’En dør ind til virksomhed åbnes’
„En stor dør ind til virksomhed står åben.“ — 1 Kor. 16:9.
1. Hvad gjorde Jehova Gud i det første århundrede, ifølge Apostelgerninger 14:15; 17:30; Titus 3:4, 5 og Første Johannesbrev 5:13, og hvilket privilegium åbnede dette for enkeltpersoner?
FOR over nitten hundrede år siden begyndte en ny æra. Den åbnede vidunderlige muligheder som har varet ved til den dag i dag. Den almægtige Gud gav, ved hjælp af sin førstefødte søn, mennesker af alle stammer, folk og racer det privilegium at kunne tjene ham, med evigt liv i udsigt. — Apg. 14:15; 17:30; Tit. 3:4, 5; 1 Joh. 5:13.
2. (a) Hvem havde Jehova Gud udelukkende taget sig af i mange hundrede år før vor tidsregning? (b) Hvorfor var det kun jøderne der kendte den Gud de tilbad?
2 Før Jesus kom til jorden havde Jehova Gud gennem mange århundreder udelukkende beskæftiget sig med israelitterne eller jøderne. De alene havde „fået Guds hellige udsagn betroet“. (Rom. 3:2) Kun de der var israelitter af fødsel, eller hedninger som var forenet med israelitterne i den sande tilbedelse, kunne få forståelse af Jehovas åbenbarede hensigt. Det var grunden til at Jesus kunne sige til den samaritanske kvinde: „I tilbeder det I ikke kender; vi tilbeder det vi kender.“ (Joh. 4:22) Samaritanerne anerkendte Pentateuken, det vil sige de fem Mosebøger, men afviste resten af de inspirerede hebraiske skrifter. Som følge heraf var deres kundskab om den sande Gud, Jehova, mangelfuld. De kendte ham ikke i den udstrækning han havde åbenbaret sig. Men jøderne, der anerkendte alle De hebraiske Skrifter som Guds inspirerede ord og bestræbte sig for at tilbede i overensstemmelse med dem, kendte den Gud de nærede ærefrygt for. De tilbad i overensstemmelse med den gudgivne ordning der havde templet i Jerusalem som midtpunkt — 5 Mos. 12:5, 6; 1 Kong. 14:21.
3. (a) Hvilken forandring i forbindelse med tilbedelsen omtalte Jesus Kristus over for den samaritanske kvinde? (b) Hvilke vidnesbyrd er der i De hebraiske Skrifter om at der med tiden ville komme en ændring i forbindelse med den rene tilbedelse?
3 Da Jesus talte med den samaritansk kvinde antydede han imidlertid at en forandring var forestående. Han sagde: „Den tid kommer da det hverken er på dette bjerg [Garizim, der blev betragtet som helligt af samaritanerne] eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen.“ (Joh. 4:21) Denne forandring var allerede blevet antydet i De hebraiske Skrifter. Ved hjælp af sin profet Jeremias havde Jehova Gud erklæret at en ny pagt skulle erstatte den gamle lovpagt. (Jer. 31:31-34) Gennem den inspirerede salmist David havde den Højeste åbenbaret at ypperstepræsteembedet skulle tilfalde en som ikke var af Arons slægt. Denne skulle være kongepræst ligesom Melkizedek i fortidens Salem. I Salme 110:4 læser vi: „[Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis’.“ Denne ændring i forbindelse med præsteværdigheden betød at offerordningen ligeledes måtte ændres. Også dette var der profetisk peget frem til. Salme 40:7 oplyser: „Til slagt- og afgrødeoffer har du ej lyst, du gav mig åbne ører [men du beredte et legeme, Septuaginta], brænd- og syndoffer kræver du ikke.“
4. Hvorfor kan tilbedelsen kun godkendes når den udføres gennem Jesus Kristus?
4 I De kristne græske Skrifter lærer vi at Jesus Kristus er mellemmand for den nye pagt, at han er kongepræst på Melkizedeks måde, og at hans fuldkomne menneskelegeme udgør det sonoffer som Gud godkender. (Hebr. 7:15-28; 8:6; 9:15; 10:1-10) Følgelig måtte alle som ønskede at tilbede på den rette måde, nu anerkende Jesus Kristus som det eneste middel hvorigennem man kunne nærme sig Faderen. Guds søn sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Joh. 14:6) Med denne forandring i tilbedelsen fik enkeltpersoner den storslåede mulighed at de kunne blive en del af en ny nation, det åndelige Israel, med „statsborgerskab“ i himlenes rige. — Fil. 3:20.
