Ændringer inden for det styrende råd
JEHOVA har velsignet sit folk med en stor vækst i antallet af Rigets forkyndere. Denne vækst har især fundet sted efter den ændring i menighedernes ledelse der er skitseret i bogen Organiseret til at forkynde Riget og gøre disciple og som trådte i kraft i 1972. — Es. 60:17.
Det er tydeligt at vi nærmer os et kritisk punkt i menneskehedens historie, og Jehovas vidner kan forvente at de stadig vil møde modstand mange steder. (Matt. 24:9) Samtidig, mens de „venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke“, kan de forvente at mange flere vil tage standpunkt for Guds rige under Kristus, hvis det er Jehovas vilje. — 2 Pet. 3:12.
I betragtning heraf synes tiden inde til at foretage yderligere ændringer, så Guds folk bedre kan tage sig af de mange nye som allerede har sluttet sig til dem, og de nye som de nærer forvisning om at Jehova vil føje til dem i den nærmeste fremtid. (Es. 60:8, 22) Alt dette har Jehovas vidners styrende råd under bøn taget op til nærmere overvejelse.
For at lette rådets arbejde er seks udvalg blevet dannet inden for det styrende råd. Hvert udvalg har sin ordstyrer, der vil tjene i denne egenskab ét år ad gangen. Udvalgene har til opgave at føre tilsyn, og det er ikke tanken at de skal tage sig af alle enkeltheder i det rutinemæssige arbejde. De korporationer der hidtil og fuldt tilfredsstillende har tjent Rigets interesser, vil naturligvis fortsat virke som lovformelige redskaber for Jehovas vidner, deres styrende råd og dettes udvalg.
De seks udvalg, der trådte i funktion den 1. januar 1976, er som følger: Tjenesteudvalget, redaktionsudvalget, udgiverudvalget, undervisningsudvalget, personaleudvalget, og ordstyrerens udvalg.
For afdelingskontorernes vedkommende vil et udvalg på tre eller flere medlemmer, udnævnt af det styrende råd, tage sig af de organisationsmæssige anliggender som hører under hvert afdelingskontor. Disse udvalg har også en ordstyrer der tjener ét år ad gangen.
Der er ingen tvivl om at disse nylig foretagne ændringer skyldes Jehovas ledelse. Der er heller ingen tvivl om at hans ånd vil tilskynde os alle til at samarbejde med den nye ordning og yde den vor fulde støtte efterhånden som den bliver gennemført. Tiden er ikke inde til stilstand men til at gå fremad efterhånden som arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple vokser. I dette arbejde, som udføres under Kristi Jesu ledelse, ser vi til stadighed hen til Jehova og søger hans velsignelse over alt hvad der endnu må gøres. — Matt. 28:19, 20.