Skal man tildække hovedet når man beder?

DET var koldt og blæsende da vennerne til den afdøde enke stod i sneen rundt om den åbne grav. Præsten sagde nogle få trøstende ord og bad en bøn.

Hvis du havde været til stede, ville du så have blottet dit hoved under bønnen? Spørgsmålet kunne være særlig relevant i et sådant vintervejr. Mener du at man under alle omstændigheder bør blotte sit hoved når man beder? Eller mener du at man altid bør have sit hoved tildækket når man beder?

At bede er vigtigt. Gud ønsker vi skal bede. (Sl. 145:18; 50:14, 15) Vore bønner bør forståeligt nok være af den rette slags — vi må bede til den rette, om det rette og på den rette måde. Selv om Bibelen ikke indeholder en lang række regler angående bøn, giver den dog direkte vejledning i spørgsmålet om at tildække hovedet når man beder.

Denne vejledning findes ikke i de før-kristne skrifter, for Gud krævede ikke at israelitterne i almindelighed tildækkede hovedet når de bad, selv om nogle sikkert gjorde det af ærbødighed. Imidlertid påbød han direkte de israelitiske præster at bære hovedbeklædning, og ypperstepræsten havde endda en særlig embedshue, en turban. (3 Mos. 8:13; 2 Mos. 28:40; 39:27-29) Det ser ud til at de bar hovedbeklædning som et tegn på deres underkastelse under Gud hele tiden mens de tjente ved templet, og ikke kun når de bad.

’Men tildækker jøderne i dag ikke hovedet når de beder?’ vil nogen spørge. Jo, de fleste gør. Dog viser den gamle jødiske Talmud at det var en frivillig sag om man ville tildække hovedet når man bad. Professor Jacob Lauterbach siger således: „Skikken at bede enten med blottet hoved eller med tildækket hoved er slet ikke et spørgsmål om lov. Det er udelukkende et spørgsmål om sømmelighed og anstændighed.“

For de kristne drejer det sig dog om andet og mere end lokale eller religiøse skikke. De kristne skrifter (eller „Det nye Testamente“) giver præcis vejledning om emnet, idet der siges: „Enhver mand der beder eller profeterer med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved; og enhver kvinde som beder eller profeterer med hovedet utildækket, bringer skam over sit hoved, for det er et og det samme som hvis hun var en kvinde med raget hoved. For når en kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også blive klippet; men når det er til skam for en kvinde at blive klippet eller raget, så lad hende tildække sig.“ — 1 Kor. 11:4-6.

Hvad er baggrunden for dette? Og hvornår gælder det?

Hvornår tildækket? Hvornår blottet?

For at kunne forstå hvad Paulus skrev om at tildække hovedet i forbindelse med bøn, må vi se nærmere på det foregående vers: „Men jeg ønsker I skal vide at hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ (1 Kor. 11:3) Paulus talte altså om det guddommelige ledelsens princip, og især om hvordan det skal anvendes i den offentlige gudsdyrkelse.

Som apostelen forklarer, tildelte Skaberen manden, som blev skabt først, ledelse og myndighed over hustruen, der blev skabt af mandens ribben. Med hensyn til ledelse var manden „Guds billede og herlighed“, for han blev ikke underlagt et andet overhoved her på jorden. Hans kone og børn har derimod et jordisk overhoved som de er underlagt i relativ forstand. — 1 Kor. 11:7-10; Ef. 5:22-24; 6:1.

Ledelsens princip gælder også inden for menigheden. Paulus skrev at kvinderne skulle vise respekt for og søge at samarbejde med de mænd som tog sig af undervisningen og bønnen. (1 Kor. 14:33-35; jævnfør Første Timoteusbrev 2:11, 12.) Derfor ville en kvinde i det første århundrede e.v.t. under normale omstændigheder ikke prædike eller bede i menigheden.

