfader Abraham. — 1 Mos. 45:26; 47:1, 2; 2 Mos. 1:8-11; 13:19-21; 19:1; Gal. 3:17.
Efter at have vandret om i ørkenen i fyrre år drog israelitterne, under Josuas førerskab, ind i Kana’ans land i 1473 f.v.t. (5 Mos. 29:5; 31:1-3; Jos. 5:6, 7) Størsteparten af landet blev erobret i løbet af omkring seks år. (Jos. 14:10-12) I omkring 350 år efter dette var det dommere udvalgt af Gud der var Israels ledere. Under den sidste dommer, Samuel, blev Saul af Benjamins stamme udråbt til konge. Han regerede i fyrre år, hvorefter David blev konge og begyndte at regere i Hebron over Judas stamme, mens Sauls søn Isjbosjet regerede fra Mahanajim over det øvrige Israel. (2 Sam. 2:2, 3, 8-10; Apg. 13:20-22) Syv og et halvt år efter at David var begyndt at herske over Juda, blev han konge over hele Israel. I alt herskede han i fyrre år. Han efterfulgtes af sønnen Salomon, der ligeledes herskede i fyrre år. — 2 Sam. 2:11; 1 Kong. 2:11; 11:42.
Under Salomons søn Rehabeams regering gjorde de ti stammer i 997 f.v.t. oprør og udråbte Jeroboam til deres konge. Dog forblev Judas og Benjamins stamme, samt levitterne, tro mod Davids kongehus. Ti-stammeriget fik en dårlig start idet kong Jeroboam indførte kalvedyrkelse. I alle de år der gik indtil ti-stammeriget bukkede under for assyrerne, i 740 f.v.t., blev denne form for afgudsdyrkelse aldrig afskaffet. (1 Kong. 12:16-24, 28-30; 2 Kong. 17:1-6) Omkring 133 år senere, i 607 f.v.t., erobrede babylonierne to-stammeriget. — 2 Kong. 25:1-9.
I 537 f.v.t. vendte en rest af jøder efter halvfjerds års landflygtighed i Babylon tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet. Men det var først i 455 f.v.t. at muren omkring Jerusalem blev genopbygget under Nehemias’ ledelse. De hebraiske Skrifters kanon blev fuldført efter 443 f.v.t., da profeten Malakias nedskrev sin profeti. Denne profet pegede frem til Guds engel eller sendebud som skulle berede vejen for pagtens engel eller sendebud, Messias. — Mal. 3:1; se New World Translation.
Med bebudelsen af de to sendebuds fødsel tager De kristne græske Skrifter tråden op igen. I foråret 2 f.v.t. blev Johannes Døber, forløberen for Messias eller Kristus, født. Et halvt år senere fødte Maria den forudsagte Kristus, Jesus. De tre og et halvt år Jesu jordiske tjeneste varede, strakte sig fra efteråret 29 e.v.t. til hans død i foråret 33 e.v.t. Efter hans opstandelse og himmelfart fortsatte disciplene det arbejde han havde påbegyndt. Omkring år 98 e.v.t. fuldførte den sidste apostel, Johannes, nedskrivningen af de bibelske skrifter. I dette år skrev han sandsynligvis sine tre breve samt evangeliet der bærer hans navn. Omkring to år tidligere havde han nedskrevet Åbenbaringens bog.
Ovenstående skal vise hvordan man kan indprente sig rækkefølgen af de bibelske begivenheder. Det vil være godt, når man læser i Bibelen, at gøre sig klart hvordan de begivenheder man læser om, er placeret i forhold til de øvrige begivenheder i Bibelen. Dette vil resultere i en bedre bibelforståelse og i at man får mere ud af sin bibellæsning.