Hvorfor nogle synder ikke kan tilgives
DA DEN tyske digter Heinrich Heine lå på sit dødsleje og så tilbage på det udsvævende liv han havde levet, trøstede han sig med tanken: „Gud vil tilgive mig. Det er hans bestilling.“ Det samme havde den engelske digter Alexander Pope sagt et hundrede år tidligere, blot med lidt andre ord: „At fejle er menneskeligt, at tilgive guddommeligt.“
Det er sandt at Jehova Gud glæder sig over at tilgive. Profeten Mika skrev således: „Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gemmer på vrede, men gerne er nådig?“ Moses og David vidnede ligeledes om Guds villighed til at tilgive. — Mika 7:18; 2 Mos. 34:6, 7; Sl. 103:2, 3.
Men disse skriftsteder bør ikke få os til at drage den slutning at Gud i den grad glæder sig over at vise barmhjertighed at han er rede til at tilgive alle synder, uanset om de er store eller små. Hvorfor ikke? Fordi Jehova ikke blot er en kærlig, men også en viis og retfærdig Gud. Hvis han tilgav alle synder, ville han hverken lægge visdom eller retfærdighed for dagen, men hans love hviler netop på disse egenskaber, og derfor kan der råde fred og orden i hans univers.
Hvis Gud tilgav alle synder, ville det være det samme som opmuntrede han til synd. Det ville i virkeligheden sætte hans love ud af kraft, gøre dem virkningsløse og overflødige. Hvordan det? Jo, lad os for eksempel sige at man storsindet så gennem fingre med alle overtrædelser af færdselslovene; hvorfor så i det hele taget gøre sig den ulejlighed at vedtage sådanne love?
Jehova Gud skabte mennesket som en skabning der var moralsk frit stillet; det vil sige at han skabte det med evnen til at skelne mellem at gøre det rette ved at adlyde Guds lov, og gøre det forkerte ved at overtræde denne lov, idet mennesket havde frihed til at vælge enten det ene eller det andet. Denne frihed til at vælge betød imidlertid også at mennesket blev gjort ansvarlig for sine handlinger. Det er grunden til at Jehova Gud, dengang han talte til Moses om sin store miskundhed og sin villighed til at tilgive, fortsatte med at sige at han „ikke lader den skyldige ustraffet“. Den straf Jehova her omtalte, var imidlertid ikke en straf i form af evig tilintetgørelse. — 2 Mos. 34:7.
Apostelen Johannes siger ikke desto mindre at der er synder som „er til døden“, det vil sige som fortjener evig tilintetgørelse, og at det ville være forgæves om andre bad om tilgivelse for sådanne synder. (1 Joh. 5:16, 17) Hvad afgør om en synd kan tilgives? Dens beskaffenhed og de omstændigheder hvorunder den er begået. Blandt de synder som Jehova utvivlsomt ikke har tilgivet, er Adams og Evas overtrædelse. Som en prøve på deres værdsættelse havde Gud givet dem et enkelt påbud: de måtte ikke spise frugten af et bestemt træ. Og han advarede dem om de følger det ville få hvis de spiste af det. De var skabt fuldkomne på sind og legeme. Det var med vilje og fuldt overlæg de overtrådte Guds lov. De kunne hverken undskylde sig med uvidenhed, sådan som apostelen Paulus senere kunne gøre, eller henvise til nedarvet ufuldkommenhed og tilbøjeligheden til synd, sådan som kong David kunne gøre. Hvilket grundlag var der da for at Gud kunne tilgive Adams og Evas synd? Absolut intet!
