Hvad mente vismanden?
Det er tomhed at stræbe efter rigdom
Den vise kong Salomon konstaterede at det ikke bringer virkelig tilfredshed at samle sig materielle ejendele. Han skrev: „Den, der elsker sølv, mættes aldrig af sølv, og den, der elsker rigdom, mættes aldrig af vinding. Også det er tomhed. Jo mere gods, des flere til at fortære det, og hvad gavn har ejeren da deraf, ud over at hans øjne ser det?“ — Præd. 5:9, 10.
Den der har meget er ikke tilfreds, men vil have mere endnu. Jo mere hans „gods“ eller rigdomme øges, jo flere folk og tjenere er der brug for til at tage sig af det alt sammen, og de skal have løn for deres arbejde. Fordi rigdommen er så stor, kan ejeren ikke personligt få gavn af det hele. Han kan for eksempel kun have ét sæt tøj på ad gangen, og det er begrænset hvor meget han kan spise og drikke. Så når alt kommer til alt, består ejerens løn kun i at han kan se på den rigdom han har samlet sig og prale af at han ejer det hele. Hvis han er grisk, piner det ham måske endda at skulle bruge penge på tjenere og andre der arbejder for ham.
Den der er rig kan desuden blive meget bekymret for det han ejer. I modsætning til den almindelige arbejder, der ikke har mange besiddelser at bekymre sig om, kan den rige mands bekymring for sine ejendele måske forhindre ham i at få en god nats søvn. Salomon sagde: „Sød er arbejderens søvn, hvad enten han har lidt eller meget at spise; men den riges overflod giver ham ikke lov til at sove.“ — Præd. 5:11.
På grund af livets uberegnelighed kan den der fortsat samler sig rigdomme komme til at opleve det chok pludselig at blive fattig på et tidspunkt hvor han mindst vil kunne klare det. Salomon gjorde opmærksom på dette da han skrev: „Der er et slemt onde, som jeg så under solen: rigdom gemt hen af sin ejermand til hans ulykke; går rigdommen tabt ved et uheld, og han har avlet en søn, så bliver der intet til ham.“ — Præd. 5:12, 13.
Tænk på den tragiske situation der her er beskrevet. En mand arbejder hårdt og bliver rig. Men i stedet for at få glæde af sit arbejde, ophober han bare sine rigdomme. Dette er til skade for ham selv, for han under sig ikke en normal komfort, selv om han har råd til den. Desuden bekymrer han sig meget om at bevare og forøge sin formue. Men på grund af modgang, „ved et uheld“, måske en uheldig forretningstransaktion, mister han pludselig alt. Mens han har sin formue har han ingen glæde af den, og når han omsider får en arving, er der ikke nogen arv som sønnen kan få glæde af.
Salomon henleder derefter opmærksomheden på noget andet som gør dét at samle sig store rigdomme, til tomhed. Vi læser: „Som han udgik af sin moders liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin flid vinder han intet, han kan tage med sig. Også det er et slemt onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad vinding har han så af, at han gør sig flid hen i vejret?“ (Præd. 5:14, 15) Ja, når han dør betyder den møje han har haft med at samle sig rigdomme absolut ingenting. På dødslejet har den der har skrabet rigdomme sammen, ikke engang den tilfredshed at vide at han har bidraget til andres lykke.
Hvilken pris den gerrige må betale for sin umættelige grådighed efter penge! Salomon fortsætter: „Og dertil kommer et helt liv i mørke, sorg og stor kvide, sygdom og kummer.“ (Præd. 5:16) En sådan mand er ikke lykkelig. Alle hans dage er mørke og triste. Han under næppe sig selv at spise, fordi det vil gøre et lille indhug i hans rigdom. Han er syg i sindet, og det kan medvirke til at han mister sit fysiske helbred. Rammes han af sygdom, bliver han bekymret fordi han må forholde sig i ro og ikke kan arbejde. Han er bekymret og urolig for alt det der måske kunne hindre ham i at blive endnu rigere.
En sådan materialistisk levemåde er afgjort tom og meningsløs. Det er derfor Salomon opfordrer os til at finde glæde i vort arbejde. Han siger: „Se, hvad der efter mit skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den flid, man gør sig under solen, alle de levedage Gud giver en; thi det er den del, man har.“ — Præd. 5:17.
Salomon siger følgende om den gode virkning det vil have på den enkelte: „Og hver gang Gud giver et menneske rigdom og gods og sætter ham i stand til at nyde det og tage sin del og glæde sig under sin flid, da er det en Guds gave; thi da tænker han ikke stort på sine levedage, idet Gud lader ham være optaget af sit hjertes glæde.“ — Præd. 5:18, 19.
Den der erkender at det han ejer er en gave fra Gud, vil ikke ophobe rigdomme men vil bruge sine ejendele på en måde der glæder andre. Han har et ligevægtigt syn på sine midler fordi han lader sig lede af guddommelig visdom. Han får derfor personlig glæde af det han har. Jehova Gud har sat ham i stand til at glæde sig over at spise og drikke, i den forstand at Han giver ham visdom til at bruge de materielle ting på rette måde. En sådan person gør sig heller ikke unødige bekymringer fordi livet er kort eller på grund af dets problemer og usikkerhed. Nej, han finder så stor glæde i at gøre godt, at de negative ting ikke dominerer hans tankegang. Han glæder sig i sit hjerte.
Det er tydeligt at det er viist at prøve at opnå sand glæde i livet. Det vil beskytte én mod de skuffelser som de der bruger hele livet til materialistiske gøremål, oplever.