5. Hvad skulle Jesu disciple gøre for at andre også kunne lære hvordan man tilbeder Gud på en antagelig måde? (Rom. 10:10-15)
5 Men hvordan skulle mennesker lære om dette? Svaret finder vi i den bemyndigelse som Jesus Kristus gav sine disciple efter at han var opstået fra de døde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Ja, der var et arbejde som skulle gøres. Man skulle forkynde Guds sandheder og undervise andre i dem. I løbet af de tre og et halvt år Jesus havde undervist offentligt, var apostlene og andre disciple blevet oplært til at udføre dette vigtige arbejde. På grund af denne livsvigtige gerning åbnede der sig andre muligheder for dem der var i stand til og villige til at stille sig til rådighed for tjenesten.
Den kristne menighed tager form
6. Hvornår blev den kristne menighed dannet, og hvordan viste Jehova at han ikke længere benyttede den jødiske menighed?
6 Så oprandt pinsedagen i år 33, og den kristne menighed blev dannet. Ved den lejlighed blev der givet umiskendelige vidnesbyrd om at den menighed som Gud nu benyttede, bestod af hans søns disciple. På denne dag udgød den Højeste, gennem Herren Jesus Kristus, den hellige ånd over omkring 120 disciple der var forsamlet i et værelse ovenpå i et hus i Jerusalem. Lige inden ånden blev udgydt hørtes der „en støj ligesom af en voldsom vind“. Denne støj tiltrak mange jøders og proselytters opmærksomhed, og de samledes uden for det hus hvor disciplene befandt sig. I kraft af den hellige ånd begyndte disciplene at tale på fremmede sprog „om Guds storslåede gerninger“. De sammenstimlede jøder og proselytter, der var kommet til Jerusalem fra fjerntliggende egne, var forbløffede over at høre deres modersmål blive talt af galilæere. — Apg. 2:1-12.
7. Hvordan kunne jøder og proselytter blive medlemmer af den kristne menighed?
7 Apostelen Peter forklarede så den forsamlede menneskemængde at Guds ånd var blevet udgydt som en opfyldelse af Joels profeti. Han fortsatte med at sige at Jesus, som de havde pælfæstet, var blevet oprejst fra de døde og at han virkelig var Kristus, kong Davids Herre, der nu sad ved Guds højre hånd. Hvordan var reaktionen på Peters ord? Beretningen fortæller: „Da de nu hørte dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de andre apostle: ’Mænd, brødre, hvad skal vi gøre?’“ Peter svarede: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave.“ Omkring 3000 fulgte denne tilskyndelse. — Apg. 2:14-41.
8. Hvilke foranstaltninger blev der truffet for at de der var kommet fra fjerntliggende egne, kunne blive i Jerusalem og drage nytte af apostlenes undervisning?
8 Disse nye troende og de mange andre som derefter kom i forbindelse med den kristne menighed, havde meget at lære. Apostlene, som var blevet oplært personligt af Jesus Kristus, havde givetvis de bedste forudsætninger for at undervise dem. Men de kunne ikke rejse ud til alle de fjerntliggende egne af jorden hvorfra disse jøder og proselytter var kommet til Jerusalem. For at kunne blive undervist af apostlene forlængede de nyomvendte derfor deres ophold i byen. De blev hjulpet til at gøre dette ved at mange af deres medtroende solgte hvad de ejede og overgav pengene til apostlene så de kunne fordele dem blandt de trængende. — Apg. 2:44, 45; 4:34, 35.
9. Hvilke udnævnelser blev foretaget efterhånden som menigheden i Jerusalem voksede, og hvorfor?
9 Væksten i menigheden i Jerusalem gav andre foruden apostlene mulighed for at yde en tjeneste, idet der skulle drages omsorg for alles behov. Meget tidligt i menighedens historie læser vi om unge mænd som åbenbart udførte manuelt arbejde for apostlene. De har sikkert hele tiden været i nærheden for at tage sig af nødvendige ting. (Apg. 5:6, 9, 10) Ved således at være i nær forbindelse med apostlene fik de en god oplæring med henblik på fremtiden. Efterhånden blev det for meget for apostlene at føre tilsyn med hjælpearbejdet. Da der opstod et problem i forbindelse med uddelingen af mad til de trængende enker, indså apostlene at det ikke ville være passende at de tilsidesatte deres forpligtelser med hensyn til at undervise, for at tage vare på denne mindre væsentlige sag. Derfor bad de brødrene i menigheden om at udtage syv kvalificerede mænd til at sørge for den daglige uddeling af mad. Efter at have bedt udnævnte apostlene disse mænd ved at lægge hænderne på dem. Alle syv var mænd med særlige åndelige kvalifikationer; de var „fulde af ånd og visdom“. (Apg. 6:1-6) Efterhånden som menigheden voksede har apostlene også udnævnt dygtige mænd, „fulde af ånd og visdom“, der som ældste kunne tjene sammen med dem for at drage omsorg for disciplenes åndelige behov.