Hvorfor behandlede Paulus så spørgsmålet om hovedbeklædning? Hvornår skulle en hovedbeklædning benyttes, og hvornår ikke? Og hvordan skal vi se på det i dag?

Paulus skrev at når en kvinde bad, skulle hun bære en hovedbeklædning — enten det nu var en hat, et tørklæde eller et slør — som „et myndighedstegn“. (1 Kor. 11:10) Det skulle være et udtryk for at hun anerkendte ledelsens princip. Men hvornår behøvede hun at tildække sit hoved? Overvej disse tre situationer:

På Paulus’ tid gav Jehovas hellige ånd nogle kristne mirakuløse evner, som for eksempel evnen til at profetere eller til at tale i tunger. Ved et møde i det første århundrede kunne det derfor ske at ånden tilskyndede en kristen kvinde til at profetere. (1 Kor. 12:4-11; Apg. 21:8, 9) Eller det kunne ske at der ved et menighedsmøde kun var kvinder til stede. Når der ikke var nogen døbt mand til at bede eller undervise, måtte en kristen kvinde sikkert gøre det. Eller det kunne være at en kristen kvinde havde en ikke-troende mand og hun nu og da var nødt til at bede eller undervise mens han var til stede. I alle disse tilfælde ville kvinden bære en hovedbeklædning, „et myndighedstegn“, for at vise at hun anerkendte ledelsens princip.

„Bringer skam over sit hoved“

Vi kan bedre forstå hvor vigtigt det er at såvel kristne mænd som kvinder retter sig efter Guds anvisninger angående hovedbeklædning, når vi ser hvad der kunne ske hvis de ikke gjorde det.

Husk at apostelen skrev at en mand der beder med noget på hovedet, „bringer skam over sit hoved“. Og en kvinde som „beder eller profeterer“ med hovedet utildækket, „bringer skam over sit hoved“. Hvem eller hvad hentydes der til med ordet „hoved“ i hvert af disse tilfælde?

Det kan forstås i lyset af det foregående vers. Paulus sagde her at „hver mands hoved er Messias“ og at „en kvindes hoved er manden“. (1 Kor. 11:3) Man kan derfor sige at en mand der beder med tildækket hoved, i en vis forstand vanærer Messias. Ved at bære en hovedbeklædning når han beder, optræder han som om han var en kvinde med et synligt overhoved på jorden fremfor at være direkte ansvarlig ind for Messias. På tilsvarende måde kan man sige at en kvinde der beder med blottet hoved, bringer skam over sit „hoved“ i den kristne ordning, sin mand (hvis hun er gift), sin fader eller ledelsen af kristne mænd i menigheden.

Nogle kommentatorer har et andet synspunkt. De gør opmærksom på at der i Første Korinterbrev 11:4, 5 siges at enhver mand der beder eller profeterer med noget på „hovedet“ bringer skam over „sit hoved“, og at enhver kvinde der beder eller profeterer med „hovedet“ utildækket bringer skam over „sit hoved“. I begge tilfælde nævnes personens eget hoved umiddelbart før det „hoved“ der bringes skam over. De giver derfor udtryk for den tanke at Paulus kan have ment at en kristen mand eller kvinde der handler usømmeligt i forbindelse med at bære hovedbeklædning, bringer skam over sig selv.

I De hebraiske Skrifter læser vi om hvordan spot, ondskab, ulykke, vold, blodskyld og fortræd falder tilbage på eller kommer over et menneskes hoved. (Neh. 4:4; 1 Sam. 25:39; Sl. 7:17; 2 Sam. 1:16; 1 Kong. 2:32, 44) I disse tilfælde repræsenterer hovedet personen selv, idet hovedet er den del af legemet der er mest ansvarlig for handlingerne.

Da Paulus behandlede emnet om hovedbeklædning sagde han desuden at hvis en mand har langt hår, „er det en vanære for ham“. Og han skrev at „det er til skam for en kvinde at blive klippet eller raget“, som om hun var en træl eller var blevet afsløret i umoralitet; den der vanæres, er kvinden selv. — 1 Kor. 11:14, 6.

