Hvorfor meditere?
DET kræver tid at meditere, det vil sige at tænke, gruble eller grunde alvorligt over en sag. Men tiden er brugt på en god måde. Det lønner sig rigt at meditere over det der er sundt og godt.
Bibelen giver nogle fortræffelige retningslinjer angående det der med rette bør optage vore tanker. Vi læser: „Alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ — Fil. 4:8.
Hvis man til stadighed mediterer over disse opbyggende ting, øver det en god indflydelse på ens hjerte. Ens værdsættelse af disse gavnlige ting vokser, og man får en klarere forståelse af hvor godt det er for én selv og ens medmennesker at man handler i overensstemmelse med det man mediterer over. Det man siger og gør, kommer mere og mere i overensstemmelse med Guds rene standard. Dette fremgår af Jesu ord: „Et godt menneske kommer frem med noget godt fra sit hjertes gode samling af værdier, men et ondt menneske kommer frem med noget ondt fra sin onde samling af værdier; for af hjertets overflod taler munden.“ — Luk. 6:45.
Jo mere man koncentrerer sig om det der er opbyggende og positivt, jo mere vil dette komme til udtryk i ens tale og handlinger. Det er netop hvad det bibelske ordsprog siger: „Den retfærdiges hjerte tænker, før det svarer, gudløses mund lader ondt strømme ud.“ (Ordsp. 15:28) Frugtbringende meditation vil afholde én fra at svare forhastet og ufornuftigt. Man vil ikke blot sige det første det bedste der falder én ind. Før man udtaler sig om vigtige spørgsmål vil man i stedet overveje alle faktorer, idet man tager andres forhold og følelser i betragtning. Så vil man ikke senere fortryde sit svar.
Foruden at meditation således medvirker til at vi bevarer et godt forhold til vore medmennesker, spiller den også en væsentlig rolle for bevarelsen af et godt forhold til Skaberen. Ligesom de inspirerede salmister gør vi derfor vel i at benytte rolige og ensomme stunder til at meditere over Jehova Guds egenskaber og gerninger. Salmisten David sagde: „Jeg kommer dig i hu på mit leje, i nattevagterne tænker [jeg] på dig; thi du er blevet min hjælp, og jeg jubler i dine vingers skygge.“ (Sl. 63:7, 8) En anden salmist erklærede: „Jeg tænker på al din gerning og grunder over dine værker.“ — Sl. 77:13.
Alle som ønsker at tjene Gud må spørge sig selv: Giver jeg mig, ligesom salmisterne, tid til at meditere over Skaberen og hans gerninger? Tænker jeg med værdsættelse på det han har gjort til gavn for mig — at han har givet sin søn som en løsesum, åbnet mit hjerte så jeg har taget imod sandheden, hjulpet mig til at klare dagliglivets problemer, givet mig et virkeligt håb for fremtiden, og meget mere? Tænker jeg på hans fortidige handlinger med menneskeheden, og på hvordan han har lagt kærlighed, barmhjertighed, retfærdighed, visdom og mange andre ypperlige egenskaber for dagen?
Når vi på denne måde mediterer over det der er sundt og godt, vil vi få en dybere kærlighed til Jehova Gud. Vort forhold til ham vil blive som det forhold et barn har til sin fader — vi vil stole på ham, nære kærlighed til ham og ønske at behage ham. Vi vil få et personligt forhold til vor himmelske Fader, hvilket vil sige at vi virkelig kommer til at kende ham, og ligeledes hans søn, som han gav for vor skyld. Når dette er tilfældet, vil det være umuligt for os bevidst at øve synd. Apostelen Johannes påpegede dette da han skrev om virkningen af enten at kende eller ikke at kende Jesus: „Enhver som forbliver i samhørighed med ham øver ikke synd; enhver som øver synd har hverken set ham eller lært ham at kende.“ — 1 Joh. 3:6.
Børn som påskønner deres forældre og nærer en dyb kærlighed til dem, sætter sig ikke ondskabsfuldt op imod dem. De der kender Gud og hans søn Jesus Kristus, vender sig heller ikke bort fra dem ved bevidst at følge en kurs der går stik imod Guds vilje.
På den anden side kan et ustabilt forhold til Skaberen bringe én i alvorlig fare. Ja, undlader man at meditere over åndelige ting, kan det føre til at man mister Guds godkendelse og velsignelse. Det viste Jesus Kristus i lignelsen om sædemanden. Idet han forklarede lignelsen for sine disciple, sagde han: „De langs vejen er dem der har hørt; så kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem der med glæde tager imod ordet når de hører det, men de har ingen rod; de tror for en tid, men i en prøvelsens tid falder de fra. Og det der faldt blandt de tornede planter, det er dem der har hørt, men da de rives med af dette livs bekymringer, rigdom og sanselige nydelser, kvæles de fuldstændig og bringer intet til fuldendelse.“ — Luk. 8:12-14.
I hver af de tre situationer som Jesus Kristus her beskriver, mangler der tilstrækkelig værdsættelse af „Guds ord“ eller „rigets ord“. (Matt. 13:19; Luk. 8:11) Den faste jord langs vejen dannes af den stadige trafik. I lighed hermed vil den der tillader andre at lægge overdrevent beslag på hans tid og energi, blive alt for optaget til at han af hjertet kan meditere over „Guds ord“. Selv om han hører ordet, vil hans hjerte ikke reagere positivt på det, fordi han ikke får tid til at meditere over det. Hvad angår de to andre situationer, så er de også et resultat af at man undlader at meditere tilstrækkeligt over de rette ting. Som følge heraf er den værdsættelse man får af „rigets ord“, ikke stor nok til at man kan udholde svære prøvelser, eller til at man kan holde dagliglivets bekymringer eller ønsket om rigdom og sanselige nydelser i baggrunden.
Vi har i sandhed god grund til at give os tid til at meditere over det der er sundt og godt. Det kan styrke vort forhold til Skaberen og sætte os i stand til at forblive rene i hans øjne. Det kan også i høj grad medvirke til at vi i ord og handling bliver en kilde til opmuntring for andre.
● Den „ægte nardus“ som Maria, Lazarus’ søster, brugte til at udgyde over Jesu hoved og til at indgnide hans fødder med, havde en værdi af 300 denarer. (Mark. 14:3-9; Joh. 12:3-8) Dette svarede til cirka en årsløn. (Matt. 20:2) Det er almindeligt antaget at det produkt Maria brugte, var udvundet af den lille aromatiske nardusplante (Nardostachys jatamansi), som findes i Himalayabjergene. At den ægte nardus kom fra et så fjerntliggende sted, plus det at den var meget sjælden, er en forklaring på hvorfor den var så kostbar.