Guds navn og dit
MED rette er du interesseret i dit navn; det betyder noget for dig. Du spidser ører når du hører det. Når dit navn nævnes tænker man ikke altid kun på det egennavn du har fået — Per, Nancy, Søren, eller hvad det nu er — men undertiden også på dit omdømme. Ud fra den betragtning står dit navn altså både for dig som person og for det du har vist dig at være.
De der står dig nær kalder dig sandsynligvis ikke ved dit efternavn, men ved dit fornavn. Og du er bedst tilpas hvis de anser dig for at have ’et godt navn’. (Ordsp. 22:1) Vi har alle grund til at vise interesse for vort navn.
Hvis dette gælder mennesker, gælder det i langt højere grad universets Skaber. Han har valgt at lade mennesker forstå at han har et personligt navn der ligger en betydning i, et navn der betegner ham som den der gennemfører sine hensigter og opfylder sine løfter. Gud kunne derfor passende henvise til sit navn Jehova som det han ville huskes ved. (2 Mos. 3:14, 15, NW; Hos. 12:5, NW; Sl. 135:13, NW) Dette navn er knyttet til alt hvad han har gjort og endnu har til hensigt at gøre.
Bør vi så ikke benytte og sætte pris på Guds navn? Kender Gud os i øvrigt ved navn — både ved vort personlige navn og ved vort omdømme som mennesker han godkender?
Den tendens der er hos de fleste religiøse ledere, og endda i mange bibeloversættelser, til at se bort fra eller at bagatellisere Guds særegne navn, hindrer mange mennesker i at opnå et sådant omdømme hos ham. I det anglikanske blad Theological Review har dr. Walter Lowrie skrevet følgende i forbindelse med at nogle bibler har udeladt det guddommelige navn:
„For os mennesker har det den største betydning at vi kender det rette navn, det personlige navn, på den vi holder af, på den vi taler med eller taler om. Det har præcis lige så stor betydning når det gælder menneskets forhold til Gud. Et menneske der ikke kender Gud ved navn, kender ham ikke virkelig som person, og taler ikke fortroligt med ham (hvilket er hvad bøn betyder), og det kan ikke elske ham hvis det kun kender ham som en upersonlig kraft.“
Denne skribent tænkte især på at det guddommelige navn kun forekommer fire gange i en af de nyere bibeloversættelser. Selv om mange præster har lært deres sognebørn at bede: „Helliget vorde dit navn,“ bruger de ikke selv dette navn, og de taler heller ikke for at man skal tage det med i de bibeloversættelser man udarbejder. — Luk. 11:2, da. aut.
En engelsk oversættelse, The Common Bible (1973), som er godkendt til brug for både protestanter og katolikker, siger rent ud i forordet at den ikke vil følge mønsteret i American Standard Version (1901), som brugte Guds navn flere tusind gange. Og hvorfor ikke? En grund var de divergerende meninger om udtalen af navnet. En anden var denne: „Brugen af ethvert egennavn for den ene og eneste Gud, som om der var andre guder han måtte skelnes fra, hørte op i jødedommen før den kristne tidsalder og er fuldstændig upassende for den kristne kirkes universelle tro.“ — S. vii.
I forordet til Davids Salmer, udgivet af Det danske Bibelselskab i 1977, skriver oversætterne: „Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN.“ Hvorfor gjorde man det alligevel ikke? Nej, som det videre hedder: „Brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet.“
Men som vi har set, finder man flere og flere vidnesbyrd om at det guddommelige navn blev brugt, ikke blot af jøder på Kristi tid men også af de første kristne. Og hvis himmelens Gud selv siger at han ønsker at være kendt ved det navn han „huskes ved“, burde vi så ikke bøje os for hans afgørelse?
Hans navn — og vort navn
Det indebærer imidlertid en hel del at kende Guds navn. Det er ikke bare et spørgsmål om at være opmærksom på at Skaberens personlige navn er „Jehova“ — eller en variant deraf. Vi må også kende den Person navnet står for — vi må med andre ord kende Guds hensigter og egenskaber og vide i hvilket omfang han beskæftiger sig med os mennesker, samt hvilke krav han stiller til os, som det fremgår af Bibelen. (Neh. 9:10; 1 Kong. 8:41-43) Så når Jesus sagde „jeg har bekendtgjort dit navn“, indebar det altså mere end blot at han brugte navnet. (Joh. 17:26) Naturligvis brugte Kristus navnet når han læste op fra De hebraiske Skrifter, hvori Guds navn stod. Men desuden forkyndte han det, og han arbejdede på at fremme de hensigter navnet var forbundet med. De der blev undervist af Jesus kom til at forstå Jehova bedre, og de blev mere sikre på at Guds „evige forsæt“ ville blive gennemført. — Joh. 14:10; 6:38; Ef. 3:11.
Hvis vi kommer til at kende Jehova på den måde, vil vi også blive kendt af ham. (Joh. 17:3) Han vil skænke os sin godkendelse; vi vil have et godt navn hos ham. (Præd. 7:1) At vi kender Gud og hans navn kan således bevirke at han kommer til at kende vort navn, at han kendes ved os. Dette belyses i Malakias 3:16, hvor der står:
„Da talte de, som frygter [Jehova], med hverandre, Og [Jehova] lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter [Jehova] og slår lid til hans navn.“
Skulle det ikke få os til at vise interesse både for Guds navn og for vort eget navn? Jo, vi må kende, bruge og ære Guds navn. Dette tilskynder os til at leve på en måde der er i overensstemmelse med de hensigter som dette navn er knyttet til.
For eksempel nævnte Malakias at ’mennesker som frygtede Jehova’ talte med hinanden. De valgte altså regelmæssigt at komme sammen med andre der ligesom de var interesseret i at herliggøre Guds navn. Vi kunne spørge os selv: ’Hvad gør jeg når jeg vælger mine omgangsfæller? Tager jeg i betragtning om de kender Jehova og indretter deres liv i overensstemmelse med hans hensigter? Lader jeg mit ønske om at kende Gud og at være kendt af ham indvirke endog på sådanne træk i min daglige tilværelse?’
Og hvis vi i hverdagen — det være sig på vort arbejde, i skolen eller når vi færdes blandt vore naboer — træffer mennesker der ikke kender Jehova, er vi så vågne for at benytte passende lejligheder til at fortælle dem om Ham? Er vi fremfor alt ivrige efter at ’gøre Guds navn kendt’ ved i så vid udstrækning som muligt at deltage i det storslåede arbejde som Jesus med henblik på vor tid profeterede om, da han sagde: „Denne gode nyhed om riget [Guds rige] vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“? (Joh. 17:6, 26; Matt. 24:14) Er vi glade for at gøre dette, viser det at navnet Jehova er andet og mere for os end et navn der står skrevet i en bog. Det indtager en plads i vort liv.
Følgende artikel, „Lad Guds navn blive helliget“, beskæftiger sig med hvordan vi på andre måder kan vise at vi kender Guds navn og gerne vil at han skal kende os ved navn.
Står vi i et godkendt forhold til Jehova, kender ham som en virkelig Person, og gør hans navn kendt for andre, vil han huske os, til vort evige gavn. Som Malakias sagde, vil det være som om Jehova skrev vore navne ned i en bog ’for at vi kunne ihukommes’ og få tilkendt det evige liv som belønning. — Joh. 17:3.