Et af de kendteste eksempler på en utilgivelig synd er uden tvivl den som Judas Iskariot begik. Judas havde fulgt Jesus i to år eller mere, havde hørt Jesus undervise, set ham gøre mirakler, og han vidste at Jesus var Guds søn. Han må også have lagt mærke til at hele skaren af evangelieforkyndere var oprigtige, ærlige og uselviske mænd. Men til trods for alt dette var Judas en hykler, en bevidst tyv. Han forrådte ikke blot Jesus på grund af begær efter penge, men også på grund af nag, fordi Jesus havde billiget at man salvede ham, Jesus, med en kostbar olie. Judas var fortørnet fordi han, ved at pengene blev brugt til olie, gik glip af endnu en lejlighed til at stjæle, eftersom han var den af Jesu disciple der havde pengekassen. Ved at han på denne måde havde forhærdet sit hjerte, var han gået for vidt til at han over for Gud kunne give udtryk for nogen som helst anger, for vidt til at kunne bede om Guds tilgivelse. Af den grund omtalte Jesus ham som „undergangens søn“. — Matt. 26:6-16; Joh. 12:1-8; 17:12.
Blandt de andre synder som ikke kunne tilgives var de overtrædelser som de skriftkloge og farisæerne begik, idet de forfulgte Jesus og slog ham ihjel. Af det Jesus lærte og af de mirakler han gjorde, kunne de se at han var sendt af Gud. (Joh. 3:2; 14:11) Men fordi han afslørede deres hykleri og var en trussel mod deres greb om det jævne folk, hævdede de ondsindet at det var Satan Djævelen der stod bag hans gerninger. Da Jesus talte om deres synd sagde han: „Den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ — Matt. 12:31, 32.
Ja, da disse mænd så hvordan Guds hellige ånd virkede gennem Jesus — idet han uddrev dæmoner, helbredte syge og oprejste døde — og de hånende sagde at han gjorde det i kraft af Djævelen selv, spottede de i sandhed Guds hellige ånd. Med rette sagde Jesus revsende til dem: „Slanger, giftslangeyngel, hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom?“ — Matt. 23:33.
At sande kristne må være på vagt så de ikke begår utilgivelige synder, fremgår klart af apostelen Paulus’ ord: „For det er umuligt med hensyn til dem som én gang for alle er blevet oplyst, . . . og som har fået andel i hellig ånd, . . . men som er faldet fra, atter at vække dem til sindsændring, fordi de for deres vedkommende igen pælfæster Guds søn og udsætter ham for offentlig skam.“ Og videre: „For hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men . . . en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.“ — Hebr. 6:4-6; 10:26, 27.
Den omstændighed at en kristen kan begå synder som Gud ikke tilgiver, bør tjene som en gavnlig advarsel til alle kristne om at vogte deres hjerte, så de aldrig gør sig skyldige i noget sådant. Men læg mærke til at med undtagelse af Adam og Eva, som var fuldkomne, har overtræderne uvægerlig gjort sig skyldige i mere end én synd; de har øvet synd, fremturet i synd. I Nazityskland og i Liberia var der kristne som gik på kompromis da de blev udsat for pres, men bagefter angrede de og viste ved deres adfærd at de havde fået Jehova Guds tilgivelse. Både kong David og apostelen Peter fik tilgivelse, selv om de havde begået alvorlige synder, men de fremturede ikke i dem.
Så længe det skærer os dybt i hjertet når vi har syndet, og vi oprigtigt angrer og stræber efter at leve op til Guds norm, kan vi hente trøst i de opmuntrende ord: „Hvis vi vandrer i lyset ligesom han selv er i lyset, renser [Jesu, hans søns, blod] os fra al synd.“ Fra al synd? Ja, fra alle synder som vi måtte begå mens vi vandrer i lyset, for mens vi gør det kan vi ikke gøre os skyldige i at øve forsætlig, utilgivelig synd. (1 Joh. 1:7) Vi kan også hente trøst i bevidstheden om at Jehova er forstående og glæder sig over at vise barmhjertighed gennem Kristus. — Sl. 103:8-14; Mika 7:18, 19.
● „Barmhjertig og nådig er [Jehova], langmodig og rig på miskundhed; han går ikke bestandig i rette, gemmer ej evigt på vrede; han handled ej med os efter vore synder, gengældte os ikke efter vor brøde. . . . Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ — Sl. 103:8-14.