Forbindelsen med de nye menigheder opretholdes
10. (a) Hvilken virkning havde en stor bølge af forfølgelse mod menigheden i Jerusalem på udbredelsen af „den gode nyhed“? (b) Hvordan opretholdt ældsterådet i Jerusalem forbindelsen med andre menigheder?
10 Kort efter at menigheden i Jerusalem var blevet oprettet, rejste der sig en hård forfølgelse imod den, hvilket tvang de fleste af disciplene til at forlade byen. De der blev spredt benyttede lejligheden til at udbrede „den gode nyhed“. Som et resultat heraf opstod der nye menigheder i byer som Samaria og Antiokia. (Apg. 8:1, 4-8; 11:19-21) Når nyt om disse menigheder og deres behov nåede frem til Jerusalem, blev der, uden tvivl af ældsterådet dér, truffet foranstaltninger til at yde åndelig hjælp. Apostlene Peter og Johannes blev sendt til byen Samaria, og undervejs tilbage til Jerusalem sørgede de for at tale om „den gode nyhed“ i mange samaritanske landsbyer. (Apg. 8:14-17, 25) Vi læser også at Peter senere besøgte menighederne i Lydda og Joppe. (Apg. 9:32-43) Det var fra Joppe at Peter, tilskyndet af Guds ånd, rejste til Kæsarea og for første gang gav uomskårne hedninger — Kornelius, hans husstand og hans nære venner — mulighed for at blive Jesu Kristi disciple. — Apg. 10:23-48.
11. Hvorfor rejste Barnabas til Antiokia, og hvordan fik han hjælp til at opbygge menigheden dér?
11 Menigheden i Jerusalem sendte disciplen Barnabas til Antiokia, hvor han gjorde meget for at opmuntre sine medtroende. (Apg. 11:22-24) Eftersom Barnabas havde brug for hjælp til at fremme den sande tilbedelse i denne by, tog han selv initiativet til at opsøge Paulus i Tarsus for at bede ham om at tage del i arbejdet i Antiokia. Dette var sandsynligvis tolv år efter at Paulus, en tidligere forfølger af Kristi disciple, var blevet troende. Sammen tilbragte Paulus og Barnabas et år i menigheden i Antiokia. (Apg. 11:25, 26) I løbet af denne tid fik menigheden jævnlig besøg af profeter fra Jerusalem. (Apg. 11:27) En af disse, Agabus, forudsagde en stor hungersnød. Dette fik menigheden i Antiokia til at organisere et hjælpearbejde for brødrene i Judæa, og derefter at sende Paulus og Barnabas med deres bidrag til Jerusalem. (Apg. 11:28-30) Ledsaget af Johannes Markus, en fætter til Barnabas, vendte de to mænd tilbage til Antiokia. — Apg. 12:25.
12. (a) Hvorfor rejste Paulus og Barnabas fra Antiokia til nye områder? (b) Hvordan blev der indsat ældsteråd i de nye menigheder de oprettede? (c) Hvordan hørte menigheden i Antiokia om Paulus’ og Barnabas’ tjeneste?
12 Derefter anviste den hellige ånd at Paulus og Barnabas skulle udtages til et særligt arbejde. (Apg. 13:1, 2) I harmoni med åndens ledelse rejste de til Kypern og gennem dele af Lilleasien, idet de forkyndte „den gode nyhed“ og oprettede nye menigheder. Da de genbesøgte disse menigheder, udnævnte de ældste til at sørge for disciplenes åndelige behov. (Apg. 14:21-23) Da de kom tilbage til Antiokia ’samlede de menigheden, og de begyndte at fortælle om de mange ting som Gud havde gjort ved hjælp af dem, og at han havde åbnet troens dør for folk fra nationerne’. — Apg. 14:27.
13. (a) Hvorfor opstod der et problem i menigheden i Antiokia med hensyn til de troende hedninger? (b) Hvorfor var det mest rimeligt at sagen blev afgjort i Jerusalem?