I betragtning af at Paulus indleder hele sin redegørelse med at understrege den guddommelige ordning med hensyn til ledelse, synes det klart at en kristen mand som lader hånt om ledelsens princip, vanærer Kristus; på samme måde kan en kvinde vanære sin mand, sin fader eller mændene i menigheden. Imidlertid er det også sandt at den der ignorerer Guds ordning med hensyn til ledelse og underkastelse, bringer skam over sit eget hoved.

Hovedbeklædning under bøn

Paulus behandlede først og fremmest hvad der var sømmeligt i „Guds menigheder“, særlig ved møderne. (1 Kor. 11:16, 20-34) Hans vejledning angående hovedbeklædning under bøn vedrører derfor hovedsagelig bøn i en gruppe, i den offentlige gudsdyrkelse, og ikke bønner man beder når man er alene. Det fremgår af at dét at profetere nævnes sammen med bøn. Det er ikke sandsynligt at en kristen dengang ville profetere alene, hjemme hos sig selv, hvor han bad sine personlige bønner. — Matt. 6:6.

Derfor er hverken en mand eller en kvinde bibelsk forpligtet til at følge denne vejledning angående hovedbeklædning når han eller hun beder personlige bønner til Gud. Hvis en kvinde ikke har noget på hovedet mens hun går og ordner sit hjem, og hun så holder en pause for at bede, behøver hun ikke at tildække hovedet. Ligeledes kan en kristen mand der går på gaden med hat på, bede en bøn til Gud. Hvis hans personlige følelser tilskynder ham til at tage den af, bør han gøre det. Men Guds vejledning angående hovedbeklædning kræver det ikke specielt.

Hvad med bønner i menigheden eller i familien? Hvis der er en døbt mand til stede bør han, i overensstemmelse med ledelsens princip, bede med utildækket hoved. Det gælder også i familien, selv om kun manden og konen beder sammen.

Der kan dog være lejligheder hvor en kristen kvinde må tildække hovedet når hun beder. Som i det første århundrede kan en søster i dag blive nødt til at bede højt ved et møde, hvis der ingen brødre er til stede. Eller en ikke-troende mand anmoder måske sin kristne hustru om at bede højt for familien ved et måltid. I disse situationer tager søsteren sig af en opgave der normalt varetages af en der har myndighed over hende, enten en broder i menigheden eller hendes mand. Derfor bør hun bære en hovedbeklædning. Ved at gøre dette viser hun respekt for det guddommelige ledelsens princip og undgår at ’bringe skam over sit hoved’. — 1 Kor. 11:5.a

Endelig er der spørgsmålet om man skal bære hovedbeklædning når man er en del af en gruppe men ikke personligt beder bønnen. Overvej for eksempel situationen ved graven som vi omtalte. Behøver en kvinde der er til stede under bønnen at tildække sit hoved? Nej, for hun fører ikke an i den offentlige gudsdyrkelse eller udfører en opgave som et mandligt medlem af menigheden normalt tager sig af. Hun lytter blot til bønnen og siger „Amen“. Om hun tildækker hovedet eller ej, siger derfor ikke noget om hendes respekt for ledelsens princip. En mand som i ovennævnte tilfælde lytter til bønnen, er heller ikke bibelsk forpligtet til hverken at have hovedet blottet eller at have det tildækket. Han kan gøre det ene eller det andet; men han vil sikkert tage sine egne og andres følelser i betragtning. Hvis en mand føler at han bør tage hatten af når han er til stede mens en anden beder, kan han selvfølgelig gøre som hans samvittighed byder ham.

Hvor er det godt at Jehova, uden at give os et helt leksikon af regler, i sit ord har sørget for en vis vejledning angående bøn! Når vi har denne vejledning i tanke kan vi nærme os den højeste Gud i universet og samtidig vise at vi respekterer et af hans fundamentale principper, ledelsens princip.

[Fodnote]