13 Derefter opstod der et problem. Nogle brødre fra Judæa kom til Antiokia, og de holdt på at ikke-jøder som havde omvendt sig til kristendommen skulle adlyde Moseloven og lade sig omskære. Ellers ville de ikke opnå frelse. (Apg. 15:1) Hvor kunne denne sag blive afgjort? Det rimeligste ville være at få den afgjort i Jerusalem, da apostlene var tilsluttet menigheden i denne by. Desuden var det derfra at arbejdet med at forkynde og gøre disciple var udgået til alle de mange andre steder hvor der efterhånden var blevet oprettet menigheder. Som følge heraf beklædte de ældste i menigheden i Jerusalem stillingen som et centralt råd hvortil andre ældste kunne rette forespørgsler. Vi finder derfor at Paulus og Barnabas blev sendt til „apostlene og de ældste i Jerusalem angående dette stridsspørgsmål“. — Apg. 15:2.
14. (a) Hvordan bar det centrale ældsteråd i Jerusalem sig ad med at afgøre stridsspørgsmålet om omskærelsen? (Apg. 15:6-21) (b) Hvordan blev andre menigheder oplyst om den afgørelse der var truffet? (Apg. 15:22-29)
14 Det centrale ældsteråd, der indbefattede apostlene, drøftede sagen grundigt igennem. Der blev fremlagt vidnesbyrd som viste at Gud selv havde taget imod ikke-jøder i deres uomskårne tilstand, idet han havde udgydt sin ånd over dem. Det blev således klart at det var en opfyldelse af de hebraiske profetier at hedningerne nu fik adgang til den kristne menighed. En afgørelse blev truffet og nedfældet i et brev. (Apg. 15:6-21) Dette brev fastslog:
„Apostlene og de ældste, jeres brødre, sender hilsen til de brødre i Antiokia og Syrien og Kilikien som er fra nationerne. Da vi har hørt at nogle fra os, som vi ikke har givet påbud, har foruroliget jer med deres udtalelser og prøvet at forstyrre jeres sjæle, er vi blevet enige om og har besluttet at udvælge mænd og sende dem til jer sammen med vore elskede brødre Barnabas og Paulus, mænd som har overgivet deres sjæle for vor Herre Jesu Kristi navns skyld. Vi sender derfor Judas og Silas, så de også mundtligt kan meddele det samme. Den hellige ånd og vi selv har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over disse nødvendige ting: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“ — Apg. 15:23-29.
15. Hvordan var de afgørelser der blev truffet af det centrale ældsteråd i Jerusalem og de besøg der blev aflagt af trofaste brødre, en hjælp for andre menigheder?
15 Gennem sådanne breve fra det centrale ældsteråd i Jerusalem og gennem besøg af forskellige trofaste brødre, blev de kristne styrket og opbygget til at blive ved med at forkynde „den gode nyhed“, og til at hjælpe deres medtroende til at holde fast ved troen. (Apg. 15:30-32; 16:4, 5) Desuden bidrog de inspirerede breve af Paulus, Peter, Jakob, Judas og Johannes i høj grad til at befæste disciplene åndeligt.
16. (a) Hvilke muligheder for at tjene åbnede den kristne æra for alle disciplene, både mænd og kvinder? (Matt. 28:19, 20; Gal. 2:9; 6:10; 1 Tim. 5:10; Tit. 2:3-5) (b) Hvilke andre muligheder for at tjene blev åbnet for dygtige mænd som stillede sig til rådighed?
16 Den kristne æra åbnede i sandhed store muligheder for tjeneste. Alle disciplene, både mænd og kvinder, fik det privilegium at forkynde „den gode nyhed“ og at opmuntre deres medtroende og hjælpe dem i åndelig henseende og i vanskelige tider. Der var behov for evangelieforkyndere til at udbrede „den gode nyhed“ i nye områder. Der var også behov for dygtige brødre som kunne besøge forskellige menigheder og samarbejde med dem et stykke tid for at styrke dem og være med til at udnævne ældste og menighedstjenere. Da der hvilede en tung ansvarsbyrde på disse rejsende brødre, blev de hjulpet af unge mænd som kunne gå dem til hånde og på andre måder udføre personlige tjenester. Hvad med i dag? Står sådanne muligheder for tjeneste stadig åbne?
[Illustration på side 393]
Peter forklarer opfyldelsen af Joels profeti for de forsamlede jøder og proselytter
[Illustration på side 395]
Da hedninger blev optaget i den kristne menighed, gav det centrale ældsteråd retningslinjer for at man kunne bevare enheden